18 årig - enspænder

Hej Alle,
Er en dreng på 18 år.
Har I nogensinde haft det sådan at der var noget i bare MÅTTE ændre, og det skulle være lige nu, før I kunne komme videre med jeres liv!? Selvfølgelig har I det. Men hvordan ville I have det, hvis det I så inderligt ville have ændret, mere end noget andet, var umuligt?
For lidt over 2 år siden, efter at have lagt på hospital, fik jeg det ufatteligt dårligt med min krop. Så dårligt, at jeg ikke kunne tænke på andet end at "lave den om" til det bedre. Jeg havde for meget fedt på kroppen, og prøvede igennem disse år at smide det, men helt uden resultater. Jeg blev frustreret, fordi jeg vidste ret meget om hvad der skulle til for at smide overflødigt fedt. Der udover forsøgte jeg også via vægttræning at opbygge noget muskelmasse. Men intet lykkedes, og de venner jeg havde blev glemt/skubbet væk, pga min fokusering på træningen, og fordi jeg var flov over min krop.
Jeg har nu været til lægen, og fundet ud af, at jeg pga. operation ved hypofysen ikke selv kan producere de nødvendige hormoner, og derfor har jeg ikke kunnet tabe mig eller opbygge muskelmasse. Idag er jeg så i hormon behandling.
Jeg har haft det virkeligt elendigt, fordi det jeg ønsker næsten allermest, er at kunne træne og få en pæn krop. Hvilket ikke har været muligt før nu. Så nu er der lys forude.
Jeg har kun haft 1 rigtig ven de sidste 2 år. Altså hvis venner er nogen man er sammen med uden for skoletid, for der er da nogen jeg snakker godt med i skolen. Jeg har ligget en del på hospital pga. en svulst i hjernen der kom tilbage 3 gange og måtte opereres væk og stråle behandles. Den er væk nu, men det har påvirket mig meget. Jeg tænker stadig på om den kommer tilbage og sætter mit liv på spil endnu engang.
Jeg tror næsten jeg har glemt hvad man bruger en ven til. Kan godt være det lyder mærkeligt, men jeg har ikke haft så mange. Da jeg gik ud af folkeskolen indså jeg at ingen af dem fra min klasse sagde mig noget. Jeg gik igang med en ny uddannelse, men fandt ud af at det ikke var mig. Sådan er det gået med 2 uddannelser nu.
Men jeg er da overbevist om at jeg gerne vil have nogle venner, for jeg nyder at være sammen med min familie, som jo også er mennesker, og dem kan jeg da få til at grine og tænke lidt extra over tingene.
Det er bare, hvordan får man venner når man er 18, og stortset ingen har?
Jeg har mest lyst til bare at tage ud og rejse og få en masse kontakter, men jeg er i tvivl om hvordan jeg skal bære mig ad..

Hvis du vilde dele lidt af dit liv med os.
De hele lyder lidt vildt, lidt mærkeligt, 18 år og tre hjernesvulvst operationer.
Virkeligt,,,,,,,,,, vi er da bare almindige menneskeligt,,, det er vel ikke noget Jeg/vi kan forholde sig til.
Kom igen, og kom med noget /jeg/vi kan forstå
Men få ingen venner, det koster, og kræves en indsats.
Jeg venter på dine
vh
Tom

Det er svært at give dig en "flyvefærdig" løsning på dit problem, men jeg vil forsøge.
Først og fremmest, så tror jeg du måske skal søge et fællesskab hos andre som har været i en lignende situation. Når man som meget ung bliver alvorligt syg og må se døden i øjnene, modnes man på en anden måde end sine jævnaldrende. Samtidig er der også en masse ting man ikke når at prøve af fordi man kæmper for sit liv, så på nogle områder sakker man til gengæld meget bagud.
Dem der bedst forstår det, er ofte andre som har været i samme situation. Prøv evt. at se om du kan finde en selvhjælpsgruppe eller en patientforening som dækker din situation. Kontakt dem og hør om de har sociale grupper for unge i din situation. Det behøver jo ikke at handle om sygdom og fortid det hele, men om at have det sjovt med nogle som forstår at du ikke altid reagerer som alle andre.
Du kan også prøve at tilmelde dig noget som har din interesse; sport, hobby´s, musik eller lignende, hvor du kommer på et hold fremfor at udøve det alene. Man vil automatisk møde nogle mennesker i sådan en sammenhæng, og selvom man måske ikke direkte bliver bedstvenner kan det være en måde at opbygge en bekendtskabskreds på.
Jeg tror også at du måske kan have glæde af at tale med en psykolog eller psykoterapeut. Især forholdet til din egen krop tror jeg kan påvirke din selvtillid, og jeg tror også at du måske har svært ved at finde ud af hvem du selv er, fordi du har været syg så længe. Måske kan en psykolog give dig nogle redskaber til at finde ro med dig selv og finde fokus, så du finder ud af hvem DU egentlig er, udover "drengen med hjernesvulsten".
Samtidig kan en terapeut måske også hjælpe dig med nogle af dine sociale barrierer, altså med at få modet til at møde andre mennesker og åbne dem for dig.
Jeg ved ikke hvilke uddannelser du har været startet på og hvilke mål du evt. har arbjedsmæssigt, men har du overvejet at tage enkeltfag på et VUC-center? Der er flere af dem rundt om i landet, hvor du kan tage både forberedende og HF-fag. VUC er et sted hvor der er studerende i mange aldre og med mange former for livserfaring. Her vil du ofte møde et bredere billede af mennesker end f.eks. gymnasiet eller handelsskolen, og det er måske en god ting for dig, med den erfaring du har i bagagen. Du kan dygtiggøre dig, samtidig med at du rent socialt får en bredere berøringsflade og det er da ikke så dårligt?
Og så vil jeg sige, at du skal lade være med at lytte til dem der "ikke lige kan forholde sig til dig". Det er svært for alle at finde nye venner, og du behøver virkelig ikke at "længes" efter mennesker i dit liv, som alligevel ikke forstår eller gider dig - du har fortjent bedre!

Mange tak for alle dine gode råd :)
Jeg kan godt forstå at det kan være svært at sætte sig ind i min situation.
Jeg har heller ikke fortalt alt.
Men problemet er vel at jeg mangler bekendtskaber, eller bare en god ven at være sammen med. Det er så lang tid siden jeg har haft et rigtigt venskab, at jeg næsten har glemt hvad det drejer sig om, og hvorfor man er venner.
Det er bare svært at finde nogen, da jeg ser SÅ meget anderledes på livet end alle andre på min alder. Fx har jeg ikke lyst til at gå i byen som de hele tiden gør.
Da jeg var 6, fandt vi ud af at jeg ikke så normalt med højre øje. Det blev mørkere og mørkere. Jeg havde tit hovedpine. Det gik op for min familie at det skulle undersøges.
Vi suste afsted til århus sygehus, hvor jeg blev skannet. Lægerne sagde at jeg havde en svulst (godartet) i hjernen der trykkede på synsnerven og hypofysen. Næste morgen blev jeg opereret, før jeg selv havde fattet hvad det hele drejede sig om. Lægerne gjorde det hurtigt for at svulsten ikke skulle skade synet mere. Jeg kunne være blevet blind.
Min hypofyse, som styrer alle hormoner i kroppen, havde taget skade af operationen. Der var et hormon jeg ikke længere selv kunne producere. Minirin, hormonet der styrer væskebalancen i kroppen, skulle jeg begynde at tage hver dag og resten af mit liv.
Da jeg blev udskrevet kom jeg hjem igen, men ikke i skole med det samme. Jeg kan ikke huske hvorfor jeg ikke kom i skole igen med det samme, måske pga den barske oplevelse og jeg trængte til at være meget sammen med min familie.
2 år senere kom svulsten tilbage igen, og sad det samme farlige sted. Lægerne fjernede den igen ved operation. En af lægerne havde ved et uheld syet en slange fast inde i hovedet på mig. Den slange der skulle suge væske op. Da han opdagede der hev han i den for at få den ud, og han hev virkelig til. Jeg kan huske min mor græd, og jeg lå der helt hvid i ansigtet.
3 gang svulsten kom tilbage blev jeg virkelig ked af det. Jeg kunne ikke forstå hvorfor det skulle gå mig sådan. Jeg vidste hvad jeg skulle igennem igen. Hospitals opholdene var det rene mareridt, hver gang. Denne gang, da jeg skulle have fjernet stængene fra mit ar, løb jeg væk fra sygeplejeskerne, ud på gangen og forsøgte at tage en elevator ned.
Og så var det selvfølgelig hjem igen, efter hospitals opholdet. Jeg kunne knapt huske hvad virkeligheden var for noget. Og livshåb havde jeg ikke meget af.
Efter noget tid fik jeg det dog ret godt, jeg var den i min klasse som alle kunne lide, alle ville være sammen med, og alle beundrede og grinte af.
Men efter en lang god periode kom svulsten tilbage igen. Og det var ikke til at forstå. Lægerne ville ikke åbne mit ar for fjerde gang. De besluttede, at jeg skulle strålebehandles. Jeg blev kørt over 70km om dagen af min mor for at få stråler.
Da behandlingen var færdig, var min hypofyse smadret. Efter nogle blodprøver fandt man ud af at jeg ikke kunne producere nogle hormoner selv mere. Så idag tager jeg livsnødvendige hormoner hver dag for at overleve.
For nyligt fandt min læge ud af, at jeg ikke producerede nok testosteron, og det var grunden til at jeg havde så svært ved at tabe mig, og tage muskler på.
Det var så lidt af min historie. Idag ser jeg næsten perfekt på højre øje, Men har et tydeligt stort ar på højre side af hovedet. Og er jeg sammen med mennesker længe nok, spørger de jo altid hvad der er sket, og jeg er nød til at fortælle det. Nogen tager afstand fra mig og andre synes det er fair nok.
Idag har jeg det godt med min krop. Heldigvis.
Det jeg brænder allermest for er træning og kost. Og jeg vil gerne være Personlig Træner eller Fitness Instruktør. Og jeg er sikker på at jeg nok skal få nogle gode venner/bekendte på sådan en uddannelse, fordi jeg interessere mig så ufatteligt meget om det.
Jeg tager faktisk vuc enkeltfag nu. Men jeg er ret træt af at læse og gå i skole. Jeg har mere lyst til at begynde på min fitness uddannelse.
Jeg bor på landet, et sted hvor der ikke er mange andre i nærheden, og det er svært at komme nogen steder hen. Så jeg vil gerne flytte, men min økonomi holder ikke så godt.

Det er et barsk forløb du har været igennem og jeg kan faktisk godt forstå at du har lidt svært ved det hele.
Det gode er at du har en klar ide om hvad du gerne vil beskæftige dig med. Hvis du kan starte på din drømmeuddannelse nu, så ér det måske en god ide at gøre, men ellers kan det være du skal forsøge at finde et job for en periode indtil du KAN starte. Det vil give dig noget andet end skolen og du kan skrabe lidt penge sammen til du evt. skal flytte.
Jeg synes det er dejlig at du har fået det godt med din krop igen, men det har jo været og vil være en lang kamp for dig resten af livet, fordi du ikke selv kan producere de nødvendigt hormoner osv. Forhåbentlig vil medicinen være så effektiv at du kun får et minimum af gener ved det, men du skal nok altid kæmpe lidt hårdere end andre for at holde den i den form du gerne vil have.
Jeg må, på et personligt plan, sige at jeg slet ikke forstår at nogen direkte tager afstand fra dig, hvis du fortælle om dit forløb. Jeg tror allerhøjest at jeg ville tænke at det havde været med til at forme dig til den du er, og så er den ikke længere.
Men er det måske fordi du fortæller for meget? Jeg tænker nemlig på om du giver folk hele historien eller bare siger; ja jeg har haft en hjernesvulst og derfor har jeg et ar. hvis du uddyber det for meget tror jeg nemlig at nogen mennesker kan synes det er meget voldsomt at høre om og derfor trække sig for at "tænke det igennem". Egentlig er jeg ikke fan af at man lægger låg på sådan nogen ting, men i tilfældet hvor man er ved at lære folk at kende, er det måske hensigtsmæssigt kun lige at fortælle det mest nødvendige.

Hej du tringer til hjælp gå til en der har hjulpet mig ,Jann Felis 38108979 hej