Alle mine veninder

har svigtet mig. En har stjålet min kæreste, en anden har slået mig, en tredje har bagtalt mig grimt osv. osv. osv.
Nu har jeg ikke flere veninder tilbage, kun overfladiske bekendtskaber.

Kender det alt får godt.
Har ikke specielt mange veninder, men heller lidt som man har det godt med end flere som man ikke har det godt med.
En af mine veninder har lånt penge af mig, efter snart et år har jeg ikke fået dem tilbage, det kan godt være folk siger at jeg bare skulle lade være med at låne hende penge, men jeg har svært ved at sige nej, og hun lovede at aflever dem tilbage enden jul,
og jeg sagde at hvis hun ikke gav mig dem inden jul, så var der ikke flere penge at låne hos mig, men jeg har ikke fået dem alle tilbare og får dem nok aldrig,
og jeg har svært nok ved at stole på folk, og så gør det det nok ikke meget bedre af at hun også gør sådan noget. hun brokker sig også hele tiden over hvordan hun har det og jeg spørger også tit hvordan hun har det, men hun spørger aldrig mig om hvordan jeg har det.
Min bedste veninder har jeg ikke set i snart 7 måneder, og det er 3 måneder siden jeg snakkede med hende, ringede på hendes fødselsdag, men jeg savner hende og prøver virkelg på at finder en dag vi kan være sammen, men det er altid mig der skal ringe eller skriver, hun tager aldrig interativ til at vi kan være sammen.
Og min veninde (hender jeg lånte penge af) hun har stjålet op til flere af sine veninders kærster,
fordi hun er blevet uvenner med dem.
Hun sørger for at de slår op og så score hun ham bagefter, lige som en hævn,
hvordan man kan være så und, når hun selv siger hun har det dårligt.
Jeg kunne sku da aldrig finder på sådan noget, får bare en alt for dårlig samvitighed,
men det med dårlig samvitighed tror jeg ikke hun ved hvad er.

Føller virkelig med dig, er selv blevet svigtet af mine, forældre, min skole og mine venner, de enester der ikke har svigtet mig endnu er min mormor, morfar og hund.

Hvad kan man snar kalde en ven eller veninde.
En ting er sikkert, mine veninder vil altid være trykke hos mig, men kun hvis jeg føller jeg kan stole på dem.

har en psykolog engang udtalt i en psykologbrevkasse...
Og så skal man ALDRIG låne penge ud til nogen - medmindre man selv har lånt penge af denne person...
Jeg lånte engang penge ud til en kammerat, fordi han virkeligt var blevet helt flad... Da der så var gået 5 mndr og jeg ikke gad vente på pengene længere, gik jeg selv ud til ham og hentede dem...
Men den dag jeg så SELV stod og manglede penge, pga nogle SU-forhold, kunne der slet ikke bli tale om at låne penge af netop HAM.
NIKS! Han lånte satme ikke penge ud til nogen...
Det kalder jeg dobbeltmoral!

Puha det er absolut ikke rart når ens "venner" svigter den tillid man har til dem.
Det er en gang blevet sagt: vis mig dine venner og jeg skal sige dig hvem du er. Noget jeg har lært af livet, er at venner behandler en som du lader dem behandle dig. Hvis du bare smiler og acceptere at venner låner penge uden at betale tilbage, bagtaler dig og gør andre grimme ting, så vil de fortsætte og du kan gå og skumle i det stille i stedet for at fortælle vedkommende at dit og dat er ikke i orden og du gider ikke finde dig i det.
Jeg har lært, at jeg er nødt til at vise dem, hvordan jeg vil behandles og ikke lade dem slippe afsted med deres små tricks. Jeg bryder mig bestemt ikke om konfrontationer, men jeg har lært, at det er det eneste, der er at gøre.

Hej Svigt mig.
Efter min mening må ud og opleve noget nyt og der igennem møde nye mennesker, imens du gør det skal du selvfølgelig holde øjne og øre åbne for ikke at havne i samme slags problemer igen.
Måske skal du prøve at finde ud af hvilke kvaliteter du søger i en veninde, før du begynder at få nye.
Da det er noget der sker for dig gentagende gange, så kunne det virke som om du har en eller anden form for mønster du bør bryde ud af.
Dog er det rigtig svært at komme ud hvis man ingen venner har, så ved ikke om du taler med nogen søde piger online, om du har en god søster eller et andet familie medlem du kan tage ud og lave noget sammen med?
Ellers kan det måske være en ide at finde dig en hobby hvor du kommer ud imellem andre mennesker, hvis du nyder det du laver så er du glad, og glade mennesker har man lyst til at være ven med.
Ved ikke om jeg skrev det du helt ønskede at høre, men du kan jo tænke over det :)
MVH
Puk

nogle mennesker er bare pr. definition venneløse, men der må jo være en helt masse galt med mig siden jeg ikke rigtigt har nogle nære veninder.

Ikke helt galt, men der er sikkert noget som kan forbedres.
Hvad det er, kan man finde ud af, ved at tænke over, hvad der er sket i forhold til de venner man har haft, eller når man har forsøgt at skabe et venskab til nogen. Hvis man bare overhovedet ikke har forsøgt, er det jo meget nemt at finde ud af hvorfor man ikke har venner.

jeg forsøgte meget, især da jeg gik i skole, men folk fandt mig aldrig interessant og værd at bruge tid på - men det siger nok mere om mig end om dem, men har da aldrig fået at vide at der var noget galt med mig af nogen.

Det kan nemt være hvis man ikke har de samme interesser, at man vælges fra. Bare fordi man lader som om at man har de samme interesser, kan andre godt føle at det ikke er ægte interesse.
Nogen vælges fra fordi de ikke hører efter hvad andre fortæller dem, det viser sig hurtigt når de spørger om noget der lige er fortalt.
Ja der er mange ting man kan falde fra på.

Jeg kan kun tale ud fra mig selv på dette område.
Jeg havde ingen venner i folkeskolen, der var jeg hende de andre mobbede for at få det bedre med sig selv, og stige i klassens rangorden.
Hver gang jeg fik en ven i eller udenfor klassen, droppede de mig lige så snat de fandt noget højere rangerende der gad deres selvskab, og så var de tilbage til at ignorere mig, mobbe mig eller at bruge de ting de havde fået at vide om mig, til at underholde de andre.
Det gjorde selvfølgelig at jeg stoppede med at forsøge at få venner, det var jo ikke ligefrem sjovt at blive svigtet gang på gang.
Så havde nogle år hvor jeg ingen venner havde.
Men så dukkede der en pige op som jeg syntes virkede interessant nok til at vove pelsen lidt, og hende fik jeg talt lidt med.
Det førte med tiden til et langt venskab, byture og fede oplevelser, og med det fik jeg mere selvtillid og flere venner.
Jeg opdagede at jeg ikke trives med small talk og overflademennesker, og at der er masser af andre mennesker som mig.
Da jeg begyndte at forstå mig selv bedre opdagede jeg at når jeg kommer ind i et rum kan jeg ofte se med det samme hvem jeg kan falde i snak med og hvem der aldrig kan blive andet end small talk med.
Så ting kan altså ændres, men det kræver at man er villig til at ændre sig selv lidt også, eller måske bare lære at forstå sig selv lidt bedre.

Bare min erfaring
Puk

jeg forstod/forstår mig selv - men der har bare aldrig dukket nogen op som har været interesseret, så jeg må være for uinteressant. Jeg ved ikke hvor de mennesker er, der tænker som jeg, har kun mødt et par stykker i mit liv, og sådan må det jo bare være.
Jeg har også gået og været dybt ulykkelig over mit udseende i mange år, og det er nok derfor, folk har ikke villet snakke med en trist person, der nok har virket for lukket. Jeg har givet meget af mig selv, men har aldrig fået noget igen på det følelsesmæssige plan. Selv nogle af de nærmeste i familien betyder jeg ikke en bønne for. Men tak for at du delte din erfaring, og godt at det lykkedes for dig.

Når jeg ser dit indslag, er det første indtryk at du føler dig alene i verden. Har du aldrig har mødt nogen, som du er kommet til at holde af og omvendt de kom til at holde af dig? Det er jo let at negligere det med dit udseende, når man selv er godt tilfreds med sit eget, men tror du ikke at der er en derude i den store kolde verden, som kunne finde dig attraktiv? Husk på udseende er ikke alfa og omega, det er "kun" en skal som rummer en person, i dette tilfælde dig. Den måde som du formulerer dig på, tyder ikke på at det er din intelligens der er hindringen, for din lykke.

jeg har en ældre kæreste, der ikke går specielt op i udseende, og en veninde der gider at være sammen med mig, når det lige passer hende - that's all. Men min "intelligens" er åbenbart ikke så god, så andre føler de får noget ud af at være sammen med mig.

Tak skal du have.
Håber nu også at det vil lykkes for dig.
Jeg har svært ved at forestille mig at du fortjener at være ensom.

Hej igen!
Du får det til at lyde som om du er fanget i et ikke helt lykkeligt forhold, så bryd ud af det forhold og kom videre i verden, det bliver aldrig godt hvis du betragter din kærestes kærlighed til dig som en nødløsning. Vær ærlig hvis du mistrives i forholdet, det er ondskabsfuldt at foregive kærlighed til et andet menneske, når ens hjerte ikke er med.
Har du givet andre en ærlig chance for at komme ind på livet af dig? Nogen gange bliver man nød til selv at åbne op først, for at der kommer et venskab i stand. Læg din veninde på is indtil, hun undrer sig over at i ikke har været sammen længe, og sig det ærligt til hende, at du ikke følte dit venskab blev gengældt.
God vind

selv om jeg har været single nærmest altid betragter jeg ikke kæresten som en selvfølge eller nødløsning - og måske netop fordi jeg har været vant til at bo alene og klare mig selv. Men han holder mig i kort snor - og har en mulighed for at sikre sig nogle ting, som jeg aldrig selv vil komme i nærheden af. Har ingen grund til at være jaloux på ham, dertil kender jeg ham for godt.
Ja, jeg har givet folk masser af chancer førhen, men det betyder jo ikke at de gider én.
Og min veninde og jeg ses heller ikke så tit som før, men vil så nødig miste hende, da hun jo er den eneste jeg har.
Som puk skrev mener hun ikke, at jeg fortjener at være "alene", hvilket jeg jo heller ikke er 100%. Men måske gør jeg lidt alligevel, for der må jo være en eller anden "brist" der gør at folk ikke bryder sig om mit selskab, aner det ik.