Er du forfængelig

Er det vigtigt for dig, hvad andre tænker om dig, dit udseende, dine børn, dit hjem, din intelligens og din karriere? Har du tænkt over, for hvis skyld det er, du stæser rundt for at fremstå som den perfekte overskudsværtinde i fejlfrie rammer for dine gæster? Gør det dig glad, eller higer du bare efter beundring og anerkendelse?

Det er lidt blandet.
Jeg er ligeglad med hvad andre synes om mit hjem, min intelligens min personlighed eller min karriere/mit studie.
Jeg VED at jeg er intelligent, at mine kære kan lide mig og at jeg har en evne til at tiltrække mennesker for den jeg er. Hvis nogen ikke bryder sig om mig står det dem frit for, der er jo også mennesker jeg ikke kan lide - og jeg går altså ikke ind for tvangssocialisering med mennesker man ikke kan med.
Mit hjem er mit og holdes efter egne standarder. Indretningen er det som fungerer i hverdagen og som samtidig virker behageligt og hjemligt for dem der skal opholde sig der. Om det lige falder i hak med hvad der er moderne er jeg sådan set ligeglad med - hvis man altså ser bort fra at jeg har en interesse for indretning og derfor er lidt skizofren i stil, fordi der er så mange stilarter jeg kan lide.
Mht. karriere og studie så er jeg faktisk også ligeglad med hvad andre synes. Jeg er igang med en ny uddannelse og flere har bemærket at jeg burde stile efter noget der ligger en tak højere end det valgte, fordi jeg har everne for det - men det har jeg altså ikke lyst til. For det første har jeg ikke lyst til med specialisering at skulle læge 7-8 år og det er bare ikke det område jeg brænder for. Nogen har svært ved at forstå det, men det er jo deres problem.
Min akilleshæl er mit udseende...jeg føler mig generelt uattraktiv og det afspejler sig også i mit ydre. Jeg er ikke som sådan forfængelig, men jeg gør en dyd ud af at holde mig selv velplejet og velklædt, sådan at der ikke kan sættes en finger på det. Det er meget muligt at jeg ikke er køn, men jeg er i al fald heller ikke sjusket. Det er vigtigt for mig at fremså på en måde så andre ikke kan kalde mig netop sjusket eller nusset. Det handler vel om at jeg er bange for at blive afvist pga. det. Til trods for at jeg sjældent er blevet det i mit voksenliv, så hænger barndommens mobning og ungdommens afvisninger meget ved og jeg ved ikke om jeg nogensinde helt kan slippe frygten for, at mit udseende skal sortere mig fra oplevelser eller mennesker, som jeg gerne vil have i mit liv.

Det er en almindelig reaktion fra omverdenen, at mennesker kaster sig i støvet og beundrer min skønhed og visdom.
Men jeg er ikke forfængelig i den forstand, at jeg har noget behov for at blive fejret.
Hvis folk lod være, ville jeg blot betragte dem som underlige.

Det må jeg jo erkende, at jeg er.
Heldigvis ikke i helt så udtalt grad, som da jeg var yngre, og det viste sig bl.a. ved, at jeg kunne stresse helt over, at mit barn skulle have den perfekte madpakke med i børnehave. Jeg brød min hjerne med, hvordan jeg kunne variere og sammensætte, så det blev helt korrekt i henhold til madpyramiden.
Det er heldigvis aftaget lidt med nr. 2, og nu har jeg sat min ældste datter til at administrere madpakkerne (jeg har et traume omkring madpakker), og hun er noget mere afslappet omkring det. Og der har sjovt nok aldrig været en klage - hverken fra barnet eller børnehaven :-)
Mht. mit hus, så har jeg givet lidt op. Jeg har erkendt, at jeg bare er et rodehoved, og mit hjem kommer aldrig til at ligne et Bo Bedre katalog. Heller ingen klager her.
Men hvis jeg har "planlagte gæster", sætter jeg en ære i, at have købt den slags sodavand/øl/vin, de bedst kan lide, eller lave noget mad, jeg ved, de er glade for.
Mange hilsner
dr100

I vil jo nok også høre min mening. Det er meget vigtigt for mig, altid at se godt ud i tøjet og havde en lille smule naturligt sminke på.Og gøre noget ud af mig selv, med velduftende creme og gå til frisør osv. Mit hjem skal altid være ren pæn, jeg gør heller rent, men holder det rent. Og ja det gør mig glad, at jeg altid kan havde gæster på besøg, med kort varsel !!

Jeg er fløjtende ligeglad. Dog opførere jeg mig nu altid empatisk når jeg er ude. Men jeg føler mig ikke presset til at ændre mit karrierevalg, tempo af det eller andet essentielt i mit liv, fordi andre synes jeg bør gøre det. Det kunne jo ligeså godt være omvendt. Men jeg synes folk bør gøre det de selv synes bedst om

Jeg kan nu også godt have gæster på besøg med kort varsel, selvom jeg ikke gør rent hele tiden.
Det meste af tiden er mit hjem forholdsvis ryddeligt, men hvis folk ringer og spørger om de må komme om 5 min. (eller melder deres ankomst UDEN at spørge) så må de bare affinde sig med, at det ikke ligner Bo Bedre. Der er nogen som synes dét er underligt, men det er altså mit hjem, det sted JEG trækker stikket ud og så er jeg egentlig bedøvende ligeglad med, om andre synes det er tilpas rengjort/opryddet til et spontant besøg.