Dokumentarroman fra danske fængsler - ANMELDELSE
Titel: Celle 40
Forfatter: Søren Lyngbye
249 kr
Forlag: Forlaget Hovedland
[sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Søren Lyngbye (uddannet billedkunstner) baserer sin fortælling på selvsyn. Det anderledes liv er stoffet i denne skildring fra et dansk fængsel, hvor Søren Lyngbye i de sidste 5 år har undervist de indsatte i kunst. Han har siddet som en flue på væggen og hørt fangerne prale af deres bedrifter. Men han har også lagt øre til fortvivlede, syge, vanvittige og helt normale beretninger.
Bogen giver næsten en hel dag af indsatte Sigurd Langs liv. Tilsyneladende sker der ingenting på de seks kvadratmeter i cellen i Aarhus Arrest, men under overfladen dirrer fængslet af nervøs opfindsomheden - hvad enten det gælder indsmugling af narko, studehandler under gårdturene eller hvordan man lettest udholder det monotone arbejde på værkstedet.
Bogens problem er dog at den formmæssigt lægger op til roman, hvilket den stofmæssigt ikke leverer. Bogen kalder sig ganske vist dokumentarisk (hvilket den i sandhed er), men man fanges hurtigt og letlæst. Siderne bladrer sig selv, fordi stoffet er godt, forholdsvis originalt og økonomisk serveret. Der er meget lidt spildtid under indføringen i narkomani, kriminalitet og fængselsliv. Det er godt stof hvor en genkendelse fra almindeligsanskerens liv er befriende udeladt, og vi opholder os vedvarende i et interessant nyt univers af oplevelser, sprog og karakterer. Heroin, koffein, morfin etc. og deres virkning, indsatte, vagter, flugtforsøg, narkohandel, sexhandel, fængselsarbejde, overvågning etc. Man tror på Søren Lyngbyes beretninger og afstanden mellem stoffet og formen er papirstynd. Passer godt til genren.
Men igen, det gør den ikke til skønlitteratur, og slet ikke stor litteratur. Der er ikke nyskabelser i sproget, struktur, synsvinkel, virkelighedopfattelse etc. Alt formmæssigt holder sig til det kendte og forudsigelige. Hvilket ikke er helt smart når materien i høj grad er bevidsthedudvidende stoffer.
Den forudsigelig struktur får det næsten til at gøre ondt i den litterære legemsdel: Hverandet kapitel er fængselsnutid, hver andet er provinsopvækst. (En så låst struktur kalder på satire og hån. Men man er jo blot en anmelder.) Handlingen går faktisk helt i stå i midten og bliver ren beskrivelser, hvorfor spændingselementet selvsagt falder.
Sproget er derimod fint og autentisk. Prisonbreak-tvseriens og andre nyere fængselsfokuserede bøger og tv-shows fascination er godt genbrugt og videreført.
Hovedpersonen er delvis spændende, men heller ikke mere. Han burde have en uforudsigelig Robertdenirosk vrangside, men den udebliver, hvorved bogen bliver et genrestykke, en krimiropera.
Men når alt dette er trukket op, er bogens stof og materialemæssige originalitet så spændende at man ender med en fin oplevelse, befriende langt fra den kreative klasses repetitive stofområder.
Forfatter: Søren Lyngbye
249 kr
Forlag: Forlaget Hovedland
[sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Søren Lyngbye (uddannet billedkunstner) baserer sin fortælling på selvsyn. Det anderledes liv er stoffet i denne skildring fra et dansk fængsel, hvor Søren Lyngbye i de sidste 5 år har undervist de indsatte i kunst. Han har siddet som en flue på væggen og hørt fangerne prale af deres bedrifter. Men han har også lagt øre til fortvivlede, syge, vanvittige og helt normale beretninger.
Bogen giver næsten en hel dag af indsatte Sigurd Langs liv. Tilsyneladende sker der ingenting på de seks kvadratmeter i cellen i Aarhus Arrest, men under overfladen dirrer fængslet af nervøs opfindsomheden - hvad enten det gælder indsmugling af narko, studehandler under gårdturene eller hvordan man lettest udholder det monotone arbejde på værkstedet.
Bogens problem er dog at den formmæssigt lægger op til roman, hvilket den stofmæssigt ikke leverer. Bogen kalder sig ganske vist dokumentarisk (hvilket den i sandhed er), men man fanges hurtigt og letlæst. Siderne bladrer sig selv, fordi stoffet er godt, forholdsvis originalt og økonomisk serveret. Der er meget lidt spildtid under indføringen i narkomani, kriminalitet og fængselsliv. Det er godt stof hvor en genkendelse fra almindeligsanskerens liv er befriende udeladt, og vi opholder os vedvarende i et interessant nyt univers af oplevelser, sprog og karakterer. Heroin, koffein, morfin etc. og deres virkning, indsatte, vagter, flugtforsøg, narkohandel, sexhandel, fængselsarbejde, overvågning etc. Man tror på Søren Lyngbyes beretninger og afstanden mellem stoffet og formen er papirstynd. Passer godt til genren.
Men igen, det gør den ikke til skønlitteratur, og slet ikke stor litteratur. Der er ikke nyskabelser i sproget, struktur, synsvinkel, virkelighedopfattelse etc. Alt formmæssigt holder sig til det kendte og forudsigelige. Hvilket ikke er helt smart når materien i høj grad er bevidsthedudvidende stoffer.
Den forudsigelig struktur får det næsten til at gøre ondt i den litterære legemsdel: Hverandet kapitel er fængselsnutid, hver andet er provinsopvækst. (En så låst struktur kalder på satire og hån. Men man er jo blot en anmelder.) Handlingen går faktisk helt i stå i midten og bliver ren beskrivelser, hvorfor spændingselementet selvsagt falder.
Sproget er derimod fint og autentisk. Prisonbreak-tvseriens og andre nyere fængselsfokuserede bøger og tv-shows fascination er godt genbrugt og videreført.
Hovedpersonen er delvis spændende, men heller ikke mere. Han burde have en uforudsigelig Robertdenirosk vrangside, men den udebliver, hvorved bogen bliver et genrestykke, en krimiropera.
Men når alt dette er trukket op, er bogens stof og materialemæssige originalitet så spændende at man ender med en fin oplevelse, befriende langt fra den kreative klasses repetitive stofområder.