Danske læger.

Hej.
Jeg hører ofte negativt om læger i Danmark. Derfor starter jeg denne tråd, så folk kan komme med deres meninger, erfaringer, og ideér til forbedringer. Skriv gerne hvordan du oplever lægeverdenen idag gerne med begrundelse. Er det for uvidende? For arrogante? Dårlige til at kommunikere? Ligeglad? osv. osv. Det kunne jo være der var læger blandt os, der kunne lære noget af kritikken. :-)
Positive bemærkninger er naturligvis også velkomne. :-)

Jeg vil gerne komme med lidt ros til Horsens Sygehus, jeg er blevet opereret to gange i Horsens, og jeg har været til talrige undersøgelser og kontrolbesøg, og jeg har aldrig måttet vente i over 5 min. udover min tilsagte tid.
Og så må jeg sige, at alle de gange jeg har været der, er jeg altid blevet tilset eller behandlet(opereret) af den samme læge, det er dejligt at man ikke skal til at forklare en ny læge hele ens sygdomshistorie, for han kender den jo. Det giver tryghed.
Derfor stor ros til Horsens Sygehus.
Hilsen Hamselv

Kan desværre ikke rose det danske sygevæsen, og specielt ikke komme med en solskinshistorie, med mindre man ser det som at solen faldt ned og smeltede alt i stykker..
for ca 3 år siden fik min farfar, som aldrig har fejlet noget, ondt i det ene ben. Han var omkring de 60 år på dette tidspunkt, og var derfor ikke synderligt gammel, og hans helbred var langt bedre end man kunne forvente af en ældre herre.
Han blev indlagt da man fandt ud af det var pga en nerve der var fastklemt, at han havde så ondt. Fint tænkte man, det klare de hurtigt og så er han frisk og på benene igen.. men desværre..
Inden ret længe, og vi snakker få måneder, havde han fået sukkersyge, infektioner og lå stadig i sin seng på hospitalet, uden at kunne gå længere. Han kunne sidde oprejst som det eneste, og havde da også fået sig en fin kørestol.
Han blev mere og mere syg, og lægerne kunne ikke forklare hvorfor.. Han blev sendt hjem i en hospitals-seng som vi andre i familien fik sat op i hans stue, bygget ny dør til hans kørestol kunne køre igennem og udenfor - og fik ordnet alt det praktiske.. Han blev stadig mere syg, og kom flere gange på hospitalet efterfølgene. En dag ringer min farmor så efter hans gamle læge, der kommer hjem til dem for at se til ham.. Han opdager en voldsom medicinforgiftning, da lægerne havde blandet medicin der var livstruende - og hospitalet kunne ikke andet end "undskylde for fejlen". Alt dette havde svækket hans imunforsvar så meget at han havde fået kræft. Da lægerne skulle behandle ham for dette, lavede de endnu en fejl. Strålingen ødelagde alt vævet i hans læn, hvilket resulterede i han ikke længere kunne ligge ned - eller sidde oppe. Kødet rådnede langsomt, og kræften åd det langsomt op, og de måtte derfor skære så meget væk at han aldrig ville komme til at sidde op igen. Desværre blev min farfar aldrig rask igen. Han tabte over 60 kg på 1½ år, og gik fra at ha ondt i benet til at ligge syg i sengen med liggesår, store dele af ryg/læn/balle fjernet, pludseligt opstået sukkersyge pga hospitalet. Han måtte bruge det sidste del af sit liv på hospitalet. Og ikke engang nu, kunne de finde ud af noget.
Sygeplejerskerne ville ikke længere give ham mad, da han "alligevel ville få det galt i halsen - og det var jo spild af læger at komme hver gang og redde ham så han ikke ville dø" - og selvom vi op til flere gange kontaktede oversygeplejesken og forklarede det, blev der intet gjort.. Vi kunne komm eog besøge ham om aftenen, hvorefter han fortæller han intet har fået at spise hele dagen - og herefter måtte min far made ham, da sygeplejerskene stadig nægtede.
Behøves jeg sige at han døde kort efter? - alt dette pga en fastklemt nerve..

Hej Hugo
Udmærket idé med denne tråd; som du selv skriver, kunne det jo være, folks synspunkter kunne finde frem til en læge eller to - eller lægestuderende, hvilket ville være lige så godt! *S*
Jeg har selv lige skiftet læge for et halvt års tid siden. Årsagen var såmænd den, at jeg mere og mere følte, at min daværende læge bare var en "discount"-eller "samlebånds"læge, forstået på den måde at det næsten var umuligt at få tid hos ham, og når det endelig skete, blev man verfet ud med et nedladende lille klap på skulderen efter 5 min.
Nu skal det lige siges, at jeg ikke er den, der render mest til lægen, jeg har været der 2 gange i indeværende år (og da var det min datter den ene gang). Så det har intet med en læges forsøg på at slippe af med en hypokondrisk patient. *Gg*
Det, der fik mig til at tage beslutningen, var en episode sidste år, hvor min datter (som kun var 8 på det tidspunkt) efter en konsultation i hendes navn sagde lige ud, at hun ikke kunne lide ham. Da jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at "han gad jo slet ikke snakke med os, han kiggede slet ikke på mig, når jeg sagde noget", lidt tankevækkende, ikk?
Jeg havde da også selv tænkt den tanke, for han så altid mere på sit ur, end på mig, men et eller andet sted tænker man jo "åhh, det er nok bare mig, der ser forkert"!!! I de næste mdr. hørte jeg faktisk det samme udsagn fra andre i kredsen, der også havde ham som læge, så til sidst tog jeg mig altså sammen og skiftede læge.
Den nye, vi har fået, har så været en dejlig positiv overraskelse. Hun har både givet sig god tid til at tale med os og har taget vore spørgsmål meget seriøst, så man gik derfra med en klar følelse af, at man havde fået svar på det, man kom for. Det oplevede jeg sjældent med den anden læge.
Jeg ved ikke, hvad det er, der gør nogle læger så fortravlede eller direkte arrogante. Måske er de udbrændte? Måske har de bare for mange patienter? Eller også mangler de noget undervisning i psykologi og kommunikation?
Det er jo ikke så forfærdelig længe siden, der var en undersøgelse af, hvor meget folk egentlig forstod af de informationer, de fik af lægerne. Resultatet var ærlig talt noget chokerende. Jeg kan ikke huske de nøjagtige tal, men det var vist over halvdelen, der faktisk ikke anede, hvad de fejlede, eller hvorfor de fik den ordinerede medicin? Så det burde måske være på sin plads at indføre nogle obligatoriske årlige seminarer for alle læger, hvor de blev undervist i kommunikation m.m.?
Mvh. D

Vi mennesker er alle forskellige og kan alle fejle og selvfølgelig er det på samme måde med læger. Ideen om at alle læger til hver en tid giver den rigtige behandling såvel i sygdomsøjemed som hvad angår kommunikationen er derfor selvfølgelig utopisk.
Jeg er selv lægestuderende og er da fuldt ud enig i kritikken af at mængden af uddannelse i kommunikation og psykologi på studiet er meget lav. Men mange læger gør det i mine øjne, på trods heraf, rigtig godt og flere deltager da også i efterfølgende kurser i patientkontakt. Men til en vis grad må man vel også acceptere at såvel som ikke alle mennesker "kan sammen" så kan alle patienter og læger det heller ikke - samlebåndslæger tror jeg nu ikke nogen prøver at være! :)

Vi mennesker er alle forskellige og kan alle fejle og selvfølgelig er det på samme måde med læger. Ideen om at alle læger til hver en tid giver den rigtige behandling såvel i sygdomsøjemed som hvad angår kommunikationen er derfor selvfølgelig utopisk.
Jeg er selv lægestuderende og er da fuldt ud enig i kritikken af at mængden af uddannelse i kommunikation og psykologi på studiet er meget lav. Men mange læger gør det i mine øjne, på trods heraf, rigtig godt og flere deltager da også i efterfølgende kurser i patientkontakt. Men til en vis grad må man vel også acceptere at såvel som ikke alle mennesker "kan sammen" så kan alle patienter og læger det heller ikke - samlebåndslæger tror jeg nu ikke nogen prøver at være! :)