Eksistere psykisk sygdom?

Eksistere psykisk sygdomme?
jeg tror slet ikke på, at psykisk sygdom eksistere... i starten, da i fik fortalt at i var syge, troede i sikkert heller ikke på det, men det gør i sikkert nu, fodi psykiaterne har bildt jer ind, at i er mere syge, hvis i ikke tror på det: DET ER LØGN!!! i er højst anderledes. i er specielle, i har potentialet, til ikke at blive ligesom alle andre, og det kan samfundet og psykiatere ikke accepter, og derfor giver de jeg medecin, og gemmer jer væk på afdelingerne....
jeg skriver ikke dette, fordi jeg bare er en der nægter at acceptere min sygdom, for jeg acceptere alt det den er, og de problemer psykiaterne siger jeg har, bare ikke at de kalder det en sygdom og bruger tvang!!!!
tjek eventuelt min side: www.freewebs.com/antipsykiatri/index.htm

Dit indlæg er beviset i sig selv.
Og så kan vi altid diskutere, hvilke behandlingsmuligheder skal skal være og om de er særlig effektive.
Men psysisk sygdom findes, det kan du være helt sikker på. Og det i flere afskygninger, og spænder vidt fra store sjælelige kvaler, hvor livet gør ondt til totalt fornægtelse.
Håber for dig din doktor kan hjælpe dig, ingen har sagt det er sjovt at være psysisk syg, men selverkendelse er vejen til helbredelse.

familie og psykiatrien forsøgte at normalisere mig. men det lykkedes dem ikke og jeg har siden klaret mig fint uden medicin. jeg bruger alternative metoder og læser en del også, bl.a. livsstilsbøger og filosofi. nu er jeg snart 50 år og har et arbejde jeg passer. men mit liv er ikke som de flestes. jeg er f.eks. oftest meget lykkelig :-)
annalouise

skizofrene og de paranoide for "raske" og bare anderledes end flertallet?

nej, selvfølgelig er min datter ikke syg.. det er da ganske normalt at sidde og snarke med væggene, og se en masse ting på dem, som jeg er for dum til at kunne se.
og selvfølgelig er det helt normalt for hende, at skære i sig selv, herregud, hun savner bare lidt spænding i livet ikk??!!
og sjovt nok, så var det INDEN hun fik diagnosen Skizofren og cutter.. Du har helt ret..
det er os andre der ikke forstår noget!!

Ja ih altså, min gode shhansen - lægeverdenen er da igang med at konspirere og undergrave vores bevidsthed, ikke sandt?
God bedring, shhansen!

Hej mor til to
Holdt din datter op med at 'snarke' med væggene og skære i sig selv, da hun fik diagnoserne?!

har været forbi Scientology, kan det mon være Hr.Hansen der er på banen? eller er han hentet af et rumskib.

eksisterer psykisk sygdom... det var da et underligt spørgsmål... det ville være det samme som at spørge om et brækket ben eksisterer.

Du skrev:
"selverkendelse er vejen til helbredelse."
Det er altså ikke rigtigt. Erkendelse om at man er psykisk syg rykker ikke ved noget som helst! Tværtimod.. "Redskaber" til at takle, de problemer man er ude i, rykker! På det seneste er psykiatrien begyndt at få øjnene op for kognitiv terapi. Denne gør "patienten" i stand til selv at handle og gøre noget ved det.
Iøvrigt synes jeg, der er gået mode-ord i "psykisk syg". Det bliver gladeligt benyttet overalt i flæng af mennesker, som ikke slås med den slags og som synes, det er sjovt at sige!!! Det er simpelt hen til at brække sig over. Jeg kunne brække mig, når en eller anden smart studievært på tv sidder der med uskyldige hævede øjenbryn og smager på ordet og føler sig meget "oplyst" og vidende. Føj!
Selvfølgelig findes der psykisk sygdom, men det er altså ikke en fast størrelse, som kan pilles ud og fjernes som en anden knude. Psykisk sygdom hænger sammen med tanker, og tanker hænger sammen med erfaringer. Eks: Man kan oparbejde negative automatiske tanker som giver en forvrænget opfattelse af andre menneskers hensigter, men tro det eller ej: ALLE mennesker har negative automatiske tanker nu og da! Forskellen på en, der er syg og en, der er rask er, at den syge oftere har de tanker end den raske. Men ligesom den raske kan få sine negative tanker vendt til det positive, kan "den syge" også. Det kræver bare en større indsats og hårdere arbejde.

Du må da meget undskylde at jeg fik stavet ordet snakke forkert!!!
jeg er altså kun et menneske og dermed ikke fejlfri.
...og til dit spørgsmål...NEJ, det gjorde hun ikke... men fik derimod en diagnose, og en masse sløvende piller.
Hun snakker dog ikke til væggene mere, men skærer stadig i sig selv!
Håbet jeg har stavet indlægget rigtigt denne gang, så du ikke mere behøver at "rette" mig..
Helt ærligt??? hvorfor skulle du lige skrive sådan??? keder du dig?

Stakkels pige...
Det var da i øvrigt voldsomt, sådan som du reagerer på en stavefejl!
Jeg spurgte fordi jeg følte mig provokeret af din antydning af, at bare man får en diagnose, så forsvinder problemerne. Det jeg aldrig oplevet er tilfældet!

Det gør ondt på mig at høre at din datter har det så skidt.
Nu ved jeg ikke hvor gammel din datter er, men hvis hun er gammel nok til det, kan jeg bestemt anbefale kognitiv terapi. Man har haft held med også at hjælpe scizofrene på den måde.
Jeg har selv været i behandlingsforløb med kognitiv terapi (jeg havde socialfobi), og på den skole jeg gik, var der også nogle som - ud over at have fobier - skar i sig selv. De var altså glade for at gå på den skole.
Jeg synes det er en ulykkelig situation, hvis det eneste din datter får, er en masse sløvende medicin. Jeg er ikke modstander af medicin overhovedet, men det kan altså ikke gøre det alene og medicin lukker af for sanseindtryk, så man ryger ind i en glasklokke og ikke er i stand til at mærke verden udenfor.
Mvh
anonym

er kun ufoer og rumvæsner der findes ... ikke psykiske sygdomme. Læger er i virkeligheden rumvæsner der kommer fra fremmede planeter

Psykiske sygdomme eksisterer fordi der er sat ord på nogle fænomener.
De eksisterer i den grad at folk tror på dem og graden af deres tro.
Det virker ikke som om ret mange her i tråden, reelt fatter en skid af psykisk sygdom.
vidste de f.eks. at psykisk sygdom som vi kender det, er et ret vestligt fænomen?. andre steder i verden er folk blot besat af ånder i få måneder, i dk bliver de mishandlet og spærret inde i enten piller eller lukkede rum i år ad gangen. Fordi vi ikke ved bedre.
Og psykiske sygdomme er mange ting, derfor er retorikken her forkert.
alle har en grad af psykiske problemer og når de bliver tilstrækkeligt store, defineres de som psykiske sygdomme. Og der er masser af penge i det, så der er jo også alle kræmmerne som tjener penge på andres død og ulykke. Og på fordomme.
På den måde befinder vi os nu en den psykiske stenalder. Folk ved ikke en skid om sig selv og drøner bare derudaf som enfoldige børn.
Psykiske sygdomme er psykiaterens betegnelser, fagmand som han er.
Men der er jo også ens egen opfattelse, måske at man har men af at have været udsat for en masse overgreb af vold, omsorgssvigt og seksuelle overgreb. Det kommer sgu ikke ud af den blå luft, men det kan godt opstå selvom alle har gjort deres bedste.
Det mest latterlige er at alle fralægger sig ansvaret og det betyder at vi får flere og flere psykisk syge, incl undertegnede, og når vi så endelig er mange nok og samfundet bryder sammen, så kan det være nogen åbner øjnene, eller også får vi bare en ny udrensning som under nazismen.
som sædvanlig med den enfoldige menneskehed, så skal der masser af lig på bordet før folk begynder at tænke lidt. Og det er sgu aldrig enten-eller.
vh

Til ovenståtende indlæg.Jo psykisk sygdom eksisterer. Det er tydeligt for ikke psykisk syge at se, når en person er psykisk syg, fordi de opfører sig markant anderledes end det man forventer.
Jeg har selv lidt af depression i ca. 20 år. Jeg ved, at jeg har virket ejendommelig på andre, fordi jeg var meget bevidst om, at jeg havde det dårligt. Jeg har gået i selvmordstanker i ca. 7 år. Ikke at jeg egentlig tror jeg ville have gjort alvor af det, men jeg ønskede bare at komme væk fra, ud af den tilstand jeg var i, fordi den var så pinefuld. Jeg har ikke gået til psykolog eller fået medicin, fordi jeg faktisk godt vidste hvad mit problem var. Jeg kunne bare ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det.Det tog mig faktisk 22 år at gøre det jeg skulle gøre. Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har det nu, bortset fra at jeg nu må tage konsekvenserne af det liv jeg har levet, hvilket er temmelig svært. Jeg har ikke kunnet gennemføre en uddannelse før som 35 årig, og kun med stor støtte fra min kæreste. Jeg har 4 børn med 3 forskellige mænd. Jeg har en kæmpe gæld og ingen formue af nogen som helst art. Min arbejdserfaring er ret begrænset, fordi jeg ikke har passet ind nogen steder før nu, og fordi jeg ikke kunne holde ud at være blandt andre mennesker. Jeg kunne ikke skabe venskaber ret godt, jo med andre som også havde problemer. Jeg har haft store problemer med hukommelsen, men den har jeg heldigvis fået helt tilbage, men kun inden for de sidste 2 md. Nu føler jeg, at jeg skal opsuge så meget viden som muligt på rekort tid, så jeg kan være med i samtalerne derude i det pulserende liv. Jeg har læst og læst i den sidste måneds tid, og er nu kommet til den konklusion, at jeg må slappe lidt af , fordi jeg også skal have tid til andre ting og min familie. Mit største problem nu er, at jeg føler mig ensom. De venner jeg har , har store problemer - de er dog selv klar over det og de er meget søde, men jeg kan mærke at jeg ikke altid orker dem, fordi de ikke længere kan gi mig noget. De bruger mig i stedet ved at hælde vand ud af ørene, og det er også OK nogengange, men jeg er jo også nødt til at få noget igen. Jeg vil gerne have nye venner, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an. Jeg er bange for at folk vil løbe skrigende væk, lidt overdrevet, hvis jeg fortæller dem, hvad jeg har været igennem. Vil de tro på, at jeg ikke stadig er syg eller får tilbagefald og dermed ikke vil være til at stole på.
Nogen gange tror jeg , at de eneste mennesker som virkelig vil kunne li mig, er folk som selv har været psykisk syge og som er kommet helskindet ud på den anden side. Men hvor er de henne. Håber nogen ser dette indlæg og kan give mig nogle gode råd.