"Ånden" vender tilbage til Gud.

PRÆDIKEREN 12:7 siger om menneskets død: „Støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ Hvad er ånden? Har den en personlighed? Hvordan vender den tilbage til Gud?
Da menneskets død er forbundet med at ånden (hebraisk: ru´ach) vender tilbage til Gud, afhænger menneskets liv altså af ånden. Dette bekræftes andre steder i Bibelen. Salme 104:29 siger: „Du skjuler dit åsyn, og de forfærdes; du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet.“ Og disciplen Jakob skrev: „Legemet er dødt uden ånd.“ (Jak. 2:26) Derfor er ånden den usynlige livskraft som levendegør legemet.
Men læg mærke til at det ikke blot er i mennesket men også i dyrene, at der er ånd eller livskraft. Om udslettelsen af mennesker og dyr i den verdensomspændende vandflod på Noas tid beretter Første Mosebog 7:22: „Alt, i hvis næse der var livets ånde [ru´ach, ånd], alt, hvad der var på det faste land, døde.“ Prædikeren 3:19 indeholder også denne tanke: „Menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene.“ Guds ord viser altså at med hensyn til ånden eller livskraften er mennesket ikke dyrene overlegent. De har den samme usynlige ånd fælles. Derfor har ånden ingen personlighed, den er en upersonlig kraft.
Den usynlige ånd eller livskraft som virker i både mennesker og dyr, kan sammenlignes med elektricitet, der jo også er en usynlig kraft. Elektricitet kan bruges til at drive forskellige maskiner og apparater. Den sætter ovne i stand til at frembringe varme, ventilatorer til at ventilere, datamater til at regne og tv-apparater til at gengive billeder og lyde. Den samme usynlige kraft som frembringer lyd i det ene apparat, kan frembringe varme i et andet. Imidlertid får selve den elektriske strøm intet præg af den maskine eller det apparat som den arbejder i.
På samme måde er den ånd eller livskraft der gør det muligt for mennesket at udføre de forskellige livsfunktioner, heller ikke forskellig fra den ånd som gør dette muligt for dyr. Når ånden forlader menneskets legeme ved døden beholder den ikke nogen af cellernes karaktertræk. For eksempel beholder ånden intet af den viden der er gemt i hjernecellerne og fortsætter heller ikke nogen tankeprocesser adskilt fra disse celler. Bibelen siger: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ (Sl. 146:4) „Drog han [den Almægtige] sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, da udånded kødet til hobe, og atter blev mennesket til støv!“ — Job 34:14, 15.
At ånden eller livskraften er en upersonlig kraft, fremgår tydeligt i de tilfælde hvor nogle har fået en opstandelse fra de døde. Intet sted læser vi at de huskede en bevidst tilværelse fra den periode de var døde. Lazarus, som var død i fire dage, sagde intet om en bevidst tilværelse. Hvis han havde oplevet noget der bare mindede om en bevidst tilværelse, ville han ganske givet have fortalt om det, da det ville være af stor interesse for andre at få noget at vide som ellers var ukendt.
Man må heller ikke glemme at den person der dør, aldrig selv har været i himmelen med Gud, så det kan ikke være personligheden (uden legeme) som ’vender tilbage til Gud’. Kun Jesus Kristus har haft en førmenneskelig tilværelse i himlene. Ved en lejlighed sagde han: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Jesus kunne ikke være kommet med denne udtalelse hvis de som var døde forud for hans komme havde fortsat deres liv for evigt i himmelen. Så selv Guds søn fremlagde vidnesbyrd om at ånden er en upersonlig livskraft.
Men vender den upersonlige livskraft tilbage til Guds umiddelbare nærhed i himlene? Nej. For vi mennesker modtog ikke den livskraft direkte fra Gud. Den blev givet videre til os fra vore forældre ved undfangelsen. Ånden eller livskraften er ikke kommet direkte fra Guds nærhed, og den kan ikke vende tilbage til et sted den ikke har været før.
Når Bibelen bruger udtrykket „at vende tilbage“ betyder det ikke nødvendigvis en bevægelse fra ét sted til et andet. For eksempel siger Anden Krønikebog 30:6: „Israelitter! Vend tilbage til [Jehova], Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den levning af eder, der er undsluppet.“ Israels tilbagevenden til Jehova var en omvendelse fra en forkert kurs til igen at følge Guds vej. At Jehova ’vendte tilbage’ til Israel betød at han atter med velvilje vendte sin opmærksomhed mod sit folk. I begge tilfælde havde denne „tilbagevenden“ noget at gøre med en indstilling, ikke en bogstavelig bevægelse fra ét sted til et andet.
Et nutidigt eksempel kunne være overflyttelsen af kontrollen med en forretning eller ejendom fra ét selskab til et andet. For eksempel kunne jernbanerne i et bestemt land overgå fra at være privatdrevne til at være statsdrevne. Ved en sådan overgang forbliver jernbanemateriellet hvor det er, men kontrollen med det skifter hænder.
På samme måde sker der ikke nogen virkelig bevægelse fra jorden til himmelen i forbindelse med ånden eller livskraften. Men den gave som den døde engang nød, den gave at eksistere som en fornuftbegavet skabning, vender nu tilbage til Gud. Det der er nødvendigt for at give personen liv, nemlig ånden eller livskraften, er i Guds hænder. Ånden ejes ikke længere af den døde, og den er vendt tilbage til Gud. Han bestemmer om personen skal have ånden tilbage ved hjælp af en opstandelse.
Når et menneskes ånd er vendt tilbage til Gud afhænger dets udsigter til fremtidigt liv af Skaberen. Det forklarer også ordene i Salme 31:6: „I din hånd befaler jeg min ånd.“ Den der udtrykker sig sådan beder Gud om at vogte eller tage sig af ånden eller livskraften mens han sover i døden. (Job 14:13-15) Han sætter sin lid til at Gud vil gengive ham livskraften ved en opstandelse.
Bibelens vidnesbyrd om de dødes tilstand og håb viser sig på denne måde at være harmonisk. „De døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud.“ (Præd. 9:5) At ånden eller livskraften ’vender tilbage til Gud’ peger hen til den der alene er livets kilde og giver, den som også kan give livet tilbage. Det menneske der har levet på en sådan måde at det ikke bliver forkastet af Gud, vil få livskraften tilbage gennem Kristus; han vil få en opstandelse fra de døde.

Hvorfor er det vigtigt? Siger Bibelen at det er et vigtigt spørgsmål? Findes der noget sted i Bibelen en systematisk redegørelse for, om mennesket er dualistisk (består af to dele, eksempelvis en ånd i et legeme) eller ej? Nej!
Så hvorfor er det så vigtigt for jer, at ræse rundt i Bibelen for at udlede svaret på dette spørgsmål? Når Bibelen selv aldrig behandler emnet systematisk!
Det viser sig jo også, at man sagtens kan finde steder i Bibelen der bedst tolkes dualistisk. Her får du lige nogle:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4
Paulus troede åbenlyst, at mennesket kunne bevæge sig ud af sin krop- det kræver da vist et dualistisk menneskesyn! Er Paulus og Vagttårnet så ikke lidt på kant?
Faktisk udnyttede Paulus spliden mellem farisæerne og saddukæerne i dette spørgsmål til egen fordel. Det giver os nok lidt af en ide om, hvad Paulus egentligt troede angående menneskets dualisme:
"Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele" ApG 23:6-8
Her kædes opstandelsen sammen med troen på en personlig ånd. Paulus siger at han tror som farisæerne- dvs. at han tror på menneskets dualisme. Og det er jo meget naturligt- ellers kunne han jo umuligt have været i tvivl om, hvorvidt han havde været uden for legemet i det første skrifsted!
Da skrev han jo, at han havde været i Paradis. I Paradis var også Lazarus i Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand (Luk 16:19-31). Lignelsen har været let genkendelig for Jesu tilhørere- det var nemlig en omskrivning af en af farisæernes egne lignelser-
Jesus troede altså også på en personlig tilværelse uafhængigt af legemet- ellers ville det have været unaturligt at benytte farisæernes egen lignelse, velvidende, at de brugte den til at fortælle noget om livet efter døden, men inden opstandelsen. Ikke det mindste afstand tager Jesus fra deres tanker på noget tidspunkt! Tværtimod- det siges direkte at Lazarus er i dødsriget, og han er lidt vel levende i forhold til det I siger der sker i dødsriget (hverken tanke eller gerning):
"Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød" Luk 16:22-23
Ikke bare snakkede Jesus om en ånd der overlever døden på samme måde som farisæerne. Næ, han talte også direkte med de døde:
"Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias" Luk 9:28-30
Den er altså svær at snakke sig ud af, ftg! Jesus taler med nogen der hverken kan tænke eller tale iflg. jer! Da han opvækkede Lazarus fra døden står der tydeligt, at han kaldte på Lazarus- Lazarus kunne altså høre!
- Paulus skriver om en ud af kroppen oplevelse
- Paulus siger han tror på en personlig ånd ligesom farisæerne (og skaber derved en modsætning til saddukæerne der ikke tror på en personlig ånd)
- Jesus bruger farisæernes egen lignelse om dødsriget og viser dermed, at han ligesom farisæerne tror på en personlig ånd
- Jesus taler med de døde
- Jesus holder møde med de forlængst afdøde Moses og Elias
Hvis du nu skal være ærlig, lyder det så somom Bibelen bare er helt sikker på, at mennesket ikke er dualistisk- eller lyder det somom det er noget man i allerhøjeste grad kan diskutere?
Jeg gentager mit spørgsmål: Når du Bibelen ikke engang er tydelig i dette spørgsmål, hvorfor mener du så det er så vigtigt? Hvorfor sætter Bibelen ikke bare en gang dette åbenbart vigtige spørgsmål på plads en gang for alle?
Eller er det måske lidt jer der sier myggen fra, men lader kamelen passere?

af Anna E.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=449372

I er altså lidt underlige- det har da intet med sagen at gøre!
Hvis jeg nu spurgte dig, hvorfor det er vigtigt at følge Jesus, så ville du omgående kunne vise mig nogle steder i Bibelen der viser, at det er vigtigt!
Men når spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt mennesket har en personlig ånd, så kan du ikke finde sådan nogle steder! Hvorfor mon ikke?

Det nytter jo ikke, når du ikke forstår det. Der skal altså et bibelstudium til.
Venlig hilsen, ftg.

Jeg vil æde min gamle tyrolerhat på, at again er langt mere inde i bibelen, end I vidner gerne vil give det udseeende af, at I er. Again har jo fuldstændig ret i, at der ikke er nogen systematik i spørgsmålet om selve sjælens /åndens overlevelse eller ej. Og det er jo heller ikke et spørgsml, der har nogen som helst grundlæggende betydning for frelse. Men jeg har selv oplevet ved mine samtaler med vidner, at når man når et punkt, hvor der ikke rigtigt gives et svar, spørger man hurtigt, om man tror på en udødelig sjæl, treenighedslæren og helvede. Det går igen. Men disse ting har ikke nogen basal betydning. Der står i et af Paulus' breve, at ud af tro, håb og kærlighed er kærligheden STØRST. Det er dér, frugten af ens tro (eller mangel på tro, for den sags skyld, da ateister også uden besvær forstår kærlighedens vigtighed) viser sig. Og kernen i kristendommen er Jesus Kristus, ikke spøgsmål, om vi lever videre efter dette kødelige liv eller ej. Hvis man lægger sit liv i Guds hænder, er det ikke ting, man behøver at frygte eller bruge unødvendig tid på. Derfor er agains spørgsmål helt relevant: Hvorfor har det betydning? For Gud har jo gennem Jesus vist, at Han vil vores bedste. Den fuldkomne kærlighed driver frygten ud.
Vh. kapivar.

Hej ftg
Jeg vil gerne tage imod et bibelstudium, lige her ON-line på debatten- du kan jo starte med at svare på mit spørgsmål- hvorfor er det så vigtigt for jer, at tage stilling til dette spørgsmål, når Bibelen tydeligvis ikke tager stilling til det? Hvis du er så sikker på, at I har ret, så er du naturligvis ikke nervøs for, at det kunne være mig der har de bedste argumenter på hånden i denne sag!
Du får lige et sted mere, hvor Bibelen taler klart dualistisk (og altså imod jeres synspunkt). Husker du da Paulus udnyttede spørgsmålet til at skabe splid mellem farisæerne og saddukæerne. Lad os lige tage den forklaring der står i teksten en gang til:
"For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele" ApG 23:8
"Begge dele" står der. Det må betyde, at opstandelsen var det ene emne, medens spørgsmålet om ånd eller engel var det andet! De første kristne må altså have kaldt denne udødelige del af mennesket for enten ånd eller engel, eller begge dele (måske kaldte farisæerne det for ånd, medens de kristne kaldte det for engel, hvilket kunne forklare den lidt pudsige formulering). I hvert fald må menneskets ånd være det samme som dets engel.
Lad os prøve at se lidt på, hvad de første kristne må have tænkt om denne "engel", som altså var den udødelige del af mennesket. Løsningen finden vi som en sjov lille indskudt bemærkning i en beretning om Peter der er sluppet ud af et fængsel. Når der ikke findes en systematisk gennemgang der kan afsløre, om de første kristne troede mennesket var dualistisk eller ej, så er det jo tit de små ligegyldige bemærkninger der afslører hvad de tænkte- et fænomen psykologer vist udnytter meget i deres gerning! Nå, her kommer den lille "tilfældige" bemærkning:
"Peter bankede på døren til portrummet, og en pige, der hed Rhode, kom ud for at lukke op. Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.« Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring" ApG 12:13-16
De var sikre på, at Peter sad i et velbevogtet fængsel, men da hun insisterede kommer denne kommentar: "Det er hans engel"!!!
Når Peter ikke kunne være der fysisk, men åbentlyst var der alligevel, så måtte det være hans ånd eller hans engel der var der. Igen en klart dualistisk tankegang om mennesket, lige i den Bibel du påstår absolut ikke ser mennesket dualistisk.
Da de så Peter fysisk, bliver de dog hurtigt klar over, at det var ham- han havde jo et fysisk legeme og var ikke "bare" sin engel! Hændelsen giver mindelser om en bestemt historie efter Jesu opstandelse:
"De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder" Luk 24:37-40
De første kristne troede altså, at man kunne kende forskel på en ånd/engel og et menneske med et fysisk legeme- derfor vidste de det ikke bare var Peters engel, men hele Peter da han først blev lukket ind!
Men altså, jeg glæder mig til et systematisk bibelstudium med dig her på debatten. Jeg glæder mig forøvrigt også til, at du begynder at forholde dig til de ting jeg skriver, i stedet for bare at lire dine indlærte tankegange af. Du får ikke et ben til jorden i en systematisk diskussion med mig, hvis du tror du kan spise mig af med færdigpakkede letfordøjelige formuleringer indlært fra Vagttårnet- du vil blive forundret over de vinkler jeg kan lægge på tingene!

Smukt sagt.
Desværre har du ret- jeg er relativt godt inde i Bibelen. Lidt ærgerligt, da jeg egentligt synes tanken om dig der æder en gammel tyrolerhat lyder ganske fornøjelig:-)

for jeg kan se at du har mange spørgsmål til Bibelen. Vi går systematisk til værks og begynder fra begyndelsen. Efterhånden som du forstår Bibelen bedre, bliver du også i stand til selv at besvare dine spørgsmål. Lad os derfor begynde med det samme.
Du kan opnå en lykkelig fremtid!
1. En varm omfavnelse af en du holder af. En hjertelig latter under en god middag i nære venners lag. Glæden ved at betragte dine børns muntre leg. Sådanne oplevelser er lyspunkter i tilværelsen. For mange synes livet imidlertid kun at frembyde det ene alvorlige problem efter det andet. Selv om du også skulle føle det sådan, har du grund til at fatte mod.
2. Gud ønsker at du skal nyde evig lykke under de bedst tænkelige forhold i skønne omgivelser. Dette er ikke blot en drøm, for Gud tilbyder dig faktisk nøglen til sådan en lykkelig fremtid. Nøglen er kundskab.
3. Der er tale om en særlig form for kundskab, en kundskab der langt overgår menneskelig viden. Det er „kundskab om Gud“. (Ordsprogene 2:5) For næsten 2000 år siden sagde en bibelskribent: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ (Hebræerne 3:4) Tænk blot på hvor stor kundskab den der har skabt alt må sidde inde med! Bibelen siger at Gud har tal og navn på alle stjernerne. En næsten ufattelig tanke i betragtning af at der alene i vor galakse er milliarder af stjerner, og at der ifølge astronomer er omkring hundrede milliarder andre galakser. (Salme 147:4) Gud ved desuden alt om os, så hvem kunne bedre end han besvare livets store spørgsmål? — Mattæus 10:30.
4. Forestil dig to mænd der prøver at reparere deres biler. Den ene bliver frustreret og kaster sit værktøj fra sig. Den anden ordner stille og roligt problemet, drejer tændingsnøglen og lyser op i et stort smil da motoren går i gang og nærmest spinder. Det er ikke svært at gætte hvem af de to mænd der har en instruktionsbog. Lyder det ikke rimeligt at Gud ville give os instruktioner i hvordan vi skal leve? Som du måske ved, hævder Bibelen netop at være en sådan bog med instruktion og vejledning fra Gud, Skaberen, udarbejdet for at give os kundskab om ham. — 2 Timoteus 3:16.
5. Hvis Bibelen har ret i denne påstand, tænk da på hvilke skatte af kundskab den må indeholde. I Ordsprogene 2:1-5 tilskynder den os til at søge visdom, at grave efter den som var den en skjult skat — ikke ved at udforske menneskers tanker, men ved at studere Guds eget ord. Hvis vi søger dér, vil vi „finde kundskab om Gud“. Eftersom Gud forstår vore begrænsninger og behov, giver han os en vejledning der vil hjælpe os til at leve et liv i fred og lykke. (Salme 103:14; Esajas 48:17) Ydermere får vi gennem kundskaben om Gud nogle spændende, gode nyheder.
Studiespørgsmål:
1, 2. Hvad ønsker Skaberen for dig?
3. Hvilken kundskab er nøglen til lykke, og hvorfor kan vi være så sikre på at Gud kan give os denne kundskab?
4. Hvorfor kan vi forvente at Gud giver os vejledning, og gennem hvilken bog får vi denne vejledning?
5. Hvor værdifuld er den kundskab Bibelen indeholder?
_____
Det var alt for nu. Husk at slå skriftstederne efter i din egen Bibel. Hvis du besvarer spørgsmålene med det samme vil jeg sende den næste lektion allerede i dag.
Med venlig hilsen, ftg.

Jesus sagde: "En elev står ikke over sin lærer." (Lukas 6:40) Det er altså læreren der tilrettelægger undervisningen til gavn for eleven. Og jeg vil gerne rose dig for det fremskridt du allerede har gjort. Det kræver nemlig ydmyghed at tage imod et bibelstudium fra Jehovas vidner, og du har vist denne ydmyghed ved at tage imod et bibelstudium fra mig, og det skal du roses for. Jeg glæder mig nu til at høre dine svar.
Med venlig hilsen, ftg.

Jeg har da aldeles ikke sagt ja til at være din elev!
Jeg har sagt ja til et Bibelstudium- dvs. at vi to sammen studerer Bibelen. Vi har intet aftalt om, hvem der skal være elev og hvem der skal være lærer.
Hvis jeres Bibelstudier starter med, at "offeret" siger ja til at være eleven, som først læser svaret på spørgsmålene, derefter får stillet soørgsmålet og til sidst selv giver det samme svar, så kan jeg godt forstå, at I kan bilde jeres proselytter alt det sludder ind!
Næ du, vi starter som ligeværdige parter i denne diskussion. Viser det sig så, at du faktisk ved mere om Bibelen end jeg gør, så skal jeg gerne modtage lærdom fra dig. Mit gæt er bare, at det ret hurtigt vil vise sig, at det ikke ender med at være mig der er eleven, og så ville det da være et vanvittigt spild af tid at starte sådan!
Betingelserne i aftalen var meget klare- vi to skal sammen studere Bibelen- og vi starter med spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt at tro noget bestemt om menneskets ånd! Her var de præcise ord i den aftale du gik med på:
"Men altså, jeg glæder mig til et systematisk bibelstudium med dig her på debatten. Jeg glæder mig forøvrigt også til, at du begynder at forholde dig til de ting jeg skriver, i stedet for bare at lire dine indlærte tankegange af. Du får ikke et ben til jorden i en systematisk diskussion med mig, hvis du tror du kan spise mig af med færdigpakkede letfordøjelige formuleringer indlært fra Vagttårnet- du vil blive forundret over de vinkler jeg kan lægge på tingene!" http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=449773

må man starte med fundamentet. Man kan heller ikke bygge på resterne af nogle gamle ruiner. Først må grunden ryddes, derefter bygges huset op på ny.
På samme måde er det med troen.
Jesus sagde: "Og ingen kommer ny vin i gamle skindsække; for hvis man gør det, vil den nye vin sprænge skindsækkene, og den vil spildes og skindsækkene ødelægges. Nej, man skal komme ny vin i nye skindsække." (Lukas 5:38-38)
Men han sagde også: "Ingen som har drukket den gamle vin ønsker den nye, for han siger: ’Den gamle er god.’" (Lukas 5:39)
Så det er op til dig, again. Den nye vin er den rene og uforfalskede lære fra Guds ord, men du bestemmer selv om du vil drikke den.

Skal jeg forstå det sådan, at du godt nok ikke kan svare på, hvorfor det er så vigtigt hvad man tror om menneskets ånd.
Du kan heller ikke forklare, hvorfor jeg kan finde så mange eksempler på, at de første kristne troede præcist det I siger er forkert- de troede nemlig tilsyneladende, at mennesket har en personlig ånd eller engel, som overlever døden.
På trods af, at du således er blevet klædt af i den teologiske debat, vedbliver du at tro, at du kan lære mig noget som helst om Bibelen!
Vi hjar haft mange debatter gennem det seneste år. Du er hver gang blevet klædt af- du har ikke så meget som en gang kunnet komme med et svar på, hvorfor Bibelen siger det modsatte af, hvad I siger. Du diskuterer gerne med mig, men du afstår ganske enkelt fra at prøve at forklare, hvor jeg tager fejl.
Nu mener du så det er den grundlæggende tankegang jeg tager fejl i. Det er godt forsøgt, ftg, men ved du hvad- når du ikke lige kan modbevise mine påstande, så skyldes det ikke at jeg tager fejl i et eller andet- det skyldes derimod at I tager fejl!
Teologisk set er jeres træl der skriver i Vagttårnet en amatør- og det er du også teologisk set. Beklager, men det er sandheden i den sag! Det er absurd at tro, at det er mig der skal lære noget af dig når vi taler om Bibelen....

kan du få dig selv til at sammenligne dig med Jesus i undervisning? I kan åbenbart bruge skriftsteder til hvad som helst. For øvrigt har vi jo Jesu egne ord. Hvorfor skal andre kunne lære andre dem? Det viser tydeligt, vor lidt Jesus i virkeligheden betyder for jeg, at han nærmest er jeres jævnbyrdige. Og Jesus kom ikke først og fremmest for at belære os, men for at frelse os. Og det er der altså ikke noget Jehovas vidne, der kan præstere :o))
Vh. Kapivar.

"Gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer." (Mattæus 28:19-20)