drengen der engang græd.

Opvokset uden faderbillede
uden venner de første 6 år,
døden nær mange gange af tidlig alder
mobning, tæsk og trusler han gennemgik.
"Broder! hvor blev du af?
hvorfor forlod du os?
kan du ikke se jeg har brug for dig!?"
Råbte drengen i gråd hver nat.
Morgen efter morgen
i spejlet han så sig selv,
en hånd blev knyttet
han så sig bedst død.
Han gav gud skylden for alt!
han følte gud tog alt fra ham,
først hans bror
nu bedste forældrene.
Alkohol, cigaretter, hash og snitter
indtog hans liv,
indelukket på værelset
alene med følelse af livstræthed.
Endelig! første gang i hans liv kom glæden!
han mødte en dejlig pige,
han elskede hende over alt på denne jord
alt skred fremad.
Indtil dagen kom
han så sin bedste ven sammen med hans pige,
alt ramlede!
stolede på nogen gjorde han ikke længere.
Han stod på stranden
nær opslugt af vandet,
nu oppe på taget
de sidste opkald til dem der stod ham nær.
Alle de tårer, smerter og sorger
åd ham op inde fra,
i en alder af 17 døde han
og jeg sidder her og mindes ham.
Ingen kendte ham som jeg gjorde/gør
for han var mig og jeg var ham.

Samme historie, anden krop
den lille gut, der ikke vokste op
Mor på psykriatisk afdeling
Plejebarn - på deling.
Bortadopteret imod hans vilje
besteforældrenes kamp og snilde
for at få ham tilbage til sit hold
blot for at opleve endnu mere vold.
Mange fordømmende fingre der pegede
ad det lille ubegavede afkom
som verden pregede
allerede da han var 10 faldt hans dom.
Han ville aldrig blive til noget
på skolen var han noget broget
en outsider dømt fra starten af
selv om han kæmpede bravt.
Nu var han 16 og stadig bange
for den familie der tog ham til fange
han kunne aldrig nyde en film i fred
for så ville hans far slå mor ihjel.
En dag flyttede de hjemmefra
til et krisecenter, så alt kunne blive bra
men nu var de begge outsidere
samfundets tabere og lidere.
Så blev han 20, alene med sin mor
fik ikke lov til at have venner
mens hun bedrev hor
det er alt hvad han kender.
Ingen var god nok for gutten sin
du min lille dreng er altid min.
Kæreste var noget han aldrig fik,
tættest var en pornobutik.
Om natten bad han til gud
at komme og hente ham med sit sendebud
Han kunne ikke gøre det - der var ingen barndom,
kun en voksen verden hvor han var mors lille gut.
Nu er han over 40, ingen vil ha ham i job
men han er for rask til at gå rundt i ledighed
ingen kender hans lidelser og sob
en samfundsnasser der afhænger din veldedighed.
Men din medlidenhed findes ej
jeg kan kun gå min vej.

Kære Humalegris.
Det du skriver her,viser mig,at du er et utroligt skønt,berigende menneske-du skal lære at
give andre af dine erfaringer-derfor skal du vise,at du ikke har gået dette igennem alle de triste ting-forgæves.
Du skal tale med nogle-ellers bliver det hele pludselig "for meget"-der sidder læger/psykologer derude bare for at hjælpe een som dig-og de er der FOR dig.Gå til din læge-han vil lytte til dig.(inden tingene bliver FOR meget for DIG!).
Jeg vil ønske dig alt godt-og bliv ved med at skrive dig ud af alle de tunge ting-det er en rigtig god terapi!
Held og meget lykke med din fremtid-livet ER en gave-og intet er let-men DU forstår at komme videre,altid-jeg TROR på du kan overvinde alt-og en dag græde igen!

Humlegrisen har ikke brug for en psykolog. Han har brug for en ven. Fordi vi mennesker har brug for nogen at være noget for og nogen der er noget for os. As simple as that. Det har vi ikke brug for en hjernevrider til at finde ud af.

den pige du kendte er ikke noget du skal sørge over. Når hun render med din bedste ven...så var det ikke meningen det skulle være jer. Du har ikke mistet noget. Det værste af det er afvisningen. Du skal i hvert fald ikke være ked af det over hende, men jeg kan godt forstå du er skuffet over din ven.
Der kommer en anden pige en dag. Det tror jeg helt sikkert.🙂
Mange hilsner
Carla

Det er godt der er nogen der forstår, måske man møder dem en skønne dag🙂[f]

Om stakkels Jonathan som ingen venner har, men som bare skal blive ved med at håbe?
Og ham, som synger om Jonathan ved jo godt, at han er ensom. Men problemet er, at sangeren ikke gør noget ved det. Sangeren står og kigger på...og skriver en sang om det (og bliver populær fordi andre tror han har stor empati og medfølelse). Og lader Jonathan sejle videre i sin egen sø....
Han skulle hellere have skrevet en sang der lød sådan her: Jonathan giv aldrig op...for når du blir populær en dag...så vil jeg måske være din ven....tralalalala....
Det er sådan virkeligheden er: hvis andre ser en ensom person går de i en bue udenom, for ingen vil stemples. Og i stedet siger de: gå til psykolog! Ja, ja hykleriet og fejheden kender ingen grænser.🙁
Det er sgu sørgeligt.[:*(]

Det kan godt være Jonathan synger sin egen sang, har du tænkt over det? [:|]

men det forhold jeg nævnte, sker hele tiden, hver dag.