En lille mislykket novelle
"Goddag. Jeg vil gerne bede om en hotdogs med det halve."
"Med det halve!" gentager pølsemanden træt: "Det halve af hvad?"
"Ja, det halve af det hele, naturligvis," forklarer den distingverede gentleman.
"Kan du ikke udtrykke dig lidt tydeligere. Det er snart lukketid. Er det ketchup eller sennep, jeg skal undlade at komme på?"
"Næh næh, De skal ikke udelade noget. De skal blot nøjes med den halve mængde af hver ingrediens. Jeg er nemlig kun en smule sulten."
"Ja så," sukker Poul Dajsegaard og går i gang med bestillingen: "Skal der også kun være en halv pølse indeni?"
Herren i habitten giver sig til at fumle med sin paraply, idet det begynder at dryppe i aftenkulden, og svarer eftertænksomt, efter at spørgsmålet er blevet gentaget en gang mere: "Øh ja... men så skal den flækkes igennem på langs."
"Hrff, sådan en kunde er meget morsomt, når dagen begynder, men her lige inden fyraften er de ganske utålelige", tænker Poul, men efterkommer dog det specifikke ønske trods alt.
"Jeg har rendt byen tynd de sidste tre timer, for at finde en, der hedder Solaima Okkervald. Hun skulle have en gul jasmin i reversen. De ved vel ikke tilfældigvis, hvor hun befinder sig henne?" tilspørger den fremmede, der selv bærer en viol i knaphullet.
"Nej, det gør jeg ikke. Hvor havde I aftalt at skulle mødes?"
"Aftalen var, Silkeborg torsdag den 22. november klokken nitten nul nul."
"Nå... jamen det er jo kun onsdag i dag," påpeger pølsemanden og gør klar til at lukke af.
"Jo, det er rigtigt. Men det er dog den 22. november," forklarer manden med pegefingerens hjælp: "Og så kunne det jo sådan set ligeså godt være i dag som i morgen."
"Ja. Eller også er det først til næste år, når den 22. falder på en torsdag."
"Nej, der tager De fejl hr. Det havde jeg nemlig også selv tænkt på; men forstår De. Til næste år er det skudår, og så springer den 22. helt hen til en fredag."
"Nå, så er det først om syv år. Så er du i rigelig god tid, må jeg sige," svarer Poul lettere hovedrystende og kigger på sit armbåndsur: "Men nu er klokken også 22, og så lukker butikken. Hvis du vil gå et andet sted hen og spise din hotdogs, når du har betalt 8 kroner."
"Hov hov! Der står otte kroner for en hel hotdog. Jeg fik kun en halv. Her er 4 kroner."
"Nej, den går ikke du. Jeg har ingen chance for at sælge den resterende del af pølsen."
"Jo måske. Det er ikke helt utænkeligt, at jeg kommer forbi i morgen igen; hvis jeg stadig ikke har fundet hende Solaima Okkervald."
"All right; så siger vi 5 kroner da. Du fik et helt brød, du. Men hør; havde I ikke et mere konkret sted at mødes. Silkeborg, det er jo et vidt begreb."
"Jo, det er muligt, hun nævnte en eller anden restaurant. Men jeg troede ikke, det var så vigtigt at tage notits af det. Jeg regnede ikke med, at byen var så stor."
"Så er det jo ikke nemt hr., at hjælpe Dem. Men har du ikke hendes adresse eller i det mindste hendes telefonnummer; så du kan ringe og få afklaret problemerne?"
"De siger noget. Det havde jeg slet ikke tænkt på." Den midaldrende mand, med det nok lidt ejendommelige ansigtstryk, lægger paraplyen fra sig og fremdrager en seddel fra jakkelommen: "Jo, det står lige akkurat her. Så skulle det være muligt, mener De?"
"Ja. Der er en telefonboks lige rundt om hjørnet derhenne. Godnat. Nu lukker jeg."
"Godnat." Professoren fra hovedstaden trækker sit beskedne måltid til sig, inden skodderne tillukkes, og tænker: "Telefonboks. Sådan nogle kan meget nemt være i uorden. Og det er vist også på høje tid at finde et sted, hvor jeg kan overnatte her i det mørke Jylland."
Poul låser døren til pølsevognen effektivt og går om bag køretøjet for at lette blæretrykket; der som sædvanligvis har hobet sig gevaldigt op mod aftenens slutning.
Den fremmed kommer også om i buldermørket og prikker ham på skulderen midt under besørgelsen: "De kan vel ikke oplyse mig om, hvor der findes et billigt hotel?"
Poul bliver så forskrækket, at han kommer til at tisse sig selv på venstre sko: "Waaarhhh!"
"Var! Nej ikke var. Et hotel, som eksisterer endnu, mener jeg. Et sted, hvor jeg kan komme til at sove nu i nat; så jeg kan ringe til Solaima Okkervald i morgen formiddag."
"Sig mig, hvad pokker bilder du dig ind, at mase dig sådan på?" spørger Poul vredt og forsøger at baske det meste urin af fodtøjet ved at sparke huller i luften.
"Undskyld. Jeg tror, De misforstod mig. Et hotel, hvor der er en ledig seng?"
"Ja, det ved jeg virkelig ikke noget om. Hvorfor ringer du ikke blot til hende der Matilde og får lov at overnatte der? Hvis I alligevel skal til at være kærester fremover."
"Matilde! Hvem er Matilde? Og hvorfor skulle jeg dog være kæreste med hende?"
"Ja, det ved du vel bedst selv. Nu gider jeg altså ikke høre på mere vrøvl i dag. Jeg er skide hamrende træt," bastaliserer Poul, låser sin cykel op og springer op på sadlen.
Sjællænderen lader paraplyen dratte til jorden og griber fat i bagagebæreren: "Næh hov min simple pølsemand. De kan ikke bare sådan stikke af, inden jeg har fået en forklaring på, hvad det er for en Matilde, som ønsker at være kæreste med mig?"
"Hrfffff!" udbryder Poul og vil hoppe af cyklen igen, for at verfe manden væk, men buksefolden får uheldigvis fat i sadlen, cyklen vælter og han slår albuen mod fortovskanten.
"Nu må De altså fortælle mig; hvor denne Matilde bor. Jeg vil ikke bekoste en dyr hotel overnatning; såfremt omtalte kvinde, vil stille sit leje gratis til rådighed."
Poul smyger sit jakke- og skjorteærme op og betragter hudafskrabningerne: "Årg mand! Se nu hvad du har gjort. Hvis du ikke forsvinder omgående, så tilkalder jeg politiet."
"Politiet. Ja, det var måske en god ide. De er gode til at finde forsvundne personer. Men hvorfor ulejlige dem, ifald De kan sige mig, hvor hende Matilde bor?"
Et pludselig indfald træffer pølsemand Dajsegaard, og han slynger en bitter løgn ud: "Hun bor Tulipanvænget 69, det er den vej udad og så til højre ved anden sidevej."
"Det kunne De jo blot have sagt med det samme; så havde jeg måske oven i købet kunnet spare udgiften til Deres simple pølsemad. Laver hun ordentlig mad, denne Matilde?"
"Det ved jeg virkelig ikke noget om. Det kunne du jo have spurgt hende om, da du havde hende i røret; inden du tog her over."
"Hør nu her min gode pølsemand. Jeg har aldrig haft hende i noget rør. Hvad er da også det for en jysk mani, at opbevare kvinder i rør? Det var dog en primitiv tankegang."
"Nå. Du er mig umanerlig vanskelig at kommunikere med. Jeg håber ikke, at Matilde bliver skuffet... orv for helvede, hvor det nu værker i hele armen."
"Det er nu Dem, som er komplet ubegribelig at få noget fornuftigt ud af. Først hævder De, at Matilde ubetinget vil være min kæreste, og dernæst postulerer De, at hun kunne blive skuffet over et eller andet. Det kan jeg ikke finde logikken i hr. pølsesælger."
"Nåh ikke; men det finder du jo nok ud af, når I ses. Det var den vej ud af."
"Ja. Det har jeg forstået. Men hvordan kan jeg være sikker på, at hun er hjemme... eller at hun ikke har irriterende gæster på besøg? Kan De ikke undersøge det, inden jeg begiver mig afsted? De kan jo hurtigt komme frem og tilbage på det der køretøj."
"Nej, det kan jeg virkelig ikke. Jeg skal den stik modsatte vej. Men gå dog hen til telefonboksen og ring hende op. Du har jo hendes telefonnummer i jakkelommen."
"Har jeg det? Hvordan er det dog endt der?" spørger københavneren mystificeret og roder overtøjets gemmer igennem.
"Hrfff. Ja, du viste mig jo selv sedlen lige før menneske."
"Nej, det har jeg aldrig gjort. Det var Solaima Okkervalds telefonnummer, jeg viste Dem."
"Nå Solaima, var det sådan hun hed. Jamen så ring dog til hende i stedet."
"Nej. Det går ikke at forstyrre hende nu. Det må vente til i morgen formiddag en gang. Vi skal nemlig have lagt nogle planer, som tager mindst 3-4 timer. Rent faktisk skal vi ud på en længere udlandstur sammen. Men sådan er det jo ikke med Matilde, vel?"
Poul bliver helt paf, ryster forsigtigt på hovedet, mens han med venstre hånd nænsomt forsøger at lindre smerterne i højre albue: "Det er fuldkommen håbløst at nå frem til nogen fornuftig mening i dette her; da jeg ikke har fattet en skid af det hele. Nok engang farvel!"
"Næ hov hov. De kan sgu ikke sådan bare forlade mig nu i denne her pinlige situation. De bliver nød til at køre ud til hende Matilde og sikre Dem, at hun vil have mig til at overnatte der. Selvom hun ønsker at blive min kæreste, er hun dog aldeles fremmed for mig."
"Også for mig... men hov, jeg synes lige, du sagde, hun ikke hed Matilde, men Solaima. Nu er det vist dig selv, der er begyndt at rode rundt i tingene, mester."
"Mester! Må jeg være fri; hvad regner De mig for? Jeg er ansat på Danmarks ypperligste universitet; er ikke nogen simpel tømmermand eller lignende... lille pølsemand."
"Nå; jamen så burde du jo også være i stand til at klare dine problemer alene... og holde dig for god til at lemlæste folk sådan her," mener Poul og stikker albuen op i hans nære åsyn.
"Hvad jeg har løst af svære opgaver gennem årene, det er ikke småting, min gode pølsemand. Livet er trods alt for kort til at stå og svinge med pølser dag ud og dag ind."
"Nogen skal jo skaffe folk mad på bordet. Sult kan ikke stilnes med komplicerede ligninger og latinske bøjninger;" forklarer Dajsegaard højt og klart, forsvarende sit embede.
"Det var dog lige godt det værste nonsens, jeg længe har hørt. En hver intelligent person evner at smøre al sin mad selv. Var alle som jeg, var De arbejdsløs min gode pølsemand."
"Ja, det ville der næppe være nogen tvivl om. Men det var vist af en hel anden grund, din gnier!" trumfer Poul og glædes over to ældre damer, som kigger skævt efter den fremmed.
"Gnier ha! Jeg kunne købe alle pølsevogne i hele Jylland, hvis jeg ville."
"Det tror jeg ikke... ja, økonomisk skal jeg ikke forsværge noget; men mentalt ville bestemt ikke ret mange jyder lade dig gøre det. Se blot på de to, hvor mistroisk de betragter dig."
"Sludder og vrøvl din nørd. Det er da Dem, som de har fået et dårligt indtryk af. Men det kunne muligvis afhjælpes, om De trak den der ind og lukkede gylpen til."
Poul kigger ned og bliver ganske flov. Han hiver filuren indenbords og smiler skævt til de muligvis forhenværende kunder: "Hvorfor fanden sagde du ikke det noget før?"
"Nej ved De nu hvad? Det er absolut ikke min opgave, at holde rede på folks underlivs problemer. Men for at komme tilbage til Matilde. Hvornår ser De at komme af sted? Jeg er ved at begynde og fryse. Her er al for megen vind herover i den mørke del af riget."
"Hvorfor er du så i det hele taget rejst herover? Selv Solaima kan jo ikke lave om på det?"
"Næh, der sagde De endeligt noget korrekt. Men vi skal jo også udelukkende drøfte vores fælles fortid. Forstår De, vi har nemlig fundet ud af, at vi var gift med hinanden i en af vore tidligere liv... jeg var konen. Og nu skal vi ned til Tirgu Mures sammen og se, stedet hvor vi boede omkring år 1530," fortaler professoren sig.
"Nå, sådan hænger det sammen. Så skal I altså slet ikke holde stævnemøde?"
"Stævnemøde, planlægningsmøde, kald det hvad De vil. Men hov! Det var jo slet ikke meningen, at De skulle høre noget om dette. Det er en dyb hemmelighed; indtil vi har vished for, at der virkelig ser sådan ud, som vi begge har set i hypnoserne."
"Aha. Ja, jeg kan jo nok desværre ikke bruge informationen til noget som helst. Men byder muligheden sig alligevel, skal jeg nok få benyttet chancen... sådan som du har såret min arm."
Københavneren er komplet ligeglad med skrammerne, han har forvoldt. Har nærmest ikke fattet, det er sket: "Heldigvis er De blot en simpel pølsemand; så der er formentlig ingen, som vil tro Dem over en dørtærskel; hvis De forsøger Dem på noget."
"Jovist din skaldede skolelærer. Men folk herover tror bare ikke på den slags nymodens pjat med rekardation, og hvad ved jeg."
"Reinkarnation hedder det min ublu pølsehandler. Men De skal nok blive klogere en skønne dag. Om ikke før, så når De starter på Deres næste pølseliv."
"Den er sgu go med dig. Hvad fanden var du selv dernede i Turkmenistan?"
"Turkmenistan! Der har jeg aldrig levet. Tirgu Mures ligger altså i Rumænien. Men hvor skulle De da også vide sådan en simpel ting fra herude ved pølsevognen?"
"Nej. Og hvad pokker skulle jeg bruge oplysningen til?... farvel. Nu gider jeg absolut ikke længere tale med dig." Paul forsøger atter at komme op på cyklen.
Men forhindres endnu engang: "Hov vent! Hvad bliver det så til med hende Matilde?"
"Matilde! Jeg troede ellers, vi blev enige om, at din rejsefælle hed So..." En pludselig indskydelse træffer Dajsegaard, og han ser en udvej for at slippe væk, trods at det betyder, han skal ud på en mindre omvej: "... all-right. Jeg skal nok køre ud til Matilde."
"Nåh, I jyder kan godt være samarbejdsvillige; blot man holder jer lidt i ørerne."
Poul ånder lettet op over at være sluppet væk fra plageånden: "Hold kæft en skør skid. Gid vores veje aldrig måtte krydses igen. Af alle tåbelige kunder gennem 13 år på pladsen her i midtbyen, var han lige godt topmålet. Universitet, ha! Og så kan han ikke engang holde rede på en simpel dato eller ugedag; hvad det nu end var, som ikke stemte."
Cyklisten får øje på skiltet med Tulipanvænget og svinger til højre: "Ja, nu jeg alligevel er kørt herud, kan jeg ligeså godt se, om der bor en Matilde i nummer... hvad pokker var det jeg bildte ham ind?... var det ikke 69; jo det tror jeg nok... mit baraknummer fra soldatertiden."
Nummer 69 eksisterer lige akkurat som sidste hus på vænget; en mindre, lidt forsømt rødstensvilla fra trediverne. Men navnet på postkassen udenfor hækken er ganske ulæselig. Poul opdager så et navneskilt på gadedøren; men det kræver, at han vandrer et stykke ind på matrikelnummeret, hvis nysgerrigheden skal stilles: "Nå, det kan jo også være ligegyldigt."
Han trækker cyklen gennem en fartdæmper, hen af en lille sti ud af vænget og mellem endnu to forskudte rækværk, til han befinder sig i byparken. Men akkurat som han hopper op på cyklen for at begive sig ad sted til sit trygge hjem, hvor Vera formentlig sidder og undres over, at han ikke allerede er dukket op, drøner en ung knallertbølle lige forbi. Læderjakken snitter netop hans styr, og atter falder han til jorden, denne gang på venstre albue.
Dajsegaard råber av så højt, at beboeren bag hækken kommer ud af sin bagindgang og tilspørger ham: "Hvad sker der her? Er du kommet slemt til skade?"
"Ja for satan. Nu fik jeg også et større sår på den anden arm. Jeg troede ikke, at det var tilladt med motoriseret kørsel herinde i parken."
"Nej, det er det så sandelig heller ikke. Men det hindrer jo ikke, at ungdommen ser stort på forbudet. Men kom med ind i bryggerset og lad os se, hvor galt det er fat med rifterne."
Poul følger sukkende bagefter og konstaterer, at begge albuer nu er cirka lige tilredte.
Den flinke mand sætter en tyssende finger for munden og hvisker: "Min kone er i gang med en klient, som hun har bragt tilbage til et tidligere liv, så vi skal være helt stille. Jeg henter lige noget jod inden fra soveværelset; så skal vi nok få has på alle sårene."
"Ja," svarer Poul træt og holder lidt af blodet tilbage med sit lommetørklæde.
"Du bare tænker på at slappe af... du bare tænker på at slappe af..." lyden en treven kvindestemme ud gennem døren, som står på klem, ind til operationsrummet.
Dajsegaard går nærmere og er med på en kigger: "Jamen hov. Det er jo min nabo, Michael Thomsen, som er under behandling. Tænk, at netop han tror på sådan noget vås. Det var dog ligegodt det sidste i denne verden, jeg ville gøre, at blotlægge mine tidligere tilværelser."
"Hvad er dit navn?" spørger den unge, lyshårede kvinde dæmpet og kækt.
"Adolf," svarer Michael prompte, mens øjnene simrer voldsomt.
"Ja så," konstaterer huset frue og noterer det omhyggeligt ned, selvom en båndoptager står ved siden af og optager alt: "Og hvad kan du se omkring dig?"
"Jeg står på en høj altan og kigger ud over en større folkemængde."
"Hmm hmm. Du er måske en gejstlig eller royal personlighed?"
"Det er muligt. Det drejer sig om mindst ti tusinde soldater, der strækker deres højre arm lige op i retning mod mig... i en eller anden form for hyldest."
"Med det halve!" gentager pølsemanden træt: "Det halve af hvad?"
"Ja, det halve af det hele, naturligvis," forklarer den distingverede gentleman.
"Kan du ikke udtrykke dig lidt tydeligere. Det er snart lukketid. Er det ketchup eller sennep, jeg skal undlade at komme på?"
"Næh næh, De skal ikke udelade noget. De skal blot nøjes med den halve mængde af hver ingrediens. Jeg er nemlig kun en smule sulten."
"Ja så," sukker Poul Dajsegaard og går i gang med bestillingen: "Skal der også kun være en halv pølse indeni?"
Herren i habitten giver sig til at fumle med sin paraply, idet det begynder at dryppe i aftenkulden, og svarer eftertænksomt, efter at spørgsmålet er blevet gentaget en gang mere: "Øh ja... men så skal den flækkes igennem på langs."
"Hrff, sådan en kunde er meget morsomt, når dagen begynder, men her lige inden fyraften er de ganske utålelige", tænker Poul, men efterkommer dog det specifikke ønske trods alt.
"Jeg har rendt byen tynd de sidste tre timer, for at finde en, der hedder Solaima Okkervald. Hun skulle have en gul jasmin i reversen. De ved vel ikke tilfældigvis, hvor hun befinder sig henne?" tilspørger den fremmede, der selv bærer en viol i knaphullet.
"Nej, det gør jeg ikke. Hvor havde I aftalt at skulle mødes?"
"Aftalen var, Silkeborg torsdag den 22. november klokken nitten nul nul."
"Nå... jamen det er jo kun onsdag i dag," påpeger pølsemanden og gør klar til at lukke af.
"Jo, det er rigtigt. Men det er dog den 22. november," forklarer manden med pegefingerens hjælp: "Og så kunne det jo sådan set ligeså godt være i dag som i morgen."
"Ja. Eller også er det først til næste år, når den 22. falder på en torsdag."
"Nej, der tager De fejl hr. Det havde jeg nemlig også selv tænkt på; men forstår De. Til næste år er det skudår, og så springer den 22. helt hen til en fredag."
"Nå, så er det først om syv år. Så er du i rigelig god tid, må jeg sige," svarer Poul lettere hovedrystende og kigger på sit armbåndsur: "Men nu er klokken også 22, og så lukker butikken. Hvis du vil gå et andet sted hen og spise din hotdogs, når du har betalt 8 kroner."
"Hov hov! Der står otte kroner for en hel hotdog. Jeg fik kun en halv. Her er 4 kroner."
"Nej, den går ikke du. Jeg har ingen chance for at sælge den resterende del af pølsen."
"Jo måske. Det er ikke helt utænkeligt, at jeg kommer forbi i morgen igen; hvis jeg stadig ikke har fundet hende Solaima Okkervald."
"All right; så siger vi 5 kroner da. Du fik et helt brød, du. Men hør; havde I ikke et mere konkret sted at mødes. Silkeborg, det er jo et vidt begreb."
"Jo, det er muligt, hun nævnte en eller anden restaurant. Men jeg troede ikke, det var så vigtigt at tage notits af det. Jeg regnede ikke med, at byen var så stor."
"Så er det jo ikke nemt hr., at hjælpe Dem. Men har du ikke hendes adresse eller i det mindste hendes telefonnummer; så du kan ringe og få afklaret problemerne?"
"De siger noget. Det havde jeg slet ikke tænkt på." Den midaldrende mand, med det nok lidt ejendommelige ansigtstryk, lægger paraplyen fra sig og fremdrager en seddel fra jakkelommen: "Jo, det står lige akkurat her. Så skulle det være muligt, mener De?"
"Ja. Der er en telefonboks lige rundt om hjørnet derhenne. Godnat. Nu lukker jeg."
"Godnat." Professoren fra hovedstaden trækker sit beskedne måltid til sig, inden skodderne tillukkes, og tænker: "Telefonboks. Sådan nogle kan meget nemt være i uorden. Og det er vist også på høje tid at finde et sted, hvor jeg kan overnatte her i det mørke Jylland."
Poul låser døren til pølsevognen effektivt og går om bag køretøjet for at lette blæretrykket; der som sædvanligvis har hobet sig gevaldigt op mod aftenens slutning.
Den fremmed kommer også om i buldermørket og prikker ham på skulderen midt under besørgelsen: "De kan vel ikke oplyse mig om, hvor der findes et billigt hotel?"
Poul bliver så forskrækket, at han kommer til at tisse sig selv på venstre sko: "Waaarhhh!"
"Var! Nej ikke var. Et hotel, som eksisterer endnu, mener jeg. Et sted, hvor jeg kan komme til at sove nu i nat; så jeg kan ringe til Solaima Okkervald i morgen formiddag."
"Sig mig, hvad pokker bilder du dig ind, at mase dig sådan på?" spørger Poul vredt og forsøger at baske det meste urin af fodtøjet ved at sparke huller i luften.
"Undskyld. Jeg tror, De misforstod mig. Et hotel, hvor der er en ledig seng?"
"Ja, det ved jeg virkelig ikke noget om. Hvorfor ringer du ikke blot til hende der Matilde og får lov at overnatte der? Hvis I alligevel skal til at være kærester fremover."
"Matilde! Hvem er Matilde? Og hvorfor skulle jeg dog være kæreste med hende?"
"Ja, det ved du vel bedst selv. Nu gider jeg altså ikke høre på mere vrøvl i dag. Jeg er skide hamrende træt," bastaliserer Poul, låser sin cykel op og springer op på sadlen.
Sjællænderen lader paraplyen dratte til jorden og griber fat i bagagebæreren: "Næh hov min simple pølsemand. De kan ikke bare sådan stikke af, inden jeg har fået en forklaring på, hvad det er for en Matilde, som ønsker at være kæreste med mig?"
"Hrfffff!" udbryder Poul og vil hoppe af cyklen igen, for at verfe manden væk, men buksefolden får uheldigvis fat i sadlen, cyklen vælter og han slår albuen mod fortovskanten.
"Nu må De altså fortælle mig; hvor denne Matilde bor. Jeg vil ikke bekoste en dyr hotel overnatning; såfremt omtalte kvinde, vil stille sit leje gratis til rådighed."
Poul smyger sit jakke- og skjorteærme op og betragter hudafskrabningerne: "Årg mand! Se nu hvad du har gjort. Hvis du ikke forsvinder omgående, så tilkalder jeg politiet."
"Politiet. Ja, det var måske en god ide. De er gode til at finde forsvundne personer. Men hvorfor ulejlige dem, ifald De kan sige mig, hvor hende Matilde bor?"
Et pludselig indfald træffer pølsemand Dajsegaard, og han slynger en bitter løgn ud: "Hun bor Tulipanvænget 69, det er den vej udad og så til højre ved anden sidevej."
"Det kunne De jo blot have sagt med det samme; så havde jeg måske oven i købet kunnet spare udgiften til Deres simple pølsemad. Laver hun ordentlig mad, denne Matilde?"
"Det ved jeg virkelig ikke noget om. Det kunne du jo have spurgt hende om, da du havde hende i røret; inden du tog her over."
"Hør nu her min gode pølsemand. Jeg har aldrig haft hende i noget rør. Hvad er da også det for en jysk mani, at opbevare kvinder i rør? Det var dog en primitiv tankegang."
"Nå. Du er mig umanerlig vanskelig at kommunikere med. Jeg håber ikke, at Matilde bliver skuffet... orv for helvede, hvor det nu værker i hele armen."
"Det er nu Dem, som er komplet ubegribelig at få noget fornuftigt ud af. Først hævder De, at Matilde ubetinget vil være min kæreste, og dernæst postulerer De, at hun kunne blive skuffet over et eller andet. Det kan jeg ikke finde logikken i hr. pølsesælger."
"Nåh ikke; men det finder du jo nok ud af, når I ses. Det var den vej ud af."
"Ja. Det har jeg forstået. Men hvordan kan jeg være sikker på, at hun er hjemme... eller at hun ikke har irriterende gæster på besøg? Kan De ikke undersøge det, inden jeg begiver mig afsted? De kan jo hurtigt komme frem og tilbage på det der køretøj."
"Nej, det kan jeg virkelig ikke. Jeg skal den stik modsatte vej. Men gå dog hen til telefonboksen og ring hende op. Du har jo hendes telefonnummer i jakkelommen."
"Har jeg det? Hvordan er det dog endt der?" spørger københavneren mystificeret og roder overtøjets gemmer igennem.
"Hrfff. Ja, du viste mig jo selv sedlen lige før menneske."
"Nej, det har jeg aldrig gjort. Det var Solaima Okkervalds telefonnummer, jeg viste Dem."
"Nå Solaima, var det sådan hun hed. Jamen så ring dog til hende i stedet."
"Nej. Det går ikke at forstyrre hende nu. Det må vente til i morgen formiddag en gang. Vi skal nemlig have lagt nogle planer, som tager mindst 3-4 timer. Rent faktisk skal vi ud på en længere udlandstur sammen. Men sådan er det jo ikke med Matilde, vel?"
Poul bliver helt paf, ryster forsigtigt på hovedet, mens han med venstre hånd nænsomt forsøger at lindre smerterne i højre albue: "Det er fuldkommen håbløst at nå frem til nogen fornuftig mening i dette her; da jeg ikke har fattet en skid af det hele. Nok engang farvel!"
"Næ hov hov. De kan sgu ikke sådan bare forlade mig nu i denne her pinlige situation. De bliver nød til at køre ud til hende Matilde og sikre Dem, at hun vil have mig til at overnatte der. Selvom hun ønsker at blive min kæreste, er hun dog aldeles fremmed for mig."
"Også for mig... men hov, jeg synes lige, du sagde, hun ikke hed Matilde, men Solaima. Nu er det vist dig selv, der er begyndt at rode rundt i tingene, mester."
"Mester! Må jeg være fri; hvad regner De mig for? Jeg er ansat på Danmarks ypperligste universitet; er ikke nogen simpel tømmermand eller lignende... lille pølsemand."
"Nå; jamen så burde du jo også være i stand til at klare dine problemer alene... og holde dig for god til at lemlæste folk sådan her," mener Poul og stikker albuen op i hans nære åsyn.
"Hvad jeg har løst af svære opgaver gennem årene, det er ikke småting, min gode pølsemand. Livet er trods alt for kort til at stå og svinge med pølser dag ud og dag ind."
"Nogen skal jo skaffe folk mad på bordet. Sult kan ikke stilnes med komplicerede ligninger og latinske bøjninger;" forklarer Dajsegaard højt og klart, forsvarende sit embede.
"Det var dog lige godt det værste nonsens, jeg længe har hørt. En hver intelligent person evner at smøre al sin mad selv. Var alle som jeg, var De arbejdsløs min gode pølsemand."
"Ja, det ville der næppe være nogen tvivl om. Men det var vist af en hel anden grund, din gnier!" trumfer Poul og glædes over to ældre damer, som kigger skævt efter den fremmed.
"Gnier ha! Jeg kunne købe alle pølsevogne i hele Jylland, hvis jeg ville."
"Det tror jeg ikke... ja, økonomisk skal jeg ikke forsværge noget; men mentalt ville bestemt ikke ret mange jyder lade dig gøre det. Se blot på de to, hvor mistroisk de betragter dig."
"Sludder og vrøvl din nørd. Det er da Dem, som de har fået et dårligt indtryk af. Men det kunne muligvis afhjælpes, om De trak den der ind og lukkede gylpen til."
Poul kigger ned og bliver ganske flov. Han hiver filuren indenbords og smiler skævt til de muligvis forhenværende kunder: "Hvorfor fanden sagde du ikke det noget før?"
"Nej ved De nu hvad? Det er absolut ikke min opgave, at holde rede på folks underlivs problemer. Men for at komme tilbage til Matilde. Hvornår ser De at komme af sted? Jeg er ved at begynde og fryse. Her er al for megen vind herover i den mørke del af riget."
"Hvorfor er du så i det hele taget rejst herover? Selv Solaima kan jo ikke lave om på det?"
"Næh, der sagde De endeligt noget korrekt. Men vi skal jo også udelukkende drøfte vores fælles fortid. Forstår De, vi har nemlig fundet ud af, at vi var gift med hinanden i en af vore tidligere liv... jeg var konen. Og nu skal vi ned til Tirgu Mures sammen og se, stedet hvor vi boede omkring år 1530," fortaler professoren sig.
"Nå, sådan hænger det sammen. Så skal I altså slet ikke holde stævnemøde?"
"Stævnemøde, planlægningsmøde, kald det hvad De vil. Men hov! Det var jo slet ikke meningen, at De skulle høre noget om dette. Det er en dyb hemmelighed; indtil vi har vished for, at der virkelig ser sådan ud, som vi begge har set i hypnoserne."
"Aha. Ja, jeg kan jo nok desværre ikke bruge informationen til noget som helst. Men byder muligheden sig alligevel, skal jeg nok få benyttet chancen... sådan som du har såret min arm."
Københavneren er komplet ligeglad med skrammerne, han har forvoldt. Har nærmest ikke fattet, det er sket: "Heldigvis er De blot en simpel pølsemand; så der er formentlig ingen, som vil tro Dem over en dørtærskel; hvis De forsøger Dem på noget."
"Jovist din skaldede skolelærer. Men folk herover tror bare ikke på den slags nymodens pjat med rekardation, og hvad ved jeg."
"Reinkarnation hedder det min ublu pølsehandler. Men De skal nok blive klogere en skønne dag. Om ikke før, så når De starter på Deres næste pølseliv."
"Den er sgu go med dig. Hvad fanden var du selv dernede i Turkmenistan?"
"Turkmenistan! Der har jeg aldrig levet. Tirgu Mures ligger altså i Rumænien. Men hvor skulle De da også vide sådan en simpel ting fra herude ved pølsevognen?"
"Nej. Og hvad pokker skulle jeg bruge oplysningen til?... farvel. Nu gider jeg absolut ikke længere tale med dig." Paul forsøger atter at komme op på cyklen.
Men forhindres endnu engang: "Hov vent! Hvad bliver det så til med hende Matilde?"
"Matilde! Jeg troede ellers, vi blev enige om, at din rejsefælle hed So..." En pludselig indskydelse træffer Dajsegaard, og han ser en udvej for at slippe væk, trods at det betyder, han skal ud på en mindre omvej: "... all-right. Jeg skal nok køre ud til Matilde."
"Nåh, I jyder kan godt være samarbejdsvillige; blot man holder jer lidt i ørerne."
Poul ånder lettet op over at være sluppet væk fra plageånden: "Hold kæft en skør skid. Gid vores veje aldrig måtte krydses igen. Af alle tåbelige kunder gennem 13 år på pladsen her i midtbyen, var han lige godt topmålet. Universitet, ha! Og så kan han ikke engang holde rede på en simpel dato eller ugedag; hvad det nu end var, som ikke stemte."
Cyklisten får øje på skiltet med Tulipanvænget og svinger til højre: "Ja, nu jeg alligevel er kørt herud, kan jeg ligeså godt se, om der bor en Matilde i nummer... hvad pokker var det jeg bildte ham ind?... var det ikke 69; jo det tror jeg nok... mit baraknummer fra soldatertiden."
Nummer 69 eksisterer lige akkurat som sidste hus på vænget; en mindre, lidt forsømt rødstensvilla fra trediverne. Men navnet på postkassen udenfor hækken er ganske ulæselig. Poul opdager så et navneskilt på gadedøren; men det kræver, at han vandrer et stykke ind på matrikelnummeret, hvis nysgerrigheden skal stilles: "Nå, det kan jo også være ligegyldigt."
Han trækker cyklen gennem en fartdæmper, hen af en lille sti ud af vænget og mellem endnu to forskudte rækværk, til han befinder sig i byparken. Men akkurat som han hopper op på cyklen for at begive sig ad sted til sit trygge hjem, hvor Vera formentlig sidder og undres over, at han ikke allerede er dukket op, drøner en ung knallertbølle lige forbi. Læderjakken snitter netop hans styr, og atter falder han til jorden, denne gang på venstre albue.
Dajsegaard råber av så højt, at beboeren bag hækken kommer ud af sin bagindgang og tilspørger ham: "Hvad sker der her? Er du kommet slemt til skade?"
"Ja for satan. Nu fik jeg også et større sår på den anden arm. Jeg troede ikke, at det var tilladt med motoriseret kørsel herinde i parken."
"Nej, det er det så sandelig heller ikke. Men det hindrer jo ikke, at ungdommen ser stort på forbudet. Men kom med ind i bryggerset og lad os se, hvor galt det er fat med rifterne."
Poul følger sukkende bagefter og konstaterer, at begge albuer nu er cirka lige tilredte.
Den flinke mand sætter en tyssende finger for munden og hvisker: "Min kone er i gang med en klient, som hun har bragt tilbage til et tidligere liv, så vi skal være helt stille. Jeg henter lige noget jod inden fra soveværelset; så skal vi nok få has på alle sårene."
"Ja," svarer Poul træt og holder lidt af blodet tilbage med sit lommetørklæde.
"Du bare tænker på at slappe af... du bare tænker på at slappe af..." lyden en treven kvindestemme ud gennem døren, som står på klem, ind til operationsrummet.
Dajsegaard går nærmere og er med på en kigger: "Jamen hov. Det er jo min nabo, Michael Thomsen, som er under behandling. Tænk, at netop han tror på sådan noget vås. Det var dog ligegodt det sidste i denne verden, jeg ville gøre, at blotlægge mine tidligere tilværelser."
"Hvad er dit navn?" spørger den unge, lyshårede kvinde dæmpet og kækt.
"Adolf," svarer Michael prompte, mens øjnene simrer voldsomt.
"Ja så," konstaterer huset frue og noterer det omhyggeligt ned, selvom en båndoptager står ved siden af og optager alt: "Og hvad kan du se omkring dig?"
"Jeg står på en høj altan og kigger ud over en større folkemængde."
"Hmm hmm. Du er måske en gejstlig eller royal personlighed?"
"Det er muligt. Det drejer sig om mindst ti tusinde soldater, der strækker deres højre arm lige op i retning mod mig... i en eller anden form for hyldest."