Til far med stort F....???

Er du Far med stort F….???

På baggrund af Carl Mar´s indlæg om mænd og deres fader rolle, så blev jeg enormt inspireret til dette indlæg…
Jeg har valgt, at ligge mit indlæg her da jeg meget gerne vil have en kommentar på dette her fra netop Carl Mar også…
I nyhederne forleden aften, så jeg en reportage om en far med stort F, hvilket fik mig til at tænke denne tanke….
Er vi ved at se en holdnings ændring blandt de danske mænd og fædre, og her ikke mindst til den problematik, det kan være forbundet med, at have det barn jeg her her vil bringe på banen…
”Nemlig det handicappede barn…..”
Jeg vil så inderligt ønske, at dette er rigtigt, for jer fædre, der jo også er forældre til dette barn…
Reportagen her viste en familie der havde fået tvillinger, en pige og en dreng.. Drengen var født med Down Syndrom, altså mongol….
I deres familie havde de besluttet, at der var far der skulle være hjemme og passe deres søn. Og mor var hende der gik på job hver dag, da det nu var det der passede i deres familie og til deres levevis.…
Det var for mig så livsbekræftende, at se den far og hvorpå han passede og tog sig af sin søn…
Jeg taler her af meget stor erfaring på dette område, da jeg selv er mor til en datter der er udviklingshæmmet, og selv levede med en mand i flere år der simpelthen , havde berøringsangst, med dette gude skønne barn som er min yngste datter…
Min datter har ikke Down Syndrom, men en meget sjælden Kromosomfejl, der gør at hun trods sine nu 17 år, stadig er en meget lille pige, der er på bølge længe med de 4-5 årlige i nogle henseender, og yngre i andre, men også ældre i nogle henseender, et meget svært barn at stille diagnose mht. alder…
Ser vi en holdningsændring her..?? da der er meget der går det handicappede barns næse forbi, hvis det aner en form for distance fra den ene forældre….
Nu set i bakspejlet kan jeg kun se til, hvordan hun har fået denne ”distance” til den mand der skulle have været den far med stort F i hendes liv, efter min mening…
Jeg kan og vil ikke klatre hende dette, nu i en alder af 17 år, at hun rent faktisk er på godt dansk blevet kold over for denne mand, ej heller, og dette lyder måske hårdt for nogle, men jeg kan ikke have ondt af manden i dag , når datter´n ignorere ham…
Hvordan er du som far til det handicappede barn, og er vi ved at få en holdnings ændring, hvilket jeg vil håbe, ikke kun for barnet , men så sandelig også for dig Farmand med forhåbentligt stort F

De Kærligste tanker til alle børnefamilier / Det være sig mor, far og børn
MvH Mummi
Ps...
Dettte indlæg må selvfølgeligt, og meget gerne kommenteres af alle, og ikke kun fædre til handicappede, men gerne fædre/mænd/kvinder generelt..

Det vil jeg da gerne snakke lidt med dig om, men jeg har nu ikke nogle indlysende kvalifikationer til det emne.

Vi har i vores familie en kusine, (nu er hun død) med Downs Syndrom.
Hendes far tog sig ikke synderligt af sine børn, det var lige som ikke i tiden, og der var 6 af dem, men Lis, som hun hed, var hans "hjertebarn" Han lærte hende at spille mandolin, og det var hun faktisk bedre til, end han nogensinde havde været.
Da Lis var barn og ung, var der ikke noget der hed aflastning og huslægen, mente iøvrigt ikke, der var nogen grund til at gøre de store anstalter, for som han sagde "Den slags bliver sjældent voksne" Fra hun blev 25, sagde han hvert år, at hun ikke oplevede én fødselsdag mere, indtil min tante blev så træt af at høre på ham, at han blev skiftet ud. Lis blev 64 år.
De sidste 8 år tilbragte hun i sengen og nægtede pure at stå op - dette i arrigskab/sorg/vrede over at naboen var flyttet. Min tante overlevede hende, men var enke i mange år og sagde ja tak nogle få gange til at sende Lis på aflastning, da dette blev en mulighed og Lis iøvrigt var voksen, men det var et hus uden lige de gange det skete.
Den første gang rykkede hun geregten af yderdøren og næste gang sendte de så tre mand for at få hende ud i bilen, uden at lave skader på hende eller bygningerne.
Der har været artikler om Lis i forskellige faglige tidsskrifter - primært fordi hun opnåede så høj en levealder, hvilket var usædvanligt for en mongel i hendes generation, og vi har da også i familien talt om, hvad årsagen til dette kunne være.
Lis er altid blevet behandlet på ligefod med de andre børn, i den udstrækning det kunne lade sig gøre. Det vil egentlig sige, hun skulle deltage i det samme arbejde, som de øvrige. Dette indebar bl.a at ryste tørv. Og det var i reglen kilden til det store sceneri. Hun var som de fleste mongoler umanerlig doven (det er jo den primære årsag til deres generelle overvægt og ofte det der egentlig bliver årsagen til deres tidlige død) Men hun kom nu til det alligevel, selvom hun altid lagde ud med "Lis forstår det ikke" med musikken som gulerod.
Lis blev først overvægtig omkring 50 år alderen. Da syntes min tante, hun skulle have lov til at slappe af. En ting det aldrig lykkedes at lære Lis var, at gryder, potter og pander var en del af opvasken og dermed også skulle medtages, når man vaskede op. Det påstod hun til sin dødsdag at dette ikke kunne lade sig gøre p. g. a. hendes "håndstilling" - Der var INTET i vejen med Lis´ håndstilling.
Vi elskede allesammen Lis og de der havde taget deres forbehold ved hendes fødsel, lærte at elske hende ved at se på onkel Johans næsegruse betagelse af dette barn. Men onkel Johan har altid for mig være "1 ud ad en million" og den eneste af slagsen jeg nogensinde har kendt.

Sød historie om Lis óg ikke mindst hendes far...
Og ja det var dog imponerende med Lis og hendes alder, da det jo er almindeligt kendt, at momngoler desværre er født men en hjertefejl, der gør at de er potientelle til, at få en desværre tidlig død...
Jeg kender selv en familie, hvor sønnen er mongol, og han er begyndt nu i en alder af 24, og have en del problemer med hjerte og det er hjerte skærende , at tænke på, den dejlig humør bombe af en dreng måske skal tidligt herfra...
Her er heller ikke kontakt til fader...!!

Min datters kromosom fejl er fejl på et kromosom der ligger lige ved siden af det der giver Down Syndromet, og hun kan da også minde om en sådan i vægt og fylde ;o)
Men hendes humør... Uha, det er kanon, mén dog til tider er hun mors meget lille pige der bare trækker sig tilbage og kun vil mig, og det er når, fornemmer jeg, at hverdagen og den fart der er/kan være på , ikke er til at kapere for hende...
Og her har vi så også, den karaktistiske måde for hende at reagere på...
Hvis hun ikke vil noget... sååå vil hun ikke..!! Hendes forståelse for sproget er meget lille og hendes brug af det desværre også...
Hendes reaktion over for sin far kan derfor være sådan, at hun simpelthen beder ham gå, hvis hun ikke vil tale med ham..
Jeg har sågar oplevet, da vi var i den sværeste tid, og der hvor vi skulle fra hinanden og bølgerne kunne gå lidt højt, ja så slog hun ham, og dumme dig på hendes sprog, og sagde min mor...
Hun gik simpelthen ind på hendes måde og forsvarede, når han ikke talte pænt til mig, og der er en af de sider af hende der klart viser en for for forståelse, som et 4 årig barn ikke ville have måske...

Rigtig sødt bidrag fra dig ;o)
MvH Mummi

Flere og flere Danske mænd er blevet intereseret
i at være tæt på børn følelsesmæssigt også de
handicappede. De mænd der er født med feminie
sider har en større chance for at komme til at opleve at være tæt på deres børn.Det er blevet
mere acceptabelt for manden at dyrke de intime
følelsesmæssige sider af livet og det er godt.
Jeg håber at alle manderoller bliver nedbrudt
sådan at det bliver accpetabelt at manden lever efter sine følelsesmæssige behov. Hvis man indførte psykologi i folkeskolen ville mange flere
mænd udvikle mere følelsesmæssige sider af sig
selv. De fleste mænd har svært ved at være tæt følelsesmæssigt sammen med børn i længere tid ad
gangen. Årsagen er dels genetisk og den opvækst
manden selv har været igennem, specielt han følelsesmæssige forhold til hans mor de første
7 leveår.
Læs mere om det i min bog
Hvordan skaber du stærke børn?
hilsen
www.carl-mar.dk

Alle børn bliver født med et hjerte der bare ønsker at blive overfyldt med kærlighed og respekt,desværre er det i denne verden blevet alt for okay ikke at tage ansvar,men tro mig alle der forsømmer deres pligter og ikke tager ansvar,får deres straf.