Alle tror man bare har råd...

Måske ikke alle og altid - dog ikke. Men jeg synes da der er en tendens til, at det at skulle leve på et meget stramt budget er rimelig godt skjult i Danmark.
Da jeg læste og virkelig havde problematiske boligforhold (miniværelse i flere år, med massiv larmterror fra naboerne på kollegiet, søvnmangel og umulig at læse derhjemme) fik jeg næsten altid standardsvaret: jamen flyt dog bare i en lejlighed. Opskrivning, indskud, flyttedag, depositum - hvad med det?
Uddannelsesstedet organiserede flerdages ekskursioner og studierejser til adskillige tusinde pr. mand. Ja, der var lidt støtte at hente, men typisk måske 500 kr. Hvad med de øvrige 2-3000, er de nemmere at løfte?
Når jeg til nogle af mine studiejobs havde dårlig offentlig forbindelse, sagde kollegerne: det gad jeg sgu ikke, se dog at få dig en bil. Godt med dig.
Tja, man ku da fortsætte. Jeg kender også nogen der slet ikke læste det de ville, fordi de havde nogle hjemlige forhold der gjorde at de ikke havde råd til flere år uden rådighedsbeløb. Kender folkepensionister der ikke kan komme til tandlæge. Kender psykisk syge der bliver anvist lejlighed i problematiske og utrygge kvarterer langt fra læge og væresteder.
Jeg vil ikke diskutere om man skal få alt betalt, det er ikke det.
Men bevidstheden om trange kår og - ja, også fattigdom, den er tit meget lille i firhjulstrækker-Danmark. Sårende lille.

Jeg kan godt genkende det med ikke have råd. Og det er ikke alle der tror man bare lige købe en ny fladskærm eller vaskemaskine.
Og jeg synes jeg har haft det rimelig nemt med penge. Jeg har haft mad at spise og tag over hovedt. Men ferie har jeg ikke haft i flere år. Og det kan mine veninder ikke forstå de tror jeg lyver. Men når man så går dem lidt på l´klingen. Så har mindst en taget et eller andet form for lån for at tage på ferie. Lån for at tage på ferie??? Hvem fulllen gør sådan noget? Det jo ikke engang som at tisse i bukserne for at få varmen. Det er meget være...😮
En bekendt tog et kviklån for at købe en brødrister? Og han har ikke ret mange penge, rent ud sagt er han en af de fattige. Fatter det ik.

jeg er helt enig med dig. og det værste er at når man siger at man ik har råd går det ind af det end øre og kommer ud af det andet de forstår det ikke.

En mente jeg skulle tage på højskole. Han tænkte ikke på, hvad det koster.
Jeg ville ikke sige noget, for han ville ikke kunne forstå, jeg ikke har de penge.

Jeg vil ikke låne penge og har heller ikke været på ferie. Det er længe siden.
Jeg ved da heller ikke om man som folkepensionist overhovedet kan låne penge.
Nå, men det er lige meget, jeg vil ikke låne.
Mit køleskab er 20 år gammelt. Men det kan da bruges endnu.

Hej Vanlo
Jeg giver dig ret i, at det ikke er noget, der er specielt synligt. Det kan der være mange årsager til, og jeg tror ikke på, at der kun er en enkelt eller to grunde.
Det er nok en kombination af årsager.
Jeg har et par bud:
1. Den provokerende
Der er bare ikke så mange fattige i Danmark! En forfatter sagde:" ...hvor få har for meget, og færre har for lidt".
Og det er jo rigtigt!
Selv om nogle mener at uligheden stiger i DK, er langt den største gruppe danskere i middelklassen. Og den gruppe er blevet markant rigere i de seneste 30 år. Ingen kan her betragtes som fattige.
2. Den lidt skamfulde
Ingen bryder sig om at skulle kategoriserer sig selv om "fattig". Hverken overfor sig selv eller i offentlighed. Optursdanmark har kørt for fuld udblæsning i flere år (før krisen), og det kan ses som et svaghedstegn, hvis man ikke også selv har fået del i opturen.
3. Prioriteringen
Alle mennesker prioriterer forskelligt og alle er forskellige. Et givent beløb kan være fint for én og et tegn på fattigdom for en anden.
Rigdom måles af den enkelte - ikke efter hvor mange penge man har, men hvor mange man har i forhold til naboen.
Hr. A har X kroner om måneden, men har ikke råd til sjov, ferie mv. da Hr. A har prioriteret at bo i en villa et lækkert og belejligt sted. Hr. A føler sig fattig.
Fr. B har også X kroer om måneden, men har råd til rejer mv. Hun har prioriteret rejser mv over lækker central bolig.
Forskelen ligger altså ikke i indtægten, men hvilken opfattelse Hr. A og Fr. B har af hvad "Det søde liv" består af.
Meget simplificeret men mon ikke meningen er klar?
4. den unuancerede
Hænger lidt sammen men nr. 2.
I medierne er der ikke nogen nuancer mellem "Fattig så man har brug for offentlig støtte" og "en del af den nedre middelklasse".
Det er de færreste som dig, der har lyst til at blive sammenlignet med de allerfattigste, der har et reelt behov for for kontanthjælp, julegavehjælp mv.
Det sælger heller ikke aviser at skrive om dette segment. De har det simpelthen ikke slemt nok.
Hvad egner sig bedst til en ekstrabladsforside:
a. En historie om en familie med lav indtægt, der ved smalhals, sparsommelighed, selvdisiplin og lidt afsagn alligevel er selvforsørgende.
b. En historie om en familie med lav indtægt der ikke er i stand til at lægge budget, ungerne bliver forsømt, mor drikker, far tæsker.......
Nej du - a kan ikke engang en dreven politiker for noget ud af.
B derimod er godt forsidestof, og politikerne kan slås om at forfærdes over de skrækkelige vilkår vi byder de svage.
Der er ikke stemmer eller salg i fattige ressourcestærke mennesker.
Kun svage fattige.
Og som ressourcestærk fattig vil man jo helst ikke sammenlignes med en svag - forståelig nok.
Pyha sikke en smøre 😉
Der er sikkert mange flere årsager, men dette var bare nogen af dem.

og godt beskrevet, og let genkendeligt. Der er mange forskellige forhold der gør sig gældende om man er fattig eller vil erkende sig som fattig. Man kan bare ikke regne med at fattigdommen i Danmark bliver mindre omfattende, med den nuværende regering, når de allesammen lader det være uimodsagt, når en socialmininster, for åbent kamera, siger det ikke gør noget at der bliver større ulighed i det danske samfund.

Du har helt ret. Jeg har undret mig i årevis over, hvordan "alle" havde råd til "alting". Hvordan småbørnsfamilier, hvor forældrenes løn ikke er i sværvægterklassen, har perfekte hjem med dyre møbler, havetrampolin, Webergrill, to nye biler - og hvor mindst en udlandsrejse om året nærmest er obligatorisk.
Mine børn går på friskole, og det er den luksus, vi har prioriteret. Jeg er mig helt bevidst om, at det valg betyder, vi ikke har råd til at slå ud med armene i andre sammenhænge - og det fortryder jeg ikke et øjeblik. Men når vi så er til forældremøder, og "alle de andre" enes om, at alle forældre i klassen skal spytte 600 kroner årligt i en fælles klasseopsparing - for vores vedkommende betød det, da vi havde tre børn på skolen, en udgift på 1800 kroner årligt - så sidder jeg med ondt i maven og kan ikke få mig selv til at sige, at det er et meget højt beløb set fra vores synspunkt. Til trods for, at jeg ved, der er forældre, som har et endnu strammere budget end vores - og som jeg i solidaritetens navn burde støtte ved at sige fra.
Der gik en prås op for mig, da jeg begyndte at se tv-programmet "Luksusfælden". Nogle af de mennesker, der har råd til "alt", har reelt ikke en krone på lommen, men derimod masser af forbrugslån. Samtidig med, at de søger om hjælp til at få styr på økonomien, holder de stædigt fast ved, at det er strengt nødvendigt at købe nyt tøj for mange tusind kroner månedligt - og deres børn SKAL da gå i dyrt mærkevaretøj, for "det skal ikke hedde sig".
Jeg fik for nyligt at vide af en kollega - tæt på pensionsalderen, voksne børn, huset betalt for flere år siden - at jeg altså skal se at få mig en ny bil, for den, jeg har, ser ikke for godt ud (den gik igennem syn for et års tid siden, kører upåklageligt, men ja, der ER rust på den, og den er ikke sidste nye model). Han havde LIGE fået at vide af mig, at min mand har mistet sit job og er på dagpenge - uden udsigt til at kunne få andet arbejde foreløbig. Jeg blev fuldstændigt paf - vi har tre hjemmeboende børn, som skal have mad og tøj på kroppen, og så er der ikke meget mere at rutte med p.t. - og så kommer han med sådan en kommentar.
Jeg har lært mig selv at sige - med rank ryg og uden skam - at "Det har vi altså ikke råd til". Men det har godt nok taget mig nogle år at nå så vidt.

Der kommer et folketingsvalg, senest i 2011.

tror du en rød regering vil gøre alle rigere???
Det tror jeg ikke, at du skal regne med.
Men at de vil gøre alle lige fattige, er der dog ingen tvivl om.

Måske skulle du skifte det 20 år gamle køleskab ud med en nyere model. For en ny model vil tjene sig ind efter et eller to år, i strøm. Men spørg for ved en der ved mere om strøm.
Knuzzer herfra😉[f]

😉Næ at du skal stemme efter det du mener der hjælper Danmark bedst. Og at du så automtisk "ser" at det er rødt der menes i indlægget. Det er jo ret tankevækkende.
Jeg ved godt hvad jeg stemmer, og det er fordi jeg har bestemt det. Og det håber jeg da også du har ud fra din overbevisning og viden.😉

Hej med dig.
Jeg skal ikke kloge i din økonomi.
Blot vil jeg sige at her i Danmark er vi så heldige at kunne vælge lige den uddannelse vi ønsker os ( hvis ellers hjernen er med)uden at skulle betale for det, det i sig selv er jo ikke hvert land beskåret.
Selvfølgelig er der nogle som ikke bliver økonomisk supportet hjemmefra, Men man behøves jo heller ikke absolut at skulle lejlighed , bil og byturer, hvis ikke man har råd.
Som regel er længerevarende uddannelser jo ensbetydende med høj løn efterfølgende og så må man jo disponere ud fra det 😉