Klar til at dø smuk eller grim?

Danskerne har så mange penge mellem hænderne, at de ikke aner hvad de skal bruges til.
Som trend/event-forsker, har jeg således konstateret, at flere og flere danskere vælger deres egne begravelses-koncept.
Nogle går så vidt, at asken efter kremmering, ender som et hals-smykke.
Det er jo ret moderne at investere i jord, så mange fravælger kræmmering, til fordel til egentlig begravelse.
Man kan så vælge at blive lodret- eller vandret begravet.
Tilbage står spørgsmålet, om vi overhovedet er parate til at dø?
Hvad skal der blive af dine organer?
Faktisk er dette debatindlæg et ægte Lars Von Trier påskud. Så alle meninger og holdninger modtages med tak.
NB: Glemte mit hadefjols: Peter Ålbæk fra Zentropa-film.
vh/'Profeten

nogle slet ikke alle.

skal de doneres...så et andet menneske overlever....men der skal være sikkerhed omkring at jeg er helt død.....

;-)

Jeg tror ikke det er pengene der gør vi selv begynder at vælge hvordan vi vil begraves. Jeg tror det er fordi mange frygter døden, og derfor vil sørge for alt er som det skal være, når det nu engang sker. Vi ved jo ikke hvor lang tid vi render rundt på jorden!
Personligt er jeg kun 19 år gammel, men jeg har allerede planlagt det meste. Alt mht begravelse, sted, mulig organdonation etc.
Og det er ikke fordi jeg har for mange penge imellem hænderne, men fordi jeg er bange for at jeg ikke når at fortælle hvordan jeg vil sige farvel - inden det er for sent.
Jeg tror en af grundene samtidigt er at vi er blevet mere bevidste om det at dø, og vi har fået flere muligheder. I gamle dage blev man begravet alt efter hvor mange penge de efterladte havde, men nu kan man selv være med til at vælge og planlægge det. Hellere for tidligt end for sent!

Jeg har kæmpe respekt for din viden og forståelse for døden - i en alder som nitten-årig.
Selv er jeg 41 år gammel/ung, og er nærmest krumbøjeg af at slæbe kister af døde.
Jeg anede intet om døden/smerten, da jeg som 33 årig bar min far i jorden. Jeg er aldrig kommet mig over det.
Smerte kan ikke fortælles - men skal opleves!

Nu kommer døden også tit som et chok, selv når den er forventet. Og man kommer samtidigt heller aldrig over tabet af et familiemedlem eller ven, selvom man mange gange tror det. Men jeg tror det hjælper at vide personens ønsker, så man ved personen har fået det som han/hun ønskede.
Hvis man fx er i tvivl om en person vil kremeres eller begraves, kan det være hårdt selv at skulle tage den beslutning.
Jeg tror dessuden også det er sundere at have et fornuftigt syn på døden, istedet for at gemme sig fra at det også vil ske for en selv.
Måske er det endnu en ting der gør at folk nogle gange virker desperate med deres egen bortgang, når de planlægger det ned til mindste detalje - da man på den måde har andre ting at tænke på end at det egenligt er ens egen død man planlægger.
Mennesker er ikke til at blive kloge på, det er nok det der gør os så unikke fra andre væsner :-)