E i min drink! Hvorfor?
Var i byen i lørdags. Mødtes med nogle venner jeg ikke havde set i flere år. En slags gensynsfest. Vi delte noget vin og hyggede os, mens vi talte om hvad vi havde lavet siden sidst vi sås.
Èn af dem spørger "hvem har noget i aften?". Jeg tænker sådan lidt for mig selv "har hvad?", men siger ikke noget og sipper af min vin. Der kommer kokain frem på bordet, og der går lidt tid før det går op for mig hvad det er der foregår.
De begynder at dele det rundt, og jeg takker nej og siger at jeg ikke er til den slags. Dér går det op for mig, at jeg er den eneste i forsamlingen (10 personer), der ikke tager noget. Og jeg får et par hurtige blikke. Sidder og føler mig helt fremmed blandt folk der før i tiden var de bedste venner. Sidder lidt og overvejer at gå, men bliver dog lidt. Er ikke fuld. Har fået to glas vin.
Til min store glæde kommer der nu en flaske vodka på bordet. Dét er noget man kender og ved hvad er. En af fyrene spørger om jeg vil have en drink, og jeg takker da ja. Han smutter ud i køkkenet (ikke underligt, eftersom sodavanden står i køleskabet) og kommer tilbage med en drink til mig. Så snart jeg har drukket den kan jeg mærke det. Jeg ser farver og det hyler inde i mit hoved. Stemmerne forsvinder og folks ansigter bliver utydelige, men jeg kan se at de kigger på mig og smiler. Som om de tænker, "ha ha, dér fik vi dig!". Jeg føler at jeg svæver. Det er ikke en rar fornæmmelse. Jeg har ingen kontrol over min krop, kan mærke uro og bliver meget utilpas.
Kommer på mystisk vis hele vejen ud til toilettet før jeg begynder at kaste op. Jeg kan ikke samle mig, og alt virker uladesiggørligt. Foruroligende. Jeg går ud og støtter mig til væggen. En pige kommer ud til mig, og jeg mumler "kender du det hvor man bare....", jeg synker sammen som gelé på gulvet. Hun griner og samler mig op. Jeg kan mærke at jeg ikke vil se de andre inde i stuen, er sur og skuffet og nok også en lille smule bange.
Jeg åbner døren og går ud. Indsér at jeg befinder mig i en lejlighed der ligger på 7. sal og begynder at bevæge mig ned af trapperne. Benene gør ikke som jeg vil, og jeg klamrer mig gelænderet. Vælter faktisk hele vejen ned. Jeg kommer udenfor også kan jeg ikke huske mere. Jeg er taget hjem til mine forældre. Utroligt. Jeg kan ikke forstå hvordan jeg er kommet ind og kan stadig ikke samle tankerne. Men får forklaret hvad der er sket, og at jeg er gået hele vejen hjem til dem (!). Det er langt, og midt om natten. Ikke særlig smart, men jeg vidste det ikke. Jeg er 25 og kan da godt klare mig selv, men kom åbenbart frem til, at det kunne jeg ikke i denne situation. Mine forældre var bare sure over at jeg ikke fik ringet, for så ville de ha hentet mig, om jeg så stod i Paris. De var fuldt ud forstående og meget søde. Passede mig med suppe og brækspand i de tre dage hvor jeg hverken sov og kunne ikke det ene eller det andet.
Jeg er dybt rystet og ked af det. Nej betyder nej. Hvad fanden tænker folk dog på?? De legede med mit liv! Sådan føler jeg det efter denne oplevelse! Hvad får de ud af det? Er det sjovt eller hvad? Det er fandme sidste gang jeg tager imod en drink!
Èn af dem spørger "hvem har noget i aften?". Jeg tænker sådan lidt for mig selv "har hvad?", men siger ikke noget og sipper af min vin. Der kommer kokain frem på bordet, og der går lidt tid før det går op for mig hvad det er der foregår.
De begynder at dele det rundt, og jeg takker nej og siger at jeg ikke er til den slags. Dér går det op for mig, at jeg er den eneste i forsamlingen (10 personer), der ikke tager noget. Og jeg får et par hurtige blikke. Sidder og føler mig helt fremmed blandt folk der før i tiden var de bedste venner. Sidder lidt og overvejer at gå, men bliver dog lidt. Er ikke fuld. Har fået to glas vin.
Til min store glæde kommer der nu en flaske vodka på bordet. Dét er noget man kender og ved hvad er. En af fyrene spørger om jeg vil have en drink, og jeg takker da ja. Han smutter ud i køkkenet (ikke underligt, eftersom sodavanden står i køleskabet) og kommer tilbage med en drink til mig. Så snart jeg har drukket den kan jeg mærke det. Jeg ser farver og det hyler inde i mit hoved. Stemmerne forsvinder og folks ansigter bliver utydelige, men jeg kan se at de kigger på mig og smiler. Som om de tænker, "ha ha, dér fik vi dig!". Jeg føler at jeg svæver. Det er ikke en rar fornæmmelse. Jeg har ingen kontrol over min krop, kan mærke uro og bliver meget utilpas.
Kommer på mystisk vis hele vejen ud til toilettet før jeg begynder at kaste op. Jeg kan ikke samle mig, og alt virker uladesiggørligt. Foruroligende. Jeg går ud og støtter mig til væggen. En pige kommer ud til mig, og jeg mumler "kender du det hvor man bare....", jeg synker sammen som gelé på gulvet. Hun griner og samler mig op. Jeg kan mærke at jeg ikke vil se de andre inde i stuen, er sur og skuffet og nok også en lille smule bange.
Jeg åbner døren og går ud. Indsér at jeg befinder mig i en lejlighed der ligger på 7. sal og begynder at bevæge mig ned af trapperne. Benene gør ikke som jeg vil, og jeg klamrer mig gelænderet. Vælter faktisk hele vejen ned. Jeg kommer udenfor også kan jeg ikke huske mere. Jeg er taget hjem til mine forældre. Utroligt. Jeg kan ikke forstå hvordan jeg er kommet ind og kan stadig ikke samle tankerne. Men får forklaret hvad der er sket, og at jeg er gået hele vejen hjem til dem (!). Det er langt, og midt om natten. Ikke særlig smart, men jeg vidste det ikke. Jeg er 25 og kan da godt klare mig selv, men kom åbenbart frem til, at det kunne jeg ikke i denne situation. Mine forældre var bare sure over at jeg ikke fik ringet, for så ville de ha hentet mig, om jeg så stod i Paris. De var fuldt ud forstående og meget søde. Passede mig med suppe og brækspand i de tre dage hvor jeg hverken sov og kunne ikke det ene eller det andet.
Jeg er dybt rystet og ked af det. Nej betyder nej. Hvad fanden tænker folk dog på?? De legede med mit liv! Sådan føler jeg det efter denne oplevelse! Hvad får de ud af det? Er det sjovt eller hvad? Det er fandme sidste gang jeg tager imod en drink!