Anker Jørgensen kørte ikke landet i sænk
Anker Jørgensen kørte ikke landet i sænk, som borgerlige debattører ofte påstår.
Der er flere argumenter herfor:
1. En ph.d.-afhandling for nogle år tilbage fastslog, at han gennemførte en markant forbedring af dansk konkurrenceevne, skabte overskud på handlen med udlandet for kun anden gang i efterkrigstiden, inflationen blev stabiliseret, som ellers havde været stigende 10 år før, og han gennemførte et fald i de offentlige udgifter fra 50 % de 10 år forud til 30 % af BNP.
2. I 1973 satte Mellemøstens oliesheiker prisen på olie op fire gange i løbet af to måneder, og det medførte en økonomisk krise, fordi vi på daværende tidspunkt var et olieimporterende land. Dette belastede i særdeleshed betalingsbalancen, og man kan ikke bebrejde Anker Jørgensen, at oliesheikerne satte olieprisen kraftigt i vejret.
3. Alle politikere og økonomer mente, at den økonomiske krise ville være kortvarig, og alle var derfor fortalere for devalueringer. Poul Schlüter talte ikke om fastkurspolitik, da han tiltrådte som statsminister, og Erik Ninn-Hansen var tilhænger af at gennemføre en devaluering i 1982, ligesom Venstre i SV-regeringen i 1978 talte om en stor devaluering. Anker Jørgensen devaluerede udelukkende grundet udenlandske omstændigheder.
4. Lige da Poul Schlüter tiltrådte, begyndte højkonjunkturen. Den internationale rente faldt, og det samme gjorde prisen på olie. Poul Schlüter gennemførte desuden et forslag om realrentebeskatning, som Anker Jørgensen fremsatte som statsminister, men som dengang blev over Poul Schlüters lig. Havde Anker Jørgensen derfor siddet et halvt års tid længere, var han blevet bedømt bedre i dag.
5. Da Anker Jørgensen går af som statsminister i 1982, er reallønnen ført tilbage til 1970, hvilket styrkede Danmarks konkurrenceevne markant. Det er ikke realistisk, at de borgerlige ville have kunnet fået lønnen længere ned, selvom de anbefalede lønnedgang.
6. De offentlige udgifter galloperede ikke under Anker Jørgensen. 10 år forud for Anker Jørgensen under VKR-regeringen var de offentlige udgifter 50 % af BNP, mens det under Anker Jørgensen faldt til 30 %. Poul Hartling foreslog endnu større offentlige besparelser for at kunne gennemføre ufinansierede skattelettelser.
7. Bistandsloven og efterlønnen blev indført i en tid, hvor økonomerne talte om den krisefrie kapitalisme, hvor man via keynesianisme sådan uden videre kunne styre konjunkturerne og vende dem til det bedre. Senere er man blevet klogere.
8. "Det går ufatteligt godt", sagde Poul Schlüter. Det skete, selv om han hurtigt satte rekord i betalingsbalanceunderskud, og Anker Jørgensens opposition foreslog at omlægge midlerne i fonde fra mursten til maskineri, hvilket de borgerlige var modstandere af, på trods af at det havde gavnet økonomien.
Man kan på baggrund af ovenstående konkludere, at påstanden om Anker Jørgensens kasinoøkonomiske tendenser er løgn og direkte historieforfalskning.
Der er flere argumenter herfor:
1. En ph.d.-afhandling for nogle år tilbage fastslog, at han gennemførte en markant forbedring af dansk konkurrenceevne, skabte overskud på handlen med udlandet for kun anden gang i efterkrigstiden, inflationen blev stabiliseret, som ellers havde været stigende 10 år før, og han gennemførte et fald i de offentlige udgifter fra 50 % de 10 år forud til 30 % af BNP.
2. I 1973 satte Mellemøstens oliesheiker prisen på olie op fire gange i løbet af to måneder, og det medførte en økonomisk krise, fordi vi på daværende tidspunkt var et olieimporterende land. Dette belastede i særdeleshed betalingsbalancen, og man kan ikke bebrejde Anker Jørgensen, at oliesheikerne satte olieprisen kraftigt i vejret.
3. Alle politikere og økonomer mente, at den økonomiske krise ville være kortvarig, og alle var derfor fortalere for devalueringer. Poul Schlüter talte ikke om fastkurspolitik, da han tiltrådte som statsminister, og Erik Ninn-Hansen var tilhænger af at gennemføre en devaluering i 1982, ligesom Venstre i SV-regeringen i 1978 talte om en stor devaluering. Anker Jørgensen devaluerede udelukkende grundet udenlandske omstændigheder.
4. Lige da Poul Schlüter tiltrådte, begyndte højkonjunkturen. Den internationale rente faldt, og det samme gjorde prisen på olie. Poul Schlüter gennemførte desuden et forslag om realrentebeskatning, som Anker Jørgensen fremsatte som statsminister, men som dengang blev over Poul Schlüters lig. Havde Anker Jørgensen derfor siddet et halvt års tid længere, var han blevet bedømt bedre i dag.
5. Da Anker Jørgensen går af som statsminister i 1982, er reallønnen ført tilbage til 1970, hvilket styrkede Danmarks konkurrenceevne markant. Det er ikke realistisk, at de borgerlige ville have kunnet fået lønnen længere ned, selvom de anbefalede lønnedgang.
6. De offentlige udgifter galloperede ikke under Anker Jørgensen. 10 år forud for Anker Jørgensen under VKR-regeringen var de offentlige udgifter 50 % af BNP, mens det under Anker Jørgensen faldt til 30 %. Poul Hartling foreslog endnu større offentlige besparelser for at kunne gennemføre ufinansierede skattelettelser.
7. Bistandsloven og efterlønnen blev indført i en tid, hvor økonomerne talte om den krisefrie kapitalisme, hvor man via keynesianisme sådan uden videre kunne styre konjunkturerne og vende dem til det bedre. Senere er man blevet klogere.
8. "Det går ufatteligt godt", sagde Poul Schlüter. Det skete, selv om han hurtigt satte rekord i betalingsbalanceunderskud, og Anker Jørgensens opposition foreslog at omlægge midlerne i fonde fra mursten til maskineri, hvilket de borgerlige var modstandere af, på trods af at det havde gavnet økonomien.
Man kan på baggrund af ovenstående konkludere, at påstanden om Anker Jørgensens kasinoøkonomiske tendenser er løgn og direkte historieforfalskning.