Det er sjovt som alle får kæreste

Lige deromkring når man er 18-22 får UTROLIG mange i ens vennekreds fast kæreste. Lejlighed osv.
Det er sjovt at det rammer lige DER for dem alle sammen, når de finder en potentiel partner. Jeg har ikke selv kæreste, og finder mig selv meget kræsen. Har derudover ikke særlig meget tilovers for kammeraternes overfladiske sikkerhedsforhold som jeg stærkt vurderer at de fleste af dem er!
Ja jeg lyder måske sur og muggen, men det er nu ikke så galt. Jeg syntes det er svagt og ynkeligt at være i disse forhold. Forhold som ikke bygger på kærlighed og nej det gør de sku ikke de fleste af dem.

Jeg kommer selv fra en provinsby og alle "Brian"erne, "håndværkerne" og "Laila"erne have alle travlt med at få lejlighed og en partner de kan parre sig med, så de kan blive skilt hurtigst mulig og få børn med så mange partnere som muligt, så de kan bryde det klassiske familiemønster. Jeg er glad for at høre at du ikke har samme parringstrang. Flyt du hellere til en af de store byer og læs på universitetet, så vil du opdage en helt ny verden fuld af dannede mennesker. Dér vil du sikkert finde en der lever op til dine "skrappe" krav. Det er nemlig der alle de attraktive unge mennesker findes. Brian og Laila er blot sammen fordi de ikke kan få andre og fordi deres dyriske lyster fordrer at de har en eller anden partner.

Så man er ikke dannet, hvis man er en Brian eller Laila i en provinsby?
Jeg bor i en storby, lige midt i det hele. Jeg læser på universitetet og får fine karakterer og ender med et godt job. Jeg er single, møder forskellige partnere (men tror dog, at jeg nu har mødt den rigtige), har en dejlig venneflok og kommer fra en god familie. Dog synes jeg stadig, at det er en utrolig negativ og fordomsfuld tankegang som begge indlæg bærer præg af!
Jeg bor her midt i det hele og kan se mine egne venner (som bestemt ikke er Brian/Laila typer) få fast partner og få børn efter 1 års forhold. De bliver forlovede efter halvandet. De tager pause i studiet for at rejse, blive gift eller fordi børnene fylder meget. Det har intet (fra mit synspunkt) at gøre med hvor man bor, om man vælger at slå sig ned tidligt og så "slår sig til tåls" med det bedste man kunne finde i området. Det er simpelthen noget vås! Ingen tvivl om, at de garanteret ville have flere sex-partnere INDEN de fandt den de ville have børn med. Men især i storbyer går forhold i vasken pga. de mange fristelser, karriereskift (noget der KUN sker i storbyer) og "nu-skal-jeg-lige-forny-mig"-perioder, som storbymennesker skal igennem så ufatteligt mange gange - og som ingen kan sige er noget godt eller skidt, det varierer jo efter hvilken type menneske man er.
Brian og Laila sprang måske bare skridtet over der hedder "jeg-prøver-det-hele-af-før-jeg-binder-mig" og fandt den rigtige fra starten. Statistikken taler sit tydelige sprog: det er storbypar der giver for let op og provinspar der overkommer forhindringerne og giver det et forsøg til. Storbymennesket har et mærkværdigt brug-og-smid-væk-koncept kørende og gider derfor ikke engang prøve hårdere for at få noget til at lykkes (i forhold til kærelighed) - man finder jo bare en anden. Hvem siger, at de ikke går glip af lige så meget (et skønt, tillidsfuldt og fantastisk forhold med gode oplevelser) som de provinsfolk der "bare tager hvad der lige er"?
Jeg siger ikke, at der INGEN er i provinsen der springer over hvor gærdet er lavest og slår sig til ro med en der bare var "god nok". Men den selvsamme type er mangedoblet i storbyen! Og til trådstarter: dine venners forhold der ikke er "fulde af kærlighed med kun handler om tryghed" - hvad pokker ved du om det? Måske har de bare mødt en de har det skidedejligt med, selvom det ikke varer ved for evigt! De giver det i det mindste chancen i stedet for at knalde til højre og venstre (med mindre de gør det, så er de jo bare mennesker der ikke ved hvad de leder efter). De har det sikkert lige så godt med at være i et forhold som du har det med at være single - folk er forskellige!
Og læg så lige fordommene på hylden. Der er altid undtagelser og ingen steder passer fordommene 100 % bare pga. geografi, religion osv. Fokuser bare på det der er vigtigt: hvordan er jeg selv og hvordan vil jeg leve mit liv. Så gør alle andre nok det samme, i stedet for at dømme jer.

Og det er dejligt. Dem er der ikke mange af her på SOL.
Selvfølgelig er alle fra provinsen ikke som "Brian og Laila", det er trådstarteren (og jeg selv) eksempler på. Men der er disse typer i provinsen og det kan være vammelt at se på hvis man bor der, og ikke kommer fra storbyen.
De mennesker jeg skelner mellem er ikke provins vs. storby. Jeg skelner mellem (nogle af dem) der bliver boende i provinsen og de der flytter fra provinsen til storbyerne og der er efter min mening en verden til forskel. Lad mig udtrykke hvad jeg mener på en MEGET firkantet og forsimplet måde: de "trælse" mennesker fra provinsen (Brian og Laila) bliver boende, de der ikke er trælse (trådstarter) flytter til storbyen. Du lyder som en der er vokset op i storbyen, og der eksisterer også trælse mennesker, de bliver ikke kun født i provinsen 😉 disse trælse mennesker og den kontakt man har med dem, vil dog være minimal hvis man som studerende kommer til storbyen og er i universitetsmiljøet.

Jeg er jo hvertfald fra provinsen :)
Det undrer mig bare at SÅ mange finder den eneste ene LIGE når det passer bedst ind.
Jeg flytter dog aldrig til storbyen, der er alt for kedeligt....

Tak for den ligeledes sobre tone - det er dejligt at man endelig kan diskutere med folk, der ikke sviner en til med det samme man er uenig.
Men det virker det jo ikke engang som om vi er🙂Jeg er glad for, at det var mig der misforstod lidt hvad i skrev. Det virkede bare så fordomsfuldt efter første gennemlæsning. Jeg skal dog hurtigt indrømme, at jeg også SELV kommer fra en lille provinsflække som ingen kender til eksistensen af! Og derfor mener jeg selv at kunne skelne fint imellem de to typer. Det var også derfor jeg blev lidt provokeret - hvilket jo er godt for diskussionens skyld ;)
Til trådstartes andet indlæg: Jeg kan godt se hvad du mener; det ER da pudsigt, at mange pludselig finder deres eneste ene i det lille lokalsamfund. Men i store træk mener jeg, at det er lige så godt/nemt at finde en dér, som det er over fx netdating. Chancen for at man finder den helt rigtige er ikke stor, men den er dog til stede. Bare det :)

Jeg har i hvert fald kendt mange.
Selv var jeg også sen til det hele, men det kommer jo an på hvad man vil med sit liv.
Det liv du gerne vil leve, skal dine venner jo ikke leve og omvendt.
Har selv haft flere veninder, der var så kræsne at de som 25-årige stadig sad uden kæreste. eller også har de haft skiftende venner og kærester.
Enhver har sit liv, og du har dit.
Du skal heller ikke dømme andre for at leve deres liv, men jeg kender det godt- man bliver sur på andre fordi de har det man selv gerne vil have.
Du bliver nødt til at acceptere det liv som du har og have øjne og ører åbne for livets signaler.
God vind fra mig

Jeg måtte vente til jeg var over 30 inden fyrene var interesserede. Siger lidt om hvor køn jeg var/er i deres øjne.