Den, man tugter, er man lun på?

Kære Læser
Jeg har gennem en længere periode været medlem af en forening.
I denne forening er der en jævnaldrende pige (86'er), som jeg ikke rigtig kan tyde længere.
Vist har jeg været medlem længe, men først i den sidste tid har jeg været rigtig aktiv (3-4 måneder).
I begyndelsen af denne periode hyggede vi som alle andre. Men efterhånden anede jeg en vis interesse. Hun fulgte efter mig, når jeg smuttede ind i et andet rum, hvis jeg havde et ærinde der. Jeg fik nogle ganske vist små og få berøringer; men jeg tolkede dem som begyndende interesse. Jeg var dog lidt usikker - og havde på det tidspunkt, i modsætning til nu, en kæreste. Så jeg dyede mig.
Jeg tolkede det først som interesse, da jeg begyndte at ane en bitterhed og den manglende besvarelse fra min side. Jeg skulle dog i mellemtiden også lige slikke sårene over at have mistet min kæreste. Men jeg begyndte at blive frisk til en lille flirt, hvad jeg nu har lyst til at have.
Imidlertid synes bitterheden at være stor. Men på en eller anden mærkelig måde virker det stadig som interesse.
Hun har - synes jeg - overdrevet fokus på, hvad jeg foretager mig. Har jeg glemt noget, er hun den første til at ryste på hovedet. Laver jeg fejl, bliver det straks bemærket. Til gengæld er hun også først på pletten, hvis jeg siger: "Jeg tror ikke, jeg kan komme i morgen". Da spørger (i en pæn tone): "Hvorfor ikke?". Er vi på tomandshånd, virker oprigtigheden også større, og hun er knap så meget efter mig. Det får mig jo også til at overveje, om det blot er spil for galleriet?
Til gengæld er jeg også faldet godt til. En anden herre (noget ældre end os), som hun ser meget op til, er meget interesseret i, hvad jeg laver, og vi har samme interesser. Så når vi snakker, er det til hendes åbenlyst irritation, som om jeg har gjort noget galt og "stjålet ham".
Sidder vi flere sammen, finder hun ofte også noget andet at lave... Så måske er jeg bare "for selvglad", og i virkeligheden er hun måske træt af, at jeg mænger mig og gør mig til, som hun gerne ville have gjort?
Jeg burde heller ikke være hendes type. Jeg fører gerne lange højtravende diskussioner. Hun er fra en familie og en type, hvor uddannelse er fint... Meeen ikke noget for dem.
Vi har ingenlunde samme interesser. Jeg er mest tiltrukket af hendes humor, at hun er fræk på alle tænkelige måder (flabet og sexet), og jeg har ikke noget mod at få noget, man kan igen på.
Er der nogen, der kan genkende de træk fra sig selv - at man bliver egentlig rasende - og lader det gå udover ham. Men i virkeligheden er det på sig selv, man er rasende, fordi man ikke kan lade være at eftertragte den anden? Og at det egentlig er ens diamentrale modsætning, men alligevel er man fristet?
Tolker jeg for meget til min egen fordel?
Jeg er mest interesseret i en fortolkning? Jeg kan ikke baare snakke med hende. Det vil være et tab ligemeget hvad. Hvis det en lidt sær flirt, ville gnisten gå tabt. Er hun i forvejen irriteret på mig, ville det være politisk selvmord at spørge, om det ikke er fordi, hun i virkeligheden er lun på mig.
Men er der nogen, der kender situationen?

Hvad er det for en forening?

finde ud af om du er en mand eller en kvinde...

en mand. Og det er en pige, jeg jagter. Jeg tog det ret naturligt, når jeg skrev "hun", selvom jeg jo stadig godt kunne være en pige.
Og politisk selvmord er jo bare et udtryk... Det henviser ikke til forening eller til noget andet end "et træk så dumt, at jeg ligeså godt bare kan opgive det hele". (eks. http://borsen.dk/invester/nyhed/138860/newsfeeds_rss/)
Af frygt for jeg skal blive genkendt (det ville være ret let, hvis jeg bare sagde det), vil jeg bare sige, det er en ganske normal forening... En fritidsbeskæftigelse på linje med fodbold, ultimate og dilletant.
Mvh
Mig

Der kan vel være flere årsager til hendes opførsel og jeg vil godt lige understrege, at ingen af os, kan være helt sikkert på hvad hun vil ud fra en beskrivelse. (Jeg ved godt du ønsker en tolkning).
Måske har du en chance, måske ikke og faktisk er der kun en, der kan give dig et sikkert svar på om hun er interesseret i dig og det er hende.
Så hvis du er interesseret i hende, hvad med at prøve at invitere hende ud og tage den derfra og vent ikke for længe.
Du skriver at det vil være politisk selvmord, men er du sikker på, at det ikke vil være følelsesmæssigt selvmord at lade være. Det kan ikke gå være end en afvisning, i så fald fører den samtidig til en afklaring.

Jeg tror jeg vil fortælle en lille historie fra mit eget liv):

Jeg begyndte at fatte interesse for en kollega, som jeg vil kalde Y i resten. Nå, jeg hørte Y havde en kæreste, så jeg handlede ikke på mine følelser for hende.
Y og jeg arbejdede ikke altid sammen og sås ikke hver gang vi var på arbejde, men det hændte da.
Så på et tidspunkt hører jeg, at Y er blevet single og jeg er stadig lun på hende. Jeg ved ikke, om jeg har ret i følgende, men jeg tror faktisk, at hun begynder at komme med nogle signaler til mig; det meste diskret (og nogle af dem tænker jeg ikke i situationen på som signaler alligevel), og på et tidspunkt i en flerpartssamtale falder der en bemærkning , der sagtens kunne tolkes som et stort tegn, bemærkningen er nu ikke direkte til mig, men Y ved jeg hører det. Okay, måske er det ikke et signal, men jeg tror det
Jeg er vel her godt og vel halvvejs klar til at hoppe ud i det og invitere hende ud, men vil vente til vi er på tomandshånd, da der sker noget uventet på arbejdet den dag, som skal ordnes her og nu; jeg får altså ikke gjort noget i forhold til Y.
Nu spørger I sikkert, jamen kunne du så ikke gøre det på et andet tidspunkt? Jo, det burde jeg have gjort, men jeg begyndte vel at tænke for meget over det. Jeg begyndte at finde “gode grunde” til at lade være med at sige det. Jeg vil blandt de grunde kun nævne kollegaskab og aldersforskel. Grunde som for øvrigt var lige meget for mig og jeg glemte helt, at der var en endnu bedre grund til at prøve; nemlig den at jeg var interesseret og hun var måske også i mig. Den grund nok burde vel have overtrumfet samtlige mine grunde til at lade være.
Okay det tog noget tid (alt for meget) men en dag fik jeg taget mig sammen og prøver at få gjort noget ved det overfor Y, og jeg får en meget pæn afvisning fra hende.
I noget tid, spurgte jeg tit mig selv, hvad mente hun egentlig med den bemærkning dengang? Havde jeg en chance dengang, eller var det bare venlighed? Så jeg signaler, fordi jeg ville se dem, eller var de der? Det ved kun hun.
Så jeg ved ikke den dag i dag, om jeg missede en chance, ved at være for længe om det, eller om jeg aldrig havde den. Jeg ved bare hun afviste mig, da jeg endelig tog mig sammen, og det er det, jeg er nødt til at forholde mig til.
Jeg har ikke noget at klandre Y for i det her, kun mig selv. Y og jeg er venner i dag, nok ikke nære venner, men venner.

Så jeg vil sige, er du interesseret i hende, så hop ud i det, inviter hende ud og vent ikke for længe. Ja, måske du bliver afvist, men det giver en afklaring.

Klart at smeder man ikke mens jernet er varmt, så er tidspunktet forpasset og kvinden tænker noget i denne stil:"Han er ikke interesseret NOK, så jeg slår ham ud af hovedet".
Men derfra til at anbefale at invitere kvinden ud uden forspil, der synes jeg man er alt for direkte simpelthen. Hvad med spillet - hvorfor er der så få her på sol, der tør gå ind i dette? Man blotter jo sig selv, idet dette spil mellem mand og kvinde (INDEN flirten bliver alvor) er det tidspunkt, hvor man tjekker den anden ud. Lidt som når hunde snuser til hinanden...
Læste i en anden tråd om en malerpige, der var lun på en fyr fra arbejdet. Hun fik det råd at hun skulle gå lige til ham og give ham hendes tlf. nummer!!!!
De havde bare en lille flirt igang såmænd...hm. Nå men heldigvis tjekkede hun lige om han var single, inden hun gav ham sit tlf. nr. og han viste sig så at have en kæreste. Men hun blev smækfornærmet over manden havde kikket interesseret på hende, når han nu var optaget! 😮
Som havde han med sit kikkeri lovet at ville hende uden forbehold. Hej altså hvad med lige at tage det lidt roligt og så finde ud af om kemi og humor osv. passer sammen til mere end en uskyldig flirt.
Pusser

Og mht. dig, så var det også alt for voldsomt et skridt straks at invitere hende ud. Det virker osgå lidt fantasiforladt synes jeg...altså som en start på noget. Det er FOR direkte for nogle kvinder, men ok. andre vil måske synes det er sagen. Men du kunne vel have kurtiseret hende på en intelligent og mandig facon, så du havde vækket hende til dåd du ved 😉 Tror hun så til sidst ville have overgivet sig.
Det var da på den måde min elsker fik blødgjort mig - på den indirekte måde men vedvarende og konsekvent og det virkede jo til sidst. Han var ved at gøre mig vanvittig efter ham til sidst. Men han er også lidt af en kunstner😉
Går man lige til sagen, ved man jo ikke hvad han dur til udover at han er interesseret, men det er vel ikke nok i sig selv er det? I den seriøse flirt viser man jo meget andet end, man kan lide den anden. Man udstiller sig selv, idet man spiller/modspiller med den eftertragtede, så på den måde er forspillet en vejviser om det nu også er noget man vil gå videre med. Så hele dette herlige og farlige forspil, det går man helt glip af, ved bare at gå lige til sagen med et: Her er jeg så og vil du MIG? 😮
Nej gu vil jeg ej en mand, der er så hurtig og entydig i sin flirt!
Pusser

Meget muligt hun er lun på dig. Jeg reagerer da i visse situationer konsekvent afvisende (ud over det normale) hvis tingene ikke flasker sig lige som jeg helst ønsker det. Det kan da godt tænkes, at hun ved at være så irriteret og en fejlfinder overfor dig, hermed forsøger at få dig hen et sted, hvor hun kan overbevise sig selv om, at du bestemt ikke er værd at samle på!
Har du tiltrækning til hende, så spil på det. Leg lidt med hende - find ud af hvordan hun reagerer på sød humor. Eller kik på hende på den måde ...du ved sikkert 😉
Hvor svært kan det være?
Du er jo stadig dækket ind, idet hun intet rigtigt har på dig, hvis såfremt hun afviser dig. Så du kan så roligt trække dig tilbage med et smil, hvis hun ikke giver signaler på hun godt kan lide din interesse. Hvis du begynder at invitere hende ud allerede nu, har du taget det poetiske og lidenskablige ud af en mulig kærlighedshistorie.
Men som sagt måske tolker du hende rigtigt. For ja sådan reagerer nogle kvinder, hvis de føler de ikke kan få manden. Men det kan også tænkes, hun er irriteret på dig, fordi du vækker nogle følelser hos hende, som hun ikke kan komme videre med, og så vil hun ubevidst hellere helt cutte dig af. OG så kan det jo også tænkes hun virkelig synes du er pain in ass, men det er jo dette du skal finde ud af ved først at begynde at "snuse" til hende.
Skriv ind om hvad det blev til. Og held og lykke med jagten😉
Pusser

jeg går ud fra at den med "fast food flirten" går på mig.
og jeg vil altså sige, at jeg bevidst har udeladt tidsperspektiver i det her. (Jeg synes ikke folk, skal risikeres at blive genkendt hvis de ikke vil det).
Jeg vil ikke skrive bemærkningen, som jeg kalder noget i retning af et stort tegn. (Husk nu jeg skrev bevidst ikke om tidsperskektivet her, vi havde kendt hinanden et rimeligt stykke tid her). Jeg fik heller ikke taget chancen på det tidspunkt.
Faktisk tror jeg, at jeg her faldt i gruppen, for dem, der ikke fik smedet mens jernet er varmt. Men som sagt, det er kun hende, der har det endelige svar på det.
Jeg tror ikke jeg vil uddybe meget mere end dette, angående min situation.

pusser uanset om det var henvendt til mig, så er det en seriøs tak, for det kan altid give stof til eftertanke fremover, det du har skrevet.
Jeg er glad for dit besyv.

Det var henvendt til dig mit svar.
Og ja det ville være dejligt, hvis vi for en gang skyld herinde kan debattere seriøst og frit uden tråden spammes af personfnidder. Det kunne da også være spændende fra kvindesiden her at høre lidt om hvordan I mænd reagerer, hvis I er usikre på om en kvinde er forelsket eller bare vil bekræftes. Det kan jo godt være svært at tolke det andet køn, når man selv er følelsesmæssigt indvolveret....
Ha en go dag 😉
Pusser

Jeg takker...
Det var gode svar. Og fint, tidsperspektivet også blev bragt ind.
Nu vil der (af grunde jeg ikke har lyst til referere til her) gå noget tid, før jeg kommer til at se hende igen.
I mellemtiden er jeg nervøs for, at tankerne får lov at bundfælde sig. At hun kan gå og overbevise sig selv om, hvad hun skal mene, da det jo kunne være en form for splittelse: "Æv, jeg ville jo gerne komme tættere på, men nej, det kan ikke gå. Sådan skal det ikke være".
Det er der ikke meget at gøre ved.
Vi må se, hvordan det ser ud, når jeg skal arbejde sammen med hende igen. En afklaring kunne også være, at hun fandt en anden. Og så var det fint, jeg ikke kom tættere på.
I så fald - til den anynome mand - vil jeg ikke græde over ikke at have fået min afklaring. Jeg vil have den i baghovedet til en anden gang. Og jeg vil gå ud fra, hun synes, jeg var en fin fætter. Sandt eller ej - så vil jeg hellere tro det; så meget selvtillid må man vel godt have🙂:)

det er rart at høre noget om, hvordan det modsatte køn reagerer.
Man skal dog samtidig huske, at hverken alle kvinder reagerer ens eller alle mænd reagerer ens. Men derfor kan man jo altid lære noget af folk.
Jeg er nok ikke selv en helt typisk mand.
Jeg vil da gerne indrømme til min situation, at tanken om det var bekræftelse hun var ude efter også spillede ind i mine grunde til at passe på med næste skridt. Men jeg tror af diverse årsager, jeg ikke vil nævne her, at jeg endte med at passe for meget på. Jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed.

Til følgende er det nok godt, at tænke over, at jeg måske ikke lige er den typiske mand
Jeg vil gerne indrømme, at jeg i andre situationer, end den jeg omtaler, har foretaget valg af diverse årsager, der minder om det du gør nu.
Men jeg er ikke siker på, det altid er en god idé (nogle gange er det måske). Det er nok lige før det blev en slags mantra for mig; lad det ikke ske for dig. (Dog har jeg alligevel ikke direkte fortrudt mine valg, det har alle været med til, at gøre mig til den jeg er i dag)
Selvtillid til at tro folk kan lide en, er ofte en god ting; men jeg vil sige, at selvtillid til at tage en chance, en flirt (og måske mere) nogle gange (sikkert ofte) er bedre.
Okay, det kan godt være adskillelsen gavner dig og måske, der er en dyberliggende grund til det.
Altså det kan godt være det er rigtigt for dig, det du gør nu. Jeg hverken kan eller skal bestemme, hvad du skal gøre.

, vi ikke ses.
Det er andre omstændigheder, der har gjort, vi ikke ses.
Så jeg har ikke noget valg. Jeg må tage det, som det er.
Ellers ville jeg gerne have fortsat.
Vi vil ses senere igen.
Om det er godt eller skidt for flirten, må tiden vise.
Igen tak.