Jeg har fået en nedtur ved at flytte hjemme fra

Hej jeg er en pige på 19 år.
Jeg er lige flyttet hjemme fra. jeg har godt nok ikke boet hjemme ved min mor fast i 4 år, har gået på efterskole i to og er ved min uddannelse.Nu er jeg flyttet hjemme fra med eget køkken og bad men har fået en nedtur. Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg har fået det sådan men tror det er fordi jeg på en måde har hjemve og bange fordi det er noget nyt.
Jeg har ingen appetit og har det rigtig dårligt og kan ikke lade vær med at grade.min mor siger at det nok hjælper hvis man finder en eller nogle rigtige gode vininder som kan komme og besøge en og gå i biffen og og snakke med om min nedtur, men det synes jeg er lidt svært at komme i kontakt med nogen nor jeg slet ikke kender noget der hvor jeg bor. Hvad kan jeg gøre?
Er der nogen der har nogle gode råd til hvordan jeg skal komme over det?
Hilsen pigen der har en nedtur.

Hejsa... Nu er jeg selv på samme alder, men er ikke flyttet hjemme fra endnu. Jeg har godt nok tænkt lidt på det, men føler mig ikke helt klar til det endnu. Hvis jeg skal sige det, tror jeg du har ret i det med at prøve noget nyt kan give en psykisk nedtur. Det har jeg også selv prøvet, og i det hele taget har jeg meget svært ved at tilvende mig forandringer. Man føler ligesom at man ikke har 100% styr på situationen og det kan ofte føre til at man bliver magtesløs. Det kunne måske være det var en ide at flytte hjem til dig mor i en tid, hvor efter du så kan flytte hjemmefra igen når du føler dig helt klar. Mange gange er det nemmere at gøre noget, mår man har prøvet det før, og det tror jeg også det er med at flytte.
Håber snart du får det bedre og skriv endelig igen!
Knus Nellie

Hej,
Prøva at finde glæden ved endelig at have fået mulighed for at bo og leve for dig selv. At du nu ikke behøver at tage hensyn til en bofælle eller dine forældre. At du selv kan bestemme hvornår du vil spise, sove, have gæster, indrette dit hjem, høre musik (under hensyntagen til naboerne, forståes *S*). Prøv at se det positive i alle de ting, du nu kan gøre, hvor du har dit eget. Jeg tror at efterhånden som det bliver hverdag for dig det nye sted, så vil du elske endelig at være dig selv. Du skal jo ikke være alene resten af livet, det er kun en fase, du får vel en en kæreste på et tidspunkt; derfor nyd det, så længe det varer! At du kan gøre lige som det passer dig. Hold nogle fede fester (igen under hensyntagen til dine naboer, ikke? Du skulle jo nødig blive uvenner med dem *S* )
Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra (kunne ikke vente; havde det forfærdeligt med min far, syntes jeg, og ønskede bare at komme væk) og fik mit eget, blev jeg enormt bange, følte mig alene og ked af det også! Det er helt normalt; det går op for én, at nu skal man lige pludselig stå helt på egne ben... Troede at det var det man ville (og det er det også) men det er altså alligevel ofte et chok. Men - det går over! Du skal bare vænne dig til din nye situation. Og efterhånden som du opdager, at du tilegner dig færdigheder i hvordan man gebærder sig i livet, når man skal stå på egne ben, så vil du efterhånden føle dig helt tryg ved situationen. Så fat mod - og gå på med krum hals! Det skal nok gå.
Knus fra en gammel kone

Jeg kan godt forstå at du har en nedtur......med tanke på at du har været sammen med en masse på efterskolen hvor der hele tiden er nogle at tale med, og så pludselig sidde alene i en lejlighed... det kan være meget hård og ensomt, specielt når man ikke rigtig kender nogen omkring sig.
Mit råd til dig ville være, invitere dine venner, familie bare til en kop te eller sammenskuds mad ( så det ikke bliver for dyrt)..
Find også ud af hvad der er i det område du bor i, cafer, bibloteker eller andet som kan ha din interesse opsøg de steder og kom i snak med andre*s*
Find ud af hvad du godt kan li, og gør noget godt for dig selv når du er i din lejlighed, køb blomster eller andet du kan glæde dig over når du kommer hjem....... Efter et stykke tid vender man sig til det hele og ser pludselig det at være flyttet hjemmmefra som noget positivt.

Gæt1: Du er ikke specielt ud advendt
Gæt2: Din mor er rigtig rar og forkæler dig nok lidt.
Jeg kan da også huske da jeg flyttede hjemme fra at jeg følte mig ret alene, når det blev aften og mørkt udenfor.
Men så begyndte studierne og så var der ikke tid til at tænke så meget over det mere. Jeg er ikke udadvendt af natur men f.eks. den gang så hilste jeg glad på mine naboer og forsøgte at komme i kontakt med dem ved lige at smide en bemærkning ud i luften om vejret, viceværten, ferie etc.
Med de oplysninger jeg har fået er det nok mit bedste råd. Snak med naboer, studiekammerater, kollegaer og begrav dig i lektier eller fritids interesser.
Mvh Jacob

Hej med dig.
Jeg kan kun sige, at din mor nok har ret. Jeg flyttede selv til kbh for ca. 2,5 år siden og pludselig var jeg helt nede, selvom jeg kendte nogle få mennesker i byen følte jeg mig helt fortabt og undrede mig over hvorfor jeg havde flyttet. Men efter ca. en måned gik det straks bedre, bla. fordi jeg undgik at være hjemme alene i lejligheden. Jeg gik i motionscenter og fandt en at spille squash med og så begyndte de hele pludeligt at se mere lyst ud. Jeg vil foreslå at du prøver det sammen, og husk du kan jo altid flytte hjem igen. Held og lykke

du fortæller lyder det som depression, det er nok mest vinterdepression krydret med at det nye der er sket på det sidste i dit liv... Du kan gå til lægen med det, og så kan han se hvad han kan gøre, eller lytte til hvad din kloge mor siger, se om du kan få et par veninder at gå i byen med, i biffen eller bare på café og drikke en kop kaffe... Alt hjælper... Eller tag ud og besøg dine forældre et par gange om ugen, det kan også hjælpe... Hvilken landsdel er du fra?? - Jeg er selv fra Frederikshavn...

Hvis du føler dig alene kan du jo evt sove lidt hos din mor eller lade hende komme og besøge dig, eller evt andre mennesker så du har selskab og ikke sidder og spekulere over dit savn .......
Det er selvfølgelig også fordi du er rimelig ung og det er noget helt nyt. Nye pligter, alene sidder du der i den lejlighed somme tider, der er ingen når man kommer hjem .. Det er en vane sag og det skal nok komme hvis du snakker med andre så som din mor ... Bare vent...

Du skal ikke være bange for at du er den eneste i verden der har det sådan. Jeg havde det selv sådan, dog ikke så slemt da jeg flytte med min kæreste, men alle mine veninder har været igennem det.
En af mine veninder græd hver dag og spiste næsten ingenting. I starten var det helt slemt og hun besøgte sine forældre hver weekend, det gik meget i bølger hvordan hun havde det. Nu er hun helt kommet over det, hun kunne aldrig finde på at flytte hjem igen.
Det er lidt svært at forholde sig til hvordan du skal komme i kontakt med folk, da jeg ikke ved hvad du laver. Men nyt studie, sport, arbejde, disse ting kan være en start.
Du skal lære at takle din ensomhed. Lære at det at være alene ikke altid betyder at du er ensom. Med tiden vil du lære at værdsætte og nyde det. Forkæle dig selv og lave pige ting..
Det er en naturlig ting at man skal vende sig til ikke at være sammen med sine forældre og lære at være alene. Der er mange ting man skal tænke på, som man var fri for da man boede hjemme.
Du lever kun en gang. Se lyst på tilværelsen, selvom den ser lidt sort ud. Jeg lover, du bliver glad for det og at alt nok skal gå..

Det er ikke fordi, jeg kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Der er ingen andre end dig selv, der kan hjælpe dig ud, men jeg kan fortælle dig, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Langt fra! Jeg er selv flyttet hjemmefra for ½ år siden, og det er det hårdeste jeg har prøvet i mit liv. (er 22år) Det at man ligepludselig står helt alene et fremmed sted og starter på ny uddannelse - ja alt i ens liv er nyt - det er vildt svært... Men jeg tror, du skal give dig selv lov til at tage hjem i weekenderne, meld dig til nogle fritidsaktiviteter, finde et job osv. Det er lettere sagt end gjort, men det er det eneste der virker. At tvinge sig selv til at se nogle mennesker - også at ringe til dem man ikke kender særlig godt, evt. dem fra uddannelsen, og også selv om det hele umiddelbart kan virke meget overfladisk, for det vil det gøre... Det har som sagt taget mig omkring et halvt år at falde til, men synes efterhånden, jeg er ved at have det rigtig godt, så mon ikke også du skal få det. ;-) Men husk, - og det finder man lige så stille ud af, at det faktisk er stort set alle, der får det som du på et tidspunkt...

Det er aldrig sjovt at få sådanne nedturer. Men hvad laver du i hverdagen ?? Der må du da møde nogle mennesker (??) Invitér nogle af din "gamle" venner på besøg, og gå i byen osv. ud at have det lidt sjovt. For nogen er det aldrig sjovt for alvor at skulle står på egne ben; Personligt elsker jeg det!
Men vi er alle forskellige! Men husk, det er naturligt at blive deprimeret når man skifter sine vante omgivelser ud med noget nyt, helt alene.
Held & lykke :-)

hejsa søde...jeg ka godt forstå dig har haft det på samme måde!....sår ved godt hvordan du har det....Hvor er du fra og har du msn? kh henrik min mail er hwd@sol.dk hvis du vil snakke med mig om det:) vil gerne hjælpe dig!

Hej du, selvfølgelig er det lidt skræmmende pludselig at skulle stå på egne ben, men de symptomer du beskriver lyder lidt voldsomme synes jeg. Når man flytter hjemmefra, så er man jo først og fremmest alene, medmindre man er flyttet sammen med en veninde eller en kæreste. 1/3 af den danske befolkning bor alene, og jeg tror ærlig talt ikke at det er så sundt. Måske du kunne overveje at dele en lejlighed sammen med en veninde i stedet for at bo alene?
Prøv måske også at overveje om der kan være andre ting, du er ked af, og om du egentlig foretager dig de ting du holder af. Hvis ikke, så foreslår jeg at du går i gang. Prøv evt at lave en liste over de 5 ting du allerbedst kan lide at lave, plus en liste over de ting du plejer at foretage dig, og sammenlign så de to lister. Hvis de er helt forskellige så kan du jo prøve at begynde at lave lidt flere af de ting som du holder af. (Med andre ord; når lysten styrer hvad man laver, så føler man sig mere som et helt menneske!)
Hvis du ikke får det bedre snart synes jeg du skulle søge hjælp, enten hos dine forældre, hos en skolepsykolog hvis du har adgang til sådan én, eller hos et andet voksent menneske du stoler på. Det lyder som om du er en lille smule deprimeret, og det skal man altså tage helt alvorligt, da den slags kan blive slemt hvis det får lov til at udvikle sig.
God bedring. ;-)

Kaere du,
Da jeg foerst flyttede hjemmefra, var det ogsaa haardt og jeg graed meget.
Du skal ikke vaere flov over det, det tager lidt tid at vende sig til.
Jeg inviterede ofte nogen (enten familie eller venner) hjem og proeved at goere mit hjem hyggeligt....saa jeg var glad for at komme hjem. Besoeg dem du savner hvis det er og ellers vent...det skal nok gaa over.
Efter 2 aar i min lejlighed flyttede jeg til England for at studere (6 mdr. siden) og det startede forfra med hjemve og savn. Nu gaar det fint og jeg kan kun sige, at alting tager tid, men dine graenser flytter sig og med tiden vil det gaa over :)
Held og lykke og nyd at du har toilettet og koekkenet for dig selv (det savner jeg nu hvor jeg deler hus med 4 andre)!

hej jeg kender dig ikke, men jeg tror det godt hvis du holder op med at græde! dit problem er måske
1. du savner din forældre.
2. du har spiste noget forkeret.
3. du mangler venner i dit live.
men jeg tror du skal ikke græde fordi livet er skøn. og gør det som du har gjort da du var lille barn. så du finder glæde af det. så du bliver helt rask igen. garanti fra .,.,.,.,.,..,.,..,.

Hej,
Som der er skrevet i andre indlæg så skal det nok gå! Jeg flyttede også hjemmefra for et år siden. En stor forandring i omgivelser vil også skabe en stor forandring indenvendig. Men som du vender dig til dine nye omgivelser, vil dit indenvendige også falde på plads igen. Jeg gjorde det omvendte - Jeg spiste alt for meget! Så vær glad for at du i hvert fald ikke også skal tænke på at tabe dig når du er kommet om på den anden side! Som andre på siden har sagt, find dig nogle mennesker som er gode til at lave ting - dvs undgå dem med kærester.... Find andre singles og fyr den af.
Og hvis du har brug for det, så tag hjem og græd lidt hos din mor. Det hjælper at tale om det og få det ud. Jeg lod mig selv græde lidt, og det hjalp. Men du skal ikke sidde fast hvor du er nu. Du kan godt komme videre - ligesom alle andre.

Hej
Ud fra hvad du har skrevet kunne det umiddelbart godt lyde som om du har en depression. For at finde ud af dette kan du til starte med, at tage en test på www.netdoktor.dk uder fakta- test dig selv. Når du har taget testen vil du få et svar med en konklution, og hvis de mener at du kan have en dpression, vil de nok råde dig til at opsøge din læge.
Jeg håber at du finder ud af det :)

Jeg tror simpelthen at du IKKE er parat til at flytte hjemmefra. Har selv en veninde som er flyttet hjemmefra for et halvt år siden og det var hun slet ikke parat til. Hun havde/har de sammme symptomer som dig, så jeg vil råde dig til at overveje om du måske overhoved er parat til at flytte hjemmefra.....

Kære dig med hjemve
Jeg vil bare lige fortælle dig at du hverken skal blive forskrækket eller være bange for depression fordi dyu reagerer som du gør, nu hvor du for første gang for alvor står på egne ben. Det er helt normalt at få sådan en nedtur et stykke tid efter man er flyttet hjemmefra, ALLE får det! Jeg var bare så heldig at min mor huskede at hun oplevede det da hun flyttede i sin tid, og derfor forberedte mig på at det nok også ville komme til mig indenfor de første tre måneder efter udflytningen. Jeg troede ikke på hende, for jeg var jo klar, og glædede mig til at flytte, men efter et par måneder fik hun ret: Jeg savnede mine nærmeste, kunne ikke holde ud at være alene, mistede appetiten og havde meget let til tårer. Det er altsammen helt normalt, og det går over igen. Du skal nok bare give dig selv lov til at være trist og ked af det, istedet for at forsøge at undertrykke det, det er meget bedre at få det ud, og så går det gradvist over. Du skal nok blive glad igen, og indtil da, så husk på at dine nærmeste kun er et besøg eller et telefonopkald væk. Op med humøret, det skal nok gå altsammen!(0:
Mange tanker
Maria

jeg synes personligt ikke at du er parat til at flytte hjemmefra...jeg har aldrig før ikke prøvet at kunne spise kun når jeg havde mistet en eller var uvenner med bedste veninden.................................... men det har jeg lært med tiden at komme over!!! har du prøvet at tale med din bedste ven/veninde om dtte her????????? hvis ikke synes jeg at du skulle prøve det
hilsen en der vil hjælpe dig
P.s. håber at du kan bruge mine råd!!!!

Jeg synes du ser al for yng ud til allerede at være flyttet hjemmefra. Men det hører jeg jo at du er. Min ide er at du flytter hjem til din familie og bliver der til det føles rigtig at flytte. Hvis du f.eks er flyttet pga. du har et dårligt forhold til dine forældre så må i få det løst så du kan komme videre med livet!!!
Hvis du vil skrive til mig f.eks om du synes at du har kunnet brúge det jeg har sagt eller om du ikke har, så er min mail:

nikolajfelix@sol.dk
Hilsen Nikolaj

HEJSA
Kender godt din følelse af ingen appetit og tude ture
Jeg er en 20 årig pige som er flyttet til københavn fra fredericia af.
Før det første har jeg aldrig boet ude og for det andet er jeg meget knyttet til min familie som jeg ikke ser mere end 1 week om måneden.
Mit råd til dig er: Tag dig god tid til at vende dig til dine nye omgivelser det tager altså tid
men vent til det bliver sommer osv så lettere det hele mere op. Jeg har også haft en nedtur pga alle mine omgivelser, vil gerne snakke med dig hvis det er, skriv til min mail lulu84@sol.dk
hilsen louise

Jeg kan godt forstå at du har en nedtur......med tanke på at du har været sammen med en masse på efterskolen hvor der hele tiden er nogle at tale med, og så pludselig sidde alene i en lejlighed... det kan være meget hård og ensomt, specielt når man ikke rigtig kender nogen omkring sig.
Mit råd til dig ville være, invitere dine venner, familie bare til en kop te eller sammenskuds mad ( så det ikke bliver for dyrt)..
Find også ud af hvad der er i det område du bor i, cafer, bibloteker eller andet som kan ha din interesse opsøg de steder og kom i snak med andre*s*
Find ud af hvad du godt kan li, og gør noget godt for dig selv når du er i din lejlighed, køb blomster eller andet du kan glæde dig over når du kommer hjem....... Efter et stykke tid vender man sig til det hele og ser pludselig det at være flyttet hjemmmefra som noget positivt.

Først og fremmest så er jeg ked af at høre at du er "nede" Det lyder som om det kommer som et chock for dig at flytte. Det er jo også svært at man pludselig skal til at skabe sin egen hverdag. Er der ingen mennesker på din uddannelse du kan snakke med og måske blive dine venninder??? Det ville måske være mest naturligt om kunne møde nogen der. Prøv at se om du ikke kan dyrke nogle interesser i dit lokal område!? Der findes jo et hav af ungdomsskole tilbud til alle unge mellem 16 og 25 år hvor man kan dyrke stort set alt:)
Det var ligesom det jeg kunne bidrage med. Håber det har givet dig inspiration til at komme videre. Prøv at være aktiv og opsøg selskab!
Du er velkommen til at spørge, hvis du har brug for hjælp.

Det er altid hårdt at flytte hjemmefra. Dem der siger andet lyver. Jeg har læst nogle af de forskellige svar der er kommet, og specielt rådet om at få en room maid, samt at evaluerer din tid så du kan bruge tiden primært på ting du kan lide at beskæftige dig med er rigtig fornuftige råd. Desværre er det sådan med mennesker, at hvad der virker for én person, virker måske ikke for en anden. Jeg synes dog du skal overveje at tage disse to råd til dig. Jeg tror de kan hjælpe dig på rette vej. Uanset hvor man bor er det vigtigt at være omgivet af ting man holder af. Det vigtigste ved et hjem er, at man føler sig hjemme! Hjemme er basen, hvor man slapper af. Uden den base kan de færrestee mennesker fungerer. Derfor synes jeg også du skal kigge dig omkring og overveje, om dit hjem nu også får dig til at føle dig hjemme. Det kan være småting der skal til for at det bliver hyggeligt: lidt farve på væggene, billeder, enten plakater eller billeder af folk du holder af, det kan være møblerne skal stå på en anden måde. Et stearinlys her og en blomst der. Det er som regl småting der skaber hyggen. Når alt dette så er sagt vil jeg lige nævne at smådepressioner i jan & feb. ikke er helt ualmindelige. Jeg kan ikke huske tallene, men jeg tror det er hver 3. dansker, der kommer ned med en mindre depr. i vinterperioden. Det bedste du kan gøre ved det er at spise relativt sundt til hverdag, gnaske is når du er ked (virker for mig, gerne med chokolade) og sørge for at få regelmæssig motion og frisk luft. Gå- og løbeture gør trikket for mig. Jeg er 26 og lige flyttet til USA. Jeg bor i en tom lejlighed, og arbejder alt for meget. Det kan kun lade sig gøre i en kort periode, og jeg får hjælp af min trofaste ven: mit gamle sovedyr! Man bliver aldrig for gammel til at føle trang til at være tryg. Man skal bare lige finde ud af, hvad det præcis er, der giver den fornemmelse. Og her er vi alle forskellige. Held og lykke med det hele. Jeg håber du kommer ovenpå snart. Nu bliver det også snart lysere i danmark:-) Op med humøret.
Med Kærlig hilsen...

Hejsa!

Du skal ikke bekymre dig! Tænk posetivt - du kan gøre hvad du vil når du har eget hus. Selvfølgelig er det svært i starten men det går over.. Hvis du føler dig ensom så ring til venner og familie og tilbyd dem en lille fest/middag hjemme hos dig eller skaf dig nogle venner. Gå i byen - der vil du sikkert få masser af venner hvis du leder et godt sted. Jeg kender det godt får jeg har også hjemve.. - og det føltes MEGET ubehageligt. Når du har boet der længe og fået venner så er det ikke så ubehageligt mere. Og du kan jo altid besøge dine forældre. Fat mod! Det går. Men prøv at finde på ting du kan lave, for hvis du keder dig så begynder du jo at tænke på dine forældre også bliver du kede af det, så det er jo bedst at du gør nogle ting så du ikke tænker på forældrene hele tiden. Håber at det er nogle okay råd.

KyS Patricia..
Ps held og lykke!!! ;o)

Hej!
Mit forslag til dig. Besøg dine forældre lige så tit du har brug for det, en skønne dag har du ikke brug for dine forældres trykhed og støtte. Håber at det er en lille hjælp. Rådet har min familie selv brugt, vi fik det af vores familielæge.

Jeg kan godt følge dig, jeg håber bare at du har meget støtte fra din mor, jeg har selv børn/unge på din alder, som jeg vil gøre alt for, men jeg kan godt huske da jeg var i din alder, hvis jeg var syg var det mor jeg kaldte på, var jeg meget ked af det, var det også mor, men jeg kan trøste dig, en dag er man blevet stærk, og kan klare sig selv, og får ro omkring sig selv, det er sikkert svært at se nu, men tro mig det er godt, min mor er meget stærk, og det kan være derfor, at det er svært at slippe hende, du skal bare være dig selv.

Jeg kan godt følge dig, jeg håber bare at du har meget støtte fra din mor, jeg har selv børn/unge på din alder, som jeg vil gøre alt for, men jeg kan godt huske da jeg var i din alder, hvis jeg var syg var det mor jeg kaldte på, var jeg meget ked af det, var det også mor, men jeg kan trøste dig, en dag er man blevet stærk, og kan klare sig selv, og får ro omkring sig selv, det er sikkert svært at se nu, men tro mig det er godt, min mor er meget stærk, og det kan være derfor, at det er svært at slippe hende, du skal bare være dig selv.

Du har som din mor nok siger brug for at møde nye mennesker. Det at flytte i egen lejlighed og sådan kan godt være hårdt når, man er ene om det. Jeg foreslår dig at du så vidt muligt du kan prøver at finde en sød kæreste. En du kan støtte dig til så du kan komme over din nedtur. Tag i byen og kig og se efter om der er noget du synes om. Hvis dette så ikke lykkes helt så forelsår jeg at du tager hjem til din mor og bor ved hende lidt indtil du har fundet dig selv igen og kan stå fast. I en alder af 19 år er du stadig en meget moden pige men også voksen og det kan være noget af et spring men find måske en som du kan bo sammen med i din lejlighed så du altid har selvskab nogen at snakke med det er meget vigtigt for ellers kan man blive meget indelukket. Jeg skal se om jeg kan finde nogle flere forslag hvis det er skriv på min mail powericeman8@hotmail.com eller chriller@gmail.com hvis der er noget så skriv endelig jeg vil meget gerne hjælpe dig --- knus og kram Christian.

Jeg er selv 19 og flyttede hjemmefra i starten af dette skoleår. Jeg har som sådan vænnet mig til at bo alene, MEN på en almindelig dag hvor man bare ser fjernsyn og laver andet gøjl så bliver der pænt trist. Jeg lider selv af svage vinterdepressioner og har det meget svært når jeg er alene. Jeg fandt mig imidlertid en kæreste som jeg holder ufatteligt meget af og hendes forældre har, meget sødt, givet hende et alle zoners kort så hun besøger mig næsten hver dag. Anyway, jeg har efterhånden vænnet mig til det. det bliver bedre med tiden. Tro mig!

Jeg forstår det ikke!
At du kan have hjemve?
Hvis du ved det ville blive sådan, hvorfor er du så flyttet?

Mentalhealing er godt, hvis man er nede. Det kan hjælpe på depression og på lavt selvværd/selvtillid.
Prøv at finde en Reiki-healer i nærheden af dig, så skal du nok få det bedre.