Den ikke opgivende enlige mor
Kære Carl-Mar
En solrig søndag. Min søn hygger sig på værelset med to kammerater. Ja, og mor sidder ved computeren og spekulere over sin fantastiske søns indre uro.
Det drejer sig om hans far: Han kommer ikke når han lover, at besøge ham/os. Har prøvet at tale med hans far om det, men kan snart ikke støtte den idiot mere. Han sårer vores søn. Har prøvet at forslå ham at han kan jo vælger at komme en weekend hvar 3. md. Bare et eller andet for min søn ved hvornår han skal se sin far. Men det hjælper ikke.
Nogen har forslået mig statsamtet, at jeg nægter far at se sin søn, så må han selv kontakte statsamtet, hvis han er interesseret. Tror ikke den holder, da jeg aldrig har set den mand tage et interativ på eget ansvar.
Min søn græder nogen gange så meget af savn...at han græder uhæmmet og presser sig så meget ind til mig, så jeg tror han flår mit hjerte ud. Jeg bliver så ked og tænker: Hvad kan jeg dog gøre for at hjælpe ham bedst muligt med de følelser han har, der er så store af ubetinget kærlighed til hans far.Hvordan hjælper jeg min dreng i den alder af 11 år. Jeg ved han skal ind og tage ansvar for sine egne følelser, så han kan lære at leve med det savn og kun ser far når hans far henvender sig til ham.
Hans far har meget temperment og entelig bryder jeg mig ikke om de er alene, men jeg kan jo ikke blive ved med at beskytte ham. Derfor er det/ måske også at jeg ikke vil tvinge hans far til yderliger samvær. Da det for det meste er i magteløshed at han reagere voldsomt. Så hvis han får ham og ikke kan overskue situationen, vil det måske påtvinge mere vrede i ham.
Jeg siger til min søn, at jeg ved hans far elsker ham/ og det gør han. At de skal ses til jul, da vi skiftes hver andet år.
Skolelæren har forslået mig en psykolog, som min søn kunne snakke med. Men det tror jeg ikke han vil, for vi har haft både gode og dårlige oplevelser med kommunen på dette område. Da jeg selv har haft en problematisk barndom, og heldigvis har fået behandling, så jeg i dag har et godt liv. Han har prøvet at være i en aflastningsfamilie, men da jeg opdagede at det ikke var under de former/ hensigter som aftalt, stoppede jeg det øjeblikkeligt. En støttepædago, der hjalp mig med at lave holdning på min søn, som jeg af gode erfaringer lærte på et behandlingssted, men det havde støttepædagoen ikke, og kan se i den situation, var et forkert indgreb.Ved dette da jeg har delt det med en senerer psykolog.
Men mit spørgsmål er altså, hvordan kan jeg give min søn de bedste redskaber til at håndtere denne barbariske situation, at elske far, under fars primisser.
Hilsen "den varme kop kaffe"
En solrig søndag. Min søn hygger sig på værelset med to kammerater. Ja, og mor sidder ved computeren og spekulere over sin fantastiske søns indre uro.
Det drejer sig om hans far: Han kommer ikke når han lover, at besøge ham/os. Har prøvet at tale med hans far om det, men kan snart ikke støtte den idiot mere. Han sårer vores søn. Har prøvet at forslå ham at han kan jo vælger at komme en weekend hvar 3. md. Bare et eller andet for min søn ved hvornår han skal se sin far. Men det hjælper ikke.
Nogen har forslået mig statsamtet, at jeg nægter far at se sin søn, så må han selv kontakte statsamtet, hvis han er interesseret. Tror ikke den holder, da jeg aldrig har set den mand tage et interativ på eget ansvar.
Min søn græder nogen gange så meget af savn...at han græder uhæmmet og presser sig så meget ind til mig, så jeg tror han flår mit hjerte ud. Jeg bliver så ked og tænker: Hvad kan jeg dog gøre for at hjælpe ham bedst muligt med de følelser han har, der er så store af ubetinget kærlighed til hans far.Hvordan hjælper jeg min dreng i den alder af 11 år. Jeg ved han skal ind og tage ansvar for sine egne følelser, så han kan lære at leve med det savn og kun ser far når hans far henvender sig til ham.
Hans far har meget temperment og entelig bryder jeg mig ikke om de er alene, men jeg kan jo ikke blive ved med at beskytte ham. Derfor er det/ måske også at jeg ikke vil tvinge hans far til yderliger samvær. Da det for det meste er i magteløshed at han reagere voldsomt. Så hvis han får ham og ikke kan overskue situationen, vil det måske påtvinge mere vrede i ham.
Jeg siger til min søn, at jeg ved hans far elsker ham/ og det gør han. At de skal ses til jul, da vi skiftes hver andet år.
Skolelæren har forslået mig en psykolog, som min søn kunne snakke med. Men det tror jeg ikke han vil, for vi har haft både gode og dårlige oplevelser med kommunen på dette område. Da jeg selv har haft en problematisk barndom, og heldigvis har fået behandling, så jeg i dag har et godt liv. Han har prøvet at være i en aflastningsfamilie, men da jeg opdagede at det ikke var under de former/ hensigter som aftalt, stoppede jeg det øjeblikkeligt. En støttepædago, der hjalp mig med at lave holdning på min søn, som jeg af gode erfaringer lærte på et behandlingssted, men det havde støttepædagoen ikke, og kan se i den situation, var et forkert indgreb.Ved dette da jeg har delt det med en senerer psykolog.
Men mit spørgsmål er altså, hvordan kan jeg give min søn de bedste redskaber til at håndtere denne barbariske situation, at elske far, under fars primisser.
Hilsen "den varme kop kaffe"