træthed, gigt i knæende, smerter

ved samleje-nogle gange, føler mig angst....
Ja, man skulle næsten tro, at jeg ikke er helt ny mere, men jeg er faktisk midt i tredverne.
Jeg synes hverdagen tærrer lidt på mig, for som sagt, så bliver jeg ofte hurtig træt, måske grundet min angst.
Gigten i mine knæ gør, at det er meget hårdt at gå på trapper, det er som om, at mine ben ikke kan bære mig, at de er slappe og så bliver jeg tit forpustet, når jeg går op ad trapper - jeg vejer også 8-10 kg for meget, så nogle gange kan jeg få det lidt dårligt ved for meget fysiske anstrængelser...
Lægerne har for 8 år siden sagt, at de mener, at jeg har en godartet svulst i underlivet og jeg har et kejsersnit pgagraviditet, men nogle gange, når min kæreste og jeg har været i seng sammen, så gør det så afsindig ondt i underlivet de næste mange timer frem. Nogle gange har jeg ondt i en hel dag inde bag kejsersnittet og det trækker om i lænden...
Lyder det som småskavanker og jeg bare er en ængstelig type, eller synes I, at der er god grund til, at min hverdag er noget belastet....
Oveni alt dette, vil jeg lige tilføje, at jeg har et hjerneskadet barn og jeg har meget svært ved, at passe et arbejde grundet alt dette, som jeg har skrevet...

Tab dig de koli du vejer for meget = det vil ahhjælpe på gigtsmerterne.
Bed din kæreste om lidt mere forspil før samleje - der skal smørelse til!
Hvis du for 8 år siden har fået at vide at du har en svulst, så kan jeg da ikke forstå at du vil finde dig i at vente 8 år på at blive ordentligt udredt! Gå til din læge og bed om en henvisning til en ultralydsscanning = få klar besked!
Din hverdag er ikke mere belastet, end du selv gør den til! Du lider i virkeligheden nok mere at selvmedlidenhed og sortsyn end noget andet ;-)

Du kan få at vide hvordan du bedst klarer hverdagen på
www. gigtforeningen.dk

Lider selv af slidgigt, leddegigt.
Jeg falder aldrig hen i selvmedligenhed, jeg klarer dagen med
altid ved at være glad og positiv. ***LJ***

først og fremmest vil jeg sige at det gør mig oprigtig trist til mode på dine vegne at dit barn er hjerne skadet - og så vil jeg sige at jeg er ked af at du døjer så meget med dit helbred generelt.
Nu vil jeg give dig en lille historie fra Cyberspace' verden, som jeg vil kommentere bagefter til dig:
Michael var den type, som man elsker at hade.
Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.
Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han:
"Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha' været tvillinger."
Han var en naturlig inspirator.
Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen.
Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: "Hvordan gør du det?"
Michael svarede: "Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør.
Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære.
Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet.
Jeg vælger de positive sider i livet."
"Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt",
"Det er det," sagde Michael. "Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg.
Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør.
Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør.
Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv."
Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt.
Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv.
Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet - i stedet for bare at reagere på det.
Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke med et fald på 20 meter fra en radiomast. Efter 18 timers Operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.
Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han:
"Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arene?"
Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken.
"Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. "Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg.
Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve."
"Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?", spurgte jeg.
Michael fortsatte: "Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, Blev jeg meget bange.
I deres øjne stod skrevet: "Han er dødsens!" Jeg vidste, at jeg
måtte gøre noget." - Hvad gjorde du så?" spurgte jeg.
"Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig,"
sagde
Michael.
"Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. "Ja", svarede jeg
Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og
jeg trak vejret dybt ind og råbte: "Tyngdekraften!" Og mens de lo, sagde
jeg til dem:
"jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død."
Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.
Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.
Holdning er - trods alt - alt.
Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Hver dag har nok i sin egen udfordring og Egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.
Det jeg vil frem til med denne historie er at du muligvis føler dig som offer og dét er ikke godt, søde. Du er ikke alene om at være fyldt med skvanker (ikke at du kan bruge vore andres til noget)og med en hverdag der medfører smerter både fysiske og psykiske - men det handler i bund og grund om at bruge dit krudt på de ting du kan gøre noget ved - og så vil jeg bede dig huske at INDSTILLING betyder meget.
Jeg er hypermobil - og som følge deraf er også jeg begyndt at blive gigt plaget - jeg har Sclerose, jeg har en søn som de sidste 6 år har været hashoman, min datter er "stukket af" til England, jeg har aborteret ufrivilligt 5 gange, min far sad i 11 år som en multihandicappet grøntsag som min mor kørte helt ned på at passe hjemme.. og bla-bla-bla. Dette kommer ikke din situation ved, men husk lige at skæbnen er ikke mild, blid og nussende ved os alle og det er ikke kun dig - og tingene kan altid være både bedre og værrer.. hvis du bruger dit krudt på at finde de lyse sider, så vil du opdage at tingene pludslig bliver lettere at bære.
Ja, din gigt gør ondt - men DU kan gå. JA, det gør ondt at have sex - men du har en kæreste som ikke er skredet på trods af et handicappet barn og nogle skvanker. Du har et arbejde og er ikke invalide pensionist.. Søde der er lyse sider - sellvom de KAN være svære at få øje på, men søg og du skla finde.
Jeg ønsker dig alt det bedste og må solen skinne på dig og dine.

de gik lige ind i hjertet på mig og de ord vil jeg tage til mig og bruge konstruktiv i denne tid, hvor mange ting er så svære, for jeg ved godt, at jeg har selvmildenhed og jeg kan komme med alverdens argumenter derfor, men hvad nytter det.
Du har givet mig styrken til, at jeg vil vende mit negative spejlbillede til noget positivt, for ellers er livet sgu for trist..
Fortsæt rigtig god dag til dig kontormus.

selvmedlidenhed er ganske naturligt (og ifølge mit ældste barn, ganske overflødigt fordi andre mennesker kan sagtens se dine lidelser og vil have ondt af dig *S*)
Nej, seriøst: naturligvis syntes du det er synd for dig , og det er det da også! Ingen tvivl - jeg syntes også det er synd for dig, dit barn, din kæreste, resten af din familie - for jeg er ikke i tvivl om at dét også smerter dem at ikke kunne gøre noget for at hjælpe på situationen.
Det kan godt kræve lidt øvelse at fremtvinge et positivt syn når man føler at man står i lort til halsen (positivtsyn: hold-da op.. jeg er IKKE begravet i det!) *S*
Jeg er sikker på at hvis du har viljen og et reelt ønske om at ændre dit "syn" så vil det lykkedes for dig og du vil hurtigt mærke en forandring...og vil blive mødt af positivitet.
Hvis du har lyst til at bruge mig som "sparrings partner" er du velkommen til at skrive til mig på min sol adresse: susanne.larsen@sol.dk (I andre må også - jeg gider bare ikke have den liggende på minprofil *lol*)

Men ! der er INGEN der ALTID er glade,heller ikke dig !.
Det er nemlig unaturligt at være i konstant glædesrus,det er der ingen der er.

jeg ikke at det hele skulle tages bogstaveligt, så jeg tolkede "altid" som 99.98 % af tiden.. og vist kan man altid være glad og positiv (over for de ting man fejler) men det betyder ikke at andre ting ikke kan tænde en totalt af *lol*
Jeg er ikke negativ overfor mine skvanker, og ser positivt på dem.. men hvis du tror at det betyder at jeg ikke sagtens kan blive stik tosset over så meget andet der ikke er relateret til netop dette emne, så tager du fejl.

Nej men jeg ved man kommer længst, ved at være positiv og glad det
meste af tiden, det får en til at glemme ens smerter, jeg kan også blive sur,
over ting jeg ej bryder mig om. Men det er ikke forbudt at smile til verden.
den smiler altid tilbage..
LJ.

Hvilket livssyn så flot! Må solskin være over jer altid.
Heldigvis kender vi ikke vores skæbne forud.
Som tidligere ansat på hosp. ........... synes jeg du lidt rapt, skal få undersøgt den ting i maven, (til dig som startede debatten) vi kvinder skal passe på vort liv. Jeg selv har fået 2 nye hofter, og tiden inden opr. var et konstant smertehelvede, + et nyt bryst. for 6 år siden. hellere 1 gang for meget end 1 gang for lidt hvad angår kontrol. obs igen gå til læge.
Måske kun en vandsyste ,men ud med den. MVH

kanjeg kun give dig ret.. jeg håber ikke at jeg har fået udtrykt mig således at det kan tolkes som om at man ikke fejler en skid! Naturligvis skal kroppens signaler tages seriøst og læge skal konsulteres hvis manhar mistanke om at der er noget galt.
Det jeg svarede på avar ment som MIN indstilling til hvordan man takler disse ting bedst...skal man synke ned i et sort hul og gfalde ind i offer rollen? Eller skal man tage hverdag som en udfordring med en indstilling til at den klarer man også..og ellers har man dagen efter igen til at forsøge?
Jeg har heldigvis ikke det enegyndige svar - jeg ved bare at jeg for mit vedkommende pure ud NÆGTER at lade min sclerose styre MIT liv, at jeg sætter pris på HVERDAG - også dem hvor min hypermobile ryg gør at det gør så sindsygt ondt at jeg har lyst til at skrige og ikke engang kan komme på toilettet selv, for jeg kan ikke komme op af sengen, stolen eller rette mig op. Det gør skide ondt - men det hænder at jeg kommer til at grine ved den blotte tanke om hvor ÅNDSVAG jeg må se ud for andre når jeg forsøger at bevæge mig!

for 8 år siden, at de mener, at det var en godartet svulst, som jeg havde i underlivet og havde det været kræft, så havde jeg for længst været død.
Men det sker af og til, at jeg har ondt i underlivet, især når jeg har været i seng med min kæreste, måske er det arvævet, der er årsag, måske er det knuden, måske er det noget andet, så nu skal jeg have en henvisning til en gynærkolog.

Jeg synes, jeg kan læse ud af dit indlæg, at du har svært
ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Dette tyder på, at du er udsat for den usunde langvarige stress.
Den gør en syg også fysisk, det påvirker hele binyrebarksystemet og
dermed også hukommelsen, immunsystemet og humøret.
Når man er så stresset, har man heller ikke overskudet mere
til at se de indlysende måder eller humøret til at komme
ud af sin situation mere.
Men det er også et spørgsmål om hvad kom først hønen eller ægget.
Jeg synes f.eks. ikke at 8 til 10 kg for meget er nok til at
blive forpustet af og til, det skal undersøges!
Jeg vejer 40 kg for meget og får problemerne med trapperne,
når jeg har forværret astma elles går det.
Så du kan se i den sammenhæng batter 10 kg ikke.
Smerterne i underlivet synes jeg lyder som musklerne der kramper.
Den er lidt svær, man ved ikke hvad der udløser kramper, så rådene
der eksisterer er kun anekdotiske:
Sørg for at få magnesium 2 timer adskilt fra calcium indtagelse.
Træn musklerne i underlivet,veltrænede muskler er kontrolerbare muskler,
dvs prøv at strække bevidst imod krampen.
Varm musklerne op før sex.
Tag en ipren før i skal have samleje, jeg bruger felden gel mod kramper
i benene, men det jo lidt svært at anvende i dir tilfælde.
Til allersidst vil jeg tilslutte mig de andre og sige
at du skal til lægen og blive udredet.
Angst kan også være et astmasymptom eller at der noget galt med hjertet, ligesom forpustetheden kan tyde på begge ting.
Hvis lægen mener, det er psykisk, siger du fint kom frem med henvisningen til psykiateren, så kan han ikke anvende det, som nem undskyldning for ikke at gøre noget.
God bedring