Tomhedsfølelse

Er der nogen som kan prøve at beskrive hvordan det er og have tomhedsfølelse som fx narcissester har?

Narcissister er personer som er ekstrem egocentrerede, der er ingen tomhedsfølelse. Tomhedsfølelse kan f.eks opstå i forbindelse med psykisk sygdom. Så jeg er i tvivl om, hvad det er du vil vide! Prøv at skrive lidt mere.
Venlig hilsen
Darktatoo

på sig selv at man bliver indelukket, og man konstant tænker over hvad man gør, og siger, eller hvad?

Den tomhedsfølelse jeg gerne vil have beskrevet er den som opstår i forbindelse med psykisk sygdom. Fx den tomhedsfølelse som en narcissist har og derfor forsøger at kompensere for den ved at opnå bekræftelse og anerkendelse fra andre. Det kan jo også være en overspiser som spiser for at fylde et tomrum som mangler noget(kærlighed måske).
Men den følelse af tom forestiller jeg mig lidt er som at være sulten men jeg ville gerne have den beskrevet af en der selv føler sig tom. Emnet interessere mig da jeg er ved at skrive opgave.

Jeg kan komme i tanker om flere forskellige typer tomhedsfølelse.
Når du specifikt sir i forbindelse med overspisning og tomhed...
Når man overspiser, har man en tomhedsfølelse man flygter fra. Det er min påstand. Men det kan sagtens være at man slet ikke i første omgang mærker alle disse underliggende følelser, at man ikke har regnet ud at man faktisk "flygter" fra noget.
Dvs. tomhedsfølelse kan jo også føles som angst for at føle sig som ingenting, ikke-eksisterende, eller som om man ikke er noget værd, fordi man aldrig rigtig er blevet set eller mødt. Ens følelser er blevet ignoreret på den ene eller anden måde.
Hvis man ikke føler at man er blevet set, f.eks hvis man har haft nogle problemer og ens forældre ikke har været i stand til at se dem, eller forældrene har ignoreret een, fordi de synes det var for svært eller besværligt at ta sig af barnets følelser, så opstår følelsen af tomhed, af meningsløshed.
Fordi hvis der ikke er nogen der reagerer på een, og bare overser een, så fanger man budskabet "at der er ikke plads til dig" eller "du er her jo ikke - derfor reagerer jeg ikke på dig".
Der er mange varianter.
Så alle de følelser blir lukket inde i een selv i stedet for at blive åbnet og løst, og det kan gi en hjælpeløshedsfølelse og afmagtsfølelse og opgivethed og håbløshed... som kan gi en tomhedsfølelse. Det er bare forskellige aspekter af det her indre hul.
Men de fleste klarer sig jo igennem livet uden at det på overfladen krakelerer, men indenunder rumsterer denne uhåndgribelige følelse man ikke kan sætte ord på, man oplever måske ikke selv at der er foregået et svigt, så måske vender man bare problemet mod sig selv, bebrejder i det skjulte sig selv, at man selv er problemet uden man forstår hvorfor og hvad det handler om, og det gir tomhedsfølelse. At man også selv fejltolker sig selv, det er også sårende for een selv, og det kan få een til at reagere.. tomt.
Og så har man samtidig et behov for at føle at livet skal være rart, man savner livets sødme... og det der ligger lige for, for nogle mennesker, er at spise - for det er hyggeligt, det føles rart, det smager godt, så det trøster ligesom på det hele.
Så har man noget at ta sig til, og så behøves man ikke at lytte indadtil hvordan man har det, så kan man overdøve det med smagsoplevelser og tyggebevægelser.
Bare det er hyggeligt, selv om det i virkeligheden ikke er spor hyggeligt. Kender du ikke den form for hygge? Tvangsindlagt hygge?

Hvis man har fået nogle choks i livet, som har overvældet een, så kan det gøre en helt stum og frosset, og det kan gi tomhedsfølelse.
At føle sig tom er i sig selv ikke noget forfærdeligt. Det er vel mere at man kan mærke det er forbundet med en ulykkelighed, som man måske tror vil være lissom verdens undergang at føle. Man tror det hele vil ramle fordi man føler sig tom.
Vi lever jo også i et samfund hvor man går vildt op i at man skal vide hvad man vil, og man skal ku sige til og fra og nu og her, og jeg er sådan og ikke sådan, og man skal fremad og man skal alt muligt, store skøre krav. Det skal være luksus, det skal se godt ud, det skal være en succes, det skal være hyggeligt, og så skal man tjene flere penge på det.
Der er ikke særlig god plads til de andre aspekter af livet. Vi synes hinanden er underlige hvis vi blir kede af noget eller hvis vi har brug for en pause eller for at få vendt og drejet nogle psykiske ting. Så er man svag eller syg, og "man må jo skynde sig videre". Vi har ikke særlig stor forståelse for, eller kapacitet eller menneskelig rummelighed til alle livets op og ned ture. Vi blir bange hvis vi er kede af det.
Omkring narcissisme, tænker jeg på personer som udelukkende forholder sig til sig selv, og ikke kan overskue eller vil se tingene fra andres vinkel. Det kan give en tomhedsfølelse, fordi der ikke er nogen reel cirkulation med andre mennesker. Måske fordi man underbevidst ved, at andre der kommer tæt på vil komme til at trykke på nogle ret så smertefulde knapper man har, og det vil man under ingen omstændigheder lade ske.
Det er cirkulation med andre mennesker der gir energi, det er der man blir mødt og møder andre, det er der livet sker. Med mindre man aktivt vælger at trække sig tilbage, meditativt ind i sig selv eller hvad ved jeg, så tror jeg mere narcissisme handler om, noget der er gået i stykker indeni een, man går i ring om sig selv. Men alle har jo brug for at elske, og det kan blive lidt ensomt derinde i den person som kun kan se sig selv. Så må man jo bygge sin egen lille konstruerede virkelighed op, og det er sårende for de andre mennesker der er i personens liv. For de vil ikke blive mødt eller set rigtigt af personen. Så det kan være ganske svært at være tæt på sådan en person i længere tid, hvis man gerne selv vil ha noget igen.

Der er noget der er gået skævt når man blir afhængig af andres bekræftelse og anerkendelse. Det er jo noget alle kender i større eller mindre grad, men det kan blive sygeligt, hvis en person ikke kan få ro før andre gir den opmærksomhed. Så man blir vanvittig afhængig af andre.
Det blir pludselig op til andre om man er god nok eller ej. Man skubber sin egen kærlighedsevne over i andre. Man blir tvangsagtigt afhængig af at få nogle bestemte eller ubestemte mennesker til at gi en bestemt tilbagemelding på een.
Dette kan være enormt belastende for andre. Fordi de fornemmer at man kun vil ha en bestemt ting af dem og resten kan man ikke bruge til noget, derfor vil folk også vige fra sådan en person. Fordi det egentlig også er en form for aggressivitet man retter mod andre, et uopnåeligt krav man vil ha andre til at indfri. Man vil ha de skal sige god for een, de skal sige man er fantastisk og at de elsker een.
Og man tror selv på at det er rigtigt hvis de sir det. Arme stakkel, hvis de ikke sir det.
Så man har ikke denne brik i sig selv, som alle mennesker til alle tider har og skal ha, nemlig at man står inde for sig selv, helt grundlæggende, og at man elsker sig selv.
At skulle ta ansvar for denne del af livet, at anerkende og bekræfte sig selv, det nægter denne person. Denne person er ikke i stand til eller nægter at stille sig i "den stærkes" sko, eller hvad man nu skal sige.
Personen sidder fast i eller nægter at tro andet end, at kærligheden skal kun komme fra andre. Det er en fantasiverden.
For, hvad så om man er fantastisk. Det er alle jo.
Men inde i denne person foregår der en kamp om at være noget eller ikke at være noget som helst. Det blir lissom enten eller.
Den person her føler sig ikke elsket. Denne person her tror kun kærligheden ligger uden for dem selv, uden for rækkevidde. Det gir tomhedsfølelse. Denne person tror ikke han/hun har nogen indflydelse på sit liv eller sine omgivelser, i større eller mindre omfang.
Så han/hun skal lære at udtrykke kærlighed overfor andre, skal lære at være noget for andre og bekræfte andre... ved simpelthen bare at gøre det. For derved opdager man den kilde i sig selv som altid er tilgængelig, man troede måske bare ikke at der var nogen nøgle til den dør. Men det hele handler om ikke at se sig selv som anderledes end andre, på anderledes vilkår end andre.
Problemet er at så længe man vil ha nogle andre til at elske een, og man samtidig ikke elsker sig selv. Man vil ha andre til at beundre een, men man beundrer ikke sig selv. Så længe man blir ved med at sige nej nej nej til sig selv, så er det dybest set omsonst hvor meget andre sir ja og ligegyldigt hvor stor og dybe kærlighedserklæringer de kommer med. Skiftet skal til sidst ske indeni een selv.

Jeg ved, at min bror et narccisist. Og jeg tror, at det stammer fra barndommen, hvor han har oplevet drilleri og mobning pga. sine flyveører- fra min anden bror og jeg- kun når vi var meget uvenner! Han sagde jo også alt muligt til os. Jeg ved ikke om andre har haft sagt noget.
Jeg tror, at hans usikkerhed fra den gang, og mangel på accept, og følelsen af at dem der var tæt på ham kunne såre ham, har ført til at han er blevet så følelseskold som han er i dag.
Desværre....
Han fik opereret sin ører ind og han er en flot fyr, som siden jeg kan huske altid har dyrket sit ego, sin krop og sit udseende. Penge, smarte biler og andre materielle goder, alt det nyeste og smarteste, er det som er vigtigt for ham- altså at andre mennesker udviser beundring o.lign. i forbindelse med disse ting.
Han er ikke god til følelser og nærhed. Han har en kæreste og 2 børn, men han har altid været hende utro- vel fordi han ikke kan leve uden bekræftigelsen.
Jeg tror også, at han er bange for at blive taget for givet og at blive ligegyldig, for han er aldrig hjemme.
Ligesom hans far aldrig var hjemme. Vores far arbejdede meget, og når han kom hjem løb vi alle tre ham i møde i døren og var meget begejstrede for ham.
Min bror kan ikke se at det at han ikke er hjemme hos sine børn er et problem, for han husker, hvor højt han elskede sin far på trods- og måske derfor(?) For mor var jo hjemme efter arbejde på normale tider og derfor var hun på en el anden måde ikke ligeså speciel ligesom far var det når vi endeligt så ham...
Og på den måde drager min bror paraleller...fuldstændigt uden mening...Han fører den videre...
Han er meget egocentreret og gør kun ting som har med ham at gøre eller er i hans interesse. Osv. osv. Han er en klassisk narccisist.
Kærlighed, anderkendelse, opmærksomhed og magt, for at opsummere.