dårlige opelvelser i vennekredsen
Ja jeg ku altså ikk lige finde en debatkategori omhandlende de problemer der så ofte foregår blandt os unge, - men jeg har bare BRUG for at læsse af til alle der nu gider lytte, tænkte så var det nok meget passende med kategorien ordet er dit..
Jeg er 18. Lige startet i skolen igen. Føler jeg på mange måder er forandret i løbet af sommerferien. Det sidste år har jeg haft en serie dårlige oplevelser, blandt andet med en række folk jeg sgu troede var mine okay gode venner, men hold da kæft hvor har nogen af dem bare vist sig at være nogle fjolser!!
Jeg har været vild med den her fyr. Er ved at komme mig nogenlunde over ham, men det har sgu ikk været let. Folk har virkelig været nogen spader. Ligeså snart det var "ude i systemet" at jeg havde scoret føromtalte fyr, så var det som om en hel masse ucharmerende intriger bare kom snigende. Folk har haft spredt alle mulige rygter om at han bare syntes jeg var så langt ude, billig og så videre. Jeg blev på flere måder lukket ude, ignoreret, men samtidig skulle jeg konstant lytte til folks pis om dit og dat. Men det er nu ikke fordi fyren selv har været alt for sød, nejnej jeg skulle absolut se ham snave med en halv snes af mine veninder, og jesus christ jeg troede sådan set det var mig han havde noget kørende med, for det var sgu da os der skrev sammen, jeg troede han kunne lide mig. Og bla bla bla. Men ét er at jeg blev vraget af en fyr jeg troede jeg havde noget med, noget helt andet har været den ringe ringe opbakning jeg synes folk har udvist. Hvorfor begynder alle mulige andre lige pludselig at have noget imod mig, bare fordi jeg gik lidt galt i scorebyen? Forstår det ikke..
Jeg har få gode tætte venner som heldigvis forstår og har hjulpet mig. Men der er én ting som jeg ikke har kunnet fortælle til nogen, og det er at jeg tuder stort set hver aften. Over det samme, eller i hvertfald noget der udspringer af det samme. Over at fyren ikke ville have mig, over at jeg har skullet have så meget dårlig opmærksomhed fra folk jeg troede var søde, over at jeg måske bare ikk fungere i et socialt fællesskab. Og det er jo flere måneder siden nu at alt det der lort skete, men det sidder ligesom bare fast fordi jeg aldrig fik stukket midterfingeren i fjæset på de røvhuller der fortjente det, fordi jeg aldrig fik sagt min mening om at det her fandme er for lavt. Tårerne kommer nærmest helt af sig selv. Og det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle om mit tuderi til de få jeg stoler på, men det er som om at når jeg bare er i den normale hverdag så blir lortet skubbet i baggrunden, og når jeg er sammen med mine venner er jeg bare glad og tilfreds og mærker ingen tristhed. Men alle de nætter hvor jeg bare ligger alene i min seng tuder jeg bare løs. Føler næsten jeg lever et dobbeltliv. Og det er egentlig ikk fordi jeg har et problem med at være ked af det, for det kommer helt naturligt, men det kan vel ikk blive med at nage sådan her? Der er heldigvis ikk lang tid til at jeg skal starte et nyt sted, væk fra den her flok idioter, men det betyder jo ikk nødvendigvis at de dårlige oplevelser holder op med at gøre ondt. For hvorfor fanden er det lige mig der skal opleve sådan noget her? Jeg kender ingen der har været i samme situation overhovedet. Det er som om nogen tror jeg bare er en freak man frit kan trampe løs på - fuck fuck fuck dem.. Jeg føler på en måde et had. Og synes samtidig at det er de fandme ikk værd.
Nå men det med at jeg tuder - det er nærmest det modsatte af en depression. For jeg har sgu en orkan af følelser hele tiden, glad og almindelig om dagen, hysterisk stortuder om natten
Er der nogen der ved hvad jeg snakker om, nogen der overhovedt har prøvet noget lignende? Skriv meget gerne omdet, trænger tila t vide jeg ik er den eneste langt ude freak
Jeg er 18. Lige startet i skolen igen. Føler jeg på mange måder er forandret i løbet af sommerferien. Det sidste år har jeg haft en serie dårlige oplevelser, blandt andet med en række folk jeg sgu troede var mine okay gode venner, men hold da kæft hvor har nogen af dem bare vist sig at være nogle fjolser!!
Jeg har været vild med den her fyr. Er ved at komme mig nogenlunde over ham, men det har sgu ikk været let. Folk har virkelig været nogen spader. Ligeså snart det var "ude i systemet" at jeg havde scoret føromtalte fyr, så var det som om en hel masse ucharmerende intriger bare kom snigende. Folk har haft spredt alle mulige rygter om at han bare syntes jeg var så langt ude, billig og så videre. Jeg blev på flere måder lukket ude, ignoreret, men samtidig skulle jeg konstant lytte til folks pis om dit og dat. Men det er nu ikke fordi fyren selv har været alt for sød, nejnej jeg skulle absolut se ham snave med en halv snes af mine veninder, og jesus christ jeg troede sådan set det var mig han havde noget kørende med, for det var sgu da os der skrev sammen, jeg troede han kunne lide mig. Og bla bla bla. Men ét er at jeg blev vraget af en fyr jeg troede jeg havde noget med, noget helt andet har været den ringe ringe opbakning jeg synes folk har udvist. Hvorfor begynder alle mulige andre lige pludselig at have noget imod mig, bare fordi jeg gik lidt galt i scorebyen? Forstår det ikke..
Jeg har få gode tætte venner som heldigvis forstår og har hjulpet mig. Men der er én ting som jeg ikke har kunnet fortælle til nogen, og det er at jeg tuder stort set hver aften. Over det samme, eller i hvertfald noget der udspringer af det samme. Over at fyren ikke ville have mig, over at jeg har skullet have så meget dårlig opmærksomhed fra folk jeg troede var søde, over at jeg måske bare ikk fungere i et socialt fællesskab. Og det er jo flere måneder siden nu at alt det der lort skete, men det sidder ligesom bare fast fordi jeg aldrig fik stukket midterfingeren i fjæset på de røvhuller der fortjente det, fordi jeg aldrig fik sagt min mening om at det her fandme er for lavt. Tårerne kommer nærmest helt af sig selv. Og det er ikke fordi jeg ikke vil fortælle om mit tuderi til de få jeg stoler på, men det er som om at når jeg bare er i den normale hverdag så blir lortet skubbet i baggrunden, og når jeg er sammen med mine venner er jeg bare glad og tilfreds og mærker ingen tristhed. Men alle de nætter hvor jeg bare ligger alene i min seng tuder jeg bare løs. Føler næsten jeg lever et dobbeltliv. Og det er egentlig ikk fordi jeg har et problem med at være ked af det, for det kommer helt naturligt, men det kan vel ikk blive med at nage sådan her? Der er heldigvis ikk lang tid til at jeg skal starte et nyt sted, væk fra den her flok idioter, men det betyder jo ikk nødvendigvis at de dårlige oplevelser holder op med at gøre ondt. For hvorfor fanden er det lige mig der skal opleve sådan noget her? Jeg kender ingen der har været i samme situation overhovedet. Det er som om nogen tror jeg bare er en freak man frit kan trampe løs på - fuck fuck fuck dem.. Jeg føler på en måde et had. Og synes samtidig at det er de fandme ikk værd.
Nå men det med at jeg tuder - det er nærmest det modsatte af en depression. For jeg har sgu en orkan af følelser hele tiden, glad og almindelig om dagen, hysterisk stortuder om natten
Er der nogen der ved hvad jeg snakker om, nogen der overhovedt har prøvet noget lignende? Skriv meget gerne omdet, trænger tila t vide jeg ik er den eneste langt ude freak