Totalt Tudefjæs
Det kan tit undre mig, at et enkelt tv-program, kan sætte så mange følelser og tanker igang, indeni mig.
Jeg havde jordens dejligste mand, vi fik to vidunderlige børn, ting skete og vi gik fra hinanden. Nu lever jeg med mine børn, og har været alene siden vi gik fra hinanden for 2½ år siden.
Jeg selv er 26, mine børn er 6 og 3½ år.
Og når jeg sidder her, i fredens stund kan jeg ikke lade være med og få disse tanker, der drejer sig om, hvad jeg dog skal få ud af livet udover at være mor til mine super skønne børn?
Jeg er fortvivlet, trist og ked af det, jeg græder, og savner tit en at være sammen med, en at holde om, en at føre en almindelig voksen snak med, men så tænker jeg: Ingen mand, vil dog frivilligt have en kæreste, med 2 børn?
Og det gør mig trist at tænke sådan, for ville ønske jeg mødte ham der bare elskede på trods af børn!
Jeg er en der er vant til tryghed, og ensomheden er en hård kamp at komme igennem, især på disse aftner hvor jeg virkelig får tid til og tænke tingene igennem.
Aldrig har jeg fortrudt mine børn, eller mine mange år med min eksmand, for hvem jeg troede jeg skulle leve med alle dage. Men indimellem vil skæbnen noget andet, men jeg bliver trist over, at tænke om min skæbne er at være alene mor resten af livet?
Godt nok er jeg ikke så gammel, men alligevel tænker jeg om der overhovedet er nogen mand der ville have en kvinde med børn.??
Jeg håber lidt på, at få nogen svar igen, om hvorvidt du (som mand) ville eller kunne indlede et forhold til en enlig mor?
Og forstå mig ret: jeg søger ikke nogen mand herigennem, er blot mine tanker jeg lufter.
Hilsen Ung mor
Jeg havde jordens dejligste mand, vi fik to vidunderlige børn, ting skete og vi gik fra hinanden. Nu lever jeg med mine børn, og har været alene siden vi gik fra hinanden for 2½ år siden.
Jeg selv er 26, mine børn er 6 og 3½ år.
Og når jeg sidder her, i fredens stund kan jeg ikke lade være med og få disse tanker, der drejer sig om, hvad jeg dog skal få ud af livet udover at være mor til mine super skønne børn?
Jeg er fortvivlet, trist og ked af det, jeg græder, og savner tit en at være sammen med, en at holde om, en at føre en almindelig voksen snak med, men så tænker jeg: Ingen mand, vil dog frivilligt have en kæreste, med 2 børn?
Og det gør mig trist at tænke sådan, for ville ønske jeg mødte ham der bare elskede på trods af børn!
Jeg er en der er vant til tryghed, og ensomheden er en hård kamp at komme igennem, især på disse aftner hvor jeg virkelig får tid til og tænke tingene igennem.
Aldrig har jeg fortrudt mine børn, eller mine mange år med min eksmand, for hvem jeg troede jeg skulle leve med alle dage. Men indimellem vil skæbnen noget andet, men jeg bliver trist over, at tænke om min skæbne er at være alene mor resten af livet?
Godt nok er jeg ikke så gammel, men alligevel tænker jeg om der overhovedet er nogen mand der ville have en kvinde med børn.??
Jeg håber lidt på, at få nogen svar igen, om hvorvidt du (som mand) ville eller kunne indlede et forhold til en enlig mor?
Og forstå mig ret: jeg søger ikke nogen mand herigennem, er blot mine tanker jeg lufter.
Hilsen Ung mor