Besat af frygten !
Jeg er en kvinde på 26 og jeg har fået mig en dejlig kæreste - vi har været sammen i 2 måneder, og jeg begynder for alvor at kunne mærke, at tætheden imellem os vokser. Jeg må indrømme, at jeg i de sidste par år, har prøvet at undgå at blive tæt på nogen overhovedet, i frygt for at blive bange for at miste dem - hvis jeg giver slip og giver mig hen. Denne gang har jeg givet mig selv lov til at blive head over heales forelsket i den her fyr.
Det hele virker bare så rigtigt - noget jeg faktisk ikke har prøvet med nogen anden. Nu er det desværre sådan, at jeg nærmest freaker over mine overvældende følelser for ham, og bliver virkelig angst for at miste ham. Det giver sig til udtryk ved, at jeg bliver mistroisk - i ved, same old story, men for faan det er altså hårdt, og jeg føler mig enormt presset, for jeg kan mærke jeg for alt i verden ikke vil miste ham. Han er helt skudt i mig, og fortæller mig ofte jeg er dejlig, og at han er forelsket i mig. HVorfor så alt dette pjat?? Det er hårdt når man kan se sig selv sidde og være så urimelig, og irrationel som man åbenbart bliver i denne situation.
Han har en veninde, som han ser engang i mellem, over en kop kaffe ol, og det er der jo intet forsagt i. Jeg drikker jo også kaffe med mine mandlige venner, uden at have lyst til at flå bukserne af dem ;o)
Hvad skal jeg stille op med mig selv? Jeg har sådan lyst til bare at læne mig tilbage og slappe af, men kan ikke. Er der nogen der har nogle trøstende ord? Tak på forhånd.
Det hele virker bare så rigtigt - noget jeg faktisk ikke har prøvet med nogen anden. Nu er det desværre sådan, at jeg nærmest freaker over mine overvældende følelser for ham, og bliver virkelig angst for at miste ham. Det giver sig til udtryk ved, at jeg bliver mistroisk - i ved, same old story, men for faan det er altså hårdt, og jeg føler mig enormt presset, for jeg kan mærke jeg for alt i verden ikke vil miste ham. Han er helt skudt i mig, og fortæller mig ofte jeg er dejlig, og at han er forelsket i mig. HVorfor så alt dette pjat?? Det er hårdt når man kan se sig selv sidde og være så urimelig, og irrationel som man åbenbart bliver i denne situation.
Han har en veninde, som han ser engang i mellem, over en kop kaffe ol, og det er der jo intet forsagt i. Jeg drikker jo også kaffe med mine mandlige venner, uden at have lyst til at flå bukserne af dem ;o)
Hvad skal jeg stille op med mig selv? Jeg har sådan lyst til bare at læne mig tilbage og slappe af, men kan ikke. Er der nogen der har nogle trøstende ord? Tak på forhånd.