Tankevækkende livshistorie !
En dag da jeg gik i 7. klasse, så jeg en dreng fra min klasse gå hjem
fra skole.
Han hed Morten.
Det så ud som om, han bar alle sine bøger. Jeg tænkte; "Hvorfor ta'
alle sine bøger med hjem på en fredag? Han må virkelig være en nørd."
Min weekend var planlagt (fest om aftenen og fodbold med vennerne i
morgen eftermiddag), så jeg trak på skuldrene og gik videre. Da jeg
gik, så jeg en masse unger løbe imod ham. De løb ind i ham, slog
bøgerne ud af hans arme og skubbede ham, så han landede på jorden.
Hans briller røg af, og jeg så, de landede i græsset 3-4 meter fra
ham. Han så op, og jeg så en helt utrolig tristhed i hans øjne. Jeg
syntes, det var synd for ham, så jeg gik over til ham da han kravlede
rundt og ledte efter sine briller, og jeg så tårer i hans øjne. Da
jeg rakte ham hans briller, sagde jeg; "De unger er idioter! De
skulle få sig et liv!" Han kiggede på mig og sagde "Hey,
Tak!" Der var et kæmpe smil på hans ansigt. Det var et af de smil,
der viste virkelig taknemmelighed. Jeg hjalp ham med at samle bøgerne
op, og spurgte hvor han boede. Det viste sig, at han boede tæt på
mig, så jeg spurgte, hvorfor jeg aldrig havde set ham før.
Han sagde, han havde gået på privatskole før. Jeg ville normalt
aldrig ha' været sammen med en fra en privatskole. Vi snakkede hele
vejen hjem, og jeg hjalp med at bære hans bøger. Han viste sig at
være en ret sej fyr. Jeg spurgte, om han ville med ud og spille lidt
bold med mine venner. Han sagde ja!
Vi hængte ud hele weekenden, og jo mere jeg lærte Morten at kende,
desto mere ku' jeg li' ham, og mine venner mente det samme. Mandag
morgen kom, og dér var Morten med den kæmpe stak bøger igen. Jeg
stoppede ham
og sagde; "Mand, du må da få nogle kæmpe muskler med
den stak bøger hver dag!" Han grinte bare og gav mig halvdelen af
bøgerne.
Gennem de næste 3 år blev Morten og jeg bedste venner. Da vi gik i 9.
klasse, begyndte vi at tænke på videreuddannelse. Morten besluttede
at studere i Århus og jeg skulle til København. Jeg vidste, at vi
altid ville være bedste venner, og at afstanden ikke ville være noget
problem. Han ville være læge, og jeg ville i gang med en sælger
uddannelse. Morten skulle holde tale til vores skole-afslutning. Jeg
drillede ham hele tiden med at han var en nørd. Jeg var ret glad for,
at det ikke var mig, der skulle holde den tale.
Skoleafslutnings dag❓jeg så Morten. Han så vildt godt ud. Han var
en af de fyre som for alvor i skoletiden lærte at hvile i sig
selv.
Han var også vokset og så faktisk ret godt ud med briller. Han datede
mere end jeg, og alle pigerne elskede ham. Mand, nogle gange var jeg
jaloux! I dag var én af de dage. Jeg kunne se, han var nervøs for sin
tale. Nå, jeg dunkede ham på ryggen og sagde; "Hey kammerat, det
kommer til at gå fint!" Han kiggede på mig med det blik (det virkelig
taknemmelige) og smilede. "Tak!" sagde han.
Da han skulle starte på sin tale, rømmede han sig og startede;
"Skoleafslutningen er en tid, man må takke dem, som hjalp en gennem
de seje år. Jeres forældre, jeres lærere, jeres søskende, måske en
træner, men mest af alle jeres venner? Jeg er her for at fortælle jer
alle, at det, at være en ven for én, er den bedste gave, I kan gi'
dem. Jeg vil fortælle jer en historie."
Jeg kiggede bare vantro på min ven, mens han fortalte historien om
den første dag vi mødtes. Han havde planlagt at begå selvmord i
weekenden. Han fortalte om hvordan han havde tømt sit rum i skolen,
så hans mor ikke skulle gøre det senere, og han bar så det hele hjem.
Han kiggede indtrængende på mig og sendte mig et lille smil.
"Heldigvis blev jeg reddet. Min ven reddede mig fra at gøre det
unævnelige." Jeg hørte gispet gå gennem hele forsamlingen, da denne
flotte, populære unge mand fortalte os alt om sit livs svageste
øjeblik. Jeg så hans mor og far kigge på mig og smile det samme,
taknemmelige smil. Ikke før i dette øjeblik forstod jeg dybden af
det. Undervurdér aldrig effekten af dine handlinger. Med en enkelt
lille gestus kan du ændre en persons liv. Til det bedre eller til det
værre.
Vi er alle sat i verden for at sætte vores præg på
hinanden på den ene eller anden måde. Kig efter det gode i andre.
Du har nu to muligheder; Du kan fortælle denne historie videre til
dem du kender eller glemme den og lade som om du ikke er blevet
berørt af den. Som du kan se valgte jeg den første mulighed. "Venner
er engle, som hjælper os op, når vores vinger har glemt hvordan de
skal flyve." Der er ingen begyndelse og ingen slutning? I går er
historie.
I morgen er et mysterium.
I dag er en gave!
Vis dem, du kender, at de har dit venskab.
**************************************************
Tak fordi du gav dig tid :)
Vh Rosalilje
fra skole.
Han hed Morten.
Det så ud som om, han bar alle sine bøger. Jeg tænkte; "Hvorfor ta'
alle sine bøger med hjem på en fredag? Han må virkelig være en nørd."
Min weekend var planlagt (fest om aftenen og fodbold med vennerne i
morgen eftermiddag), så jeg trak på skuldrene og gik videre. Da jeg
gik, så jeg en masse unger løbe imod ham. De løb ind i ham, slog
bøgerne ud af hans arme og skubbede ham, så han landede på jorden.
Hans briller røg af, og jeg så, de landede i græsset 3-4 meter fra
ham. Han så op, og jeg så en helt utrolig tristhed i hans øjne. Jeg
syntes, det var synd for ham, så jeg gik over til ham da han kravlede
rundt og ledte efter sine briller, og jeg så tårer i hans øjne. Da
jeg rakte ham hans briller, sagde jeg; "De unger er idioter! De
skulle få sig et liv!" Han kiggede på mig og sagde "Hey,
Tak!" Der var et kæmpe smil på hans ansigt. Det var et af de smil,
der viste virkelig taknemmelighed. Jeg hjalp ham med at samle bøgerne
op, og spurgte hvor han boede. Det viste sig, at han boede tæt på
mig, så jeg spurgte, hvorfor jeg aldrig havde set ham før.
Han sagde, han havde gået på privatskole før. Jeg ville normalt
aldrig ha' været sammen med en fra en privatskole. Vi snakkede hele
vejen hjem, og jeg hjalp med at bære hans bøger. Han viste sig at
være en ret sej fyr. Jeg spurgte, om han ville med ud og spille lidt
bold med mine venner. Han sagde ja!
Vi hængte ud hele weekenden, og jo mere jeg lærte Morten at kende,
desto mere ku' jeg li' ham, og mine venner mente det samme. Mandag
morgen kom, og dér var Morten med den kæmpe stak bøger igen. Jeg
stoppede ham
og sagde; "Mand, du må da få nogle kæmpe muskler med
den stak bøger hver dag!" Han grinte bare og gav mig halvdelen af
bøgerne.
Gennem de næste 3 år blev Morten og jeg bedste venner. Da vi gik i 9.
klasse, begyndte vi at tænke på videreuddannelse. Morten besluttede
at studere i Århus og jeg skulle til København. Jeg vidste, at vi
altid ville være bedste venner, og at afstanden ikke ville være noget
problem. Han ville være læge, og jeg ville i gang med en sælger
uddannelse. Morten skulle holde tale til vores skole-afslutning. Jeg
drillede ham hele tiden med at han var en nørd. Jeg var ret glad for,
at det ikke var mig, der skulle holde den tale.
Skoleafslutnings dag❓jeg så Morten. Han så vildt godt ud. Han var
en af de fyre som for alvor i skoletiden lærte at hvile i sig
selv.
Han var også vokset og så faktisk ret godt ud med briller. Han datede
mere end jeg, og alle pigerne elskede ham. Mand, nogle gange var jeg
jaloux! I dag var én af de dage. Jeg kunne se, han var nervøs for sin
tale. Nå, jeg dunkede ham på ryggen og sagde; "Hey kammerat, det
kommer til at gå fint!" Han kiggede på mig med det blik (det virkelig
taknemmelige) og smilede. "Tak!" sagde han.
Da han skulle starte på sin tale, rømmede han sig og startede;
"Skoleafslutningen er en tid, man må takke dem, som hjalp en gennem
de seje år. Jeres forældre, jeres lærere, jeres søskende, måske en
træner, men mest af alle jeres venner? Jeg er her for at fortælle jer
alle, at det, at være en ven for én, er den bedste gave, I kan gi'
dem. Jeg vil fortælle jer en historie."
Jeg kiggede bare vantro på min ven, mens han fortalte historien om
den første dag vi mødtes. Han havde planlagt at begå selvmord i
weekenden. Han fortalte om hvordan han havde tømt sit rum i skolen,
så hans mor ikke skulle gøre det senere, og han bar så det hele hjem.
Han kiggede indtrængende på mig og sendte mig et lille smil.
"Heldigvis blev jeg reddet. Min ven reddede mig fra at gøre det
unævnelige." Jeg hørte gispet gå gennem hele forsamlingen, da denne
flotte, populære unge mand fortalte os alt om sit livs svageste
øjeblik. Jeg så hans mor og far kigge på mig og smile det samme,
taknemmelige smil. Ikke før i dette øjeblik forstod jeg dybden af
det. Undervurdér aldrig effekten af dine handlinger. Med en enkelt
lille gestus kan du ændre en persons liv. Til det bedre eller til det
værre.
Vi er alle sat i verden for at sætte vores præg på
hinanden på den ene eller anden måde. Kig efter det gode i andre.
Du har nu to muligheder; Du kan fortælle denne historie videre til
dem du kender eller glemme den og lade som om du ikke er blevet
berørt af den. Som du kan se valgte jeg den første mulighed. "Venner
er engle, som hjælper os op, når vores vinger har glemt hvordan de
skal flyve." Der er ingen begyndelse og ingen slutning? I går er
historie.
I morgen er et mysterium.
I dag er en gave!
Vis dem, du kender, at de har dit venskab.
**************************************************
Tak fordi du gav dig tid :)
Vh Rosalilje