Den eneste ene? Findes den?

I følge den græske mythologi er mennesket oprindelig født med fire ben, fire arme, to hoveder osv... Mennesket var lykkeligt, så lykkeligt at guderne blev misunderlig, og skilte det ad... Siden har kvinden og manden ledt efter hinanden... Efter den eneste ene for at blive hel igen...
Kærligheden er nogle gange så langt væk, at det er svært at tro på den... -Og nogle gange er den der men skræmmes væk...
Findes den eneste ene?
Hvad siger I? Bolden er hermed skudt op!

Hej til dig søde pige... Og mit undrende hmm.... Skyldes jeg ved det ikke... Troede det på et tidspunkt i mit liv... Jeg var solgt da jeg første gang så min x og i mange år var det som du beskriver i mytologien... Vi var et´... En utrolig 6.sans der gjorde, at vi tit og ofte tænkte det sammen, Sku til at sige det samme og vi var virkelig inde under huden på hinanden..Men men de der guder....de er sku misundeligt anlagt... Min mand fanft en anden, men jeg søger igen og har det godt med det.... Sov sødt...

Og der er rigeligt af dem!
Mojn Baiz
Der er SÅ rigeligt af "den eneste ene" at jeg har mødt hende hele TO gange. At det så ikke holdt, kan skyldes mange ting.
Men jo, jeg kan for min part sige at den eneste ene findes.
Mvh Speedy

Og harj SG...
Måske findes han mange gange. Jeg ved det ikke

Har forresten et lidt øh... personligt spørgsmål... Kunne du ikke skrive til min mail??
Please...

Mojn Baiz
Jo, jeg kan da skrive til din mail. Jeg har også tænkt så det knagede over din mail, og kom til det resultat at jeg nok ikke kan/bør give råd. Jeg kender slet ikke personen, og det ville være uetisk af mig at give råd på denne måde. Dels fordi jeg ikke har den gren af psykologien som mit speciale, og dels fordi jeg ville gå mine kolleger i bedene.
Men jeg skal nok sende dig en mail :o)
Beklager at jeg ikke har fået skrevet. Det skyldes ikke manglende lyst, men derimod lange overvejelser og en masse arbejde. Håber på din forståelse.
Mvh Speedy

Den har du da!!
Kan jo også være en sød, lille (ja det bliver man altså kaldt når man er 165...) pige!

Hejsa Baiz
Så har du (langt om længe) fået mail. Jeg håber at du kan bruge indholdet. Og lad os se hvad vi finder ud af. Lysten er der, men fornuften vinder. DU ved hvad jeg mener, og de andre kan så forlyste sig med tvetydigheder ;o)
Mvh Speedy

Ja..

findes helt klart. Har elsket min mand i 12 år og elsker ham stadig inderlig meget. Men det kræver meget arbejde. Man skal aldrig tage hinanden for givet. De fleste har travlt med fritids aktiviteter osv. men finder ikke tid til at være med partneren. Man kan ikke forvendte at det hele kører på skinder hvis begge gør noget aktivt for forholdet. Vi bruger ca. en gang om ugen på at tage "problematikker" op, men også hygge. ingen af os er perfekte, guderne sakl vide at jeg har lyst til at sparke ham over skinne benet nogle gange. Det at han gør mig vanvittig gal og skør er nok også en ad årsagerne jeg elsker ham for. Vi har alle brug for at være skøre en agng i mellem ;-)

Det lyder godt... Så er der håb endnu

Link: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=233973

Det må jeg nok sige... Tror du slet ikke, bare en lille smule, på at kærlighed hed er andet end videnskab?
Du er kun 21, (ja okay.. ved godt at jeg er yngre...) og allerede smidt kærligheden bort?
Trist.. og det kan da ikke være helt rigtigt?
Har kigget lidt på Svarer...
"Ægteskabet er teoretisk set en økonomisk enhed, som kun holder, så længe det giver afkast. Man må antage, at hvis ægteskabets værdi vokser, så er det sværere for parret at gå fra hinanden. Børn er ægteskabets vigtigste kapital. Børn er en investering, en investering i fremtiden. Og rigtig nok viser det sig, at børn stabiliserer et ægteskab," siger Michael Svarer.
lidt længere nede i artiklen:
"Når jeg isolerer de statistisk set gode forhold, viser det sig imidlertid, at børn ikke er stabiliserende i sig selv. Tværtimod ser det ud til, at børn kan destabilisere et ellers stabilt ægteskab. Så forplantning kan faktisk også være noget skidt for et godt ægteskab."
Siger den 32-årig mand, som er far til et barn, som er både hans og kærestens..
Man kan ikke sætte kærlighed op i videnskabens rammer.. Der mangler simpelthen en af de største og stærkeste faktorer... Nemlig følelser.. Det er ikke nok med tøre tal.
Nogen ting er bare uforklarlige!

Jeg har her valgt at citere personer fra en hjemmeside, som jeg synes rammer min holdning:
"I Platons Symposiom fortælles det, at menneskets oprindelig var et væsen med fire arme og fire ben, som guderne skar over, hvorefter de to halvdele brugte resten af livet på at lede efter hinanden. Men det var ikke romantisk kærlighed. Guderne tænkte nemlig: Hvis vi sætter menneskene til at gøre noget tåbeligt hele deres liv, så har vi fred for dem. Kærlighed var altså ikke livets mening. Den var en tankeløshed."
"Ægteskabe/kærlighedent er i vor tid mere populært end nogensinde før og alligevel ser vi en skilsmisse procent der skulle få kritiske tankespind i luften som fluer over en lort. Ægteskabet er en grundsten i den vestlige verden. En verden som har været præget af kristendommens idealer i mere end 1000 år. Biblen er blevet skamredet som en rasende tyr af kirken og denne har efter forgodtbefindende læst og prædiket de hellige ord til menneskeheden, som var det en brugsanvisning til evig lykke. Ægteskabet er imidderlertidig først blevet noget helligt i vores samfund og i kirkens øjne, efter den romantiske periode i 1800 tallet.
Vores samfund skiftede fra den katolske kirke til protestantismen under reformation, hvilket skabte et vakuum som kloge præster forstod at udfylde med disse dunkle fordomme, for at fastholde folks tilknytning til kirken og senere hen ægteskabet. Det er beskæmmende at folk i vores samfund i dag ikke har stillet spørgsmålstegn ved kirkens og kristendommens tilknytning til samfundet men blindt har taget de vise ord til sig og egentlig ikke spekulerer over relevansen og det troværdige i disse udlægninger. Hele tanken om det monogame forhold og ægteskabet, den enest ene og resten af pladderromantikken ligger begravet i de udlægninger kirken har leveret for at knytte folk til denne.
Det er derfor et udmærket eksempel på at vores samfund bygger på nogle ukorrekte udlægninger af kristendommen og derfor har brug for visse justeringer med tiden. Ægteskabet og den enste ene er meget vel en af de værdier der burde stå for skud eller ihvert fald taget op til revision og fremfor alt ikke frestilles som det eneste og sande vej i et moderne samfund med alle de muligheder dette byder individet."

Du har åbenbart ikke læst hele tråden.
Sjovt nok så kan man til en vis grad forklare kærlighed ud fra statistikker. Sålænge der er en større sammenhæng må man kunne drage konklusioner ud fra tallene. Selvom mange gerne vil mystificere, romantisere og tale om dem evige kærlighed, så fortæller bl.a. skilsmisseprocenten en anden historie.

... ham har jeg c",)
så du må nøjes med det næst bedste, hvis der da ikke er en til os alle.
Held og lykke i jagten

Jo, den Eneste Ene han findes.........
Jeg var i parforhold/ægteskab i 31 år - har nu været alene i 4 år.
Jeg gik rundt og troede vi var lykkeligt gift begge to, han var jo den eneste ene - men det var åbenbart kun mig der var lykkeligt gift - og kun mig der havde fundet den eneste ene.
Han søgte andre græsgange, og da han havde fundet dem - fik jeg den besked, at han ville skilles.
Det var et kæmpechok - det gjorde ondt - det gør stadig ondt........
Jeg var jo gift med mit livs kærlighed........
Jeg tror ikke jeg kan erstatte ham, med en anden -savner ham stadig - elsker ham stadig.......
Så at finde den Eneste Ene, og det kun gælder den ene vej......... det er alt for smerte og sorgfuldt.
Hilsen fra en Quinde der elsker for meget.

Jeg fik ikke læst det hele, men jeg læste det øverste.. (startindlægget)
Og ja jeg er jo så romantiker, så synes det er lidt trist at sætte det i statestiker...

Det gør mig ondt på dine vegne...
Men er det egentlig ikke også tegnet på, at kærlighed er mere end bare tal og statestikker?

Jeg tror ikke man kan lave en statistik på følelser - eller på kærlighed.
Jeg har hver eneste dag i mit parforhold - fra jeg var 17 år - været lykkelig og stolt over at være min mands kone.
Da han ikke længere ville være min mand, jamen - så fik det ikke kærligheden til at dø, følelserne gik ikke væk.
Jeg skrev til ham for 4 år siden: Du kan ikke slå min kærlighed ihjel, men jeg dør en lille smule for hver dag, jeg skal undvære dig og din kærlighed"
Jeg har det stadig sådan - min kærlighed er ikke død, jeg har tilgivet ham den sorg han forvoldte mig, og jeg elsker ham stadig.
Indrømmer - det er ikke godt for mig, og håber jeg en dag, kan skrive i min dagbog "I dag græd jeg ikke af savn efter dig !!"
Måske en dag......

den giver mig helt kuldegysninger....
Tænk at elske så højt... Så meget...
Tænk at blive elsket så højt...
Jeg håber, at du en dag finder manden i dit liv, som elsker dig lige så højt, som du elsker ham... Med samme styrke som din kærlighed er til din ex.mand...

Tak Baiz
Jeg håber for dig, at du får lov til at møde den Eneste Ene - og at du altid må få lov til at beholde ham !!
For den slags kærlighed er nu trods alt Fantastisk dejlig at opleve.
Jeg har et lille yndlingsdigt af Tove Ditlevesen, og det passer desværre ganske godt på min egen historie.
Mindet om dig har altid magt,
til at gøre mig dybt forstemt.
Som en lysende skygge strejfer du mig,
et nu hvor jeg troede dig glemt.
Knuz og held og lykke til dig.