Hvor går man hen

når sjælen er gammel, hjertet så tungt at det næsten ikke er til at bære, gnisten i øjet slukket og det hele er FOR meget? Jeg ved godt at det siges at det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere... men min "styrke" er opbrugt!
Skæbnen tror åbenbart at jeg er et overflødigshorn, og nu er omkredsen ved at revne, tror jeg.
Jeg troede jeg havde tinatus, men den konstante lyd er lyden at de grå hår der springer frem!
Det tror da pokker at jeg er alene, jeg kan jo ikke bede andre om at skulle rumme det jeg ikke selv kan.
SUK

Man starter i det små !
Du får lige en kæmpekramser herfra...
:)LeonM

det var liiiiige hvad jeg trængte til :-)

Det går jo ikke. Hvad er det, der er så galt lige nu? Skal vi ikke snakke lidt om det. Jeg synes det er skidt, du har det sådan.

jamen hvad der er gået galt??? En "hashoman" lettere alkoholiseret søn på 17 der er ved at smide sit liv a H til med dertil attituder.. jeg orker det ikke mere. Jeg har ventet 10 mdr på at få fleksjob (du ved, dem kommunerne smider omkring sig med, og bevilligere til alle de dovne!) - og uanset om min egen læge eller sygehuset mener at sclerose burde være nok, så er der stadig ikke ro på den front. Jeg aner ikke om jeg bliver fyret hvis mit fleksjob går i vasken, men jeg ved inden jeg søgte om fleksjob der søgte jeg andre stillinger og samtalerne blev jeg kaldt ind til - de gik smadder godt indtil jeg fortalte om diagnosen (som jeg legalt og moralsk er for pligtet til!), så mistede de interessen, og jeg tror ikke jeg får nyt job hvis jeg ikke får fleks... Min søn har været anholdt og varetægtsfængslet, men det har ikke været nok til at han overvejer at droppe tjalden - eller skære ned på sprutten - og jeg kan ikke mere.
Det skal også siges at hans far er i udlandet indtil marts med sin nye familie, og har ikke været der for drengen siden 1999 - så frustrationer er store hos knægten, og back-up og støtten til mig er en mangel vare.

Jeg ved godt du slås med de problemer, men det jeg tænkte var at der måske havde været en eller anden udløsende faktor lige idag eller igår.
Er varetægtsfængslingen af din søn det sidste der er sket?

Jeg kan godt forstå, at du synes tingene ser sort ud. Det lyder som om, at du har fået din del af udfordringerne efterhånden. Prøv at kontakte din læge & bed om at få en henvisning til en psykolog pga. depression eller det der er værre. Det er nok ingen skade til, at skære det ud i pap, hvordan tingene står til. Men læg vægt på det psykiske, for ellers har læger det med at afslå hjælp fra sygesikringen og psykologhjælp er dyrt.
Håber du kan bruge mit råd til noget og at tingene snart begynder at se lysere ud for dig.
Stort knus & alle de bedste ønsker for din fremtid.
Thomas

nej, jeg kan ikke sige hvad det er at det er sådan idag - der er ikke nogen direkte udløsende faktor - ikke een jeg kan få øje på. Det sidste på job fronten er at jeg venter på svar fra den sidste undersøgelse og så svar fra kommunen.. hvilket jo udløser en respons fra min arbejdsgiver. Det er så frustrerende at alt ligger uden for min indflydelse og kontrol område, at jeg er så afhængig af andre der skal træffe så vigtige beslutninger i mit liv...
At min knægt så har været skævere en en vis bygning i Pisa i over 14 dage, og til trods for garanti på en lære plads pr januar 2006, har valgt at pjække fra Teknisk skole i samme 14 dage, gør det ike bedre...og så ved vi stadig ikke hvor når hans sag skal for retten - det har været udestående siden juli.
Sjælen har været meget tung længe, men jeg har først taget mod til mig i dag til at erkende det.

Meld dig syg.....lej en masse dvd'er....lav 2 kilo popcorn køb en masse cola slik og chips...læg dig i sresschairen......og nyd det et par dage...så kommer energien

læste din profil. du er da skide stærk, du kommer dig da. med alle de kvaliteter du skriver om!.
op på hesten igen. smil, smil det er skide dejligt.
indimellem er der sgu ik noget bedre end at se sig selv smile i spejlet hvis man er lidt depri og sige "du er sgu en ener, du er fanme dejlig".
håber det hjælper.
MVH jepper

sødeThomas. Jeg går faktisk til psykolog og er i behandling for depression, men det virkere bare som om at hvergang jeg får skrebet lidt af overfladen så kommer næste slag,for det jeg lige har nævnt er bare det sidste nye på stammen. Min psykolog kikkede på mig som om jeg var rablende da jeg listede de sidste mange op for hende:
- 5 spontane aboret
- 1 for tidligt fødtr (9 uge), efterfølgende vuggedød som blev redet fordi jeg sad med ham (og ja det er sønniken jeg omtalte før).
- en ægtemand der sejlede langfart 6 mdr ad gangen og som fortalte om sine bordel besøg!
- min far blev reduceret til en grøntsag og overlevede i 10 år. Min mor passede ham hjemme, og kørte naturligvis HELT ned psykisk.
- året efter fik jeg i julegave Sclerose.
- min daværende mand skred.. det kunne han ikke rumme.
- "farmand" to til udlandet og blev der i 4.5 år.. totalt svigt overfor begge unger der tilbeder ham (hvorfor ved jeg sgu ikke!!)
og selv disse hændelser er ikke det hele - det havde også været til at håndtere hvis jeg havde været ældre end jeg er - for livet giver knubs.. jeg syntes bare at jeg har fået alle mine inden for en overskuglig periode, som bevirker at dét er uoverskueligt for mig.
men mange tak for de søde og kærlige tanker

Hejsa Kontormus
Ved lige hvordan du føler mht. at det hele er ved at køre af sporet.
Jeg kæmper selv for at få mit liv til at fungere efter en alvorlig trafikulykke for 1½ år siden. Hjælpen fra min kommune har desværre ikke være til stede, men min arbejdsgiver og arbejdskommune har heldigvis haft tid til at hive mig lidt ovenpå igen.
Det sidste ½ år har jeg, for egen regning været på nedsat tid, mens kommunen har sendt mig til den ene undersøgelse efter den anden, for at få fastslået om jeg er berettiget til hjælp ..... og det viser alle undersøgelserne, men så finder de bare endnu en undersøgelse at sende mig til.
Desværre har arbejdspresset, samtidig med at der også skulle være tid og overskud til behandling og familieliv, været for stort, og jeg har nu atter måtte sygemelde mig. Øv!!!!!
Jeg frygter selvfølgelig for mit arbejde nu, men mit helbrede kommer i første række.
Jeg har samtidig været til samtale hos min fagforening i dag, og sat dem ind i sagen. Aldrig har de hørt om en så katastrofal mangel på hjælpe fra en kommunes side ang. hjælp efter ulykke, så nu vil jeg få hjælp af de "tunge" drenge (socialrådgivere, jurister m.fl.) fra selve hovedkontoret til at kæmpe min sag. Samtidig mener fagforeningen, at når jeg, forhåbentlig om ikke alt for lang tid, bliver klar til at komme tilbage til jobbet igen, så skal jeg på en delvis sygemelding resten af skoleåret.
Du kan tro, at det lettede, at der er nogen, der tager over i min sag. Jeg står ikke længere alene, og selv om alle problemerne ikke forsvinder nu, så har jeg nogen til at støtte mig, der er eksperter!
Det jeg ville med min længere fortælling er, om du ikke kan få nogen til at støtte dig?
Er der ikke en pårørendegruppe for unge med misbrug, en behandler, en socialrådgiver med ekspertise omkring stofmisbrug eller lign. der kan støtte dig i denne svære tid med din søn.
Og så må du i denne sammenhæng endelig ikke glemme dig selv - du kan ikke give noget væk, hvis du ikke selv har nogen ressourcer! Har du ikke en fagforening, en læge eller andre der kan støtte dig, som du kan få hjælp fra?
Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at du hver dag gør noget godt for dig selv. Går en god tur i skoven, bager hjemmebagte boller og spiser dem under et lunt tæppe mens du ser en gammel dansk film, hygger med veninderne osv.
Husk også at chokolade hjælper lidt på humøret;-) Er du gal jeg spiser meget for tiden!!!!
Mange knus og pas på dig selv
Vip

problemet er at jeg ikke er så god til at lyve, så profilen passer stjerne godt.. jeg har det bare sådan at kræfterne ER brugt. Jeg har prøvet mange gange at bede om assistance, men jeg får konstant at vide at jeg er så stærk, så jeg føler ikke at mine råb om hjælp bliver taget alvorlige.
Og så har jeg det sådan at jeg skrige højt næste gang jeg får at vide at jeg er så stærk en pige (hvilket jeg må være sidne jeg hænger i endnu).. men jeg er ikke en ø og jeg kan ikke trække læsset så tungt som det er helt alene.. ikke længere (eller i hvert fald pt.)

du har søde VIP - jeg er flov over ikke at kunne mønstre det samme. Jeg har kontaktet læge, kommune, misbrugscentret alle jeg kunne komme i tanke om for at hjælpe min søn, men han vil ikke. Citat: jeg er haso-man, men jeg har ikke et problem med det.. det er sgu da kun dig der har det!Citat slut.
Min kamp for min søn har stået på i 5 år, og jeg fæler mig så svigtet af kommunen at jeg ikke nærer tillid nok til at henvende mig for min egen skyld.
Jeg håber for dig at dit falder i hak og på plads:-)
kram

Hej igen kontormus.
Nej, jeg har ikke længere noget overskud, føler det nærmest som om energien bare løber ud af en hane og væk. Men jeg har en skøn familie, lige fra mand, børn til forældre, søster, svigerforældre samt nogle kanon venner, der alle støtter og samler mig op når det hele bliver for uoverskueligt! Det er uundværeligt!!!!
Som jeg kan se, er det måske det du mangler ..... og ydermere har du jo tre store problemer at slås med!
Kan godt forstå du ikke orker kommunen (sådan har jeg det også!!!), og når din søn ikke vil hjælpes, er der jo ikke meget, du kan gøre for at tvinge ham (desværre), men det er også derfor jeg foreslog et eller andet center for pårørende for misbrugere, der vil jo (desværre) være flere i din situation som du kan tale med! Findes det ikke?
Alt det vi ikke får ud, ender jo med at volde os problemer senere hen. ØV!
Du må love mig at passe på dig selv, for alle de problemer er jo ikke det bedste for din sygdom vel?!
Mange knus og tanker

sige fra. sig NEJ for helvede. havde/har selv problemer med at sige fra, den evigt hjælpende!.
og lige det med skrigene! så skrig da for helvedehvis det er den eneste måde de forstår det på.
Hvad er det du vil hjælpes med? hvem kan hjælpe dig? hvad er det der går dig på?
MVH jepper

jeg har såmænd nogel rigte gode venner og de gør hvad de kan... men knægten vil ikke høre og affejer alle med en "du lyder sgu som min mor" eller for mændenes vedkommende "du er ikke min far". Min mor vil jeg helst ike belemre med "mit snavs" hun er endelig ved at komme ovenpå after min fars død...og egentlig syntes jeg hun skal bruge bare lidt af evt overskud på at sstøtte hendes eneste søster som har bryst-cancer. Jeg har også en dejlig lille bror, som bor i Esbjerg, og som står midt i en grim skilsmisse (som jeg ikke har overskud til at hjælpe ham igennem)
kram til dig (du fortjener det)

jeg orker ikke at skrive det hele forfra.. men hvis du vil vide hvorfor jeg har det behov for at skrige, og hvad det er der egentlig rør sig, så prøv og læs mine svar til Thomas30 og VIP...
og igen tak for dine stærke og søde ord.. jeg kan forhåbentlig hente styrke fra jeres gode indput.

har det jo netop med at blive bagsiden af medaljen. Halvdelen af omgivelserne oplever man klarer ALT og resten bruger det som argument for ikke at ulejlige sig.
Jeg ville ønske jeg kunne give dig et virkningsfuldt råd, men har desværre ikke lige et i ærmet. Én ting er dog helt sikker, det handler om at få batterierne ladet op igen. Du ved selv bedst hvordan du tilfører ressourcer, så det skal jeg ikke gøre mig klog på, men der MÅ være én omkring dig der kan trøste dig lidt og opmuntre dig så du kan komme lidt op til overfladen igen.
Ingen kan klare det du har i tilværelsen alene.

tak for dine forstående ord og tanker - tro det eller ej, men sådan noget hjælper...også din indsigt at det der med styrke har altså en bagside - dét er en sandhed HELT uden modifikationer.

mig ondt at høre at du har det så svært. Jeg vil nok foreslå dig at tale med din læge og evt. få en henvisning til psykolog, så får du tilskud fra sygesikringen. Jeg har selv været i samme båd men nu begynder jeg at se lyset. Du får en stor knuser fra mig og HUSK: Når du kigger mod solen falder skygge bag dig.

i en skidt periode er depri eller andet, falder man tit ned i at slå sig selv endnu mere med alt hvad man kan komme i nærheden af. du venter på en masse som du ikke har fuld kontrol over, du føler afmagt over at du intet kan gøre, MEN du har gjort dit for at komme videre og nu er det noget nyt der skal til. det ændrer sig jo hele tiden, hvad du ik så igår ser du idag!. følelsen af afmagt er ulidelig ved det men det kan være en kæmpe hjælp til at komme til at leve lidt mere i NUET. læg alle de negative tanker og fremtidsplaner på hylden nu, du kan ikke bruge skyldfølelse eller medlidenhed til noget. Du gør hvad du kan og det er godt nok,
Prøv at læg mærke til alle de små positive ting der er selv de mindste ting de er der!.

men problemet er bare at det er NUET jeg ikke kan mere... og jeg husker at værdsætte de små positive ting - debatørenes støtte (din bl. andre) er ikke just en lille ting, men klart positivt! og for det takker jeg - det giver mod til at tage de næste par dage med forhåbentlig letter oprejst pande.

jeg går til psykolog..eller rettere psykriater (da det er gratis) og min læge IKKE mente at jeg faldt ind under katagori der berettede til gratis psykolog-hjælp. OG det hjælper... jeg har trods alt ikke opgivet helt endnu.
Jeg mener bare at nu må jeg snart have taget min tørn..og jeg ønsker IKKE at andre skal have mit liv (jeg ville gerne bytte hvis det var muligt, men jeg kender ingen jeg syntes der fortjener mit.. )
Jeg tror "bare" at det er kamp ånden der er slidt tynd.

tænke på dig og vil hermed sende dig en masse styrke og håber at du snart finder lyset. Du lyder som et dejligt menneske der har fortjent en masse godt, det må du aldrig være i tvilv om.