Barn faldt ud af vinduet

I går formiddags, da jeg gik herhjemme med min lille datter, hørte vi pludselig skrig -først reagerede jeg ikke, da vi bor i en stor gård med masser af børn og forskellige mennesker, men en kvinde skreg og skreg helt sindsygt og jeg kiggede derfor ud af vinduet og til min skræk så jeg et lille barn på 1-2 år der var faldet ud af et vindue og en mor der der vred sig mens hun bare skreg og skreg. Et større barn havde taget den lille op og min underbo stod og ringede efter en ambulance.
Den lille blev kørt væk med udrykning.
Vi var på vej ud af døren, men ventede lige med at gå ned til ambulancen var kørt. Jeg spurgte underboen om hvilken etage barnet var faldet fra. Han troede det var fra 1. sal (næsten svarende til 2. sal her) og videre ned af en kældertrappe ude i gården. Han sagde til min lettelse at barnet havde grædt hele tiden, men til sidst var hun begyndt at kaste blod op.
En låsesmed, der havde åbnet porten for ambulancen sagde at lægen (fra en lægeambulace der kom) havde sagt, at det ikke var så slemt.
Jeg kan bare ikke slippe den oplevelse. Hvad mon der er sket med det stakkels lille barn? Er der nogle der ved noget? Var det ikke så slemt eller prøvede lægen bare at berolige moderen? Jeg håber sådan at hun kommer helskindet over det.

- i jeres lokale avis?

med den lille pige. Det er VIGTIGT.
Som jeg ser det, handler dit indlæg om to ting...dine følelser og reaktioner...og den lille pige, der faldt ud af vinduet.
Det er en RIGTIG følelse, at du ikke kan slippe det. Det er forfærdeligt det der er sket, og det ligger i menneskets natur, at bekymre sig for hinanden, især for en omgivelser og selvfølgelig isærdelsehed for de små. Det har da været vildt chokerende, at være vidne til...og at høre en kvinde skrige sådan, det går da helt til marv og ben. Det dybeste udtryk for desparation...der er noget i vejen med en, hvis man trækker på skuldrene af det.
Men mange mennesker opfører en lille patetisk forestilling under overskriften "det kommer ikke mig ved". Så fejer de det ind under gulvtæppet...og der bliver det så liggende og forsvinder altså ikke. Man vil ALTID kunne huske det...og når der er gået noget tid, så begynder man at fortryde at man ikke fulgte op på sagen.
Det betyder noget for dig, for kvinden, for naboskabet, og for den lile pige. Det er vigtigt at man får sat ord på tingene for at blive klar i hovedet, og ikke mindst klar i hjertet. Klar over hvad man føler og hvad der er rigtigt og forkert.
Du vil i alle årene fremover tænke over, hvordan det dog kunne ske, og om DU på nogen måde kan forhindre at noget lignende sker i fremtiden. Men i første omgang er det allervigtigtse at vise din empati for de implicerede. Vise at du IKKE er ligeglad. Vise at du bekymrer dig for det, der skete og om barnet klarer sig.
Til sammenligning kan jeg fortælle at min datter var ude for noget for et års tid siden, som krævede af hende, at hun altså måtte vise flaget. Hun og hende nabo venjtede sig næsten samtidig...og de gik begge med store maver og talte om deres kommende små pus. Min datter fødte...og 10 dage efter fødte naboen. De fik begge piger. Min datter gik stolt med sin barnevogn...men der var ingen barnevogn hos naboen! Ikke noget barn! Kun en daglig susen frem og tilbage...til kirkegården!
Efter noget tid, gik min datter ind til naboen...de kiggede på hinanden...mnaboen sagde "Tjah..." og så omfavnede de hinanden og græd begge to. Det viste sig at naboen overhovedet ikke hvade fået nogensomhelst form for hjælp eller oplsyning om noget som helst...anede intet om foreniger om spædbarnsdød osv....og der var ingen i familien eller omgangskredsen der talte om hendes lille døde barn. Det var mion datter katalysator for...og inden et år efter at naboen havde mistet sin lille pige var hun tilbage igen på arbejde...hun er dagplejemor! Men hvad nu hvis min datter havde spillet det der skuespil "det kommer ikke mig ved"? Okay...det er ikke det relevante lige i din situation...men det var for at fortælle dig at det betyder noget, at vi blander os, hvis vi gør det af det rigtige grunde.
Så gå over og spørg om de har det godt og hvordan den lille pige har klaret episoden... Det ville jeg gøre...og jeg ville også risikere at få af vide, at jeg skulle holde næsen for mig selv...men så ved jeg med mig selv, jeg havde prøvet, for det er det rigtige for mig at gøre.
Jeg håber du vælger hvad du finder rigtigt...og at alle kommer igennem chokket som hele mennesker.

og gå over på Rigshospitalet med den til den lille pige.

En god lejlighed for at få ordene på gled. ;o) Held og lykke...
Hvis du gør det...vil du så skrive her, om pigen har det godt? Det betyder på en eller anden måde også noget for mig...bare fordi jeg har læst din historie.

Ja det er så vigtigt, at vi tør blande os...
Venter også på at høre om hvordan barnet klarede det..
Venligst Klaus

Det var dog en forfærdelig historie. Jeg håber inderligt at den lille pige kommer sig igen. Gør som Halfevil siger og du selv er inde på, tag en lille opmuntring med, og gå til moderen og hør hvordan det står til og besøg evt. den lille på hospitalet, dt ville jeg vist gøre.
Jeg kan godt forstå du er berørt, det er jeg da også bare af at have læst indlægget. Det er alle forældres mareridt, hvis der sker de små noget slemt!
Løvemor

på mig, når jeg hører sådan en historie...
Og rigtigt nok, som halfevill skriver, så spørg hvordan pigen har det, det ville jeg gøre...både for at få ro i sindet, men også af medmenneskelig følelse...
Jeg er også spændt på at høre nærmere.....så både du og jeg og andre herinde, kan følge med i situationen...håber det bedste for den lille pige..

De kan heldigvis klare en del.
Det at barnet har grædt hele tiden er et rigtigt godt tegn. At hun kaster blod op lyder voldsomt, men en næseblod, hvor meget af blodet løber ned i maven kan godt fremprovokere opkast. Når blodet så bliver blandet med tårer, sval og mavesyre virker det måske som enorme mængder. Hvis en læge/falckmand har sagt at det var så slemt må man stole på ham, han må slet ikke udtale sig og da slet ikke, hvis han er det mindste i tvivl.
Jeg forstår at du har følt stor empati og sympati med moderen, det har vi alle. Det må absoulet være den mest frygtelige oplevelse i hendes liv. Du kan rolig opsøge hende eller spørge til barnet, når du ser hende igen - hun vil kun kunne glæde sig over andres bekymring. Hun har måske også brug for at tale om det.
Håber alt går godt
Med venlig hilsen sygeplejerske Anmette