Dovenhed eller nødvendighed?

I dag er der rigtig mange af mine venner, der finder ud af om de er kommet ind på deres uddannelser, og det håber jeg selvfølgelig, at de er.
Men det har gjort, at der er startet en debat om, at vi skal hurtigere i gang med at studere og skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet.
Er det bare mig, der synes, at det er helt forkert? Jeg havde selv ét sabbatår, men kunne måske godt have brugt 1-2 mere. Jeg synes, at det er yderst vigtigt, at folk er klar og har LYST til at læse, ellers går det jo galt lige fra starten af!
Derudover kan jeg ikke forstå, at vi skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet! Hvorfor?! Vi kan ikke få jobs, og slet ikke de job vi gerne vil have. Så hvorfor så presse os?
Hvad synes I egentlig? Synes I virkelig at os unge er for dovne, og bare skal komme i gang? Eller kan I godt forstå at vi har brug for at modnes?
Eller tænker i noget helt andet? Og har I nogle erfaringer fra jer selv?
Mange tak!
Mvh Den Studerende

Man har jo regnet sig frem til at 1-2 fjumreår er for dyrt for samfundet.

Jeg tror at langt de fleste unge virkelig har brug for at tage sabbatår om det så er 1 eller flere. Den væsentligste grund til det er selvfølgelig at mange ikke ved hvilken uddannelse der passer bedst til dem.
Derudover synes jeg bestemt ikke det handler om dovenskab overfor nødvendighed. For hvem siger at man i sit sabbatår bare sidder på sin flade og laver ingenting. Det er masser af muligheder for at komme ud og foretage sig ting som måske kan hjælpe en med at finde ud af hvad man vil og som i hvert fald kan give en erfaring.

Jeg giver dig ret, man skal ikke starte før man ved hvad man vil. Jeg er selv gået den direkte vej, og det har jeg været glad for. Min søster valgte at arbejde også rejse i 2 år og det har hun været glad for.
Der hvor jeg synes den går galt er når de unge er på dagpenge, eller kontanthjælp i stedet for at arbejde eller noget for så kunne de lige så godt gå i gang med uddannelsen, men så længe de klare sig selv synes jeg personligt at de må helt selvom hvornår de er klar til at gå igang med at læse.
Det er sku da ikke de studerende som er dyre for samfundet, de kommer igang med en uddannelse og får et job på et tidspunkt.
Man ku jo starte med at se på alle de unge mødre, som får et barn og ikke har haft et eneste job eller færdiggjort folkeskolen og heller ikke kan klare sig selv, og får alt betalt fra kommunerne, så kan vi sku snakke om de studerende bagefter. Men synes ikke vi skal straffes til at starte med og synes heller ikke vi er dovne, men når man først er på arbejdsmarkedet, så kan man ikke gøre helt som man vil, det kan man indtil og man skal ikke forstryde at man ikke tog på en rejse eller sådan noget senere i livet.

Det er ikke en ny debat, den har efterhånden været der ret længe.
Efter min mening er det helt forrykt, at man vil presse folk hurtigere igennem.
Det fører til et større frafald og flere stressede studerende. Når man samtidig forringer uddannelserne, er det helt håbløst.
En ny ting er, at der pludselig er kommet brok over at for mange søger ind.
Der har også været brok over at akademikere er for kræsne, og når de så søger "nedad", hagler kritikken også ned, for så bliver jobbene pludselig taget fra dem med lavere uddannelser...
Der sidder vist bare nogle politikere, der ikke helt har formået at følge med i virkelighedens verden.

Jeg kan sagtens forstå, at nogle unge vælger at tage et sabatår først. Problemet lige nu er så, at de ledige ufaglærte jobs, der tidligere fantes, i dag er besat af folk er der overkvalifiseret til stillingerne. Så hvordan skal de unge spare op, til at forsørge sig selv, samt måske at rejse lidt, som mange tidligere har valgt?
Når der kommer politiske udmeldinger om, at de unge skal hurtigere gennem en uddannelse, så skyldes det mangelfulde beregninger.
Man beregner blot, at skatteindtækten fra disse unge, starter tidligere, hvis de bliver hurtigt færdige. Helt uden at tage hansyn til, at der ikke er arbejde til dem.
Ligeledes har man vurderet, at de små årgange, er skyld i at der mangler hænder i 2020, dette også på trods af, at ledigheden er enorm, og der med al sandsynlighed ville være alt for mange ledige i 2020.
MVH
Megaprofilos

Er selv blevet optaget på universitet, og har dermed fravalgt at holde et friår, men det er også kun fordi, at jeg ved, hvad jeg vil. Hvis jeg var det mindste i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skulle vælge, havde jeg taget et friår.
Der er så meget pres på unge i dag om, at de skal hurtigt i gang, og det studie de vælger skal også være det rigtige, fordi du har SU-klippe nok, hvis du ombestemmer dig med hensyn til dit studie.
En løsning kunne være, at det første halve år eller hele det første år indeholdte de samme elementer, som fx på de samfundsvidenskabelige uddannelser i Aalborg. Dette kunne man viderefører til de naturvidenskabeuddannelser osv.
Desuden ved folk ikke, hvor dyrt det er at studere.
Jeg forstår godt unge, som vil arbejde i et år, og dermed spare nogle penge sammen, sådan at man ikke ender med en SU-gæld på størrelse med Grækenlands gæld!!!
Den eneste årsag til, at jeg har råd til at studere nu er, at jeg har min børneopsparning og en arv fra min mor, ellers ville jeg ikke have en krone til bøger.
Og til de kloge hoveder, som siger at studerende bare tag få et arbejde. Man kan ikke BARE få et arbejde. Vi har en høh arbejdsløshesprocent blandt unge, og en SU rækker altså ikke til bøger, transport, mad, udgifter osv.
Så hvis regerning vil have flere unge i gang med at studere, burde de måske overveje at sætte SU'en op, sådan at man ikke behøve at arbejde, for at spare sammen til at læse.

I dag er der rigtig mange af mine venner, der finder ud af om de er kommet ind på deres uddannelser, og det håber jeg selvfølgelig, at de er.
Men det har gjort, at der er startet en debat om, at vi skal hurtigere i gang med at studere og skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet.
Er det bare mig, der synes, at det er helt forkert? Jeg havde selv ét sabbatår, men kunne måske godt have brugt 1-2 mere. Jeg synes, at det er yderst vigtigt, at folk er klar og har LYST til at læse, ellers går det jo galt lige fra starten af!
Derudover kan jeg ikke forstå, at vi skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet! Hvorfor?! Vi kan ikke få jobs, og slet ikke de job vi gerne vil have. Så hvorfor så presse os?
Hvad synes I egentlig? Synes I virkelig at os unge er for dovne, og bare skal komme i gang? Eller kan I godt forstå at vi har brug for at modnes?
Eller tænker i noget helt andet? Og har I nogle erfaringer fra jer selv?
Mange tak!
Mvh Den Studerende

Jeg selv havde hele 3 år efter gymnasiet. Efter det andet år var jeg bestemt klar til at begynde uddannelse, men jeg vidste ikke som hvad. Jeg søgte ind et par steder og fik også noget, men det havde egentlig ikke min interesse så jeg valgte ikke at starte på uddannelsen, hvilket jeg i dag er rigtig glad for. I løbet af det sidste år fandt jeg ved en tilfældighed uddannelsen som skibsofficer (jeg havde overhovedet ikke tænkt i de baner) og siden har jeg været rigtig glad for det.
Jeg synes det er helt på sin plads at tage et år væk fra studierne efter gymnasiet. På det tidspunkt har man typisk læst i 12-13 år. Spørgsmålet er hvad man bruger tiden på. Hvis det er for at "finde sig selv" eller hvad man bruger af undskyldninger nu om dage og så bare ender på kontanthjælp og ligger på sofaen dagen lang kan jeg ikke se formålet i det, men jeg tror nu også det er de færreste der gør det.
Jeg selv arbejdede alle 3 år. Jeg var ikke kræsen og fandt da også job temmelig hurtigt (et af dem tog mig ca. 30 min inkl 10 minutters cykeltur), men det var også lidt nemmere omkring årtusindskiftet. Men hvis man ikke er kræsen i dag kan man også finde jobs. Det vigtigste i mine øjne er alligevel kollegerne og de kan lige så godt være gode på en ellers arbejdsmæssig kedelig arbejdsplads.
De fleste jeg kender som tog/tager sabbatår bruger faktisk tiden ret fornuftigt til arbejde, rejse, tillægsfag, klargøring til studie (kvote 2) o.lign.

Jeg giver dig ret, man skal ikke starte før man ved hvad man vil. Jeg er selv gået den direkte vej, og det har jeg været glad for. Min søster valgte at arbejde også rejse i 2 år og det har hun været glad for.
Der hvor jeg synes den går galt er når de unge er på dagpenge, eller kontanthjælp i stedet for at arbejde eller noget for så kunne de lige så godt gå i gang med uddannelsen, men så længe de klare sig selv synes jeg personligt at de må helt selvom hvornår de er klar til at gå igang med at læse.
Det er sku da ikke de studerende som er dyre for samfundet, de kommer igang med en uddannelse og får et job på et tidspunkt.
Man ku jo starte med at se på alle de unge mødre, som får et barn og ikke har haft et eneste job eller færdiggjort folkeskolen og heller ikke kan klare sig selv, og får alt betalt fra kommunerne, så kan vi sku snakke om de studerende bagefter. Men synes ikke vi skal straffes til at starte med og synes heller ikke vi er dovne, men når man først er på arbejdsmarkedet, så kan man ikke gøre helt som man vil, det kan man indtil og man skal ikke forstryde at man ikke tog på en rejse eller sådan noget senere i livet.

Ja og vi kunne også kigge på alle de bank-chefer der får gyldne håndtryk og de rigeste der gemmer mia i udlandet.

Der er jo forskel på folk, mens det er en forbrydelse at de unge der skal have en almindelig uddannelse som kontorfolk - håndværkere - eller noget helt andet oplever at de overhovedet ikke kan få noget som helst og samfundet jobcenter osv. hundser helt umugligt med dem - med nedsatte ydelser - bortfald af ydelser - sammenholdt at der ingen uddannelsespladser er.
Står det samtidig til skue at vi i dette land stiltiende må opleve bla.a. De studerende må fjumre sig i gennem tilværelsen og fjumre 2-5 år væk, hvad fanden tænker vi almindelige lønmodtagere ikke der i sidste ende skal arbejde fra eller før vi forlader skolen 16-17 år til vi bliver 67 ....
Men sikkert ikke ret mange af de studerende bliver sikkert ikke nedslidt og deres første dagløn tjener de nok først efter de 30 - de har jo overhovedet ikke været på arbejdsmarkedet i samme omfang som vi andre - og alligevel render de med guldet!

Og politikker som er sikret en høj pension når de har bare har været ministere i en meget kort periode. De burde ikke få mere i pension end alle andre, og når man går af som minister i en ung alder burde man som alle andre ud på arbejdsmarkedet igen, men det behøver de i princippet ikke, da de har sikret, lige meget hvor længe de har været minister og hvilken alder de går af i. Borgmestere har den samme super gode aftale, og det er mere end normale folk får.