Hvorfor blir så mange enlige forsørgere ?

Hvorfor blir så mange kvinder - og sikkert osse mænd - enlige forsørgere ?
Synes snart ikke jeg kan finde en profil på netdating, uden at hun har fået 3-4 børn sammen med den helt forkerte fyr...
Hvad gik der galt i folks parforhold ?
Personligt tar det mig højst et halvt at finde ud af om kæresten virkeligt er den rette...jeg skal i hvert fald ik bruge 10 år på det...

Flaskeøl eller fad?

Men har du fundet andet end den ikke rette?

hvis det er så galt, så er det måske konsekvenserne af manglende social viden; måske det også hænger sammen med at der er blevet sparet på højskoleophold og at højskolerne ikke har nok emner om social almendannelse❓Og pardannelse ?

Personligt tar det mig højst et halvt år(sku der ha stået)
Sorry!
For jeg behøver sgu ik 10 år for at opdage at man ikke passer sasmmen...

hvilken aldersgruppe du søger i.. hvorfor spilde din galde på kvinder med børn, brug dem dog dine kræfter på dem som ingen har - dem må du da kunne finde ikke Mr. Charming?

Det der sker er ofte "Livet" - det står som regel og heldigvis ikke stille for noget menneske😉Så fok kan "vokse fra hinanden", "blive forelskede i andre", "forholdet blev hverdagsrutine og fabriksagtig" - Ingen af disse ting sker indenfor et år og som regel slet ikke et halvt 😉

og jeg var de "rette" for hinanden i 10 år, men så var vi det ikke mere!
Jeg fortryder da ikke 10 dejlige år, og de to pragteksemplarer af unger vi fik sammen 😉
Det er meget få forundt at være "de rette" for hinanden gennem et helt langt liv, hvor de vel at mærke er glade og tilfredse det meste af tiden.
Du lyder noget naiv, hvis du tror at du på et halvt år kan lære en person at kende, og derefter forpligte dig overfor dette menneske resten af livet?
Og hvorfor har du iøvrigt datingprofil, når du er så sikker i dit valg af partner??

han sagde at han kunne gennemskue en kvinde på ½ år, så der er en forskel.
problemet for mange fyre er, at kvinder med børn vil gøre alt for at få en fyr i hjemmet, et slags statussymbol, for det er så flovt for mange kvinder, at indrømme at de er alene med 5 unger.
jeg dater ikke danske kvinder, men hvis jeg ønsker en trofast kone, så ved jeg hvor jeg kan finde hende.
hellere et par milioner kr. på bogen, end en kvinde med klatgæld, og forhutlede unger.
erfaringen for mange har jo vist, at hvis et par flytter sammen, med hver sin børneflok, så ønsker kvinden et barn med den nye fyr, måske fordi hun er så naiv at hun tror at han bliver og opdrager hendes børn, jeg kender flere fyre der er flyttet sammen med enlige mødre, og efter et stykke tid, spørger børnene, om de må kalde fyren far men hvorfor, de har jo en far et eller andet sted.

at det ligefremt er flovt for en kvinde at være alene med børnene? Hvorfor er det aldrig flovt ( dit ord ) for en mand ikke at være sammen med sine børn? Hvorfor er det altid kvinden man stigmatisere og ikke manden? Hvor er farmand? Mænd laver børn,som de ikke gider.Der må da være noget bindegalt med en mand,som ikke gider sine egne børn,syntes du ikke?

Svar til hende der smiler:
"forholdet blev hverdagsrutine og fabriksagtig"
Jeg hører dig sige...at enten vokser man fra hinanden fordi forholdet blir alt for kedeligt...man skændes for lidt...eller osse skændes man så meget at man må skride til sidst...
Lyder lidt som om at vi bør gøre lissom Joan Ørting: Bolle udenom og komme gladere hjem til kæresten bagefter...
Måske skal vi til at lære at utroskab faktisk er sundt...for ellers blir livet for kedeligt... og for lidt udviklende...

Svar til Mynona:
"Det er meget få forundt at være "de rette" for hinanden gennem et helt langt liv, hvor de vel at mærke er glade og tilfredse det meste af tiden."
SKAL man osse absolut være lige glade og tilfredse hele tiden..? Mon ikke snarere det er os der er blevet for dårlige til at leve sammen - osse i modgang ?
"Du lyder noget naiv, hvis du tror at du på et halvt år kan lære en person at kende, og derefter forpligte dig overfor dette menneske resten af livet?"
Altså, der skulle gå meget, meget galt mellem dig og mig - før JEG nogensinde skred!

Svar til jer begge:
Men hvordan kan vi starte med at være smask forelskede...for derefter at glemme hvad vi i det hele taget forelskede os i..?
Ved godt at vi alle sammen ændrer os gennem livet...men det har vi jo sån set gjort de sidste 1000 år... ;-) At vi så altid synes græsset er grønnere over hos naboen...er jo en helt 2. sag...

konklusionen er så at du ikke gider kvinder med børn, sådan er der sikkert en del der har det - hvad med dem uden børn er de bedre kvinder i dine øjne?
Jeg håber da for dig trådstarter, hvis du skulle møde en kvinde der ønsker børn med lige dig, at du kan være der for hende i medgang og modgang (ifølge din kommentar: Mon ikke snarere det er os der er blevet for dårlige til at leve sammen - osse i modgang ?)- ellers bliver der jo bare endnu en enlig mor, som andre så kan lade deres fordomme gå ud over.

Hvorfor sku jeg ikke ku leve sammen med en kvinde i modgang ????????????
Det var sgu da et underligt svar at komme med... Er modgang nu osse blevet et fy-ord ?
Hvis folk virkeligt kun forventer medgang i et parforhold...så er der sgu ik noget at sige til at ingen mennesker kan sammen i dag...
Vi mennesker har det da vist lidt for godt, tror jeg...

Jeg synes at der er eksempler på enlige forældre og singler i denne tråds svar. Samlet set er det forskellige synspunkter der ytres, og dem kan man se på fra mange sider. Jeg tror at der er så mange singler/enlige forældre, fordi udviklingen har flyttet meget fokus over på det enkelte menneske (voksen) og ikke længere som par. Kvinden er ikke længere afhængige af en mand, hun kan klare sig selv. Mandens urinstinkt som jæger og forsørger er blevet overflødigt. hermed opstår nye retningslinjer i forhold/familie. Nu er det kærligheden der skal smede folk sammen, men det er ikke et foreviget valg, da man kan søge nye og grønnere græsplæner rundt omkring, uden at nogen af parterne står uden tag over hovedet.
Det er meget forskelligt hvem og hvad man bliver forelsket i og senere kommer til at elske. Og vi har forskellige måder at opleve og give kærlighed på. Det er vigtigt at finde ud af, om man selv elsker det menneske man lever med, og herfra går de ud på at få vist partneren det via dennes måde at opfatte kærlighed på. Dialog er også vigtig, så man(d) ved hvad damen tænker(føler).
Mange ting er ændret fra vores urinstinkter (læs: forsøg på ligestilling) Ligestilling kan lykkes langt henad vejen, men det kan ikke ændres at kvinder føder børn, og manden har sædcellerne;)

der vil jo som regel være både gode og dårlige tider.. held og lykke i datingjunglen.

tager ufatteligt meget mere tid og mere arbejde, end man lige havde troet😮
Og det er bare ikke alle parforhold, der tåler at blive stillet på standby i flere år😮

Du hører mig sige noget udfra din livsopfattelse - jeg mener noget andet ud fra min 😉
Folk vokser i forskellige tempi, deltager i forskellige ting, og til tider ophører fællesskabet ganske enkelt - ligesom venskaber ophører!
Nogle gange er det utroskab af forskellige årsager, der gør udslaget, måske er der andre former for tillidsbrud eller manglende respekt for hinanden.
Hvorfor skal nogen være gift med en, som de ikke engang ville ønske at have som ven?

Blot et godt bevis på hvor godt vi har det i dagens DK...ALT for godt...
I gamle dage fik de 12-13 børn ad gangen...så dengang hørte man barnegråd i flere år... I dag er vi blevet vildt intolerante...

kræsne - hadske - overbeskyttende - empatifrie - jeg ser det.. men ser heldigvis også de gode sider, dem skal man værne om - jeg vil gerne slå et slag for næstekærlighed til hinanden og livet [l]

om man må spørge, er du så på datingsider? 😉
Løvemor

kvalitet frem for kvantitet og er ikke at finde på datingsider, fordi man helliger sig sine børn 😉
Løvemor

Men du har nok ingen erfaring med langvarige forhold. Følelser forandre sig, ligesom menneskene forandre sig. Nogle kalder det udvikling. Man forlader ikke hinanden fordi man ikke passer sammen, men fordi man holder op med at elske hinanden nok til at kunne leve godt sammen.

fra hinanden.
Min ex og jeg gik fra hinanden efter 22 år sammen, vi udviklede os i hver sin retning og samlivet blev en plage, vi havde ingen fælles interesser til sidst og hvorfor SKAL man blive sammen når samlivet gør ondt ?
Vi valgte at skilles før vi blev uvenner, så nu har vi hinanden som bedstevenner uden had og nag.
Jeg kan ikke se der er noget galt i at 2 mennesker lever sammen en tid og derefter går hver til sit når samlivet ikke mere fungerer, hvor står der at et samliv skal vare evigt❓jeg ved godt der i vielsesritualet står noget om at elske og ære hinanden til døden os skiller, javel, men man kan altså ikke se ud i fremtiden, ej heller i kirken eller på rådhuset.
Jeg mener at det er langt bedre, at den kærlighed man føler for ens partner, lever videre efter et brud, end at man bliver sammen og dermed dræber kærligheden til det menneske man havde en god tid sammen med.
Kærlighed har intet med samliv eller sex at gøre, kærlighed er en altopofrende følelse for et andet menneske, eller for andre mennesker.

Jeg ved godt det er upolitisk korekt at sige at folk faktisk godt kan finde en på en datingside.
Det sker ihvertfald i den virkelige verden. 😉
Det er så bare på datingsider som alt andet på nettet. Det er nemmere at smide spam derud. Og på datingsider. Ja der er så flere der ikke er lige seriøse og derfor er man nød til at tage det med i sin overvejelse hvis man vælger at søge der. Det er jo som med alt andet. At nogen sider er mere seriøse end andre. Og så må man jo vælge hvad der matcher en. Vælger man en der er overvejende til sexdates. Så er det det der er mest af. Der finder man nok en masse "jahoo tosser" der skyder med spredehagl.
Så er der dem der virker lidt mere seriøse. Farmerdating og andre mindre sites der er brugerbetalt af den der har profilen.
Så smid du bare galde efter dem. Men de virker for nogen. Der er nok bare samme spildprocent som i den virkelige verden.
Der er den bare mere usynlig end på datingsites. Hvor enhver kan oprette sig.
Jeg tror såmænd at det er fifty-fifty med fold der skyder med spredehagl begge steder. hvor mange har ikke prøvat at blive antastet af manden der har været nærmest hele diskotetket igennem og fiske efter sex hois alt der havde puls og var kvidne? Og sikekr togså vice versa for kvinder.😉
Så man kan sagtens "hellige" sig sine børn og finde en, der er værd at tage med hjem til mor. Det er bare mere tydeligt med alle de frøer der fiser rundt derude. Og derfor nemmere at gøre nar af dem der er der er desperate.
Men sådan er der så meget. Når lønnen kommer. Så er der sku så lidt.😮😖

De holder ik en meter...
Det er jo en ganske romantisk måde at vise sin kærlighed på ved at blive gift i kirken, rådhuset el ude i skoven... Men det var måske en ide at bruge 10000 på andet end en brudekjole..? Samt alt det festen koster med venner og familie...
Kender nogen der var sammen/boede sammen i ca 15 år efter de havde mødtes på efterskolen...så syntes de så det var på tide at bli gift...og bang tju - så blev de 2 separeret efter 1 års tid... og bor nu hver for sig...

et par flytter fra hinanden, så hedder det pludselig fra moderen, det er MINE børn, og dem skal du ikke se, når du nu har svigtet mig, og fundet en bedre kæreste.
det er beviseligt at kvinder bruger børnene imod deres far.

lige så mange fædre som blot smutter og simpelthen betaler sig fra det.De fleste skilsmissefolk er totalt barnlige og latterlige,så barnlige at de ikke kan finde ud afdet med børnene.

Min egen erfaring er at det ofte handler om egoisme og materialisme - og ofte mere fra den ene part...
Egoisme i den forstand at der desværre ofte er en part i et forhold som insisterer på at føre sit liv videre som om intet var hændt, når der kommer børn til. Det er hamrende hårdt at stå med ansvaret alene når man har en partner og for nogen er det så rent faktisk bedre at vide at de ér alene, frem for at have en partner som bare ikke gider at tage ansvar.
Derudover er der mange mennesker som insisterer på at børn kun kan vokse op i et dyrt hus og transporteres rundt i en dyr bil, ligesom de kun kan få et godt børneliv med masser af mærketøj, eget tv, computer osv. - og dermed sætter sig selv i en materialistisk udgiftsfælde der gør at begge parter må arbejde så meget at de glider væk fra hinanden.
Det sidste har jeg desværre oplevet selv. Mine værdier ligger slet ikke i den retning og det der faktisk drev os fra hinanden var at han insisterede på stadig at arbejde ekstremt meget for at få råd til alle de ting han mente der var "nødvendigt" for at vi som familie kunne have det godt.
For mit eget vedkommende er en billig almen bolig og lave faste udgifter meget mere værd, fordi det giver tid til at pleje menneskelige relationer. Det fungerer bare ikke hvis det kun er den ene part der har det sådan.

...while your busy making other plans, lyder et ordsprog.
Og det er så evig rigtigt. For livet sker nemlig meget, meget tit. Der opstår situationer, sker ulykker, sygdom, ændringer i livsmønster, man møder nye mennesker mv., og det betyder at følelser sommetider forsvinder eller ændrer sig. Det handler jo også om hvor man er som menneske og om man ændrer sig radikalt. Det man forelskede sig i kan jo ændres så markant at man faktisk ikke kan lide den andens nye personlighed.
Derudover; forelskelse er faktisk en neurologisk reaktion. Hormoner, signalstoffer mv., lægger en dæmper på fornuften i den periode hvor vi gør kur til hinanden og det varer ikke mere end 3-6 mdr. før det stille og roligt falder til ro. Så begynder realiteterne at melde sig og så er spørgsmålet om de realiteter er noget man har lyst til at fortsætte med.

Dengang var kvinder også underlagt mændenes forsørgelse og døde meget tidligt pga. de mange børnefødsler.
I dag er vi uafhængige og vi lever væsentlig længere. Der er desværre også mange, (nok desværre mest mænd, hvis jeg ser på min omgangskred) der ikke gør sig klar at de ikke kan fortsætte den fuldkomne livsstil de havde inden den lille kom til. Det er jo ikke dem der bærer rundt op maven, ammer osv., og hvis de så stadig insisterer på at gå til sport 4 dage om ugen og på byture med drengene hver weekend har det altså med at gå i stykker.
Det er ikke barnegråden der gør det; det er manglende engagement og ansvarsbevidsthed, tror jeg.

Tænk jeg tror det handler om at man ikke elske sin partner mere, og man vil ikke nøjes med et halvtomt bæger, men kun nøjes med et halvfyldt 😉
Fokus er typisk på det som har værdi for mennesket, så måske var jeres ægteskab ikke vigtigt nok for din eks-mand inden han prioriterede alle mulige for mig også ligegyldige værdier.
Det vigtigste er du har fundet dig selv og lever med de værdier du prioriterer i dit liv, så har du det som du vil have det. Din eks-mand kan så tale med sin fine bil og håbe det giver værdi for ham 😉
Dette indlæg, som er et meget sigende indlæg, viser hvor forskelligt vi mennesker prioriterer i vores liv og vi skal have respekt for forskelligheden. Det er også det der i længden giver flest mulige interessante ægteskaber, hvis man kan respektere hinandens forskellighed. Det nytter ikke noget vi propper hinanden ned i den samme kasse og skal leve efter hinandens værdier, for hvor er så jeg henne, hvis jeg ikke må være mig, og så er det et ægteskab ryger.
Hvis mig ikke er ok, men vi skal være lige som det andre siger, så er det ikke mig der elskes, men den jeg laver mig om til at være for andres skyld der elskes, men hvor er så jeg.

og selvfølgelig er det godt at kvinden kan klare sig selv idag og ikke er afhængig af en mands indtægt men alt har sin pris og den er børnene i højeste grad med til at betale, der har aldrig før været så mange utilpassede/forsømte børn som idag,- det tro sig pokker tit må de se skiftende papfædre/papmødre flytte ud og ind.
Idag går man fra hinanden hvis det i en længere periode er "kedeligt" man søger det perfekte som ikke findes, men ja jeg ved godt at det i flere tilfælde er bedst for børnene at de skilles men overvejende er det ren egoisme, der vil altid komme tider i et parforhold hvor man er utilfreds når den første betagelse er overstået,---det gør mig oprigtig ondt at de stakkels børn skal udsættes for al den splittelse.

Først og fremmest har jeg aldrig været gift, for jeg tror ikke på ægteskab. Jeg har været samlevende med pågældende og er bare lykkelig for at jeg ikke også skulle involveres i en dyr og besværlig skilsmisse; han havde lidt(!) svært ved at give slip da jeg ikke gad mere.
For mig handler det absolut ikke kun om at acceptere forskelligheder. Det handler også om at finde et fælles fodslaw, hvilket kan være meget svært når man har så forskellige værdier. Man kan godt elske det menneske der gemmer sig under facaden, men hvis facaden vinder 90% af tiden kan det gøre tingene så trættende at man ikke orker mere.
Det skal lige påpeges at han blev mere og mere materialistisk. I starten gav han udtryk for at have samme værdier som mig og ønske de samme ting - det var først da jeg rykkede ind i den ejerlejlighed jeg i øvrigt ikke ønskede at blive skrevet på (han ville have mig på papirerne og jeg sagde nej fordi jeg ikke vil hænge på den type lån) at jeg opdagede præcis hvor meget det materielle og hans image udadtil betød. Ikke blot for ham, men også for hans familie.

Tiderne har nemlig ændret sig, det er også mit indtryk (selvom jeg ikke har så mange år på bagen). Det er mit indtryk at der er kommet meget omsorgssvigt i form af de såkaldte "svingdørs-familier" og at folk bare vælger nye partnere efter forgodtbefindende.
Jeg tror så samtidig at det VAR hårdt i gamle dage også, de havde ikke nær så mange muligheder og de levede under frygt og tvang. Frygt på grund af økonimien og tvang på grund af at ægteskaberne og familerelationerne simpelthen var nødt til at holde på en eller anden måde, men det var også på bekostning af deres følelser.
Det kommer an på, tror jeg, hvordan man vælger partner.
Hvis man vælger en partner ud fra det materielle og fysiske, så er det også dømt til skilsmisse fra dag 1. Hvis man derimod vælger ud fra indre værdier og de fælles glæder, og hvis man forstår hinanden, kan det aldrig gå helt galt. Så kan man måske i det mindste skilles som venner. Men det er lettere sagt end gjort, for valget af partner, tror jeg man får med sig fra fortiden. Er man vant til et eller andet, vælger man det man kender osv.
Kærlighed har altid og gør stadig ondt - det er bare på forskellige måder.
😉

Det gør mig rigtig ondt at læse sådan et indlæg, da jeg er et af de børn der er født og opvokset i et hjem med præcis sådan en holdning, og det er at gøre et barn fortræd ikke at indse hvornår et forhold ikke er godt nok for ens barn længere eller en selv.
Nogen par ville nok have godt af af kæmpe noget mere og have lært den kamp, mens andre burde have gjort noget ved det for længe siden at blive skilt for barnets skyld.
Du skal åbne op for at begge dele kan gøre et barn fortræd, at blive sammen og at blive skilt.
Det gør mit hjerte ondt, når jeg ser forældre bliver sammen for børnenes skyld, og slet ikke ved hvad de gør ved de selv samme børn. Jeg har oplevet det, jeg har levet i det og det var og bliver noget du skal leve med resten af livet. Troen på ægteskabet er det noget der skal være bare fordi eller fordi man elsker hinanden og vil hinanden det bedste. Der er op- og nedtur, men der skal være flere opturer for at et ægteskab skal bevares.