25 der ønsker at være ældre!

Hej,
Man hører ofte at de sværeste år af ens liv er teenagesalderen(kommer nok an på hvilken aldergruppe der taler), men de år synes jeg ikke var så vanskelige. Jeg er generelt en glad og frisk studerende, men selvom det lyder fint, så synes jeg at det er ret svært at være i starten af tyverne og føler mig knap så frisk og glad indadtil. Nogle gange ønsker jeg mig at jeg er 30-35 år, så jeg har overstået denne periode og er kommet ud på den anden side.
Jeg tænker hele tiden på ting som, hvordan skal det mon gå mig i fremtiden,finder jeg en kæreste, bliver jeg gift, får jeg mon børn en dag, kommer jeg til at bo tæt på min familie, finder jeg ud af at få det hele til at fungere? Er der nogen som kender dette?
Jeg tror mine forældre har det svært med at jeg har forladet reden(jeg er den yngste)og jeg synes også at det er lidt svært,min mors stemme lyder tit lidt grådkvalt når vi snakker i telefonen og når jeg er hjemme på besøg og jeg skal tilbage til min studieby, så får hun også tit tårer i øjnene. Jeg har også let til tårer, så jeg har lidt svært ved det.
Jeg vil gerne udforske verdenen og være åben, men samtidigt er det svært. Nogen gange tror jeg at jeg bremser mig selv fordi jeg tænker over hvordan andre har det, og bliver ked af det, hvis de er triste.
Er det mig der tænker for meget over tingene? Er der andre som har/har haft det på samme måde?

*forladt reden
...er lige fyldt 25😉

er nu rundt de 40 og ønsker jeg var på din alder eller yngre igen (jeg føler mig ihvertfald ikke som 40, ser ikke ud som 40) men uanset så er jeg 40...det er der ikke nogen der kan lave om på.
Tro mig - nyd at du er 25, du har hele verden foran dig, du slipper for at arbejdsgiverne afviser dig fordi de vil have dem under 30, og du er ønsket af absolut alle - selv om dit individuelle liv nok føles anderledes (det gjorde det også for mig da jeg var 25).
Jeg har det travlt med at leve, har ikke tid til at blive 50, gråt hår...YIPES, er ved at få det, og spiller stadig Playstation 3 O____O kan du tro det?!??!
Næh, så tag du heller og vær super glad for din alder, du skal have det sjovt og nyde det!

mange fra årgang 1943 blev sendt til søs som 15 årige, og var færdige med den første uddandelse som 19 årige, hvorefter vi blev indkaldt til 18 måneders militærtjeneste.
i årene 1960 - 1965 var der mange unge fyre der forsvandt fra skibene, mange forældre havde fået breve om, at knægten havde det godt, og at skibet nu var på vej mod nord, mange af dem blev smidt overbord af andre besætningsmedlemmer.
i 1964 var vi i Valencia i spanien efter appelsiner til FDB, og en af kammerdrengene havde en kasse appelsiner som stod uden for hans kammer dør.
styrmanden påstod at han havde stjålet appelsinerne, selvom der var vidner på at han havde købt dem ved landgangen.
fyren blev smidt i land i valencia uden penge eller nogen som helst hjælp, og styrmanden skrev i hans søfartsbog - var ikke ombord ved afgang - hvilket var det eneste en officer måtte skrive i søfartsbogen.
denne benævnelse kan dække over agterudsejling, rømning, tyveri.
skibet var på vej mod københavn, en tur på ca. 10 døgn, og han måtte selv finde hjem uden nogen som helst hjælp, og ydermere med en dårlig betegnelse i søfartsbogen, hvilket kunne betyde at et andet dansk skib ikke ville ansætte ham.
dengang var det sådan at man havde ferie hvis skibet kom til dansk havn, hvis skibet kom til amsterdam og man ønskede at afmønstre, måtte man selv betale afløserens rejse til amsterdam.
hvis du virkelig er 25 år, så lyder du meget forkælet, ingen unge havde dengang det vi idag kalder ferie, skoleferierne blev brugt hos landbruget, dels med kartoffellægning, roe hakning, kartoffeloptagning, afskære toppe af roerne inden de blev lastet på vogne med håndkraft, derefter kom høsten med senere tærskning af stråene, altsammen arbejde vi ikke fik noget for, men det var datidens ferie.

Jeg tror måske det vil være en god ide at snakke med en samtaleterapeut.
Jeg tror du befinder dig i det nogen kalder "quarter life chrisis" eller kvart-livs-krisen. Den kommer normalt lidt senere, midt i 20´erne, men alle dine spekulationer om hvordan det skal gå, hvad der skal ske osv., de er meget almindelige ved overgange hvor man lidt er i en krisesituation.
Dernæst tror jeg du skal have nogen værktøjer til at bryde navlestrengen til din mor. Der er ingen tvivl om at i elsker hinanden og skal blive ved med det, men man skal IKKE(!) føle skyld eller påføres sin forælders sorg, fordi man tager et naturligt og rigtigt skridt ud i voksenlivet. Det kan godt være du er den yngste og det kan godt være at din mor synes det er svært, men det skal hun snakke med din far om, i stedet for at lade det "sive" ud med tragisk stemmeføring osv. Mange, mange mødre gør det og mange, mange børn føler sig som jordens dårligste søn/datter, selvom det at flytte hjemmefra og få sit eget liv er 100% naturligt og rigtigt - og selvom forældrene udmærket ved at man hverken kan eller skal holde dem i hånden resten af livet.
Men det er rigtig svært at klare og derfor tror jeg en samtaleterapeut måske kan give dig nogen gode værktøjer til at håndtere det.
Måske er en del af alle dine tvivl også fordi du netop føler skyld overfor din mor? Hvem bekymrer sig i virkeligheden, dig eller din mor? Er det mon i virkeligheden din mors adfærd der får dig til at bekymre dig om hvorvidt du vil træffe "forkerte" valg (det gør vi alle), om alt nu går som det skal (Det gør det, selvom det måske ikke var det du havde planlagt) osv. osv.
Jeg kan i øvrigt fortælle dig at de bekymringer ikke nødvendigvis forsvinder fordi du bliver 30, 35, 40 eller 90! Det er helt basale overvejelser som alle mennesker gør sig i perioder - jeg tror bare dit er lidt mere voldsomt fordi du lige er flyttet for dig selv og skal håndtere at du ikke ved hvad der sker fremover, fordi der ikke er en vandt ramme endnu. Den skal du selv skabe ud fra hvad DU ønsker. Og måske skal du sætte dig ned og finde ud af hvad det egentlig er, for måske bunder usikkerhedens og spekulationerne OGSÅ i at du faktisk ikke ved hvad du vil og hvem du er. Det kan du finde ud af ved at gå i dialog med dig selv, evt. vha. en terapeut. Det er helt normalt at have det som du har det, du mangler bare nogle værktøjer til at håndtere det.

Hvor fedt tror du det blir, den dag du runder de 40 og skal gå og høre på, at dine jævnaldrende venner føler sig gamle og nedslidte ??? Og måske føler du dig selv sådan som 40-årig...
Næ, du har sgu meget at lære endnu...
Der er jo næsten hele TYVE år til du blir 40...så se for h... hellere at få levet dit liv, udlevet dine drømme oma...
Men det er utroligt med jer unge...hvis ikke I har fået kæreste, børn og et fuldstændigt liv inden de 25...så får mange lyst til selvmord... FAKTISK kan man nå mange ting i 30´erne... Og så blir mænd vist for gl til at få børn senere end kvinder gør...
KÆÆÆFT...hvor ville jeg gerne være på din alder lige nu...heldige skid :-D
Er selv mega tæt på de 40...men HAAAADER at kalde mig gammel!

Det er på tide du skal klippe navlestrengen over.
Du er 25 år, en skøn alder, du er næsten lige startet på dit liv, du er over din teenagertid, du slap godt igennem den, vær du glad for det, der er nok der har store problemer med dem selv, deres omgivelser, og især med deres forældre.
Du skal lære at slippe båndet til dine forældre, du må tage ansvaret for dit eget liv.
Livet står nu åben for dig, kærlighrden skal nok komme, du vil stifte familie, det du skal, det er at åbne dig for livet, kom det imøde.
Jeg er selv ved at være i mit livs efterår, jeg kan godt misunde mit barnebarns liv, hun er 20, det er da en skøn alder, kunne jeg vende tilbage til den tid, men gerne med den livserfaring jeg har fået igennem mine 63 år, der ville da ikke være noget skønnere, og sådan vil du sikkert også en skønne dag tænke tilbage på den tid da du var 25.
Jeg klippeded selv min navlestreng over da jeg var 18 år, måske var vores tid også en anden den gang?
Jeg mener vi var mere modne, det kan jeg se ved at betragte mit barnebarn og hendes venner, så måske er det der dit problem er, men du er trods alt 25 år.
Tag det roligt, du skal nok nå det hele. 🙂

Jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk. Blive 18 og skride fra skole og teen agealderen.
Jeg høre folk sige de ville ønske de kunne gå tilbage. Jeg vil helst slette dem.😉