Jeg er selv skilsmissebarn og så kun min far i sommerferier fra jeg var ni til 15......en stor del af mig mangler i den grad, og jeg hader min far for ikke at "Ville" være en del af mig og mit liv....Jeg savner ham stadig[:*(][:*(]. Nu har jeg selv 2 piger på snart 17, og deres far har altid haft mere focus på sig selv end på vores piger, og nu ser jeg det samme mønster hos dem....snøft, og at se hvordan de savner deres far efter mange år som skilsmissebørn.... hvor er det synd for dem.
Er Mænd virkelig så ligeglade med deres afkom..? http://www.youtube.com/watch?v=QBenjB3QceQ&feature=related
Du slæber en arv med fra din skilsmisseforældre, og
vælger den forkerte far til dine børn. Så du skal
have skyldfølelse pga. situationen.
tilføjet af Anonymsie
Det er det indtryk jeg har af mænd også
Kedeligt at må sige det. Men det er så det indtryk jeg har af mænd også.
En kvinde der opføre sig sådan. Hun får simpelthen verbale tæsk og dårligt rygte. Men mænd. De er skide ligeglade med deres børn og ikke en kæft gøer.
tilføjet af Far til 3
Du kan ændre mønstret
Det er ikke alle fædre,som ikke vil se deres børn.
Jeg er en af de fædre, som virkelig ønsker at være der for mine børn.
Jeg er selv skilsmissebarn og har haft en far, som valgte sin nye familie 100% uden at bruge tid på hans 2 drenge efter skilsmissen. Min far og jeg har efter 30 år fortsat ingen kontakt..
Men men
jeg er selv blevet skilt og har 3 dejlige børn fra tidligere ægteskab.
Jeg ønsker ikke at videregive den dårlige oplevelse - at undvære sin far - til mine børn.
Derfor kæmper jeg med næb og kløer for mine børn, og lader dem vide at jeg er der for dem og de altid er velkommen i vores hjem.
Har også kæmpet mod "systemet", for at få mere tid med børnene, men må desværre nøjes med 8 dage pr. måned.
Så man KAN faktisk godt bryde den onde cirkel og gøre en forskel.
Jeg er ked af at du har oplevet svigt både fra din far og børnenes far.
Men vigtigst af alt - vær der for dine børn.
tilføjet af dulkis
Det tror jeg så ikke helt på
- at mænd, generelt, er helt ligeglade med deres børn, men de der ikke vil yde en indsats, ikke holder fast, udelukkende tilgodeser dem selv, og oveni hyler over børnepengene, og hvad vi ellers oplever omkring os, de er socialt acceptable og lige der ligger den store forskel. Så det er slet og ret en holdningsænding, der skal til.
Hvis fædre kunne tildeles et øgenavn svarende til ravnemor, så var vi kommet et stykke. Ingen ønser social fordømmelse.
tilføjet af denwill
Trist
Nej ikke alle er selv i en skilsmisse jeg ikke ønsker, min kone siger følelserne er væk, og jeg siger så la´ os finde dem der findes så mange måder at gøre det på. Jeg elsker hende og vores drenge rigtig meget og vil gøre alt der står i min magt for at få det til at lykkedes. Danskerne bliver mere og mere egoistiske og tror det med single liv er lykken, ja hvis ikke man har så man kan gi et andet menneske lidt af sig selv er det vel bedst. Vi har begge været syge over 1½ år med depression og angst, så selvfølgelig er vi ikke ny forelsket efter en sådan proces. Jeg tror ikke alle mænd er ligeglade, kender til flere som jeg selv der var villig til at kæmpe hvor hun mente det var bedre at slutte. Kærligheden er som en rose den blomstrer og så visner den for så at samle energi til igen at blomstrer.Måske flere forhold ville holde hvis man tog det med sig.
tilføjet af LouiseM
Ja, dem jeg kender er
Tja, de skilsmisse fædre jeg kender, har samme mønster som du beskriver - incl. mine egne børns far.
Min ex har altid sat sig selv i centrum af sit liv. I alle de år vi dannede par, gav han mig skylden for sit overfladiske forhold til sine børn - jeg var alt for dominerende og fyldte for meget i børnenes liv, at der ikke var plads til ham.
Nu har vi været skilt i 3 år, og han ser max sine børn 60 timer hver 14. dag - 2½ døgn hver anden uge. Det er helt efter hans eget ønske. Jeg har ikke ejerfornemmelse over mine børn, og kan mærke hvor meget de gerne vil ham.
Han kontakter dem aldrig udenfor deres far-weekender. Han tager på ferie to gange om året uden børn. Han har på 3 år været på 2 dages ferie med sine børn. Han holder aldrig fri i skoleferierne. Når han har dem i week-enderne, er alle aftaler på hans og kæresten præmisser. Fx middage og fester hos venner uden børn. Børnne er store nok til at være alene hjemme, men det er jo ikke derfor de besøger deres far.
Desværre kompenserer han ikke for den manglende tid ved at give dem en masse kærlighed og omsorg. Følelser har aldrig været hans stærke side.
Hvad kan jeg sige - jeg har dårlig samvittighed over at have "valgt" så dårlig en far til mine børn. Jeg ved godt, at jeg ikke kan bruge den til noget som helst - men den ligger alligevel i baghovedet.
Mine børn vil selvfølgelig gerne deres far, men de kender ham jo - han har jo altid været sådan. I starten efter skilsmissen gjorde det rigtig ondt på dem fordi det pludselig stod bøjet i neon, hvor lidt far han er for dem. Nu var jeg der jo ikke til at "skjule" hans manglende tilstedeværelse såvel fysisk som psykisk.
De har lært at leve med ham som han er, de forventer ikke noget fra ham - til gengæld har de ikke noget tæt forhold til ham.
Om jeg fatter hvordan man kan opføre sig sådan overfor mine egne børn...