Der er forskel på sygedomme
Der er også prestige i sygdom.
Debatstafet
Af Karin Garde, overlæge Skt. Hans Hospital.
Politiken 3 sektion Søndag d. 18 juni 2006 videnskab & debat.
Kunne man forestille sig, at sundhedssystemet sendte legemligt invaliderede mennesker ud på gaden og lod dem klare sig selv? Nej, vel. Men det sker i stor stil for psykisk invalide. Hænger det mon sammen med, at visse sygdomme har større prestige end andre ligesom de læger, der er specialister i den højteknologiske behandling af dem?
Hvordan går det til, at det er blevet `tilladeligt` at behandle de mest alvorligt psykisk syge så dårligt , at vi nu kan se dem ude på gaden i den dybeste sjælelige elendighed og materiel nød?
Der må være en forklaring. Som en reaktion mod de store gamle psykiatriske asylers autoritære og umyndiggørende træk opstod en ideologi i Europa og USA om fordelene ved et ambulant system, hvor patienters ret til at bestemme selv kom i centrum.
I Danmark nedlagde man i 1980`erne mange psykiatriske sengepladser i forventning om, at distriktspsykiatrien kunne løfte opgaven med ambulant behandling i stedet for indlæggelse.
Galebevægelsen argumenterede med rette for større patientindflydelse , og her havde sloganet tidligere været: Vi vil handle- ikke behandles`. Senere kom det for en dag, at murende om hospitalerne, som før tjente til at holde patienterne ude. Så skiftede sloganet snart til: `Vi vil behandles ordentligt`. Behovet for de gode sider ved asylerne, beskyttelsen, rummeligheden og omsorgen for de sygeste var der ikke tænkt tilstrækkeligt over, før pladserne forsvandt.
Siden er et bedre ambulant system bygget op, så mange klarer sig i egne hjem eller beskyttede bosteder. Hovedvægten ligger imidlertid nu i for høj grad på den ambulante behandling, og da den finansieres gennem nedlæggelser af sengepladser, bliver det sværere at få adgang til indlæggelse. Følgerne er til at få øje på: Siden 1980 er der sket en femdobling i antallet af retslige patienter, dvs. folk, som har begået kriminalitet i sindssyg tilstand. F.eks. konverterer man på det seneste i Københavnsområdet, hvor der er en stor overhyppighed af skizofreni, almindelige sengepladser til retslige patienter har krav på indlæggelse.
Til sammenligning er der lange ventetider på indlæggelse til langtidsbehandling og rehabilitering, som kunne forebygge, at desperate psykotiske mennesker begår kriminalitet. Der sker for tidlige udskrivninger på de akutte afdelinger på grund af presset fra nye patienter. De hjemløse sindssyge, som ofte tillige har et misbrug af rusmidler, er nu synlige i gadebilledet.
Et aktuelt lovforslag om ambulant tvang, dvs. mulighed for at hente patienten ind til tvangsbehandling, hvis han bliver væk fra ambulatoriet, kunne ikke samle flertal. Forslaget var bl.a. begrundet i utilstrækkelig behandling af de mest skizofrene patienter. Disse mennesker sidestilles altså i lovforslaget med de retslige patienter, som kan hentes ind, hvis de udebliver fra behandlingsaftaler. Hvis man havde et tilstrækkeligt godt system til omsorg og behandling, og hvis man udnyttede den eksisterende psykiatrilovgivning, havde forslaget ikke været nødvendigt.
Det siger sig selv, at det går galt, når invalide sendes på gaden. Er det tænkeligt at sende legemligt syge og hjælpeløse ud på gaden til materiel nød? Det ville opfattes som klart inhumant. Hvorfor er denne forskel i synet på fysisk og psykisk invaliditet ?
Der er måske en forklaring i rangordningen af sygdomme og medicinske specialer. Det er ganske vist usagligt – en sygdom skal vel behandles, hvis patienten vil, og behandlingen findes. Men de forskellige sygdomme vækker højst varierede følelser i omgivelserne. For eksempel opfattes hjertesygdomme, hjernesvulst og leukæmi som højt rangerende, mens skizofreni og gamles sygdomme ligger i bunden. Tilsvarende er hjertekirurger og neurokirurger topscorere, mens psykiatere og geriatere, har lavest prestige.
Forfatteren til en undersøgelse af sygdommes og medicinske specialers prestige (*) overvejer, hvordan disse fordomme er blevet til. Når en sygdom befinder sig højt i kroppen i et ærbart organ som hjerte eller hjerne, når den ytrer sig akut, når den har en solid biologisk forklaring, når lægen ved præcis hvad der er galt, og yder en heroisk og gerne højteknologisk indsats, har den høj presstige. Patienten er i umiddelbar livsfare og bevidstløs, og når han vågner op, er han rask og taknemlig.
Anderledes med lavprestigeområderne. Her er diagnosen ofte vanskelig og patienten også både vanskelig og utaknemlig. Det bliver ikke bedre , hvis sygdommen anses for selvforskyldt og kronisk. Patienten er måske hjælpeløs og krævende, og det hjælper ikke, hvis hun tilhører det laveste sociale lag. Der kræves en tværfaglig indsats, og der går lang tid med at nå til en bering. Gammeldags dyder som `tålmodighed, overbærenhed, omsorg og beskyttelse skal til, for at patienten kan få det bedre eller blive rask.
På behandlersiden møder man også et kønsaspekt ( hvor gør man ikke det, når det drejer sig om hierarkier?). I højprestigefagene myldrer det med mandlige overlæger, i bunden er der kvindelige overlæger. Inden for selve faget psykiatri er der også en rangordning. Selv om faget har et bio-psyko-socialt grundlag, står de biologiske teorier nærmest automatisk over de øvrige teorier, skønt de ikke er bedre dokumenteret. Måske skyldes, det, at enkle forklaringer - `det skyldes et gen`, eller `Jeg mangler et signalstof`- åbner for en illusion om hurtigere bedring end de mere langsomme metoder som psykoterapi og socialpsykiatrisk behandling.
Disse fordomme om sygdommenes rangordning har desværre politiske konsekvenser, som de for eksempel udmøntede sig i `løkkeposen`, en ekstrabevilling, som prioriterede ventelister til operation, mens de gamle, medicinske patienter, som ofte tillader sig at have flere sygdomme og handicap på en gang, stadig lå på hospitalsgangene.
Når man baserer effektiv hospitalsbehandling og hurtig udskrivelse på en tilstrækkelig efterbehandling og omsorg, skulle man tro, at disse områder blev prioriteret så højt, at medarbejderne får anerkendelse, god løn og megen undervisning – en forudsætning for at holde gejsten oppe, når man skal holde til tungt og ofte utaknemligt arbejde. De seneste plejehjemsskandaler tyder på, at det ikke prioriteres tilstrækkeligt højt.
Økonomiske hensyn gennemsyrer sundhedsvæsenet. Nylig er udgifterne til et tidsbesparende medicinmodul til hjemmesygeplejerskerne taget af normeringen af stillingerne. Falder det dog ingen i dette rige land ind, at man kunne udnytte den tid, som denne tekniske forbedring frigør, til, at sygeplejersken kunne være sammen med patienten på en mindre hæsblæsende måde end vanligt?.
Det meget tidskrævende, omsorgsfulde og langsomme arbejde, der skal til for at bringe f.eks. en skizofreni, hjemløs, selvmordstruet, misbrugende mand på fode igen, har langt lavere prioritet end de højteknologiske behandling. Og det skyldes netop fordommen om, at man kan tillade sig at vurdere sygdomme og dermed patienternes værdi forskelligt.
I sundhedspolitik tales der om forebyggelse. Det siger sig selv, at grundlæggende god omsorg og behandling i og uden for hospitalet er forudsætningen for at nedbringe brugen af tvang og reducere antallet af retslige patienter og hjemløse sindssyge. Kvalitet koster selvfølgelig penge.
Vi skal tage hånd om de svage, siger regeringen. Ja - lad os det.
Dermed giver jeg depechen videre til Barbara Hjalsted, som er afdelingslæge i sundhedsstyren. Hun skriver næste søndag om fysisk aktivitet.
Karin Garde, overlæge
Skt. Hans Hospital.
PS. Datoen for artiklen i Politiken var Søndag d. 25 juni 2006, som henvises til af Karin Garde og håber da, de har fået den læst inde for behandlings systemet i Vejle, så der ikke fremover skal bruges, så mange penge på at behandle overvægtige, og knæ som er ødelagt på grund af for mange års inaktivitet på grund af omsorgssvigt fra systemets side. Nogle læger har snakket om tvangs fjerne overvægtige børn fra hjemmet, på grund af forældrenes manglende sociale overskud til at drage omsorg for deres børn. Men som en start burde man jo se starte med sig selv, og det bør jo være de med et socialt overskud der går forrest.
Da jeg selv løbe trænede, da jeg var indlagt, fik jeg ingen grundlæggende vejledning, med det resultat jeg fik en negativ oplevelse af at løbetræne. Ellers har man idræt for mennesker med psykiske lidelse og problemer i Vejle, og tros veldokumenteret videnskabelige undersøgelser af løbs positive effekt på den psykiske velbefindende, har man ikke løb på programmet.
Samt man evner ikke at følge elementære viden om hvordan man bliver dygtigere og brugerne får en positiv oplevelse af de kan blive bedre og dygtigere til noget, som de kan bruge på andre områder i deres liv.
Samt er der igennem de sidste 20 år hvor jeg været inde og ude for systemet blevet sagt og skrevet hvor vigtigt det er styrke brugernes stærke sider og interesser om det er fiskeri sport skak maling osv. men kendsgerningerne er det evner systemet ikke lave sig i et det andet mennesker, men ser kun individet ud fra deres sygdoms kultur hvor aktiviteterne bliver, at stå foran kødgryderne eller gøre rent.
Men alle almindelige mennesker ved vi mennesker mødes igennem vores sociale aktiviteter og igennem den danner vi kontakt og netværk til andre mennesker uden for ens daglige omgangs kreds. Hvis man færdes inde for det psykiatriske bliver det vanskeligt gjort ved de forudfattede, og holdninger og meninger som almindelige mennesker har af psykiske lidelser. Som er skabt igennem medierne når mennesker på grund af deres psykose har foretaget voldsomme handlinger som drab eller anden form vold mod andre, som er ret så uheldigt men en anden virkelighed er, at omkring 800 mennesker hvert begår selvmord og ca. 10 gange mange forsøger.
Disse selvmord bliver forbigået med tavshed ud fra den forestilling, at de kan have en afsmittende effekt hvor når en har sprunget ud fra Lillebælts eller andre broer, nævner man det ikke i vores dagblade, om det er rigtigt eller forkert vil jeg ikke mig til herre over, dog synes jeg lidt så vigtigt at forstå årsagen til hvorfor mennesker vælger selvmordet.
Hvor vi Danmarks har et centre til forskning i selvmord dog har ikke set forskning endnu der belyser årsagerne selvom centret har eksisteret i en del år. Personligt er jeg ikke i tvivl om det ensomhed og frustrationer og mobning der driver mennesker i at foretage disse handlinger, samt en stor del har været i kontakt med det offentlige system, og har ikke oplevet sig forstået. Det er lidt vigtigt at forstå hvorfor men det der lige så vigtigt i at forbygge mennesker undgår at udvikle psykiske lidelser, som sociale forbier anoreksi bulimi splitning imellem indre og ydre verden og andre tilstande der drive dem ud handlinger, hvor de skader sig selv eller andre.
For mig er der ingen der gøres bedst ved at man giver mennesker mulighed for udvikle sunde interesser, som man kan være sammen om i fællesskab, men når mennesker har sunde interesser og vores system ikke engang evner at motivere mennesker til dyrke/udøve disse har vi et ret så stor problem i vores moderne velfærds system. Hvor regerings eneste kriterium for lykke er arbejde selvom alle ved nærmere efter tanke ved det ikke er sandt, da alle de mennesker lider under stress og ensomhed netop på deres arbejdsplads.
Jeg går selvfølgelig ind for mennesker skal/bør arbejde men når man høre politiker forholde sig så overfladisk til det at arbejde, og gør det til en religion uden dybere overvejelse om det sociale miljø på arbejdspladserne.
Derfor er det lidt vigtigt at man giver menneskes deres sprog tilbage, og høre på hvad der gør dem lykkelige i livet og hvordan de ønsker sig samfundet skal indrettes. I Vejle kommune har man afsat 6,5 millioner kroner til at oplære forældre med små børn til at spise rigtigt fra de er 2 til 3 år gamle. Som om de fleste forældre ikke udmærket er klar over i vores oplyste samfund hvilken kost de bør give deres børn og den sygelige dyrkelse af folkesundheden tror jeg næppe vi kommer langt med i forhold til at give de små pjokker nogle sunde interesser, og bare lade dem lege og klatter i små træer og med resultat man oplære børn til sygelig selvoptagelse af sig selv, og man gør en masse forældre usikker på deres egen sunde fornuft.
Der vil det jo være meget mere hensigtsmæssigt at bruge pengene på idræts aktivister og stævner og andre tiltag der giver folk nogle positive oplevelser, og man af den vej opøver interesser der giver en indhold i tilværelsen. Nej vi har ikke brug for en sygelig selvoptagethed af den kost vi spiser når man fra politisk hold kunne vedtage en lovgivning, hvor man sænker eller fjerner momsen på de sunde fødevare og sætter den op på de usunde. Og vi ellers fremmer i samfundet at mennesker får noget mere motion så er jeg sikker på vi ikke skal bruge så mange resurser på behandle overvægt i vores samfund.
Mabuting pagbati Claes Pedersen.
Debatstafet
Af Karin Garde, overlæge Skt. Hans Hospital.
Politiken 3 sektion Søndag d. 18 juni 2006 videnskab & debat.
Kunne man forestille sig, at sundhedssystemet sendte legemligt invaliderede mennesker ud på gaden og lod dem klare sig selv? Nej, vel. Men det sker i stor stil for psykisk invalide. Hænger det mon sammen med, at visse sygdomme har større prestige end andre ligesom de læger, der er specialister i den højteknologiske behandling af dem?
Hvordan går det til, at det er blevet `tilladeligt` at behandle de mest alvorligt psykisk syge så dårligt , at vi nu kan se dem ude på gaden i den dybeste sjælelige elendighed og materiel nød?
Der må være en forklaring. Som en reaktion mod de store gamle psykiatriske asylers autoritære og umyndiggørende træk opstod en ideologi i Europa og USA om fordelene ved et ambulant system, hvor patienters ret til at bestemme selv kom i centrum.
I Danmark nedlagde man i 1980`erne mange psykiatriske sengepladser i forventning om, at distriktspsykiatrien kunne løfte opgaven med ambulant behandling i stedet for indlæggelse.
Galebevægelsen argumenterede med rette for større patientindflydelse , og her havde sloganet tidligere været: Vi vil handle- ikke behandles`. Senere kom det for en dag, at murende om hospitalerne, som før tjente til at holde patienterne ude. Så skiftede sloganet snart til: `Vi vil behandles ordentligt`. Behovet for de gode sider ved asylerne, beskyttelsen, rummeligheden og omsorgen for de sygeste var der ikke tænkt tilstrækkeligt over, før pladserne forsvandt.
Siden er et bedre ambulant system bygget op, så mange klarer sig i egne hjem eller beskyttede bosteder. Hovedvægten ligger imidlertid nu i for høj grad på den ambulante behandling, og da den finansieres gennem nedlæggelser af sengepladser, bliver det sværere at få adgang til indlæggelse. Følgerne er til at få øje på: Siden 1980 er der sket en femdobling i antallet af retslige patienter, dvs. folk, som har begået kriminalitet i sindssyg tilstand. F.eks. konverterer man på det seneste i Københavnsområdet, hvor der er en stor overhyppighed af skizofreni, almindelige sengepladser til retslige patienter har krav på indlæggelse.
Til sammenligning er der lange ventetider på indlæggelse til langtidsbehandling og rehabilitering, som kunne forebygge, at desperate psykotiske mennesker begår kriminalitet. Der sker for tidlige udskrivninger på de akutte afdelinger på grund af presset fra nye patienter. De hjemløse sindssyge, som ofte tillige har et misbrug af rusmidler, er nu synlige i gadebilledet.
Et aktuelt lovforslag om ambulant tvang, dvs. mulighed for at hente patienten ind til tvangsbehandling, hvis han bliver væk fra ambulatoriet, kunne ikke samle flertal. Forslaget var bl.a. begrundet i utilstrækkelig behandling af de mest skizofrene patienter. Disse mennesker sidestilles altså i lovforslaget med de retslige patienter, som kan hentes ind, hvis de udebliver fra behandlingsaftaler. Hvis man havde et tilstrækkeligt godt system til omsorg og behandling, og hvis man udnyttede den eksisterende psykiatrilovgivning, havde forslaget ikke været nødvendigt.
Det siger sig selv, at det går galt, når invalide sendes på gaden. Er det tænkeligt at sende legemligt syge og hjælpeløse ud på gaden til materiel nød? Det ville opfattes som klart inhumant. Hvorfor er denne forskel i synet på fysisk og psykisk invaliditet ?
Der er måske en forklaring i rangordningen af sygdomme og medicinske specialer. Det er ganske vist usagligt – en sygdom skal vel behandles, hvis patienten vil, og behandlingen findes. Men de forskellige sygdomme vækker højst varierede følelser i omgivelserne. For eksempel opfattes hjertesygdomme, hjernesvulst og leukæmi som højt rangerende, mens skizofreni og gamles sygdomme ligger i bunden. Tilsvarende er hjertekirurger og neurokirurger topscorere, mens psykiatere og geriatere, har lavest prestige.
Forfatteren til en undersøgelse af sygdommes og medicinske specialers prestige (*) overvejer, hvordan disse fordomme er blevet til. Når en sygdom befinder sig højt i kroppen i et ærbart organ som hjerte eller hjerne, når den ytrer sig akut, når den har en solid biologisk forklaring, når lægen ved præcis hvad der er galt, og yder en heroisk og gerne højteknologisk indsats, har den høj presstige. Patienten er i umiddelbar livsfare og bevidstløs, og når han vågner op, er han rask og taknemlig.
Anderledes med lavprestigeområderne. Her er diagnosen ofte vanskelig og patienten også både vanskelig og utaknemlig. Det bliver ikke bedre , hvis sygdommen anses for selvforskyldt og kronisk. Patienten er måske hjælpeløs og krævende, og det hjælper ikke, hvis hun tilhører det laveste sociale lag. Der kræves en tværfaglig indsats, og der går lang tid med at nå til en bering. Gammeldags dyder som `tålmodighed, overbærenhed, omsorg og beskyttelse skal til, for at patienten kan få det bedre eller blive rask.
På behandlersiden møder man også et kønsaspekt ( hvor gør man ikke det, når det drejer sig om hierarkier?). I højprestigefagene myldrer det med mandlige overlæger, i bunden er der kvindelige overlæger. Inden for selve faget psykiatri er der også en rangordning. Selv om faget har et bio-psyko-socialt grundlag, står de biologiske teorier nærmest automatisk over de øvrige teorier, skønt de ikke er bedre dokumenteret. Måske skyldes, det, at enkle forklaringer - `det skyldes et gen`, eller `Jeg mangler et signalstof`- åbner for en illusion om hurtigere bedring end de mere langsomme metoder som psykoterapi og socialpsykiatrisk behandling.
Disse fordomme om sygdommenes rangordning har desværre politiske konsekvenser, som de for eksempel udmøntede sig i `løkkeposen`, en ekstrabevilling, som prioriterede ventelister til operation, mens de gamle, medicinske patienter, som ofte tillader sig at have flere sygdomme og handicap på en gang, stadig lå på hospitalsgangene.
Når man baserer effektiv hospitalsbehandling og hurtig udskrivelse på en tilstrækkelig efterbehandling og omsorg, skulle man tro, at disse områder blev prioriteret så højt, at medarbejderne får anerkendelse, god løn og megen undervisning – en forudsætning for at holde gejsten oppe, når man skal holde til tungt og ofte utaknemligt arbejde. De seneste plejehjemsskandaler tyder på, at det ikke prioriteres tilstrækkeligt højt.
Økonomiske hensyn gennemsyrer sundhedsvæsenet. Nylig er udgifterne til et tidsbesparende medicinmodul til hjemmesygeplejerskerne taget af normeringen af stillingerne. Falder det dog ingen i dette rige land ind, at man kunne udnytte den tid, som denne tekniske forbedring frigør, til, at sygeplejersken kunne være sammen med patienten på en mindre hæsblæsende måde end vanligt?.
Det meget tidskrævende, omsorgsfulde og langsomme arbejde, der skal til for at bringe f.eks. en skizofreni, hjemløs, selvmordstruet, misbrugende mand på fode igen, har langt lavere prioritet end de højteknologiske behandling. Og det skyldes netop fordommen om, at man kan tillade sig at vurdere sygdomme og dermed patienternes værdi forskelligt.
I sundhedspolitik tales der om forebyggelse. Det siger sig selv, at grundlæggende god omsorg og behandling i og uden for hospitalet er forudsætningen for at nedbringe brugen af tvang og reducere antallet af retslige patienter og hjemløse sindssyge. Kvalitet koster selvfølgelig penge.
Vi skal tage hånd om de svage, siger regeringen. Ja - lad os det.
Dermed giver jeg depechen videre til Barbara Hjalsted, som er afdelingslæge i sundhedsstyren. Hun skriver næste søndag om fysisk aktivitet.
Karin Garde, overlæge
Skt. Hans Hospital.
PS. Datoen for artiklen i Politiken var Søndag d. 25 juni 2006, som henvises til af Karin Garde og håber da, de har fået den læst inde for behandlings systemet i Vejle, så der ikke fremover skal bruges, så mange penge på at behandle overvægtige, og knæ som er ødelagt på grund af for mange års inaktivitet på grund af omsorgssvigt fra systemets side. Nogle læger har snakket om tvangs fjerne overvægtige børn fra hjemmet, på grund af forældrenes manglende sociale overskud til at drage omsorg for deres børn. Men som en start burde man jo se starte med sig selv, og det bør jo være de med et socialt overskud der går forrest.
Da jeg selv løbe trænede, da jeg var indlagt, fik jeg ingen grundlæggende vejledning, med det resultat jeg fik en negativ oplevelse af at løbetræne. Ellers har man idræt for mennesker med psykiske lidelse og problemer i Vejle, og tros veldokumenteret videnskabelige undersøgelser af løbs positive effekt på den psykiske velbefindende, har man ikke løb på programmet.
Samt man evner ikke at følge elementære viden om hvordan man bliver dygtigere og brugerne får en positiv oplevelse af de kan blive bedre og dygtigere til noget, som de kan bruge på andre områder i deres liv.
Samt er der igennem de sidste 20 år hvor jeg været inde og ude for systemet blevet sagt og skrevet hvor vigtigt det er styrke brugernes stærke sider og interesser om det er fiskeri sport skak maling osv. men kendsgerningerne er det evner systemet ikke lave sig i et det andet mennesker, men ser kun individet ud fra deres sygdoms kultur hvor aktiviteterne bliver, at stå foran kødgryderne eller gøre rent.
Men alle almindelige mennesker ved vi mennesker mødes igennem vores sociale aktiviteter og igennem den danner vi kontakt og netværk til andre mennesker uden for ens daglige omgangs kreds. Hvis man færdes inde for det psykiatriske bliver det vanskeligt gjort ved de forudfattede, og holdninger og meninger som almindelige mennesker har af psykiske lidelser. Som er skabt igennem medierne når mennesker på grund af deres psykose har foretaget voldsomme handlinger som drab eller anden form vold mod andre, som er ret så uheldigt men en anden virkelighed er, at omkring 800 mennesker hvert begår selvmord og ca. 10 gange mange forsøger.
Disse selvmord bliver forbigået med tavshed ud fra den forestilling, at de kan have en afsmittende effekt hvor når en har sprunget ud fra Lillebælts eller andre broer, nævner man det ikke i vores dagblade, om det er rigtigt eller forkert vil jeg ikke mig til herre over, dog synes jeg lidt så vigtigt at forstå årsagen til hvorfor mennesker vælger selvmordet.
Hvor vi Danmarks har et centre til forskning i selvmord dog har ikke set forskning endnu der belyser årsagerne selvom centret har eksisteret i en del år. Personligt er jeg ikke i tvivl om det ensomhed og frustrationer og mobning der driver mennesker i at foretage disse handlinger, samt en stor del har været i kontakt med det offentlige system, og har ikke oplevet sig forstået. Det er lidt vigtigt at forstå hvorfor men det der lige så vigtigt i at forbygge mennesker undgår at udvikle psykiske lidelser, som sociale forbier anoreksi bulimi splitning imellem indre og ydre verden og andre tilstande der drive dem ud handlinger, hvor de skader sig selv eller andre.
For mig er der ingen der gøres bedst ved at man giver mennesker mulighed for udvikle sunde interesser, som man kan være sammen om i fællesskab, men når mennesker har sunde interesser og vores system ikke engang evner at motivere mennesker til dyrke/udøve disse har vi et ret så stor problem i vores moderne velfærds system. Hvor regerings eneste kriterium for lykke er arbejde selvom alle ved nærmere efter tanke ved det ikke er sandt, da alle de mennesker lider under stress og ensomhed netop på deres arbejdsplads.
Jeg går selvfølgelig ind for mennesker skal/bør arbejde men når man høre politiker forholde sig så overfladisk til det at arbejde, og gør det til en religion uden dybere overvejelse om det sociale miljø på arbejdspladserne.
Derfor er det lidt vigtigt at man giver menneskes deres sprog tilbage, og høre på hvad der gør dem lykkelige i livet og hvordan de ønsker sig samfundet skal indrettes. I Vejle kommune har man afsat 6,5 millioner kroner til at oplære forældre med små børn til at spise rigtigt fra de er 2 til 3 år gamle. Som om de fleste forældre ikke udmærket er klar over i vores oplyste samfund hvilken kost de bør give deres børn og den sygelige dyrkelse af folkesundheden tror jeg næppe vi kommer langt med i forhold til at give de små pjokker nogle sunde interesser, og bare lade dem lege og klatter i små træer og med resultat man oplære børn til sygelig selvoptagelse af sig selv, og man gør en masse forældre usikker på deres egen sunde fornuft.
Der vil det jo være meget mere hensigtsmæssigt at bruge pengene på idræts aktivister og stævner og andre tiltag der giver folk nogle positive oplevelser, og man af den vej opøver interesser der giver en indhold i tilværelsen. Nej vi har ikke brug for en sygelig selvoptagethed af den kost vi spiser når man fra politisk hold kunne vedtage en lovgivning, hvor man sænker eller fjerner momsen på de sunde fødevare og sætter den op på de usunde. Og vi ellers fremmer i samfundet at mennesker får noget mere motion så er jeg sikker på vi ikke skal bruge så mange resurser på behandle overvægt i vores samfund.
Mabuting pagbati Claes Pedersen.