15årig vil væk hjemmefra.
Hej alle sammen.
Jeg er en pige på 14 år, men jeg bliver 15 om mindre end en måned.
Jeg bor sammen med min mor, min stedfar og to små søskende. Jeg vil meget gerne væk hjemmefra. Min mor og stedfar siger at jeg ikke kan finde ud af noget. De forventer virkelig meget af mig. Jeg prøver at leve mit liv så ærligt som muligt, så derfor siger jeg altid hvis jeg har gjort noget forkert. Men de vil ikke høre på mig, når jeg taler sandt. Min stedfar er meget slem. Han er meget uvenlig overfor mig. Jeg hjælper meget til herhjemme, og det er også fint nok, men hver gang jeg gør noget, så er det forkert eller ikke godt nok. Det er meget frustrerende, og det gør mig rigtig ked af det. Han hundser med mig og min lillebror. Min stedfar er også min lillebrors stedfar. Men det er altså virkelig slemt det her. Jeg kan ikke beskrive det ordentligt.
Min mor har et stort forbrug af hash. Pot. Hun ryger mindst én gang hver time. Hun ryger bong.
Min familie lever for under den danske fattigdoms grænse, som ligger på 11.000 kr., har min mor sagt. Derfor er der ikke råd til at give mig eller mine søskende lommepenge, og jeg skal selv sørge for mit tøj. Hvis jeg virkelig har brug for penge, kan jeg nogle gange få lidt, og det er jeg også taknemmelig for. Jeg har ikke noget job heller, for det er næsten umuligt at få et job her hvor jeg bor, hvis man er under 15. Dog går jeg til sang på musikskolen. Det har min mor villet bruge penge på, og det er jeg også rigtig glad for. Det koster 330 kr. om måneden, og det er ret mange penge for os.
Mine forældre siger også at jeg kun tænker på mig selv, og at jeg selv tror at jeg er ’åhhh-så-klog’. Men det er helt forkert. Det er nærmest helt modsat. Når de siger sådan noget, bliver jeg i tvivl om de overhovedet kender mig. Jeg er generelt god til de ting jeg laver. Jeg passer min skole, og så er jeg meget kreativ. Jeg har mange ting at gøre og lave, og meget ansvar. Jeg har travlt, for at sige det direkte. Det har påvirket mig fysisk. Det startede med at jeg havde problemer med mine øjne. Jeg kunne ikke fokusere ordentligt, og mine øjne blev meget hurtigt trætte og ’ubrugelige’. Så fandt vi ud af at jeg havde stress. Det er meget ubehageligt. Jeg kan hurtigt mærke, hvis jeg har lavet for meget. Så får jeg det dårligt og bliver sløv. Og så hvis jeg bliver nød til at lave mere, får jeg nærmest ’stress-flip’, hvor jeg ryster og er bange for noget jeg ikke ved hvad er. Jeg har det også som om at jeg ikke kan trække vejret. Disse flip’s kommer oftere og oftere, og jeg bliver altid virkelig bange når det sker. Jeg er dog sikker på at ’stressen’ ikke kun skyldes at jeg har travlt. For SÅ travlt har jeg heller ikke. Jeg tror at det skyldes at jeg altid er så nervøs, når jeg er hjemme. Jeg bliver altid nervøs, når jeg er sammen med min far, eller hvis jeg tror at han kommer ind på mit værelse. For det gør han kun, hvis jeg har gjort noget forkert. Jeg tror at nervøsiteten er en stor skyld til stressen.
Jeg har udholdt min stedfar i otte år, og jeg vil virkelig gerne væk nu.
Mine spørgsmål er om det overhovedet er muligt at flytte hjemmefra, hvis man er 15. Kan man bo i en slags ungdomsboliger? Når mine forældre bliver vrede på mig, spørger de hvorfor jeg ikke flytter hjemmefra. Og det er ikke kun af vrede at de siger det. Jeg har også tænkt at jeg måske kunne komme på efterskole et år, for at komme væk. Men det har vi ikke råd til, og man kan kun få hjælp af staten, hvis man har problemer som f. eks. ordblindhed. Det har jeg undersøgt på nettet, og så har jeg spurgt nogle lærer på min skole. Jeg tror ikke at jeg ville kunne komme i plejefamilie, for jeg tror ikke at kommunen ville mene at problemerne var store nok. Men kan det virkelig passe, at ens forældre skal være alkoholikere og at man skal blive slået, før at man kan komme væk hjemmefra som 15årig?
Jeg er bange for at jeg ender på gaden, hvis jeg ikke kan komme væk.
Jeg håber virkelig at i ikke tror at jeg er en eller anden selv medliden og rebelsk teenager.
Jeg er en pige på 14 år, men jeg bliver 15 om mindre end en måned.
Jeg bor sammen med min mor, min stedfar og to små søskende. Jeg vil meget gerne væk hjemmefra. Min mor og stedfar siger at jeg ikke kan finde ud af noget. De forventer virkelig meget af mig. Jeg prøver at leve mit liv så ærligt som muligt, så derfor siger jeg altid hvis jeg har gjort noget forkert. Men de vil ikke høre på mig, når jeg taler sandt. Min stedfar er meget slem. Han er meget uvenlig overfor mig. Jeg hjælper meget til herhjemme, og det er også fint nok, men hver gang jeg gør noget, så er det forkert eller ikke godt nok. Det er meget frustrerende, og det gør mig rigtig ked af det. Han hundser med mig og min lillebror. Min stedfar er også min lillebrors stedfar. Men det er altså virkelig slemt det her. Jeg kan ikke beskrive det ordentligt.
Min mor har et stort forbrug af hash. Pot. Hun ryger mindst én gang hver time. Hun ryger bong.
Min familie lever for under den danske fattigdoms grænse, som ligger på 11.000 kr., har min mor sagt. Derfor er der ikke råd til at give mig eller mine søskende lommepenge, og jeg skal selv sørge for mit tøj. Hvis jeg virkelig har brug for penge, kan jeg nogle gange få lidt, og det er jeg også taknemmelig for. Jeg har ikke noget job heller, for det er næsten umuligt at få et job her hvor jeg bor, hvis man er under 15. Dog går jeg til sang på musikskolen. Det har min mor villet bruge penge på, og det er jeg også rigtig glad for. Det koster 330 kr. om måneden, og det er ret mange penge for os.
Mine forældre siger også at jeg kun tænker på mig selv, og at jeg selv tror at jeg er ’åhhh-så-klog’. Men det er helt forkert. Det er nærmest helt modsat. Når de siger sådan noget, bliver jeg i tvivl om de overhovedet kender mig. Jeg er generelt god til de ting jeg laver. Jeg passer min skole, og så er jeg meget kreativ. Jeg har mange ting at gøre og lave, og meget ansvar. Jeg har travlt, for at sige det direkte. Det har påvirket mig fysisk. Det startede med at jeg havde problemer med mine øjne. Jeg kunne ikke fokusere ordentligt, og mine øjne blev meget hurtigt trætte og ’ubrugelige’. Så fandt vi ud af at jeg havde stress. Det er meget ubehageligt. Jeg kan hurtigt mærke, hvis jeg har lavet for meget. Så får jeg det dårligt og bliver sløv. Og så hvis jeg bliver nød til at lave mere, får jeg nærmest ’stress-flip’, hvor jeg ryster og er bange for noget jeg ikke ved hvad er. Jeg har det også som om at jeg ikke kan trække vejret. Disse flip’s kommer oftere og oftere, og jeg bliver altid virkelig bange når det sker. Jeg er dog sikker på at ’stressen’ ikke kun skyldes at jeg har travlt. For SÅ travlt har jeg heller ikke. Jeg tror at det skyldes at jeg altid er så nervøs, når jeg er hjemme. Jeg bliver altid nervøs, når jeg er sammen med min far, eller hvis jeg tror at han kommer ind på mit værelse. For det gør han kun, hvis jeg har gjort noget forkert. Jeg tror at nervøsiteten er en stor skyld til stressen.
Jeg har udholdt min stedfar i otte år, og jeg vil virkelig gerne væk nu.
Mine spørgsmål er om det overhovedet er muligt at flytte hjemmefra, hvis man er 15. Kan man bo i en slags ungdomsboliger? Når mine forældre bliver vrede på mig, spørger de hvorfor jeg ikke flytter hjemmefra. Og det er ikke kun af vrede at de siger det. Jeg har også tænkt at jeg måske kunne komme på efterskole et år, for at komme væk. Men det har vi ikke råd til, og man kan kun få hjælp af staten, hvis man har problemer som f. eks. ordblindhed. Det har jeg undersøgt på nettet, og så har jeg spurgt nogle lærer på min skole. Jeg tror ikke at jeg ville kunne komme i plejefamilie, for jeg tror ikke at kommunen ville mene at problemerne var store nok. Men kan det virkelig passe, at ens forældre skal være alkoholikere og at man skal blive slået, før at man kan komme væk hjemmefra som 15årig?
Jeg er bange for at jeg ender på gaden, hvis jeg ikke kan komme væk.
Jeg håber virkelig at i ikke tror at jeg er en eller anden selv medliden og rebelsk teenager.