Det indre sorte hul/rum.

Kender I det, når man tænker: hvorfor er jeg ikke anderledes, hvorfor har jeg ingen venner, hvorfor kan jeg ikke få flere venner, hvorfor har jeg så svært ved at komme ind i et forhold, hvorfor passer jeg ikke ind her - er det mig der er noget galt med❓Sådan kan man sidde og tænke, og være deprimeret/meget trist. Men selvom man sidder og tænker sådan, så siger andre, at det går godt og at man har det godt. Hvordan skal omverdenen så lægge mærke til det, eller tage det seriøst, hvis man nu nævner det❓Hvis jeg fx. siger til en af mine nære, at jeg har det psykisk dårligt, så tror de ikke på mig. Er selvfølig ikke trist/deprimeret derhjemme, for alle har det vel bedst hjemme, medmindre man også har problemer derhjemme. Jeg har det sådan: Ude godt, hjemme bedst. Nogen der forstår hvad jeg mener❓Hvad ens eget sorte rum kan gøre ved nogen. Det gælder om, at få hullet opløst, eller i hvert fald ikke gøre det større end det allerede er. Det er vigtigt.

Jeg er ikke sikker på hvad det er du søger svar på, det lyder som om du har brug for at tale med nogen der ikke står dig alt for tæt?
Det fandes ved en depression tror jeg tit er at man er så humør svingende. Man kan være helt nede og dykke, og lige modsat næste dag. Jeg tror generelt folk har den opfattelse at hvis man lider af tristhed, så bør man rende rundt og være trist hele tiden, og måske virker det ikke særlig overbevisende på andre...Desuden tror jeg mange mennesker har svært ved at forstå depressionen, medmindre de selv har stået i lignende situation.
Jeg har kender godt til det du skriver fra før hen. Fordi man hjemme har det godt eller den ene dag er bedre betyder ikke at man er rask.
Gode tanker herfra.

Jo desværre som noget vi alle kender til.. Nogle mennesker tænker bare mere over livet end andre.. Og så er det desværre tit de negative tanker der fylder mest.. Kender godt selv det med at sammenligne sig selv med andre og føle at man falder helt ved siden af.. Men det er jo kun i de situationer hvor man i forvejen er nede at man tænker såddan.. Det er svært at komme ud af dette sorte hul, men hvis du ved nøjagtig hvad det er der trykker dig (kærestesorger, pengesorger etc.), så snak med nogen om det som du stoler på.. Har du svært ved at sætte fingeren på nøjagtig hvad det er der gør dig trist.. Så tænk på hvad du har.. Man kan ikke få alt i verden, så vær glad for det du trods alt har og at du lever i et land hvor du dybest set har alle de muligheder du ønsker..

for et par år tilbage var det meget oppe med janteloven, det er lissom gået lidt bort. ærgeligt for jeg tror mere og mere på at det er et dansker syndrom. perfektionisme er en slem en, så går man bare og slår sig selv i hovedet over alt der sker, det svært at komme ud af. jeg kender det alt for godt og prøver at komme ud af det nu. at lære at lytte til sine egne behov og ikke skulle leve op til .alle forventningerne er svært. men man er nødt til at lytte til ens egne behov før man kan opfylde andres.
Jeg har været langt ude. Man kommer ud af døren og hva så, så begynder det fandme at pisse ned bare fordi jeg skal ud. pislort man.
Nu prøver jeg at nyde regnen istedet, hvad, det er jo bare vand, da jeg var barn var jeg vild med regn.
MVH
Lommeulds filosof

Jeg genkender meget af det du siger. Genkender meget den tvivl. Det er så svært at sætte en finger på, de andre der ikke rigtig kan forstå det, og samtidig ser de det der fungerer hos een, men de ser ikke den fortvivlelse man har.
Det er svært ikke at ha nogen at dele det med. Jeg har nogle at dele det med, jeg har også valgt at gå til rådgivning hos nogle folk der genkender de følelser jeg har kæmpet med og ikke forstået i mig selv så længe.
Engang gav jeg min mor en julegave hvor jeg havde tegnet en lille tegning af nogle smilende ansigter på kortet, og da jeg senere hen fortalte hende om hvor svært jeg havde det, afslog hun det, hun ku ikke forstå (og ville faktisk heller ikke forstå)hvordan jeg ku ha været ked af det, når jeg nu tegnede glade ansigter på kortet!
Ak ja.
Men det kan man altså godt.
Jeg er lige ved at læse en bog der hedder Rejsen Hjem af John Bradshaw, som handler om hvad det er i een der er blevet såret og hvilken forbindelse det har til ens opvækst og i hvordan man er blevet mødt/set/elsket osv, eller hvor man er har lidt store afsavn.
Tit ber jeg, snakker med Gud om at hjælpe mig. Det gør at jeg føler jeg blir hørt.
Jeg er også lige begyndt at sove med bamse igen, selv om ... måske fniser du af mig. Men det hjælper mig faktisk. Det er så rart, den fornemmelse af at ha een at kunne kramme helt tæt ind til sig, jeg blir helt blød indeni.
Min mor har altid set ud til på overfladen at ha et velfungerende liv og familie. Men som barn af hende ved jeg at hun er meget følelseskold, at hun er meget i tvivl om hvad virkelig omsorg og kærlighed for sig selv og andre er.
Så når hun ikke har kunnet vise mig alle disse ting, er det noget jeg har måttet finde ud af af andre veje. Så jeg har snakket med terapeuter, været i terapi, været heldig at ha meget nære venner der også har arbejdet med disse ting.
Det handler om at forstå hvad der skal til for at man føler sig mødt, og føler sig elsket, og så er det bare med at be om hjælp (også af Gud) til at finde derhen.
Mange tanker fra Susanne