1 år efter

Årh pis... Nu kører tankerne inde i hovedet på mig igen.
Det er et år siden at hun gjorde det forbi, efter vi havde været sammen i et halvt år.
Det er ikke særlig længe, men den bedste tid i mit 20 årige liv indtil videre!
Jeg var fuldstændig sønderknust da det skete, men gik med til at være venner (måske med bagtanker i starten). De første par måneder var det mærkeligt for mig, men jeg følte at jeg kom over det og vi hyggede os virkelig når vi sås.
De sidste 2 måneder er det begyndt at virke somom at vi flirter lidt med hinanden, og da jeg sagde til hende at jeg nogle gange kom i tvivl om hvad vi egentlig havde gang i, så fortalte hun mig at hun også var lidt i tvivl!
Jeg har i perioden som venner tænkt en del over hvad der egentlig gik galt mellem os. Vi skændtes aldrig og alting virkede perfekt. Hun fortalte mig inden vi var sammen første gang, at hun havde det svært med forhold, fordi hun var blevet meget påvirket af et af hendes søsters tidligere forhold. Søsteren blev ekstremt deprimmeret og havde selvmordstanker. Men efter vores forhold var det ikke noget hun tænkte over længere.
Min ex havde forsøgt sig med nogle forhold tidligere, men hun kunne ikke glemme sin søsters depression. En af de tanker jeg senere gjorde mig var netop, at efter at have hjulpet hende over angsten for forhold, var hun måske begyndt at tænke på nogle af de gamle forhold som hun havde affærdiget, fordi hun ikke kunne klare det...
Og så nu her 1 år efter fortæller hun mig, at et af de forhold, som var gået i vasken tidligere nu var begyndt at blive til noget igen!
Nu hvor hun har fortalt mig om hendes gamle/nye flirt, kan jeg slet ikke finde ud af hvor jeg står. Der er dukket nogle følelser op i mig, som jeg egentlig troede jeg var kommet over.
Har jeg egentlig bare undertrykt mine følelser i den tid vi har været venner?
Jeg har tidligere idag fortalt hende, at jeg måske aldrig helt havde opgivet hende, men at jeg ikke kunne finde ud af mine følelser for hende.
Hun siger til mig, at hun er bange for at såre mig, at hun ikke vil miste mig som ven og at hun har fået dårlig samvittighed over at have fortalt mig om ham.
Jeg sagde til hende, at hun skulle gøre hvad hun føler er rigtigt og så må jeg finde ud af hvor jeg står bagefter!
Og nu til det jeg nok egentlig er ude efter.
Er det muligt at være venner efter et romantisk forhold? Vil der ikke altid være en som får nogle følelser i klemme.
Blusser mine gamle følelser op igen fordi jeg virkelig har følelser for hende, eller er det bare fordi jeg ikke vil have, at en anden skal ha hende??
Jeg bør vel egentlig være glad over at have hjulpet hende videre, så hun kan blive lykkelig.
Hvis der er nogen som har prøvet noget lignende, vil det så hjælpe mig at tage en pause fra hende hvor jeg fuldstændig afbryder kontakten?
Håber der er nogen som sidder med guldkorn derude, for jeg er helt på herrens mark!
Puha det blev en ordentlig smøre. Og et meget rodet indlæg. Sorry.
MIG

Hej "Mig"

Jeg har prøvet den der med at kæresten og jeg går fra hinanden, hvor hun bagefter siger at vi bare kan være venner. Følelserne for hende vil for altid være der, hvad enten du undertrykker dem eller ej, vær kun glad for at hun fortalte dig om den anden person som hun begynder at se igen, for det betyder jo kun at du er speciel for hende.
Jeg har dog den helt klare holdning af at der ikke kan være venskab efter et brudt forhold, medmindre der er børn indblandet, for kærligheden mellem jer, vil aldrig dø helt, med mindre i sluttede med et skænderi. Og den kærlighed i føler for hinanden vil kun give problemer for jer i fremtiden, som vil forværre med tiden.
Men okay, i kan så også være undtagelsen som bekræfter reglen, og få jordens bedste venskab, eftersom i kender hinanden, meget personligt.
Men jeg vil næsten væde alt hvad jeg ejer på, at hvis hendes gamle/nye flamme, finder ud af at du er hendes ex. Og at i stadig ses, også selv om det kun er venskab, så bliver han utrolig paranoid og kommer til inderst inde at hade dig.

Så som jeg sagde så er der ingen nem måde, og mit råd vil uden tvivl være at komme med det ultimatum, enten at finde sammen med hende igen, eller stoppe venskabet helt. Lad hende dog vide at du helst ikke vil gøre det sidste, men at det skaber splid i dit hjerte og at et venskab med hende ikke er nok for dig...

Ved godt at mit råd nok ikke var hvad du forventede, men det er desværre det bedste jeg kan give dig. Har selv prøvet at få et venskab til at fungere, og det ødelagde alt mellem hende og jeg. Det ønsker jeg ikke at du skal gennemgå
Held og lykke med alt i fremtiden
Carsten

godt kan være venner bagefter.
En af mine bedste venner var min kæreste i 1986.
Jeg har haft min nuværende kæreste fra 1989, og vi kan ses alle tre, uden at der er noget som helst.
Jeg har mange andre mandlige venner, som jeg har været kærester med.
Jeg synes, at vi har haft nemt ved at være venner stadig mange år efter.
Men ok, der er også en enkelt eller to, hvor jeg ved at mine følelser vil bluse op selv 20 år efter, så det er kun dig selv, der kan mærke om du kan klare det.
I øvrigt er I så unge, at I med tiden sagtens kan blive kærester igen.
Så bare kil på, hvis I holder af hinanden, så se hvad der sker.
Masser af gode tanker

Hej,
Jeg har været i en meget lignende situation:
Jeg havde på et tidspunkt et meget heftigt men kort forhold, hvor han pludselig gjorde det forbi.. Vi var superforelskede, og jeg var stort set klar til at føde hans børn og det hele...
Efter han havde slået op, var vi sammen et par gange til fester og sådan, og jeg var, ligesom du, skrupforvirret, og det endte med, jeg sagde til ham, at jeg slet ikke ville have nogen kontakt med ham overhovedet... -
Et halvt år efter og MANGE tårer senere havde jeg fået det lidt på afstand, og var begyndt at kæreste med en anden. En aften ringer det på min dør, og der står min ex - han skulle til en fest-ting stort set ved siden af mig, og spurgte om jeg ville med.. Siden den dag, har vi været venner. Det var selvfølgelig lidt akavet i starten, men det er det ikke mere - nu her næste 4½ år senere..
Min nuværende kæreste er tilmed også blevet gode venner med ham, og det hænder, de laver ting sammen uden mig.
Set i bakspejlet, er jeg superglad for, at min ex slog op med mig. Ellers havde jeg jo aldrig mødt min kæreste, som er ham, jeg skal være sammen med resten af mit liv. Ydermere, kan jeg nu se, at min ex og jeg aldrig ville være blevet sammen alligevel...
Så, til dig vil jeg sige: fat mod. Man kan godt blive venner med sin gamle kæreste, men måske skal du have et pusterum væk fra hende, ligesom jeg havde brug for... For at få sat tingene lidt i perspektiv, du ved, og tænk også på HVORFOR I er venner - er du venner med hende, fordi det er den eneste måde, hvorpå du kan se hende overhovedet? - altså, at lidt kontakt er bedre end slet ingen? Er I venner, fordi, du håber, hun går tilbage til dig? I så fald, synes jeg, at grundlaget for jeres venskab er helt forkert...
Men uanset hvad, du beslutter, ønsker jeg dig da held og lykke med det hele... :)

Ok.. det her bliver lidt underligt, fordi du netop underskrev dig som 'Mig'..
For nogle år siden, fandt jeg en kæreste i Sverige. Vi var sammen i omkring et halvt år, og selvom vi ikke så hinanden så meget, brugter vi konstant vores tid på at snakke sammen enten via nettet eller telefon nettet. Og selvom det ikke var så direkte som med andre der finder en som de kan være sammen med, rent fysisk, sidde og snakke face to face med, så var det stadig det bedste halve år jeg nogensinde har haft.
Jeg var så vild med hende, at det gjorde helt ondt, og i mit forsøg på gang på gang at forklare hende det, kom jeg vist til at sige noget jeg ikke skulle have sagt. Det skræmte hende, og hun begyndte at virke mere og mere fjern. Til sidst beklagede hun meget, men måtte bryde det forhold vi havde. Jeg tror ikke jeg behøver at forklare hvordan jeg havde det, fordi for det første, kan det slet ikke beskrives ordenligt, og for det andet kan du sikkert godt sætte dig ind i situationen.
Jeg begyndte at tænke helt ekstremt meget over hvad der var gået galt. Jeg spurgte hende, men hun kunne ikke give mig et svar. Jeg kunne mærke på hende at hun var meget ked af det, og besluttede mig for ikke at snage i det. Jeg tænkte som en gal over hvad jeg skulle gøre, og i mellemtiden så jeg bare tiden an. Jeg snakkede en smule med hende, forsigtigt, ikke for meget, for jeg vidste pludselig ikke rigttig hvad jeg skulle sige eller hvad vi skulle snakke om. Det virkede meget surrealistisk, fordi det var det totalt modsatte end hvordan min virklighed plejede at hænge sammen. Den person jeg kunne fortælle og betro alt til, kunne jeg pludselig ikke sige noget til. Ikke fordi jeg ikke ville sige noget, jeg kunne bare ikke ofrme nogle tanker og ord, at fortælle.
Efter et par måneder i denne her underlige tilstand, og efter nogen snak med nogle fælles venner, besluttede jeg mig for, at nu måtte det være på tide at komme mig over hende, at få andre ting at tænke på, for jeg tænkte bitterligt på hende konstant, i skolen, til eksamen, på arbejdet. Jeg skrev en mail til hende, hvor jeg forklarede at jeg ikke kunne klare det på den her måde mere, og at jeg ikke ville kotnakte hende mere, og at jeg helst så, at hun ikke kontaktede mig mere. Jeg forklarede hvorfor, og hvad jeg håbede at få ud af det.
Det var et helvede uden lige, men det vidste jeg godt at det ville blive. Det var ikke et helvede, fordi jeg ikke snakkede med hende, for det havde jeg jo egentlig ikke rigtig gjort de sidste par måneder, men bare tanken om, at nu var hun ikke en del af mig og mit liv mere, var virklig svær at takle. Jeg stoppede med at spise ordenligt, blev deprimeret, havde svært ved at være til stede i andre sociale sammenhæng, osv. Efter en måneds tid eller to, blev det så svært, at vores fælles venner, som jeg bevarede kontakten med, blev så bekymret for mig, at de bad hende om at kontakte mig, og gøre et eller andet. Det gjorde hun så, utrolig ked af det, for hun havde fået den opfattelse, at det var hendes skyld. Jeg blev både glad og så, men nok mest lettet, for nu var hun jo igen en del af min hverdag.
Istarten var det igen meget små og forsigtige samtaler, men det føltes godt. Jeg fik det bedre, men blev stadig ved med at tænke på, hvordan det hele stod imellem os. Jeg havde med vilje undladt at spørge hende om ting som kærester. Da jeg begyndte at føle mig 'stærk' nok til at spørge hende om hendes kærlighedsliv, og da jeg havde fortalt mig selv mange gange, at jeg ikke havde flere følelser for hende, og at det var bedst at hun fandt en anden og også selv kom videre, og alt sådan ngoet, spurgte jeg hende så. Hun forklarede at hun havde haft 'crushes' på nogle andre, men at der aldrig var kommet noget seriøst ud af det. Til trods for de 'mentale forberedelser' jeg havde gjort mig, gjorde det både ondt, fordi at hun havde haft tanker på andre, men det var samtidig også en 'godt' følelse. En 'godt' følelse, der sagde "Fint.. hun er kommet videre, og sådan burde det være..". Jeg begyndte at støtte hende når det galt andre drenge (hun er meget genert), begyndte at opmundre hende til at finde andre, og nr hun fortalte om en som hun var lidt lun på, forsøgte jeg at hjællpe hende, hvor jeg nu kunne hjælpe. Alt sammen i den bedste meningen, selvfølgelig, for hvorfor skulle man ikke hjælpe en, som man virklig holder af? Jeg syntes ihvertfald, at jeg gjorde det rigtige, og det syntes stadig idag. Alligevel kunne jeg godt mærke, at det ikke helt stemte overens med mine egentlige følelser for hende, følelser, som jeg gang på gang ignorerede og skubbede til side. De følelelser blev dog stærkere og stærkere, i takt med at vi igen fik et bedre og bedre venskab. Til sidst brød de ud, og jeg kunne ikke holde ud, at blive ved med at snakke med hende, og vide, at hun ikke følte det samme som mig.
Jeg gjorde så den samme fejltagelse som jeg tidligere havde gjort. Jeg brød kontakten med hende, og selvom hun blev sur, skuffet, og ked af det, stoppede hun også med at kontakte mig. igen begyndte jeg at tænke på hende konstant, jeg spurgte vores fælles venner ud, omkring hende, for at sikre mig at hun havde det godt (bildte jeg mig selv ind). Forskellen var dog, at efter et stykke tid, begyndte jeg faktisk at give slip på hende. Jeg begyndte at tænke på andre, min familie, mine venner, min uddannelse, og langsomt, begyndte jeg faktisk at komme mig mere og mere over hende.
Efter et godt stykke tid, hvor jeg besluttede mig for at høre en fælles ven, ham som faktisk introducerede os, omkring et eller andet, blev der svaret tilbage, men jeg kunne fornemme at det ikke var ham. Den måde der blev skrevet på, var ikke hans 'stil', og jeg fik mistanke om at det var hende, hvilket det så viste sig at være, da jeg spurgte direkte, om det var. Vi snakekde lidt, til min lettelse, begyndte de her dumme følelser af ulykkelig kærlighed ikke at vise sig. Efter et par dage, skrev jeg så til hende, og spurgte om vi skulle forsøge at genoprette kontakten. Hun skrev tilbage, at det syntes hun, men gjorde det klart at der var ting som vi ikke skulle snakke om, forståeligt nok.
Nu er det så sådan idag, at efter både op og nedture, så snakker jeg stadig med hende. Nogle gange meget, andre gange meget lidt. Jeg kan stadig godt mærke, at jeg holder utroligt meget af hende, og jeg gerne vil være sammen med hende, ikke som kærester, men bare som venner, have det sjovt sammen, snakke, gå i biografen, pjatte, nøjagtig lige som med de andre venner jeg har. Også det, har jeg tænkt meget over, hvorfor det er sådan, for jeg har stadig følelser for hende, som jeg ikke har for mine andre venner, og jeg tror nok jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg elsker hende, men ikke den samme forelskelses-kærlighed, som jeg før har haft for hende. Idag snakker vi også om alt, selvom vi ikke snakker så tit. Også de 'forbudte' emner, som vi ellers havde aftalt ikke at snakke om, og der er ikke nogle problemer med det.

jeg vil ikke skrive hvad jeg syntes du skal gøre, for det ved jeg virklig ikke. Jeg skrev min historie, så du kan se hvad jeg har været igennem. Jeg kunne meget tydeligt reletere til det du skrev, og det kan være du kan bruge det jeg har skrevet her til noget.
Jeg vil heller ikke komme med nogle forslag til hvad man kunne gøre, eller komme med advarsler som 'lad være med at bryd kontakten, for det gør pisse ondt..' Jeg syntes du selv skal tage dine beslutnigner, gøre dine egne erfaringer, for ultimativt, er det nok det bedste for dig, i en helhed, og ikke kun i denne her situation.

Tak for alle rådene...
Det som jeg slutter ud fra dem og som jeg nok også er kommet frem til selv er, at jeg er nødt til at tage en pause helt væk fra hende....
Få alle følelserne helt på afstand og koncentrere mig om noget andet. Hvis/når jeg så føler mig klar, så må jeg jo kontakte hende igen og se om jeg kan finde ud af det.
Jeg ved, at hun vil blive ked af det men samtidig ved jeg også, at hun vil forstå mig og give mig plads.
Mht mine følelser for hende så er det bare så pissesvært... Jeg troede egentlig, at jeg var over hende. Ja jeg havde bagtanker i starten af vores venskab, men det forduftede ligeså stille i løbet af et par måneder, bare for at vende tilbage igen nu! Hva fan er mine egentlige følelser??
Som jeg sagde til hende tidligere idag så vil jeg hellere ha, at hun er glad sammen med ham. Ellers er der stor mulighed for, at hun vil fortryde det senere og det har jeg egentlig ikke lyst til at være ansvarlig for...
Tak for det...
MIG

hey....
ja som overskriften siger har jeg selv været i en lign situation... jeg er 19 år og var 18 da min x slog op... den første gang var jeg ked af det men da vi begyndte at komme sammen igen ca. en lille mdr tid senere var jeg selvfølgelig glad...men det gik heller ikke og denne gang var jeg mere affundet med det...vi var sammen i 2 år og 10 mdr ca og vi har et kanon godt venskab kan snakke om alt mellem himmel og jord, om hans nye kæreste (som er en jeg kendte i forvejen, hun er sød),vores hverdag og ja ALT... Så man kan SAGTENS have et godt forhold/venskab med sin x.. jeg syntes ikke du skal tage afstand med hende, det er tydeligvis ikke det hverken du eller hun ønsker,... jeg er glad for at min x og jeg snakker så godt sammen som han og jeg nu gør..... men held og lykke... krammer

Hej igen allesammen.
Jeg besluttede mig for, at køre en tur her til aften og give tankerne frit løb. Jeg kørte rundt i en times tid, og endte så på langs på en bænk for at koncentrere mig fuldkommen om mine tanker og følelser... Mens jeg lå der skete der det forunderlige, at jeg så et stjerneskud! Øjeblikkeligt kunne jeg høre mig selv tænke inde i mit hoved, at jeg ønskede at hun kom tilbage til mig... Jeg prøvede at være fornuftig og tænkte så: "Nej nej, jeg ønsker at vi forbliver venner og finder en anden."
Men det var helt tydeligt for mig, at jeg inderst inde ville have hende tilbage!
Det lå jeg så og grublede lidt over, og jeg kom frem til, at jeg har undertrykt mine følelser og egentlig har været i det her venskab på de helt forkerte præmisser...
Jeg er aldrig kommet mig helt over hende!!
Jeg har forsøgt at vise mig fra min bedste side i håbet om, at hun måske ville få øjnene op for mig igen ...
Jeg har holdt mig selv og hende for nar hele det sidste års tid.
Hvor dum har man lov til at være!!
Men nu har jeg besluttet, at det skal være slut.
Jeg ved, at jeg kommer til at gå igennem helvede endnu engang, men hellere det end at lyve for både hende og mig selv.
Nu vil tiden vise hvor længe det vil tage, før min flamme dør ud. Om vi nogensinde vil kunne have et venskabeligt forhold tvivler jeg ærligt talt på, måske mest fordi jeg stadig har en masse følelser for hende.
Jeg håber, men tror endnu ikke på, at jeg kan komme mig over hende.
Vil gerne sige tak endnu en gang til jer derude!!
Tror det er et godt tegn, at jeg føler mig ekstremt lettet, efter at have fundet ud af hva jeg egentlig havde gang i...
MIG

Det er så fedt at høre om din proces, måden du ræsonnerer og disponerer på...opdager ting om dig selv og så din meget etiske måde at handle på.
Du vælger IKKE som det første at fare ud at bebrejde din ex, du ser din egen andel og dit eget ansvar...Hvad skal man ellers kigge på hvis man ønsker at ændre noget?
Det er klart, at det du kommer igennem nu, IKKE er en sorgløs drømmedans...det er hårdt, og gør fucking ondt, men uanset hvad, så er dit valg rigtigt, fordi det er dit. Hold fast i det.
Du er så klar over, hvad det er, du har valgt, og du har hele dig selv med. Du virker enormt intakt, ærlig og ansvarsfuld. STOR respekt for dig herfra!
Jeg ønsker for dig, at der lander en underskøn prinsesse i dine arme, som netop værdsætter dit ærlige sind. For det er fandme guld værd!
Alle de bedste hilsner og ønsker
Halfevil333

Til dig halfevil....
Tak for dine rosende ord! Håber jeg kan leve op til dem.
Mht det med at bebrejde min ex, så har har jeg aldrig tænkt på det... Hun har jo slet ingen andel i eller ansvar for, at jeg ikke kan finde ud af at komme mig over hende... Det er jo helt og holdent min egen skyld, at jeg stadig løber rundt i en drømmeverden.
Man er nødt til at tage ansvar for egne handlinger!
I mit tilfælde, ville hensynet til hendes samvittighed og fremtidige følelser, veje tungere end mine egne følelser og øjeblikkelige elendige situation...
Selvom at man er ked af det, kan man da godt tage hensyn til andres følelser!
Håber at det gir stof til eftertanke hos dem, som måske bebrejder ex'en for alverdens ulykke.
Jeg er måske meget naiv og blåøjet, men håber at det er et fåtal, som bruger det som en undskyldning for ikke at tage et ansvar!!
Empati er en af de ting, som gør os mennesker til smukke væsner!
MIG