Tiden vægge

Ser ind i tidens vægge,
tæt omsluttet af billederne,
minderne der danser for mine øjne,
hvert minde som en lille boble,
hvert boble som et lille fragment,
der strør om sig med livlige frø,
dejligt sansende hvert tangent i livet,
flyder bilederne ud i udlevede drømme,
drømme der så sig komme,
drømme der må nærme sig,
forplante sig i andre,
som verden forplanter sig i mig.

Sansende en omverden,
hvor tabte tårer sidder i vinden,
og grædende latter findes i mængden,
i en virkelighed fuld af nuancer,
falder hvert enkel åndedræt,
som et pust af liv,
der puster sjælen rig,
rig på oplevelser,
rig på værdier,
hvor tankerne får lov,
at smelte sammen,
med følelserne,
siddende hvor de lyster,
udenpå som indeni.

Dagene har været talrige,
tempoet har været stigende,
mens man har fisket efter ord,
og samlet udtryk,
mens man har leget med tunger,
skiftet kurs og draget paralleller,
fra sengekanten til vindueskanten,
fra månelysets skær til solopgangen,
står det dog klart,
at det er at dyrke livet,
var at finde sig selv,
finde gadens lyd,
finde sjælens puls,
i et centrifugerende brag,
af lyst til lys.

I tidens vægge er minderne aldrig talte,
de er et ekko af mit bryst,
en verden der smeder det klassiske
med det nye,
i min verden står kontrasterne åbne,
og jeg føler hvert hjerte,
føler hvert ord der samler sig,
i en livlig og febrilsk sætning på afveje,
på vej til at finde vejen,
op af snoede gader,
ned af de mørke stræder,
ind og ud mellem beværtningerne,
hængende i lygtepælene,
lysende ned over byens vej,
oplevende det hele fra oven,
eller fra metroen,
eller gennem s-toget,
tager man endnu engang bussen,
og kikker og lurer,
lærer og betages,
af dem alle,
menneskerne,
de små selvstændige individer,
hvis vidder er afskærmede,
og jeg forfalder til kærligheden,
i deres lukkede blikke,
tankerne om alle deres aflåste fantasier,
de mange drømme,
der aldrig bliver fortalte,
jeg forfalder til at fortælle historien,
om alle disse fortabte skæbner,
der ofte er rig på andet end penge,
jeg forfalder i arme,
hvis varme er oprigtig,
jeg forfalder,
mens minderne fortæller.

Gennem røgen fra værelset,
ser jeg mig selv i spejlet,
en kvinde forklædt i ord,
en mand klædt sætninger,
ikke blot et menneske,
men en forfatter,
en sjæl af ord,
en kæmper,
af glemte kontinenter,
blandt brødre og søstre,
fra a til å,
er vi gnister,
fremmede for mængden,
til tider fremmede for os selv,
men aldrig fremmede,
af den inspiration der løber i vores blod,
ofte indespærrede i fantasiens kredsløb,
men det sker,
at vi atter kommer ud,
og når det sker,
samler vi billederne,
og når vi kommer hjem,
kikker vi igen,
i tidens vægge.
http://anglicismo.smartlog.dk/tidens-v-gge-post254995