Flere børn får depressioner

Antallet af danskere mellem 0 og 24 år, der bliver ramt af en depression, er mere end fordoblet på syv år, skriver 24timer i dag.
Det er godt nok uhyggeligt! Og meget trist. Årsagen til at flere børn og unge får en depression er ifølge forskerne blandt andet ustabile familieforhold og et stort pres i skolen. Men også triste og voldsomme hændelser i form af dødsfald kan udløse en depression.
Depression kan, mener man, også være arveligt betinget. Hvis flere i familien har haft en depression, er der efter alt at dømme større risiko for, at et ungt familiemedlem bliver ramt af sygdommen.
Men mange børn og unge går rundt med en depression uden at vide det. Det kan nemt blive et overset problem, fordi de unge har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det, og hvad de føler. Det betyder, at omgivelserne – dem der skal bakke op om de unge – har svært ved at gennemskue, at der er noget galt.
Forbruget af antidepressiv medicin til børn har været stærkt stigende siden det kom på markedet for 10 år siden, skriver 24timer. Stort set alle unge der har fået diagnosen depression får antidepressiv medicin, mens det gælder for et sted mellem 50 og 70 % af de deprimerede børn.
Der er grund til bekymring. En depression i de unge år kan være en hindring for den personlige og sociale udvikling. Hvordan får vi vendt denne triste udvikling? Skal vi bare fylde vores børn med antidepressiver, eller skal vi forsøge at forebygge? Kunne man evt. indføre obligatoriske psykolog-samtaler i folkeskolen, på linje med de obligatoriske besøg hos sundhedsplejersken, i et forsøg på at komme problemerne i forkøbet?
Hvorfor tror du, at flere børn og unge får ondt i psyken? Er det samfundsudviklingen, de mindre stabile familieforhold og den stigende skilsmisserate? Er det stressede forældre og mangel på kontakt og nærvær? Er presset og forventningerne fra skolen for store?

Skræmmende nyheder. Jeg vil tillade mig at antage det politisk ukorrekte standpunkt, at det faktum, at vi har fået mange nye medborgere de sidste 10-år, med en totalitær og truende religion, har øget utrykheden i samfundet.

....at konkludere, at børn utryghed kan meget vel kan komme af forældrenes stigende paranoia over for disse tilflyttere. Hvad mor og far er bange for, er børnene også.
Kajsa

i de store klasser troede at søskenderabat kun var for indvandre med mange børn og en særrettighed for dem...
hvor pokker kommer mon sådan en synsvinkel fra ?
klart at børn bliver rasister med sådanne forældre.

- den anden er, at der ikke skal mange afvigelser til, fra det nogen på bjerget kalder normalt, før det udløser en diagnose. Hvem siger den er rigtig? Hvad enten det er børn eller voksne der fyldes med lykkepiller, så kan det gøre mig helt svimmel, med det forbrug og nogle gange ham man fornemmelsen af, at hvis bare man kan overtale folk til at spise skidtet, så er de ikke til så meget ulejlighed. Hvem hjælper man? Patienten eller omgivelserne? Vi tager efterhånden piller mod livet!
Eksempel:
Vi havde en lille fyr i familien, der var voldsomt plaget af eksem, da han var knapt et år. Kan man ikke lindre det, kan man pakke hans små hænder ind, så han ikke kan kradse sig til blods, når han f.eks sover, men det betyder så også at han ikke rigtig kan "klø igen". Det giver en meget urolig nattesøvn, som selvsagt forstyrrer far og mors søvn også, og de skal jo passe deres arbejde om dagen, hvilket kan være svært efter 2 måneder med 2 timers søvn ad gangen. Så man går til doktormanden med problemet.
Løsning: Barnet får sovemedicin og doktormanden giver udtryk for, man må håbe han vokser fra eksemen!!!!!!!
- Det var før lykkepillernes tid, men ellers havde han sikkert fået dem, så han var blevet glad for sine plager.

er mange ting der kan spille ind. For alle børn er lige så forskellige af væremåde og sind som os voksne. Jeg kan ikke snakke for andres børn og unge, men fortælle lidt om den tid, i vores situation, der har været så hektisk, at man har kunnet mærke det på børnene. Mine børn er blevet skillesmisse børn indenfor det sidste år, i forbindelse med separationen, var tilvænning af tankerne om mor og far ikke er sammen mere, datteren (9 år) reagerede med at åbne op for sin lille skal med at fortælle hun har oplevet noget meget ubehageligt. Noget vi ikke havde den fjerneste ide om. Samtidig var én lære på skolen på nakken af hende fordi hun stadig i 2 klasse havde svært ved at huske hvordan tallene fra 12-19 så ud da de ikke sådan lige er til at høre som f.eks tallet 23.. alle de tre ting i sit lille hovede, gavhende en indelukkethed som vi "bare troede at det var fordi hun var doven og ville kun tegnefilm hele tiden".Sønnen (11 år) har en mavelidelse som hans far ikke rigtigt har kunnet acceptere, hvilket også har givet lidt et slag i nakken i ny og næ. Alle disse ting kan man jo bakke op om hvis man hat vidst det ang. min datters oplevelser, men min søns sygdom er svær at holde hovedet oppe når den ene forældre ikke deltager i støtten... Jeg ved af erffaring fra andre vi mødt med samme ubehagelige oplevelser og samme mangel af støtte til sygdom at det på virker børn uanset alder til at tænke at de ikke er gode nok og "hvorfor lever vi" tanker.
Vi har så nu fået ro på det meste, børnene er startet på ny skole og fået en ny start... hvilket skulle være godt... troede jeg. Min datters lære kender hele hendes historie, og har fået diverse hjælp til hende, og hun var glad... lige indtil en matematik lære skulle hjælpe hende med at måle et stykke viskelæders længde (der er slidt rund i hjørnerne) og det kunne min datter ikke greje da hun faktisk har to kanter at kigge på starten af rundingen og slutningen af rundningen. Læreren fløj op over for hende i hendes nye klasse så alle kunne høre det og råbte "du burder f..... have briller". Min datter var total delagt da hun fik fri, brød sammen og mente at hun var lige så dårlig som i den anden skole og ikke du'er til noget. alt der skulle til ville have været at lægge linealen ovenpå viskelæderet i stedetfor ved siden af. Og ikke råbe sådan op, lige til at køre et barn ud i torvene igen... og så foran klassen. Samme tid er der i min søns klasse også en lære (som vi har haft samtale med, ang. denne skoles arbejde er på et helt andet og højere niveu end fra min søns anden skole) der råber og skriger så spyttet rammer i hovedet. Især en dag min søn havde en times fravær (pga. tjek af bøjle) og ikke fik at vide hvad de skulle lave, og næste dag flippede hun totalt overfor ham og sagde at hun ville ringe hjem og høre hvad f..... der foregår.... og det skal dermed siges at det var første gang han ikke havde lavet sine lektier af uvidenhed om lektierne. Hun ringede aldrig men klassen grinede af ham.
Jeg har fortalt vores historie, og jeg mener bare at JA skillesmisse kan slå alt væk fra et barn uanset alder, skolens forventninger til de "små voksne" som jeg kalder det, og dagens tumlen med forældrenes arbejde, lektier, handlen ind og de børn der forventes at skulle dyrke div. sport mindst 3-4 gange i ugen, alt dette har da noget at sige til at de unge går og har ondt i psyken.... Jeg har ingen løsning på hvad vi kan gøre, for systemet 2007 gør at vi skal arbejde mere og hårdere og døgnet er kun 24 timer langt, og økønomien forlanger det samme så man kan få mad på bordet. Jeg har så været så uheldig /heldig at komme til skade og har gået hjemme i snart 8 mdr. og har kunnet støtte mine børn igennem deres hårde tid. Min datter blomstre igen og smiler og ser måske 2 timers tegnefilm om dagen imod se 5-6 timer førhen. Hun har venner og min søn ligeså. Men jeg tror dit forslag om obligatorisk psykolog-samtaler kunne give et andet positivt billede på længere sigt... men også med forbehold for ideen, (som hørt) kan komme misforståelser hos en psykolog... men god tanke der....

Tager vi efterhånden piller så vi skal være frie for at konfronteres med vores problemer i familien? Små børn får lykkepiller for at ikke være kede af at mor og far er hjemme så lidt....? En god gang familieterapi UDEN piller ville være en meget bedre løsning, og så skulle mor og far måske ser over sin arbejdsplan.
Nu ved jeg godt at nogle af problemerne stammer fra et øget pres i skolen, men det pres bliver jo ikke mindre af at de små poder gu hjælpe mig heller ikke har nogen at snakke med vedr. problemerne!
Kajsa

Ja, der er ingen tvivl om at vores travle hverdag går ud over vores børn.
Og vi har alle MEGET travlt, Næsten alle der er forældre.

Og hvorfor skal vi arbejde mere, eller gå til sport 4 gange om ugen?, hvad er der galt i at børn slapper a efter en lang dag i institution?, ved at sidde foran tv med tegnefilm en times tid eller mere?, eller havd er der galt i at man bare slapper a derhjemme, når man endelig har ferie, fra instutionen, det gør voksne da osse, når de selv vil. Mange voksne har så travlt med at "finde sig selv" og "egne behov" så det nogengange er en lettelse at ungerne, går til aktiviter efter skoletid, så vi voksne også kan få tid til sig selv.
Det er da "okay" at gi børn antidepresiv medicin, I EN PERIODE, til børnene er "kommet ovenpå igen", men så skal man da for pokker da huske at følge op på det, og ikke tro at skaden er blevet bedre, men først, der, kan man komme til bunds i, hvor skoen trykker og hvor der er noget galt og få rette op på skaden, og få lavet om på de ting, der nu skal laves om på.
Ja, det var bare lige et par tanker fra en mor der både har prøvet det på egen krop.
Lotte

Skaber utryghed, da de er domineret af uvidenhed og fordomme, der er baseret på xenofobi.
Børn af sådanne forældre vil være mere udsatte, end børn fra oplyste familier med trygge åndelige rammer.

Jeg ved ikke om jeg er deprimeret, for jeg er tit ked af det enlig, men når jeg så har haft en god dag i skolen, så er jeg glad ..
Mine forældre mistede deres 2 første børn (de var født med muskelsvind) og den første nåede jeg så ikke og lærer og kende, men deres andet, blev 9 år gammelt, og jeg var 2½ da hun døde, efter hvad min mor har fortalt mig, fik de deres 5 barn, fordi min mor mente det ville løfte hende op, fordi hun var meget nede over at have tabt sit barn.
Så jeg ved selvfølgelig ikke helt med 100% sikkerhed, om jeg er deprimeret.
For et par år siden var jeg også ude for mobberi i skolen, eller det foregik faktisk over en sommerferie .. Der var jeg også meget nede, men til gengæld, blev jeg meget tæ knyttet, til mine søskende på det tidspunkt. Nu er jeg begyndt at have venner igen, og er formentlig glad, men jeg fornemmer lidt at jeg har været deprimeret.
Jeg tror på den teori der, med ulykkelig familiemedlemmer og sådan noget.
Da min bror gik i 9. klasse, var han tit syg, for han havde ondt i maven om morgenen, for han gik meget op i sin eksamen... Jeg tror der bliver lagt for meget pres på sidste-års-folkeskole-elever...

AuraTransformation, på min Profilside...
Det forklarer, hvorfor børn, i denne tid, ikke skal opdrages som vi er vandt til..
- Hvis vi forsøger at presse "vores" forstokkede livs-syn ned over dem, bliver de netop deprimerede, opgiver og vil hellere forlade denne planet igen...
Venligst Klaus

Nu tror jeg overhovedet ikke, at tosprogedes tilstedeværelse i Dk ,kan have det fjerneste med børn og unges despression at gøre. Er det ikke bare en dårlig måde at få lov til at være racistisk på. Sorry, det passer bare slet ikke ind i den her debat. Så prøv lige at holde dine dumme udtalelser for dig selv og stedet svare på det, debatten i virkeligheden handler om; nemlig depression, som kan være forårsaget af flere forskellige faktorer og som for øvrigt ikke behøver at have noget med ovennævnte at gøre. En depression kan være udløst af et stort tab, hvor denne giver sig udslag i dyb meningsløshed og mangel på tro på sig selv og fremtiden, hvor en vedvarende tristhed hæmmer personen og dennes adfærd og lyst til at være sammen med andre. Der er flere grader af depression; en mild, moderat og en svær despression. Samtaleterapi er den behandling, der efter min mening, er vejen. Medicin kan der startes op med, hvis depressionen er svær, men der skal suppleres op med samtale; ellers forsvinder depressionen aldrig og vil poppe igen, hvis der stoppes med medicin. En anden ting er også, at man ikke mærker sine egne følelser på samme måde, når man er medicineret. Det er de fire grundfølelser glæde, vrede, sorg og seksualitet, der skal hives fat i sammen med en terapaeut, så de undertrykte følelser kan komme ud i samtaleterapi. Jeg tror, en depression ofte kan opstå, ud fra undertrykte følelser. Hvor f.eks. en person vedvarende har skullet "tage sig sammen", og ikke begynde at græde, når situationen virkede for overvældende. Set i forhold til børnene, kan det være, når der bliver stillet for store krav til et barns kunnen i skolen. Når et barn, bliver mobbet, eller når et barn mister, en der er tæt på ham/hende. Dette, vil jeg mene, også kan være i forhold til en skilsmisse. I vor tids Dk er der stort fokus på individualisering, og det ligger et stort pres på den enkelte og dennes kunnen og sætter for manges vedkommende præstationsangsten på dagsordenen, da der ikke altid er den største opbakning hjemme fra forældrenes side pga. de har travlt med deres egen karriere og selvrealisering.
Så efter min konstatering, er der ofte mange faktorer, der spiller ind i forhold til en depressions opståen. Det kan f.eks. være komplicerede familieforhold, mangel på opmærksomhed hjemmefra til den enkeltes tilstedeværelse og ikke på præstationen i sig selv, mobning, dødsfald.
Hvad er så løsningen på dette problem?
Mere reelt samvær med dit barn. Større fokus på mistrivsel hos dit barn og ikke være bange for at skabe en debat om dette. Mindre fokus på dit barns præstation. At gøre noget ved problemet, mens det er begyndende.

Hvis kvinder var hjemme ligesom i gamle dage, ville der være færre problemer med rastløse børn og unge uden rod. En hel del af samfundets moderne problemer stammer fra kvinder indtog på arbejdsmarkedet. I starten har det nok lunet økonomien, men nu hvor begge forældre halser travlt afsted for at for råd til samtale køkken uden samtaler, lever alle i isolerede øer og bliver gak gak. Så skal lægen psykologen præsten filosoffen løse dette - ja lykkepiller og sovemedecin og medecin mod mavesår.

Hvad med at vi sender far hjem til kødgryderne i stedet for? :o) Mit indlæg skulle ikke tages som at kvinderne skulle stå hjemme ved komfuret og føde børn, men at arbejdstiden skulle fordeles på den måde at børnene altid havde en at komme hjem til. Jeg ved at det er svært at gennemføre, men børn bliver ikke mere lykkelige af at have et værelse fyldt med legetøj og den nyeste computer. Et ordentligt familieforhold er den rette vej frem.
Kajsa

...Jeg mener ikke at børn idag erb mere deprimerede end de var tidligere, børn har blot forståetat skabe fokus om sig selv.
Da bedstefar her var barn, gjorde et par flade ikke godt, men det skabte respekt, og det koster at ville frem i foreste række
sådan torbakt

Jeg tror ikke løsningen er at fylde børn og unge med piller.
Det er ikke så mange år siden jeg selv var i den aldersgruppe der her tales om. Da jeg var 13 år gammel fik jeg min første depression. Diagnosen lød dog på "lidt ustabilitet" og behandlingen var piller...egentlig så det ud til at jeg kom over det, men det gik over i en spiseforstyrrelse og da jeg var 18 år fik jeg igen en egentlig depression. På det tidspunkt fik jeg så samtaler med min praktiserende læge, men først da jeg VIRKELIG knækkede som 21-årig fik jeg egentlig professionel hjælp til det.
For mig var årsagen delvis megen sygdom og død blandt mine nærmeste, men den helt store synder var faktisk et enormt pres på alle fronter. Jeg har altid været et "hjernemenneske" og der var utroligt store forventninger til mine præstationer, rent fagligt. Jeg blev lærernee og pædagogernes "præmiebarn" fordi jeg scorede højt i IQ-tests, opfattede tingene hurtigt, lærte over mit aldersniveau osv. Ikke fordi jeg ønskede det sådan, men de så vidst et lys i mig. Det gik udover det sociale, fordi jeg blev opfattet som en trussel af dem jeg gik i skole med, så jeg blev mobbet konstant.
Alle de ting gik på mit selvværd, og jeg kan forestille mig at mange børn og unge nu oplever det samme, endda i højere grad end for 20 år siden. Kravene til dem både fagligt, socialt, kropsligt og image-mæssigt er enormt høje. Det forventes faktisk at de nærmest er små voksne før de kommer i skole, at de har et højt aktivitetsniveau i fritiden med venner, hobby´er og sport - og så skal de helst se helt perfekte ud samtidig.
Min erfaring er, at det konstante pres om perfekthed er utrolig nedbrydende for børn og unges selvtillid, og at det i yderste konsekvens kan føre til bl.a. depression. At man nu er mere opmærksom på det, skyldes måske en generelt øget viden om depression og andre "lette" sindlidelser, og så skyldes det måske også at børnenes trivsel trods alt ligger nogen på sinde.
Jeg synes bestemt ikke at man skal ignorerer børnenes behov for støtte og hjælp, men man bør ikke give dem medicin. I stedet bør man støtte indsatsen for at de kan få terapeutisk hjælp hos eksperter, der KUN beskæftiger sig med børn og unge der har det svært. Som ventetiderne er idag (både for børn og voksne i øvrigt) så kan de risikere at ryge så langt ned at der kommer selvmordsforsøg, indlæggelse mv. på bordet før der sker noget, og det er ikke hensigtsmæssigt.
Og så mener jeg virkelig at vi skal lade vores børn og unge være i fred! Lad være med at plage dem med "natonale læringstests", pres i forhold til skolepræstationer, sportspræstationer, og hvor travlt de skal have for at leve op til alle andre. Det er også vigtigt at både lærere og andre voksne omkring børnene forsøger at modvirke de stadig større krav der stilles til deres ydre; forsøg at give dem sunde forbilleder, fremfor at lade dem drukne i presset om dyre designervarer, det "perfekte hår", "den perfekte krop" osv.
Alt det pres kan knække et menneske, så måske skal vi bare "lade dem være i fred" så de kan få lov at være børn og unge, uden at sætte alle andres forventninger og ambitioner højere end deres egne følelser og ønsker.

Jege r er en pige på 16 nu, for ca to år siden led jeg under "vinter deprissionen" og måden jeg kom over det på var ved at min ven faktisk tog fat i mig og skældte mig ud, sagde jeg skulle tage mig sammen.
En deprission kommer snigende, lige pludselig er det verdens store nedtur, da en lille ting ikke går efter ens hoved.
Træls og besværligt at håndtere.
Hvis man tænker sig en ekstra gang igen, vil man kunne se at opmærksomhed er hvad man søger, det gjorde jeg vist, skulle bare have en at afreagere på, en som jeg kunne hade men ikke ville miste (i dette tilfælde var det min ven).
ville have at mine forældre skulle opdage det, i skjul havde de faktisk lagt mærke til det, men sagde intet, men nogle gange havde de taget mig ind i stuen siddet og snakket om fremtiden og jeg glemte alt andet, kort sagt skal deprimeret "børn" konfronteres med deres humør, deres opførelse, med alt... så tårene kan trille og lade klarhed intage sin plads igen.

- eller krykhusar om du vil. Nu har kvinderne været på arbejdsmarkedet de sidste 50 år og alligevel bliver nogle af Jer ved at forsøge at bilde os ind det er "de nye tider".
- Få det da til af fungere. Der er jo ingen mænd der kan forsørge mere!

læse før deres hjerner er modne til det. Idag har børn ingen barndom. Forældre mener, at de skal strukturere hele barndommen med fritidsbeskæftigelse. Lærere skal sørge for, at de parerer ordrer, børnehaver skal også undervise. Selvfølgelig bliver børn ulykkelige, når de skal præstere mere end deres hjerner er parat til.Samtidig har man indført igen konkurrencen i skolen mellem dygtige og ikke dygtige. Pædagogikken er helt gal i Danmark.

kan man ikke komme ud af ved, at blive skældt ud sorry

Jeg ser mange årsager et par af dem har du selv nævnt. Samfundsudvikling og skilsmisse. En anden årsag er for mange fucked up forældre. Forældre i dag og de seneste 30 år kan ikke finde ud af at opdrage børn. De kan ikke sætte grænser og er ALT for bløde.
Men værst af alt dette er at samfundet ikke gør noget for de børn som allerede på et tidligt tidspunkt viser at der er noget galt. Der er mange børn som oplever ting som ikke er sunde at opleve som børn og i skolen udviser de tydeligt aggresion, indesluttethed eller andre "adfærdsforstyrrelser". I disse tilfælde burde læreren tage en snak med barn, eller forældre og samfundet bør være beredskabsvillig til at stille med en skolepsykolog.
Så mange af børnene får lov til at rode med det selv. Når mange af disse børn vokser op fungerer de stadig ikke særligt godt de får måske ikke den gode uddannelse som samfundet har behov for at de tager, de bliver kriminelle og voldelige. Den manglede uddannelse (evt. bistand), retsvæsnets kampe med at fange, dømme og indespærre disse umulige mennesker, er efter min mening langt større end den udgift man kunne have brugt på at tage fat om problemet i tide. Og så har jeg endda indtil videre været så kold og kynisk at jeg fuldstændig har negliceret børnenes, de voksne børns og deres pårørendes føleser/trivsel og ve og vel.
Citat: "At udsætte et problem for at spare penge er lige så klogt som at tisse i bukserne for at holde varmen, det varmer men ikke særlig længe".
.... men sådan er politikere (jo mere mod venstre fløjen desto værre)... de elsker at tisse i bukserne og overlade problemerne til den næste regering.
Vh jacob

Efter antallet af harmdirrende svar på dit indlæg så må det konkluderes at det lykkedes dig at afspore debatten selv om du hævdede at du ikke ville afspore debatten. eeeh... Problemet er nok ikke så enøjet som du antyder.
Retorisk spørgsmål: Hvorfor er det sådan at 70 % af brugerne på sol er så ensporede at benytter en hver situation til at afspore debatten med deres ofte irelevante kommentarer om racisme eller politik. Umiddelbart skulle man tro at halvdelen af jer er mere højreorienterede end Dansk Folkeparti og den anden halvdel er mere venstreorienterede end Enhedslisten. Jeg skammer mig over at have mail på sol men det er nu engang den E-postkasse som alle mine bekendte og dem jeg helt havde glemt jeg kendte kan huske.
Fortsat go debat. Og skal vi så komme tilbage på sporet.
Min kæreste er lige kommet hjem så nu vil jeg lukke denne skod mail.
vh jacob

Medicinal industrien er ude på at få nye kunder i butikken, og det nyeste er de begyndt at tage ud på skoler og let at påvirke unge til at tro de har depression og virkeligheden er de bliver skuffet ved deres møde med behandlings systemet der ikke magter at klare opgaven, og man skaber nogle falske forhåbninger hos unge mennesker om hjælp.
I en hver skole bør man selvfølgelig kunne snakke om problemer men langt det største problem i skolerne er mobning samt, at børn har problemer der hjemme på grund af deres forældres egne problemer, det er klart unge kan være kede af det men det har intet med en depression at gøre.
Jeg tror på ingen måde det særligt sundt at tage medicin mens hjernen er under udvikling og som der fremgik af nyhederne i Søndags bliver der i dag udskrevet mere Anti psykotisk medicin end der nogen sinde er blevet gjort, og salget af lykke piller har jo heller aldrig været højre.
Den bedste medicin er og blive gode venner og kærlige forældre og føle man høre til selvom man måske er lidt anderledes det ret kunstig, vi skal stimulere os med alle mulige stoffer lige fra Alkohol hash og andre stoffer og så alle dem man kan få hos lægen.
At begynde at sygliggøre unge mennesker er moralsk forkert derimod bør man kunne snakke mere personlig i hjemmet og skolen om unges almindelige problemer og det er en bedre medicin.
Mvh

Stakkels unger. Deres forældre er væk i 10 timer hver dag og kan dårligt nå at hente ungerne fra børnehaverne fordi de træller for at skaffe til de stigende boligomkostninger.
Deres bedsteforældre eksisterer ikke, fordi de tilbringer de kolde vintermåneder under varme himmelstrøg og har generelt travlt med at bruge friværdierne.
Pædagogerne er for få og antallet af børn i institutionerne stigende, så ungerne er blevet kommunale burhøns. Skolerne er overfyldte og lærerne flygter fra dårligt arbejdsmiljø, eller sender ungerne til psykolog for at kunne få undervisningen til at hænge sammen.
Forventningspresset om at ungerne skal kunne gennemføre en lang uddannelse på halv tid, overtage boligpriser til et sygeligt omkostningsniveau, sætte børn i verden på endnu værre betingelser og være perfekte slaver under et alderstynget og -styret lands syge betingelser, og overladt til ensomhed. Stik dem en pille! - der er al mulig grund til at være deprimeret.

Gad vide hvem du er bag anonymiteten
Venligst Klaus

til at få svar...
Venligst Klaus

Og jeg ikke brug for udstille mig selv men der et link til min hjemmeside og kender udmærket til psykiatriens udnyttelse og stigmatisering af mennesker, og de tjene ånder som arbejder inde for psykiatrien.
Jeg går selvfølgelig ind for et behandlings system, men ikke et system der udstøder mennesker og sætter dem i stå i deres personlige udvikling. Men det er jo problem når mennesker ikke kan skelne imellem reklamer og virkeligheden psykiatrien er de i de fleste tilfælde ikke hjælper mennesker tilbage til et normalt liv, og derfor bør man med største varsomhed have sine betingeligheder ved at søge hjælp inde for psykiatrien. For når du først er fanget ind så undergraver de stille og rolig din personlighed og mange kommer til leve i et livslang afhængigheds forhold til behandlings systemet.
Hvor de ikke er stand til tage vare på egen tilværelse.
Men ellers er ganske åben omkring hvem jeg er og går ind for en demokratiseringen af vores behandlings system med et kammer under vores folketing med det direkte ansvar for behandlingen af mennesker med problemer i tilværelsen.
Men jeg går ikke ud og synliggøre unge mennesker eller går ind for hjerne vaske børn med koranen eller biblen eller en anden religion.
For tros de sidste 30 års udbygning af vores behandlings system er problemerne bare større i dag med ensomme unge og unge der ruder ud i misbrug kriminalitet eller bare oplever de ikke kan magte tilværelsen.
Men frem for rette opmærksomhed imod lidelsen så ved jeg af egen erfaring at det 100 gange bedre at udvikle dig selv igennem det som du er glad for dygtig til eller har en interesse i.
Men jeg håber du så denne livsbekræftende udsendelse om Ben en dreng der var blind og kunne stå på rulle skøjter cykle osv. han udfoldede netop sit liv på hans evner han været på en dansk blinde skole havde han aldrig udviklet disse evner til kunne lege med andre børn.
Anderledes forholder det sig ikke med mennesker der under vores sociale behandlings system i Danmark for hvad er der sker når ung mennesker der ked af det kommer under behandlings systemet man retter opmærksomheden imod sorgen eller sygdomme, og tilsidesætter de sider hvor mennesker finder deres livs gnist og håb for livet.
Jeg har bare set for mange tilfælde i de år inde for psykiatrien og det klart de mennesker, der arbejdet inde for systemet i mange år vil ikke erkende deres negative indvirkning på at patienter udfolder sig og udvikler sig personligt.
Men hvad vil du helst spille fodbold eller kun snakke om det og det sidste er de dygtige til inde for psykiatrien med det udvikler ingen mennesker.
Mvh
http://www.123hjemmeside.dk/claes

Hvad har de stakkels børn med højrefløjen, at gør. Det er voksne, der fralægger sig ansvaret fra sig der er skyldige. Hermed mener jeg den siddende regering, lærere , pædagoger forældre og bedsteforældre.Et ordentligt menneske i et barns liv, kan gøre en forskel. Alle mennesker er fucked up med mistro og ondskab efter de sidste 6 års klapjagt på fede, rygere, mennesker, der ikke er gennemsnitlige,politisk ukorrekte, på kulturradikale,på socialister, på muslimer, arbejdsløse osv . Hvad er det dog voksne viser børn i Danmark DET er had og hadefuldhed. Stakkels danske børn.

Det kan du muligvis have ret i; personligt er jeg kanon i et køkken-men ikke til at lave mad!
Med mig ved komfuret slap samfundet også for udgifter til fedme-relaterede sygdomme,
da jeg ikke kan koge en liter vand uden at knække enten den eller kedlen..
Som Dolly Parton er citeret for:
Kvinder!-hold jer langt væk fra køkkenet!-Kommer i ind kommer i aldrig ud igen!!
:)
V.H. Mesha

Børn har brug for udvikling i trygge/rolige rammer. De har brug for at blive bekræftet i deres eksistensberettigelse - altså at blive set, at mærke nærvær og kærlighed.
I stedet omgives de af frustrerede voksne stort set overalt, og det er det egentlige problem.

For flere år siden var der et slogan der hed: Har du talt med dit barn i dag?"
Det burde komme op igen.
Hvor finder man ud af meget, der forgår i børn og teenagers verden hvis man sætter sig ned og taler med dem og ikke mindst: Lytter!
Endvidere skal mange voksne lære, at huske hvordan de selv havde det som barn og teenager. Ikke mindst alle de følelser der rasede rundt i ens hoved.
Det er jo sygeligt, hvis børn og teenagere tror at man skal rende rundt og være evig lykkelig hver dag. De skal lære at der findes off days, hvor man bare har lyst til at ligge sig under dynen.
Alle ansvarlige forældre lærer deres unger at tackle følelser, også de negative følelser.
Men man bliver nød til at TALE med sine børn, for at finde ud af hvad der foregår.
Rent ud sagt. Det er noget være pladder, at man skal til at læse bøger, f.eks af L. Ron Hubbard for at få velfungerende børn og unge.
Enten giver man sig tid til sine børn eller også burde man slet ikke have nogen.
Børn er ikke noget status symbol. Man tager frem og viser for sine gæster.
Børn tager tid!

Jeg vil anbefale at læse Alfons Aaaberg med/for sine børn. Det er fantastiske bøger. Ex.vis kan den om julen bruges til efterfølgende at snakke om det at være lykkelig.

Jeg går på gym, og jeg må sige at vi tit ser (i hvert fald i øjeblikket) at en af vores kammerater går ned. Ikke altid helt ned på bundlinien, men jeg ved at ALLE eleverne har haft flere dage fraværende fra skole, fordi man er nødt til at blive hjemme for at lave letier. (Og på den måde kommer man altså ikke med, for man får jo også lektier for, mens man ikke er der!) Og det er bare almindeligt!! Nogen har det rigtig dårligt.. de kan ikke sove eller måske sover de hele tiden!! (Prøv bare selv at leve et par uger uden eller med alt for meget søvn.. Det er ikke sjovt!!)
Og det er IKKE fordi man går til fest hele weekenden (Kun en gang imellem, man er vel ung;). Faktisk laver man også lektier hele weekenden, i hvert fald i de lyse timer (selvom der ikke er så mange her i vintertiden(altså af timer!!)).
Jeg har, hvad der svarer til, ca 27 timer om ugen + 5,5 fritimer i løbet af dagene, hvor jeg er på skolen fordi de ligger mellem timerne. Ovenpå det har jeg lektier i... hvad skal vi sige.. ca. 10-15 timer om ugen.. Sammenlagt giver det altså mere end nogen af mine forældre arbejder om ugen...
Lad være med at pive. Ja, jeg har hørt det før! Det er nemmere sagt end gjort, for skolen er noget lor., og man kan næsten ikke nå at lave andet, men så er der selvfølgelig også arbejde, for man vil vel gerne have lidt penge for at forsøde livet!!
V.H. Marie

Jeg kan sagtens se, at det kan være rigtig svært for jer, at få det hele til at hænge sammen mht. Skole, lektier, fritidsinterresser og arbejde. Et socialliv er også en menneskeret ;)
Men at have travlt og i perioder være stresset er IKKE det samme som at have en depression. Løsningen er IKKE lykkepiller.
I stedet for burde skolen og jeres forældre give jer nogle redskaber til stresshåndtering og arbejdsplanlægning.
Tro mig, det kan gøres, så I undgår at gå ned med flaget.
Jeg er selv mor til en 15 årig pige, der dyrker sport på et højt plan og desuden har et fritidsjob.
Hende og jeg har (og gør det stadig) arbjdet med at finde teknikker, så hun bedre kan overskue lektierne og få lavet dem i tide. Det er virkelig tidskrævende, men det er det hele værd. Jeg kan se at hun får nemmere og nemmere ved at overskue og planlægge hendes tid. Dermed bliver hendes stressniveau mindre.
Og jeg forstår virkelig godt, at I nogen gange bliver nød til at tage en fridag, hvor I får indhentet den enorme lektiemængde I har.
Har I overhoved talt om det i skolen? Hvordan I går og har det. Diskuteret med jeres lærerer om projekter, lektier mv kan planlægges bedre, så I ikke får flere store opgaver samtidigt?

Jeg tror, travlhed kan give depressioner, for man har ingen fritid. Man laver ikke andet end lektier hele dagen..
Nej sådanne redskaber får man ikke...
V.H. Marie

I burde for redskaber til at håndtere stress og I burde for indsigt I hvordan man kan løse de følelsesmæssig spidsbelasninger, som alle kan komme i.
Travlhed er ikke det sammen som stress. Stress er nødvendigvis ikke altid negativt.
Stress er ikke det samme som depression.
Det er alt for nemt, at bare give nogle piller og så mene at det hjælper.
Antideprissiva har kun effekt på "ægte" depressioner, som skyldes nogle kemiske processer i hjernen. De hjælper ikke hvis man har "ondt i livet".
Du kan pege på lige præcis nogle faktorer, der får folk i gym til at gå ned med flaget.
Men folk med depression kan sjældent, sætte fingeren præcis på HVAD det er der, får dem til at blive apatiske og bare ligge i sengen.
Du må endelig ikke tro, at jeg prøver at gøre jeres problemer til en bagatel.
I betragtning af, at man her i landet, satser på at alle skal gennemgå et uddannelsesforløb, så er det usle vilkår, man byder unge i uddannelsesforløbene.
Men det er en hel anden debat :)
Men du kan jo spørge dig selv: Hvad vil du helst have? - Lykkepiller eller at der bliver taget hånd om de problemer med f.eks lektiemængen der ikke helt hænger sammen med, at I også har et liv uden for skolen?