Børn hver 14. dag.

Vil gerne høre fra andre mødre/fædre, som ligesom jeg sidder i den "ordning", at børnene bor en uge hvert sted.
Selv har jeg problemet, at faren til mine børn, overforkæler dem, i den uge de er hos ham.
Der er ikke noget der hedder fast sengetid, der er ikke noget der hedder grænser - og sund mad.............er for besværligt at lave.
Så hver gang de kommer hen til mig, kæmper jeg en kamp med dem, fordi...."det gør far aldrig" - "det må vi godt hos far".
Jeg har hverken lyst eller penge til at gøre ham kunsten efter, mht et overflødighedshorn af gaver - hver gang de er hos ham.
Ved at gøre dette, ødelægger han deres naturlige glæde ved at modtage. Han spolererer forventningens glæde.
Selfølgelig har jeg forsøgt at tale med ham, stille og roligt. Men får bare at vide, gang på gang, at når de er hos ham, er det hans regler.
Det er jeg klar over - problemet er blot, at der ingen regler er.
Han er en god far, han behandler dem godt. Men det er surt at være den, som skal stå for opdragelsen. Surt, at altid være den, der skal tage sig af det kedelige.
Mine børn skal have det godt. De fortjener det allerbedste. Men det allerbedste er jo ikke, at to børn på 4 og 6 år kan gøre som de vil.
De skal ikke overforkæles og proppes med fed mad, bare fordi mor og far ikke kan finde ud af at bo sammen.
De skal have en hverdag begge steder. Ikke en hverdag det ene sted og en ferie det andet.
Hvordan klarer I det?

Hej
jeg forstår dit problem, og det er ingen nem situation....problemet eksisterer jo allerede inden folk går fra hinanden i forhold med børn. F.eks. er min kæreste og jeg desværre pt. på vej væk fra hinanden, og der er tydeligvis nærmest en konkurrece om at være flink og sød overfor vores fælles barn, hvilket medfører alt for mange små gaver, slik og valgfrihed til aftensmad og omkring sengetider, da ingen ønsker at være den "slemme" overfor barnet. Hos os er det min kone, som overforkæler vore barn for at kompensere for at være for lidt sammen med hende pga. arbejde og fritidsinteresser, og du har ganske ret - det er helt unfair og umodent at opføre sig sådan, idet det ikke er det bedste for barnet.
I din situation må du forsøge at forklare ham det på en ikke belærende måde, at han skal medvirke til at børnene får nogle sunde vaner i det lange løb. Det han gør er en "bjørnetjeneste" overfor dem og er ikke at tage ansvar for børnenes opdragelse. Omvendt må du ikke lade dig falde for konkurrence-situationen, så gå med. Stå fast ved dine holdninger og synspunkter, selvom dine børn synes du er underlig - på sigt skal de nok forstå, at du gjorde det korrekte, selvom tiden nu kan være svær.
Flot, at I har kunnet blive enige om en fuld deleordning - mange kvinder ville vælge den "nemme" løsning og kræve dem alene, hvilket I ofte får. Stor respekt overfor dig og din eks. Jeg tror på, at det er langt det bedste for børnene i det lange løb og at fædre også har en vigtig rolle overfor børnene.
Knus og held og lykke

Nu troede han lige, han endelig var sluppet for dit evindelige kværuleren - men nej når man har børn sammen bliver man aldrig rigtigt fri.
Blander han sig i hvordan du gør når du har børnene?? - for han må jo være lige så uenig i din måde at tackle børnene, som du er i hans.
Er det diskussionen fra dengang I boede sammen, som fortsætter ?

Hej Dussa
Hvor længe siden er det at i er gået hvert til sit ?? Som regel kan ingen opretholde den slags ret længe af gangen, og desuden finder faderen også ud af at den slags giver bagslag (det gør du desværre også...altså mærker virkningerne af 2 overforkælede børn)...og når han en dag bare vil en hyggelig tur i tivoli, står han med 2 grædende børn der er utilfredse uanset hvad han gør eller ikke gør.
Det er synd for børnene at den skal derud, men ofte skal den forælder der ikke kan sætte grænser virkeligt langt ud, før han/hun selv finder nogle at sætte. Derefter venter kampen om at sætte grænser overfor disse grænseløse børn...og den kan være nok så hård, men lykkedes, hvis man vil det nok (og det vil man vel, når det frejer sig om ens egne børn, ik)
Du har selvfølgelig også mulighed for at ophæve den fælles forældremyndighed, for at skåne både dig selv og børnene for en lang sej kamp (i bytte for en SEJ, men mindre lang kamp om forældremyndighed)...men det fornemmer jeg ikke du er indstillet på!
Jeg kan kun udøse af egne erfaringer, og fortælle hvor meget mine børn følte sig splittede mellem mor og far, indtil jeg skar igennem, og tog kampen over forældremyndigheden. Børnene ved nu at der kun er een der bestemmer, men det har ingen indvirkning på deres samvær med deres far iøvrigt (de 2 ting er nemlig ikke sammenhængende)
Muligt at nogle mænd mener at det er det nemme at gøre, når man er kvinde...jeg VED det forholder sig anderledes...og at jeg kæmpede i 1½ år, for ikke at skulle gennemgå den kamp....med den forfærdeligste angst for at miste mine børn! Men ....med børnenes bedste for øje, kunne jeg ikke længere undgå kampen om forældremyndigheden...jeg kunne ikke læmgere stå og se på, at børnene følte sig revet midt over...for far sagde et og mor noget andet!
Knus ...og held og lykke
TUQ

du er hverken konstruktiv eller undersøgende eller bare alm. givende i dit svar. - er du sur på din ex, eller hvad fanden stikker dig! Så hold det lige på egen banehalvdel i stedet for at overføre dit lort på en mor der prøver at finde vej til bedre balance for børnene!

Min fætter står med nøjagtig samme problem.
Hos mor får børnene ingen grænser. De får lov til at forvalte og bestemme rigtig meget selv og bliver overdænget med ting, oplevelser og så meget kærlighed enhver kærlighedshungrende person vilel brække sig af det.
De er kort sagt snotforkælede, og hun er ikke til at tale med.
De bor hos hver forældre en uge af gangen og hver gang han får børnene, må han rette dem til de næste tre fire dage, før de kan sidde ordentligt ved bordet, gider rydde op på deres værelser, kan falde i søvn inden 22, ikke hopper rundt i møblerne osv.
Når han taler med mor om det, får han bare at vide "Herregud, de er jo børn. Jeg rydder da gerne op for dem ind imellem og jeg synes ikke det er noget problem at de spilder lidt mad eller larmer ved bordet."
Vi snakker om børn på 7 og 9 år, som vitterlig ikke kan overskue at rydde lego på fra gulvet eller som sidder så uroligt at de mindst en gang om dagen vælter deres mælkeglas og som efter hver middag er nød til at skifte bluse.
Min fætter aner ikke sine levende råd, men jeg vil fortælle ham, der er andre med samme problem derude. Det kan nok støtte ham lidt.
Og,- du er ikke den eneste.
Vædderkvinden

Faktisk sørgeligt, at andre kæmper med samme problem :-/
Din fætters kone og min eks, opfatter jeg som værende umodne/barnlige - og det eneste de gør for deres børn, er en bjørnetjeneste.
Det er surt, når man kun har børnene hver anden uge, at man skal bruge 3-4 dage på, at få dem til at opføre sig acceptabelt.
Tænk på hvor mange rare ting man kunne have brugt tiden på, i stedet.
Overvejer seriøst at gå til statsamtet - pga af andre opstået problemer.