Den største sorg til dato

Sidder lige her og tænker på, hvad den største sorg har været i min liv.
- For mit vedkommende var nok året 1974: På den ene år døde min far, min spillelære på DMS, samt en skolekammerat.
At der så er kommet andre dødsfald siden hen, det er jo livets gang.
- Hvad er den største sorg du har oplevet?
*FB*

det var nok da min far døde og jeg ikke fik lov at tage afsked med ham. Min mor forbød mig det. Hun sagde at han ville dø i fred og ro, men andre fik lov at tage afsked med ham.
efter 14 år...stadig i sorg.

lige præcis idag, da han gik ud af min dør og afleverede nøglen ;-(

Han faldt død om som 44-årig. Jeg var knapt 17. Det eneste lyspunkt var, at den dag havde vi for en ganske sjælden gangs skyld slet ikke skændtes!
Sidenhen fortog sorgen sig, men den har det med at poppe op som små strejf af vemod - fx da jeg blev student, da jeg blev gift og måtte "nøjes" med min mors arm til at føre mig op af kirkegulvet, da jeg fødte mine børn - de fortjener altså en morfar, og han fortjente at opleve det!
Og ikke mindst nu hvor jeg som voksen kvinde ved lige nøjagtig hvem jeg selv er og hvad jeg står for og kan indse, at alle vore skænderier kom af, at vi bare var 2 heftige temperamenter, der lignede hinanden frygtelig meget... Hvor jeg dog ønsker mig muligheden for at møde ham i en ligeværdig diskussion i stedet for en gang hidsig "far kontra teenagedatter" udladninger... Han skulle få kam til sit hår, skulle han, men tænk at kunne få ryddet op i alle de uoverensstemmelser, han bare sådan forlod ved at falde død om...
Selvfølgelig går sorgen over - men savnet forsvinder vist aldrig helt...
Hilsen Pus - som er i et særpræget humør i dag! Ligner ikke mig at dele ud af mine følelser...

store sorg, var da min oldemor gik bort…hun var gammel, men havde en stor værdi, da hun var samlingspunktet for min familie…så ikke alene gik hun bort, familien blev splittet derefter.
Men min allerstørste sorg, var da min hund døde i efteråret…og den sidder til tider og gnaver endnu.
Jeg bor i udlandet, som du ved - og vi havde danske gæster i september måned i en uge sidste år…ja en total mislykket uge…da den ene af mine hunde gik hen og fik nyresvigt, hvilket er lig med en hurtig proces før døden indtræder.
Svært, at have gæster og en døende hund (sorg) på samme tid…hvilket resulterede i en masse dårlige samvittigheds kvaler bagefter, altså overfor min hund…ikke fordi jeg lod ham alene, men man kan sagtens være hjemme, uden at være tilstede 100 %. Fortryder nu, at jeg ikke handlede anderledes.
:) Krampen *snøft*

Jeg altid siger til min familie, husk altid at sige farvel når i går, samt godnat når de går i seng.
*FB*

Tiden læger alle sår, men heler ikke de ar man får på ryggen.
*FB*

sorg jeg har oplevet var da min kone døde efter 40 år det er sku slemt

- Fy for den en slem ting/oplevelse/situation.
Led han af noget som ingen havde lagt mærke til?
(Ham min skolekammerat havde en skjult hjertefejl)
- Jeg var kun 14 år dengang hvor jeg mistede tre personer, som stod mig meget nær på hver sin måde.
*FB*

sagtens følge dig mht. hunde.
- Det bliver så sandelig en sorgens dag, den dag hvor Lady ånder ud for sidste gang.
Kram fra mig, til søde dig
*FB*

- Jeg er selv årgang 1958 og tænker jeg tilbage, så kan jeg godt se, at 40 år sammen med en person man elsker noget så ubeskriveligt en dag 'bare' er forbi.
Hvordan kom du dig over det tab?
*FB*

Men det kan vise sig at han gav dig en ny mulighed til noget som er dig mere værdigt. Glem ham så hurtigt som muligt og åbn dit sind til noget nyt og bedre. Jeg ved det gør ondt lige nu. Du skal ikke sørge over det skvat som ikke kender til værdien af kærlighedens væsen.
Held og lykke i al fremtid
Venlig hilsen
Ven

:-)

Han led ikke af noget, og obduktionen viste heller ikke andet end at hjertet bare var gået i stå...
Life sucks!
Et hårdt år for dig dengang som 14-årig, hva'?
Hilsen Pus

Da vores barnebarn døde af kræft næsten 7 år gammel efter 1 år kamp mod kræften

.. det kan bedstemor her godt forstå, - ens børnebørn ligger meget tæt følelssesmæssigt på egne børn.
Til tider syntes man ikke der er retfærdig til...
Vh Rosalilje

Min datters død. Hun blev knap 15 mdr, og døde d, 4/12 2004. Jeg er idag syg af sorg, og i psykiatrisk behandling, med udsigter til førtidspension, desværre.

så lærer man hurtigt livet at kende....
Kram til dig🙂Krampen

-med dit indfødte jordiske navn, så kan jo ikke lade være med at kommentere på denne her, da det jo giver tanker om mit og mine forældres værdste tab, min elskede bror, som jo hed det samme som du...
Det er svært at sige det værste, da der har været flere og det endda inden for et par år, og det er meget svært at miste både så tæt familie, en nær ven hvor børnene står og er kede fordi mor er kørt ihjel, eller en gammel klassekammerat der drikker sig ihjel pga. ulykkelig kærlighed, en x svigerfar, en venindes barn...
-men en ulykke kommer desværre sjældent alene, kunne de da bar for h..... være af anden art, men det er faren ved livet, det er skrøbeligt og derfor, må vi tage vare på det vi har.
Og det er det, der får en til at tænke: Lev livet nu, for ingen af os kender dagen imorgen.
Men 24 februar 1992 vil altid stå som den værdste dag i mit liv, da min elskede bror kørte sig ihjel ved en solo ulykke, for han var et menneske af format.
Varme hilsner og tanker til
alle i denne tråd fra.
/Mummi

*
**
Man skal ikke græde over, at lykkelige
dage forsvinder,
men juble over, at de overhovedet har været.
**
*

men kan ikke sige nogen bestemt som skulle være den største.
Men det var en stor sorg da min mormor døde 62 år gammel. Jeg var bare 12 Hun betød uendeligt meget for mig.
En anden sorg kan jeg ikke beskrive her, da det vil røbe min egentlig identitet, og det skylder jeg min familie ikke at gøre.
Havde en kolega engang som mistede sin 1½ år gamle dreng, så det står også for mig som noget af det værste der kan overgå forældre. Det gik også mig meget på dengang.
På en yahooliste mistede vi en af deltagerne en ung kvinde på 27. Hun døde af lymfekræft.
Skrev flere digte specielt til hende ( kan læses på min hjemmeside under "ære og minde"/til ære for Cilla )
Men første vers af det ene, kan sagtens gives videre til alle der har mistet en af deres aller kæreste, hvad enten det er et barn,en forælder, eller bedsteforælder, eller noget helt andet.
Bare 27 år
skæbnen den er bare for hård
Jeg har ej ord der forslår
de som har sagt at tiden læger alle sår
mon de helt forstår
at sorgen,smerten & savnet til evig tid består
(Skift selv alder ud )
Kærlig hilsen
Carmen

Ja det kan være svært at pege på, når begge ens forældre er døde, alle bedsteforældre, svigerforældre osv.
Selvfølgelig har der været sorg og savn forbundet med dette, men det er gået i den rigtige rækkefølge kan man sige - det sørgelige er (især) mine forældres unge alder. De blev begge 65 og det er for tidligt, når man ellers tilsyneladende er rask, rørig og aktiv.
Så det er måske nærmere panikken der breder sig over at være DEN ÆLDSTE GENERATION - who´s next?
Det er for tideligt at være den ældste når man er en ung pige på 50 - men "dronningeværdigheden" er jo ikke at kimse af.

Underligt fordi jeg kun var de der 14 år, og det virkede så uvirkeligt.
- (Undskyld ordvalget) Underligt/mærkeligt mht. de intet kunne finde vedr. din far's bratte afslutning.
*FB*

der er klart værst når det er de små børn.
Jeg arbejder nogle gange som frivillig i en kirke her i Hvidovre, og når det gælder begravelser/bisættelser er alle berørte, når det er børn frem til teenage-alderen.
- Ganske givet også det visuelle mht. kistens størrelse osv.
TRAGISK, og kan virke så dybt uretfærdigt.
*FB*

stemmer overens med dit nickname, altså kun sølle 26 år.
- (Håber at du kan forstå mig) Så finder jeg det dybt beklageligt, at du ikke har fået bedre hjælp til at komme over tabet, da der finder en masse støtte-grupper, hvor alle har prøvet nøjagtigt det samme.
- Så, hvis du vil skrive lidt mere om hvad du har gennemgået, for du har hele livet liggende foran dine fødder, og er kun små 4 år ældre end min ældste søn.
Kram til dig
*FB*

Kan naturligvis godt forstå du gerne vil beholde din anonymitet her på stedet.
- Livet har mange grå sider, min mor svandt ind til en grønsag på små tre måneders tid, og døde i starten af '90. - Jeg havde et fedt forhold til hende, vi var langt mere super gode venner end mor/barn.
Kram *FB*

- Tænker på det med begge forældre er døde, og der er kun søskende tilbage.
*FB*

Ved godt det med "Hvad er det største sorg osv." - det er jo svært lige som at sætte de rigtige ord på, men langt hovedparten har dog forstået min pointe.
- Indtil videre er indlægget endnu ikke blevet spammet og smadret, af mine 'fjender' - Måske de selv har mistet?
Håber det går godt med den yngste datters nye liv, under eget tag.
*FB*

Må altså jo så trods alt være at finde, også blandt dem du omtaler. Og det manglede da også bare om en tråd som denne her skulle lide den skæbne, at blive ødelagt af disse.
Der må da også være steder her i dette forum hvor mennesker med samme hårde prøvels i livet, som det jo er at miste, kan mødes/debatterer uforstyrret.
Mht. min prinsesse...
Så er det endnu ikke under eget tag, men stadig mine vinger.. -de indleden øvelser er gjort og der er venteliste, så vi har lidt tid endnu til tankerne om det nye ;o)
/Mummi

kan nogle sorger også vendes til noget positivt.
Ikke al sorg handler om død, men måske bare om at miste eller undvære det dyrebareste man har, for en tid,- og om at kæmpe, for til sidst at vinde. :o)
Kærlig hilsen
Carmen

Min største sorg er helt sikkert, da jeg mistede min kæreste for 9 måneder siden. Han døde meget pludselig, (kun 24 år gammel)...
Han vil altid være i mit hjerte <3
Det er stadigvæk meget svært for mig at komme videre med mit liv... Det hele føles så forkert uden ham...

...manden jeg altid vil elske rejste til Australien med sin nye kæreste...

Man kan opleve, det er når man mister sin mor,( alså Begravelsen ) jeg var da' omkring 25 år, men alligevel var det hårdt, det er ligesom om at man med et er den eneste i hele verden.

da min mor døde, i 1998. Hun havde haft kræft i længere tid, men fik endelig fred.
Men at hun fik det godt et sted, gjorde ikke sorgen mindre for os, der blev efterladt. Det er sgu hårdt, at miste sin elskede mor!

fat i noget rigtigt.
- Man lærer også at leve med at miste. Altså ikke frygten eller risikoen, man er på en måde mere rolig indeni.
Kærlig hilsen
*FB*

- Især i en så ung alder!
KRAM skal du have af mig, og håber det varmer bare lidt.
*FB*

havde i kendt hinanden, været sammen?
*FB*

den eneste i hele verden, rammer ganske flot.
Tak for dit svar
*FB*

Men som jeg altid har sagt, man skal altid prøve at se positivt på alt, og i dit tilfælde (...og for den sags skyld også min egen, da min mor døde af æggelederkræft i løber af 3 måneder) - Så fik de det ro, og fred, de så inderligt selv ønskede.
- Er man i stand til at forstå det, så får man en form for styrke til at leve med savnet.
Krammer til jer derovre *FB*

Min største sorg har netop udlevet sig! Har for nylig mistet min mor, meget pludseligt og grusomt! Det gør så forfærdeligt ondt inden i, kan slet ikke finde ud af mig selv. Men for hver dag der går er det blevet nemmere! Men det kommer nok aldrig til at holde op med at gøre ondt!

Ja måske har du ret, rolig på nogle punkter og områder, men bliver man altid helt rolig når det handler om ens børn - også selvom de bliver voksne og kan klare sig selv ?
Uden at jeg røber noget særligt handler min sorg om de ca 6 år hvor jeg og min familie måtte undvære vores søn og kun havde ham i weekend og ferie. Det er hårdt at sige farvel til et barn hver Søndag og først se ham igen ugen efter, i sær når barnet skriger og vil med hjem igen. Og når han er hjemme så skriger fordi han ikke vil være der. Total spilttelse
Men glæden nu er at jeg har ham igen selvom han er flyttet hjemmefra i egen lejlighed. Kampen er vundet og han har det godt og er i gang med uddannelse - men angsten for igen at der skal ske noget der vælter læssest sidder stadig i mig.

Kærlig hilsen
Carmen

Man kan sige at både sorg ved at miste nogen og de kriser man går igennem sit liv kan til tider sidestilles. Begge påvirker en psykisk, bliver hængende i vores bevisthed og er noget vi alle må lære at leve med.
For mit vedkommende er der både sorger og kriser.
Det var en krise da min far døde for 8 år siden, i et andet land. Han forlod min mor der jeg var 1 år og under mit opvækst har jeg kun haft sporadisk kontakt med ham. Grundet min mor, der altid kun havde dårligt at sige om ham, fik jeg aldrig lært ham at kende. Hans familie har jeg aldrig mødt, kun der jeg var spæd, så jeg husker det kun fra gamle billeder. Min far var selv forældreløs så der er ingen andre at kontakte.
Efter hans død blev jeg pludseligt klar over hvor meget lidt jeg ved om mine rødder. Jeg har ikke en chance for at kunne fortælle mine børn hvad deres forfædre har lavet. Der er pludseligt et sort hul.
Min storbror valgte for nogle år siden, at nu orkede han ikke livet længere. I en alder af 50 år valgte han at stå af denne verden. Det er en stor sorg og det er svært at acceptere en sådan beslutning. Men det var hans valg, han følte ikke der var noget at leve for. Det havde han ikke følt i mange år. Det viste sig senere at han vist nok havde fået konstateret en alvorlig sygdom, måske kræft og det var måske det der gav udslaget.
I min barndom havde jeg en veninde, men en lillebror der døde af læukemi. For nogle år siden blev min datter syg. I de første par dage troede vi også at det var læukemi. Senere viste sig at være noget mindre farligt, men stadig alvorligt.
Den periode hvor man går i uvished og usikkerhed, bliver hun rask? Bliver det værre? Hvad kan vi gøre for at hjælpe? Der er et utal af søvnløse nætter og nætter hvor man græder sig i søvne. Man går konstant ved siden af sig selv og betragter hele verden som igennem en glasrude. Al andet er så forbandet ligegyldigt...
Dette var den værste krise i mit liv.
Nu er hun rask og er kommet over en "karantæne periode" med risiko for tilbagefald. Men der er en lille alarm tilbage i ens rygmarv, der er klar til at sende adrenalinen rundt i systemet, så snart der er noget der ikke er normalt.
Man må bare håbe at de sorger og kriser man er igennem er med til at styrke en, så man bedre kan overvinde de næste der kommer.

kun 26 år.Det var lige før jul at politiet ringede på min dør.Sommeren 1997 døde min far og i september 2002 døde min mand 41 år.Men det værste var altså min bror.I lang tid efter sad jeg og kikkede ud af vinduet og troede at han kom gående rundt om hjørnet,selv om jeg vidste at det var altså slut.Den dag idag når mine drenge ikke er hjemme og det ringer på døren kan jeg blive helt sådan....Bare det ik er politiet,bare der ik er sket dem noget men det er mere hvis de ik har holdt en aftale med tidspunkt og sådan.Så det med min bror er min største sorg selv om det har fortaget sig :-)

ved jeg fra min uddannelse at man i krematoriet altid sætter en lille kiste oven på en stor i kølerummet.Det er noget med at de ikke skal stå helt alene de små

mindet lever videre i dit hjerte.
- Der er naturligvis 'mærkedage' osv. de kan godt være svære at håndtere, de første par gange.
*FB*

du har været vidne til.
- Jeg tror den slags 'oplevelser' netop giver en styrke, til som du selv skriver "den næste gang".
Takker mange gange for dit svar.
*FB*

Ja min mor døde lige inden jul, så vi i familien skulle igennem jul, nytår også havde min far rund fødselsdag her i februar. Det har været meget hårdt at komme igennem, men føler nu at vejen går fremad!

Det synes jeg da lyder som en sød og kærlig omtanke. Men hvad nu hvis der ikke lige er en stor kiste lige den dag❓Eller er der altid flere på en gang - hele tiden ?
Kærlig hilsen
Carmen

da min mor døde.. jeg var lige fyldt 6 og dengang talte man ikke om det. Fra den ene dag til den anden skulle jeg bare glemme hende.
Selv om jeg nu er voksen og selv har fået børn, er det noget som stadig påvirker mit liv.

I mange, mange år tænkte jeg af og til på, om min mand overhovedet kunne lyve. Det viste sig at det kunne han godt. Ikke alene for at dække over udenomsægteskabelige aktiviteter, men også efterfølgende i 'genopbygningsfasen', der har stået på gennem næsten 2 år har han løjet, pyntet og fortrængt. Jeg har gennem tiden altid troet på alt hvad han sagde, - og havde heller ikke grund til andet - så jeg har troet på versionerne, når de kom frem, indtil ......ja, det er det der er min største sorg: At jeg ikke rigtig tror på noget før det nærmest er 'videnskabeligt bevist'.
Som andre mennesker, der har levet i mange år, har der været mange sorger med død, sygdom, egne og andres svigt osv. men dette er det værste, at miste tilliden til den man elsker højst af alle.

- Rart og skønt, når ens medmennesker alligevel kan se lyset for enden af en dunkel tunnel af sorg!
*FB*

eller far for den sags skyld.
- Men at miste en af sine forældre i en så ung alder, må være noget uforståeligt og uvirkeligt grundet alderen, men man begynder langsomt at forstå hvad der skete, og kan sagtens 'se' det med du stadig savner hende.
- Vær du glad for det, for det er et tegn på et godt og tæt mor/barn forhold, trods den korte tid i havde sammen.
*FB*

da der er mange sider af sorg, og sorgen behøves ikke altid være forbundet med et dødsfald.
Tak for dit svar
*FB*

- Uha den med politiet der ringer på døren!
Det er lige netop den besked man absolut IKKE vil høre.
Tak for dit svar.
*FB*

Det må være, da jeg var 14 og mistede min far ved selvmord. Han var bare 46 år, men havde åbenbart oplevet mere end rigeligt allerede... Det tilgiver jeg ham aldrig, for der var stadig ting, jeg skulle opleve med ham.

i kølerummet ihvertfald på de store krematorier :-)

men man kan vende sig til tanken.
et stort sår,som bliver til et ar
døde af nederlag/hjertestop lå i
koma i to dage,trøster mig ved,at
han har det godt et andet sted.

Selvom det må være det værste der kan overgå forældre og pårørende når børn dør, så er det alligevel en god tanke at man gør det på den måde som du skriver.
Kærlig hilsen
Carmen, der takker for svaret

Min uddannelse ligger indenfor sundhedssektoren,og under uddannelsen besøgte vi krematoriet hvor vi fik det at vide.Man er nødt til indenfor dette område og have de mindre behagelige ting med også.Men det var da rart at gå derfra og vide hele proceduren omkring hvad der sker med det døde legeme.Go dag til dig :-)

Mine største sorger til dato har været at se min elskede far ligge i en hospitalsseng tilsluttet slanger og maskiner efter en hjerteoperation (han overlevede :), at miste min elskede morfar som 6 årig, da jeg mistede mit ufødte barn i 5. måned (ingen hjertelyd ved scanning), og da min bedste veninde viste sig at have noget kørende med min kæreste bag min ryg.(Rækkefølgen er vilkårlig!)
Med undtagelse af min fars hjerteoperation ligger alt dette mange år tilbage, og jeg har (7-9-13) ikke oplevet store sorger for nylig.
:) Betty

Min største sorg er
DA DANMARK BLEV PÅSTÅET MULTIKULTURELT
Det forfærdelige år var 1972 - her døde 30 danske drenge i kamp for et yndigtland.
Siden er 1000'ner blevet ofre for denne dille af et politisk og fiktivt påfund.

Til orientering: Hver weekend koster, ifølge polititets optælling baseret på anmeldelser, i gennemsnit 2-6 voldtagne Danske kvinder og 10 voldsramte danske drenge.
De drab på danskere, der er registreret indtil dato overskrider 673 dejlige mennesker!!!

Jeg håber dit personlige tab får dig til at tænke på at den politik der er blevet ført af venstrefløjen i 30 år - Som hverdag tilfører et menneske som dig - eksakt samme sorg

Er da jeg blev syg for ca. 8 år siden. Alvorligt men sørgeligt nok (næsten) ikke dødeligt. Og at jeg er "dømt" til at leve resten af mit elendige liv alene.
Og kun kan drømme om, og tænke tilbage da jeg havde et normalt liv med en fremtid i, og havde hele livet til at finde "Ham" jeg savner. Det er min største sorg....fuck siger jeg bare...

i år 2000 begik min svigerfar selvmord, efter en dom på spritkørsel. Han skød og hængte sig selv, for at være helt sikker på han kom væk fra denne verden. Vi blev vækket af politiet en tidlig tirsdag morgen, som bankede på vores dør. Han var alkoholiker, så han fik faktisk vores lille familie(svigermor, min kæreste og hendes lillesøster og mig) til at knytte tættere bånd til hianden end vi havde før. I 2002 fødte min kæreste så min datter Frida og alt var dejligt igen, vi havde det alle dejligt igen. Men 2 måneder efter hendes fødsel døde min kæreste´s lillesøster efter et astma anfald i hendes mors arme. Vi var på ferie langt oppe i sverige(ca 1500km), da vi blev ringet op og fortalt der var sket en ulykke i danmark. Skal lige hilse og sige at der er "ubehageligt" langt at køre hjem efter man har fået sådan noget af vide. Men hjem kom vi da, men hold da kæft livet ikke har været nemt siden. Nu venter vi heldigvis en ny lille en, og håber det bringer endnu mere lys ind i familien igen. Min datter har været en af grundene til min kone ikke gik helt ned, så er virkelig glad for at der sker noget nyt igen.

Føles forkert,at han døde før mig,to mdr. efter døde min fugl....lige hårdt nok.....savnet er det værste,som tiden går....

da min mand for ca et år siden omkom ved et trafik uheld.Blive vækket af politiet klokken lort om natten, skulle med ind og se at det var ham og derefter sidde i flere timer alene inden jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker...puha, ja 25 år og enke, hvem havde troet det, men livet går vidre. Vi har alle lov til at sørge og det skal vida også, men glem ikke at livet går vidre. Lige meget hvem vi har mistet hver især så er jeg sikker på at den person ville have at vi skulle komme vider i livet, ud at opleve noget nyt og møde nye mennesker...
At miste giver store sår men husk at de altid vil heles og ofte kommer der kun ganske små ar...
Kæmpe KnuZ til alle
SuperGirl

at jeg ikke kan tilgive min mor, for hverken at ønske eller elske mig.
Alle mine elskede bedsteforældre, deriblandt min højt elskede lille mormor samt min far, som jeg så meget op til, er døde...Min mor har, trods svære hjerteproblemer, som hun har underholdt os med hele livet, ville slå hende ihjel, overlevet alverdens kriser, spredt sin bitterhed og arrogance ud over hele familien, sørget for der aldrig blev et sammenhold, og efterladt sig en blind plet inden i mig....den plet hvor jeg kunne finde mig selv accepteret og fundet plads, fred og lov til at eksistere.
Da min far døde, var min sorg så stor, så den skyggede for glæden ved at få det barn, jeg ventede. Jeg blev angrebet fra alle sider af en voldsom angst som dansede tæt med sorgen i en altopslugende psykose, der varede i en uendelighed. Midt i dybet fortalte min mor mig, at hun, som psykolog, havde behandlet folk, der var bar en VIRKELIG smerte og var VIRKELIGT syge! Underforstået, at det var jeg ikke.
Ikke en gang min sorg var stor nok til at nå hendes hjerte.
Jeg ved min bitre smerte først holder op med at få næring den dag, jeg kan tilgive hende.
Men så stort et menneske ved jeg ikke, hvordan jeg bliver.
Tænker tit..........
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blod-skyld tvætte af!

utroligt hårdt,men livet SKAL jo gå videre,uden sine børn...HÅRDT!SVÆRT!
__________________________________________________

hej..
min sorg startede i 1992, min mor døde, uden at være syg, en blodprop lige med et... Jeg var 7 år og min lillebror 5 år.
året efter min far fandt nu kæreste, som jeg ikke kunne lide.. hun flytte inde med sine børn.
efter min mors død blev jeg inde lukket og begyndte at blive mobbede i skolen.
Jeg har oplevet mange ned tur siden det, bla. døde min farfar, og onkel i 1996, min mormor sidste år, og har fået en angst for at dø og fror om der skal ske mig eller dem jeg holder af noget.
En angst der er så hård at jeg gå sygemeldt...

min sorg er at miste min kæreste nicholas 14/12 2006 døde han
men det sværeste er at hans mor har udøvet uagsomt mandedrab kun fordi hun ikke hjalp ham
jeg kunne ha min dejlige skat hvis hun havede hjulpet ham
knus maria