Bolero for to

Hvor tit besteg jeg ikke
dine bjerge med evigsne
og kiggede ud over de smukke
indbydende, frugtbare vidder
udfordrende hver blomstrende
og duftende plet med svimlende
glæde og mærkede vækst med
dugfriske læber.
Og hvor tit trillede jeg ikke
i nysgerrig leg på de bløde
bakker ned til kilden
ved den smukke, bløde
og varme livsgrotte.
Jordskælvet bragte jublende sitren
da vore tektoniske plader
søgte hinanden i altomsluttende
nærhed - to nanoskikkelser
i et enormt kosmos
og dog giganter i vores
fælles univers.
Hviskende kortåndet til en
fortissimo i en
ravelsk bolero.