ang depression
Jeg kan se der er en del debatter ang depression, så jeg vælger at fortælle min egen historie, og håber det kan hjælpe folk blot lidt*S*
For nu nogle år siden, mistede jeg lidt efter lidt al min energi, jeg opdagede det ikke selv, og det gjorde folk rundt om mig nu hellere ikke. Jeg ved ikke om de begyndte at se mig som doven eller hvad de mon tænkte, men dem om det.
Jeg kunne ikke holde på et job, blev mere og mere negativ på verden og især folk rundt om mig.
Endeligt fik jeg et job, jeg troede jeg kunne holde, det var dog kun på ca 20 timer om ugen, men det kunne jeg lige holde til, jeg havde dette job i ca ½ år, så blev jeg fyret pga der ikke var nok at lave, men fik allerede der loving på at når der kom ordre ind igen, ville jeg være den første der blev ansat.
De sidste 14 dage jeg var, har nok været tæt på at være de hårdeste i mit liv, jeg stod op kl 4,30-5,00 gik i bad og fik noget at spise, mødte på jobbet kl 6,30 ca. havde pause kl 8,15-8,30 og smed mig til at sove(min pause car som regel hjemme ved mig selv), jeg var ikke til at få liv i før omkring middag igen, skulle møde på jobbet kl 13-14 igen.
Så når jeg kom hjem fra job, fik jeg lavet noget at spise, altid noget let mad, havde ikke overskuet til noget der ikke kunne klares på max 30 min.
Efter jeg havde spist, gik jeg på nettet eller så noget tv indtil kl 21,30 så kaldte min seng igen... sådan gik mit liv i lang tid, men i de 14 dage, mistede jeg også min nye kæreste(afstanden mellem os, blev for stor) min far fik en ret alovlig sygdom og var indlagt længe, og jeg kunne ikke overskue hvordan jeg kom frem til dagen i morgen, dvs jeg gik hver dag og mange gange om dagen med selvmords tanker.
Da jeg stoppede på jobbet, gik jeg til læge og fik noget antidepresiv, de piller gjorde jeg stod op omkring kl 10, havde jeg en god dag, gik jeg i bad og fik noget at spise, max 1½ time senere lå jeg på sofaen igen, og sov 3-4 timer. omkring kl 16 stod jeg op igen, sad og så tv og fik lidt aftensmad, inden jeg gik i seng omkring kl 21-22 så kunne jeg ikke mere. INTET fik jeg lavet i den periode.
De piller var jeg på i ca et år, jeg havde ingen følelser, kun de negative, og stadig en del selvmordstanker, psykolog hjælp kunne jeg ikke få, uden jeg selv betalte, men det var der bare ikke penge til, så jeg måtte undvære.
Efter 1 år blev jeg sendt på reva(arbejdsmarkeds vurderings sted) hvor de endeligt fik fat på min læge jeg skulle ha nogle andre piller, jeg fik psykolog hjælp (10 timer) og så skete der noget, endeligt.
Jeg fik på under 4 måneder det så godt, jeg glemte at tage mine piller, for nu havde jeg det jo godt.
Efter de ca 4 måneder tog jeg af mig selv en kold tyrker, min psykolog flippede totalt og tvang mig tilbage på de piller, jeg snakkede en del med min læge om det og vi blev i fællesskab enige om jeg skulle stoppe helt med dem, så en kold tyrker igen.
Det kostede en del venner og den nye kæreste jeg havde fået i mellem tiden, og ham jeg den dag i dag stadig selv som ham der var manden i mit liv.
Men nu efter jeg ikke har fået medicin i 1½ år har jeg det bedre end meget længe, jeg er i flexjob, hvor jeg arbejder mere når jeg har det godt, og en del mindre når jeg har det skidt.
En del af de venner der smuttede er stille på vej tilbage, jeg har ikke noget at udsætte på dem, det var lige så meget min skyld de forsvandt som det var en form for svigt at de smuttede, jeg forstår dem godt, jeg udsatte dem for alt for meget, og jeg fatter ikke de ikke smuttede noget før.
Men nu er der endeligt ved at komme styr på mit liv igen.
Ja al den stille tid jeg ikke fik lavet en skid, kostede da 50 kg på sidebenene, men de skal nok komme væk igen.
Jeg vil med denne historie, blot sige til jer der kender en med en depression, hvis han/hun udsætter jer for en del uretfærdigheder, så prøv om i ikke kan tilgive, det er ikke noget vi gør med vilje, det er en del af det vi går igennem.
Men svigter venner og familie, så bliver det værre.
God bedring til folk*S*
For nu nogle år siden, mistede jeg lidt efter lidt al min energi, jeg opdagede det ikke selv, og det gjorde folk rundt om mig nu hellere ikke. Jeg ved ikke om de begyndte at se mig som doven eller hvad de mon tænkte, men dem om det.
Jeg kunne ikke holde på et job, blev mere og mere negativ på verden og især folk rundt om mig.
Endeligt fik jeg et job, jeg troede jeg kunne holde, det var dog kun på ca 20 timer om ugen, men det kunne jeg lige holde til, jeg havde dette job i ca ½ år, så blev jeg fyret pga der ikke var nok at lave, men fik allerede der loving på at når der kom ordre ind igen, ville jeg være den første der blev ansat.
De sidste 14 dage jeg var, har nok været tæt på at være de hårdeste i mit liv, jeg stod op kl 4,30-5,00 gik i bad og fik noget at spise, mødte på jobbet kl 6,30 ca. havde pause kl 8,15-8,30 og smed mig til at sove(min pause car som regel hjemme ved mig selv), jeg var ikke til at få liv i før omkring middag igen, skulle møde på jobbet kl 13-14 igen.
Så når jeg kom hjem fra job, fik jeg lavet noget at spise, altid noget let mad, havde ikke overskuet til noget der ikke kunne klares på max 30 min.
Efter jeg havde spist, gik jeg på nettet eller så noget tv indtil kl 21,30 så kaldte min seng igen... sådan gik mit liv i lang tid, men i de 14 dage, mistede jeg også min nye kæreste(afstanden mellem os, blev for stor) min far fik en ret alovlig sygdom og var indlagt længe, og jeg kunne ikke overskue hvordan jeg kom frem til dagen i morgen, dvs jeg gik hver dag og mange gange om dagen med selvmords tanker.
Da jeg stoppede på jobbet, gik jeg til læge og fik noget antidepresiv, de piller gjorde jeg stod op omkring kl 10, havde jeg en god dag, gik jeg i bad og fik noget at spise, max 1½ time senere lå jeg på sofaen igen, og sov 3-4 timer. omkring kl 16 stod jeg op igen, sad og så tv og fik lidt aftensmad, inden jeg gik i seng omkring kl 21-22 så kunne jeg ikke mere. INTET fik jeg lavet i den periode.
De piller var jeg på i ca et år, jeg havde ingen følelser, kun de negative, og stadig en del selvmordstanker, psykolog hjælp kunne jeg ikke få, uden jeg selv betalte, men det var der bare ikke penge til, så jeg måtte undvære.
Efter 1 år blev jeg sendt på reva(arbejdsmarkeds vurderings sted) hvor de endeligt fik fat på min læge jeg skulle ha nogle andre piller, jeg fik psykolog hjælp (10 timer) og så skete der noget, endeligt.
Jeg fik på under 4 måneder det så godt, jeg glemte at tage mine piller, for nu havde jeg det jo godt.
Efter de ca 4 måneder tog jeg af mig selv en kold tyrker, min psykolog flippede totalt og tvang mig tilbage på de piller, jeg snakkede en del med min læge om det og vi blev i fællesskab enige om jeg skulle stoppe helt med dem, så en kold tyrker igen.
Det kostede en del venner og den nye kæreste jeg havde fået i mellem tiden, og ham jeg den dag i dag stadig selv som ham der var manden i mit liv.
Men nu efter jeg ikke har fået medicin i 1½ år har jeg det bedre end meget længe, jeg er i flexjob, hvor jeg arbejder mere når jeg har det godt, og en del mindre når jeg har det skidt.
En del af de venner der smuttede er stille på vej tilbage, jeg har ikke noget at udsætte på dem, det var lige så meget min skyld de forsvandt som det var en form for svigt at de smuttede, jeg forstår dem godt, jeg udsatte dem for alt for meget, og jeg fatter ikke de ikke smuttede noget før.
Men nu er der endeligt ved at komme styr på mit liv igen.
Ja al den stille tid jeg ikke fik lavet en skid, kostede da 50 kg på sidebenene, men de skal nok komme væk igen.
Jeg vil med denne historie, blot sige til jer der kender en med en depression, hvis han/hun udsætter jer for en del uretfærdigheder, så prøv om i ikke kan tilgive, det er ikke noget vi gør med vilje, det er en del af det vi går igennem.
Men svigter venner og familie, så bliver det værre.
God bedring til folk*S*