En lykkelig skilsmisse?

Jeg står overfor at skulle skilles. Ikke pga. utroskab eller noget i den retning ganske enkelt fordi, vi er vokset fra hinanden og ikke længere opfatter vores forhold som andet end et venskab.
Vi er begge to afklarede med situationen og vil forsøge at skilles på den bedst mulige måde. Dog har vi to børn sammen, som stadig bor hjemme. De er endnu ikke blevet orienteret om den forestående skilsmisse, og jeg frygter deres reaktion, samt hvordan de kommer igennem skilsmissen.
Jeg har i længere tid været debattør her på SOL, og jeg har ikke kunne undgå at lægge mærke til alle de indlæg, der er om skilsmisser, der går helt galt. Folk der skændes over hus, ejendele og ikke mindst børn. Og så er det, jeg tænker: Er en skilsmisse bare af natur grum og ubehagelig? Eller findes der en lykkelig skilsmisse?
Hvad er jeres erfaringer? Og hvordan er jeres skilsmisser forløbet?

"vokset fra hinanden" - r det virkelig noget man gør i jeres alder?
Hva med at få lidt kærlighed ind i jeres "venskab" igen? Jeg syns I seriøst ska prøve en parterapeut og få gnisten frem igen.
Syns bare det er meget værd og overveje, aner ik hvor ondt en skilsmisse gør på børnene. Taler af erfaring!!

Ikke om du er kvinde eller mand, men mit gæt er at du er kvinde, for det er som reel kun kvinder som bruger ordet vokset fra hinanden, det er en dårlig undskyldning for at komme ud af et forhold, for ingen vokser fra hinanden, i vokser sammen og ældes sammen, men i får måske andre inreresser i forholdet og så er det op til den anden part om man kan leve med det.

Fair nok hvis ikke I kan lide udtrykket "at vokse fra hinanden". Så prøver jeg at formulere mig anderledes. Som du skriver, har vi fået vidt forskellige interesser, og vi vil leve vores liv helt forskelligt. Han vil rejse og opleve, gå ud med vennerne i weekenderne og danse og drikke lidt rødvin ud til de sene timer. Jeg er til hjemme-hygge med nybagte boller, havearbejde, og så går jeg meget op i kunst. Det lyder måske ikke, som de helt store problemer, og som noget vi måske udmiddelbart burde kunne løse. Men det kan vi ikke, vi har virkelig prøvet. Og vi føler begge, at vi bliver holdt tilbage af den anden part. At vi ikke kan leve vores liv, som vi helst vil. Og det går jo også ud over børnene. Altså forældre der ikke er rigtig glade.
Men ærligt talt er det ikke til diskussion, om vi skal skilles eller ej. Den beslutning er taget. Spørgsmålet er, om det kan gøres på en ordentlig måde? Hvad er jeres erfaringer?

Hej
Jeg kender flere kvinder, der har været gift flere gange - og har taget initiativ til skilsmise. En af dem, har fortalt mig, at hun bittert fortrød sin første skilsmisse. Det kan godt være, at du og din mand er vokset fra hinanden, men tag lige en slapper til børnene er flyttet hjemmefra. Hvorfor gøre dem ulykkelige - det bliver du ikke lykkeligere af. Hvorfor ikke glemme sig selv lidt. Børnene kommer til at lide under det -er det det, du vil? Hvis du keder dig sammen med din mand, er det jo et luksusproblem.

Hej du skal ikke regne med en lykkelig skilsmisse, og i givet fald lykkelig for hvem. Ikke for dine børn, det bedste de har i denne verden er deres mor og far, den optimale tryghed, så de vil altid lide. Hvis i nu levede som hun og kat og smed inventar efter hverandre eller havde den store tudetur 3 gange dagligt foran børnene, så var situationen en anden. Børnene dør ikke af at deres forældre bliver skilt, men de får mærker for livet. Det er synd!Heldigvis lyder det som om jeres børn er et sted omkring 15?
Der må være forhold i jeres ægteskab der gør det nødvendigt at tage dette skridt, for ellers kan man godt leve sammen bare som venner. Man kan også lave en ny dagsorden for ens parforhold, det kan endda ende med at den fører et bedre forhold med sig.Det er klart at hvis I hader hinanden og dagligt irriteres over hverandres gerninger, så er det hårdt, men så behøver I ikke orientere børnene, så ved de det allerede.
Hvordan ser dit liv ud efter en skilsmisse, din økonomi, dine boligforhold, jeres familie og venner, samværet med andre. Tror du at du bliver lykkeligere? For du skal tro på at det er noget bedre der er i vente. Gør det op!
Er det din mand der vil skilles, så bed ham gøre sin situation op, bed ham lige som du fortælle hvordan hans nye liv skal blive. Det er godt med nogle informationer.
Jeg har været det hele igennem, og der findes ingen lykkelig skilsmisse, jeg har kun hørt om det i ugebladene aldrig i den virkelighed jeg lever i.

Men den viser med al ønskelig tydelighed hvor "gode venner" i er.
Et hus for eksempel. Udgangspunktet er vel at overskudet skal deles i 2. Hvis den ene så bliver boede men har svært ved det kan den anden skrive under på, at vedkommendes del føst skal udbetales ved den andens forflytning eller får en kæreste. Det optimale vil dog altid være at få tingene delt med det samme og afregnet med det samme.
Men det kræver man er venner.
Der vil altid være nogle små ting. Tit uden økonomisk værdi, men med stor betydning for den enkelte.
tilsidst er der børnene. Kan man blive enige om en deleordning.
Hvis I begge er enige om situationen, så er udgangspunktet for et fredelig løsning stor.
Få det ned på skrift efterhånden som I bliver enige om de forskellige ting. Du finder jo lynhurtigt ud af om det bliver svært. Der ud fra kan du så bedømme om der skal advokat ind over.
Det vil de fleste nok anbefale, men hvis I er enige inden for 50.000kr, så er det langt billigere at give efter for de penge og springe advokaten over.
Det mærkelige er, at det er nu, hvor I skal skilles, du skal se hvor srort venskabet er med din mand.
venlig hilsen
Grøn

Altså forstå dog lige at beslutningen er taget......!!!!
og så er det garanteret tænkt igennem på alle leder og kanter.... Det lyder jo ikke ligefrem som om det er noget der er bestemt henover weekenden.....
Børnene har da helt sikkert bedre af at være sammen med 2 glade skilte forældre end to utilfredse samboende...... Svar nu på det der blir spurgt om.....i stedet for at komme med bebrejdelser..... spørgeren har det svært nok endda.....

Jeg har set dit svar på det at vokse fra hinanden. Den levevis i hver især ønsker kan da ikke være af nyere dato? Har i lullet jer i søvn og givet køb på alt medens børnene var små og glemt jer selv? Det er da noget skidt hvis det er tilfældet. Du skriver ikke hvor gamle børnene er, det var rart at vide for deres syn på sagen. Iøvrigt tror jeg allerede de ved besked.. Det indikerer du også lidt selv.
De største problemer for jer lyder til at være de juridiske, når det kommer til penge, så blomstrer uenigheden. Måske I blot kunne leve hver for sig, som gifte i juridisk forstand. Det betyder ikke at I ikke kan lave en aftale om at leve jeres helt eget liv med nye venner, kærester mm. Men vælger I en sådan løsning, er det nok klogt at få en advokat til at hjælpe jer med den ikke-samlivskontrakt og konditioner hvis det kommer til et brud, nu medens I kan tale sammen. Når den nye mand eller kvinde banker på, sker der straks noget helt andet i hovedet. Tænk på du har været forelsket i den mand/kvinde, som du nu ikke længere skal dele glæder og sorger med, det er ikke det sjoveste at se sin tidligere hustru eller mand blomstre vildt op, når en ny kærlighed springer ud... UHA

Hvor er jeg enig med dig. Jeg kender et ægtepar, som bare tager oplevelser hver for sig.
Det går godt.
Er man venner kan man også leve sammen, til børnene er store nok, f.eks.
Men der kommer også en tid, hvor man savner at være bedsteforældre sammen.
Nå, men min skilsmisse var et helvede. Min mand ville skilles, sagde han, og jeg gjorde alvor af det, da jeg ikke kunne holde det ud mere. Børnene var voksne.
Han havde det meget dårligt efterfølgende. Børnene tog afstand fra ham. Men det var helt hans egen skyld. Han havde behandlet os meget dårligt.
Jeg havde hellere fortsat ægteskabet, hvis vi kunne have være venner. Af hensyn til børnebørn, fællesbo o.s.v.

Vores børn er 14 og 16. Så de er absolut ikke helt små, og de er også store nok, til selv at bestemme hvor de vil bo.
Og nej det er absolut ikke noget nyt, at vi ikke vil det samme med vores liv, og vi er blevet boende sammen i sidste år pga. børnene, og fordi vi godt kan leve med det. Det er ikke det, vi helst vil, men det kan fungere, fordi vi er gode venner. Og klart at børnene har bemærket, at vi ikke er lige så kærlige overfor hinanden som andre forældrepar. Men om de ligefrem forventer en skilsmisse, det ved jeg nu ikke rigtig. Tror bestemt ikke de bliver glade for at høre det, men tror bestemt også, de nok skal komme igennem det uden større svig og smerte. Så afhængige er de ikke af deres forældre mere.

Det er rart at høre andre der tror det godt lade sig gøre at skilles på en god måde. Jeg ved der er en række udfordringer i vente. Vil tage dem en for en og jeg vil i hvertfald være villig til at gå på kompromis så vi kan få løst dem så problemfrit som muligt.

Hej Breake
Selvfølgelig kan det lade sig gøre at få en lykkelig skilsmisse.
Min moster blev skilt fra sin første mand. De havde en søn sammen, som på det tidspunkt var et par år gammel. De har altid gennem årene kommet hos hinanden (med deres partnere), deltaget i drengens fødselsdag, konfirmation, bryllup, barnedåb osv. uden problemer.
De kunne ikke leve sammen som par, men er jordens bedste venner, og de har altid hinanden at støtte sig til - det fungere bare!
Måske er det et spørgsmål om indstilling? - Hvis begge parter har den rigtige indstilling, og der ikke føres "skyttekrig" for at berige sig selv, eller man "undergraver" den anden, for selv at stå i et bedre lys, men fremstår som enige, og derfor vil gøre alt for at "børnene" fremover kan holde bryllup osv. i selskab med begge forældre (også med evt. kommende "papmødre" eller "papfædre")!!!
God vind til jer alle sammen, jeg håber i kommer godt igennem ;-)

Hej
Jeg blev skilt i 2003 efter 17 års samlevelse hvoraf de 7 var i ægteskab og hele forløbet gik forholdsvis fint og uden diverse skænderier. Der findes dog ingen lykkelige skilsmisser for du vil fra dagen for skilsmissen og til evig tid frem kunne mærke, se og høre på dine børn at det er dem som betaler prisen uanset hvor enig og smertefrit du og din (eks)mand får jeres fremtidige samarbejde om jeres fælles børn op at stå, det har i den grad gjort ondt i mit hjerte at mærke på mine børn hvordan de har og tilstadighed lider under det at have skilte forældre. Tænk dig om en ekstra gang og mærk efter i dig selv om det her virkelig er den rigtige beslutning.

aldrig helt lykkeligt.En af parterne vil have det sværere end den anden, i de fleste tilfælde.
Jeg har været gift to gange, og skilt to gange. Ingen af skilmisserne har været udpræget lykkelige, men gode alligevel.
Den første var sygelig jaloux og psykisk voldelig, og jeg har ingen kontakt og har heller ikke haft behov for det.
Min mand nr. 2 har jeg to børn sammen med. Så snart der er børn indblandet kan man aldrig helt slippe kontakten, for der vil, forhåbentlig, altid være behov for at kommunikere omkring børnene, - og så er der fødselsdage, konfirmationer, forlovelser osv.
Mine børns far var mig utro, så der gik lang tid før jeg var klar til at kommunikere med ham. Men i dag mødes vi ofte, går ture sammen osv. Og børnene var mere end glade for, at vi gik fra hinanden. Den stemning der eksisterer i et hjem, hvor forældrene ikke har det godt sammen, vil børnene altid kunne fornemme.
Børn, uanset alder kan fornemme forældrenes ueneighed eller hvis de blot, som du siger "bare er gode venner". Børn lægger mærke til fx, at I ikke længere kysser hinanden offentligt, ikke rører ved hinanden, som I gjorde tidligere, måden I taler til hinanden er også ting børn lægger mærke til. Børnene kan gå rundt med en knude i maven, fordi de kan mærke forandringerne, men når de voksne ikke taler med dem om det, så skaber det uro eller utryghed i dem.
Når et forhold udvikler sig, så man oplever at "man vokser fra hinanden", tror jeg at man har glemt, hvilken gave det kan være at have et forhold, hvor man er venner. For heri finder man den dybe kærlighed. Den kærlighed vi oplever de første år, er som at svæve på en sky af eufori. Det savner man, når hverdagen tager sit indtog, og de daglige pligter, aftaler vedr. diverse ting, såsom at få det hele til at gå op i en højere enhed, med arbejde, institution, skole, sport, indkøb og alm. gøremål derhjemmme, samt passe prydhaven og tilmed få plads til grillaftener med familie eller venner.
En dag opdager man at erotikken, de små kærlige hentydninger og berøringer er som fordampet. Man savner det, men gør ikke et ihærdigt forsøg på at genskabe det.
Manden ser sig måske om efter andre kvinder; kvinder ser sig måske om efter andre mænd; man oplever, at man er vokset fra hinanden. Men det er ofte ikke det, der er sket. Man har bare glemt at være noget for hinanden og følges sammen i udviklingen. Man har glemt de dejlige øjeblikke, der gav forholdet indhold, derfor tror man, at den eneste løsning er at opløse forholdet.

Kunne du lige komme med et bud på hvordan to teenagere oplever en lykkelig skilsmisse, for det er vel det mindste man lige kan gøre sig en tanke om.

min, uha det var en mareridt, en lang lang mørkt tunnel hvor jeg kunne ikke finde svar til mange af mine spørgsmål. jeg oplevede at advokaterne passer deres egne interesse, jeg oplevede en eksmand som jeg kendte slet ikke og som prøvede at "straffede" mig pga min beslutning at blive skilt fordi han fik et barn sammen med en anden. Vi har to hjemmeboende børn, jeg får intet fra ham fordi han sagde til statsfortvaltning at han betaler 50% af udgifterne som han gør ikke. Så nej, det var slet ikke "sjovt" at blive skilt.
men jeg har en veninde som blev "lykkelig" skilt. De er stadigvæk venner, de har 3 børn og manden betaler en manedligt beløb til hende. Hun fik huset og pension fra ham. ja, en meget civiliseret skilsmisse i forhold til min primitive oplevelse.
resumé: ja, der findes en lykkelig skilsmisse. bedst at I fortsætter med at have et god forhold pga børnene
held og lykke :-)

Børn har til enhver tid mest glade af at se 2 glade voksne hver for sig, frem for 2 voksne der gør hinandens og familiens liv besværligt.
Selvfølgelig bliver de også ramt, men de er jo allerede ramt af 2 "ikke glade" voksne.
Det er den evige diskussion herinde. Nogle foretrækker at leve i pest til den mindste er 18 år. Andre foreslår andre at gøre det. Det sidste er forkasteligt i mine øjne.
De to voksne har talt og fundet ud af det er det bedste. Så skal andre jo ikke bestemme om de har talt nok eller om det er bedst at blive sammen for enhver pris.
Her er der taget en beslutning, som der håbes, at der kommer det bedste ud af. Så må fokus være der.
At komme med sine egne regler og moral i den situation er latterligt, og viser hvor små mennesker, nogle kan være.
Børnene er i dette tilfælde gamle nok til få en forklaring og et valg om, hvor de skal være i samråd med de voksne. Det er ikke nogen optimal situation, men den bedste i de givne forhold.
venlig hilsen
Grøn

Hvor længe har de to glade skilte forældre? Indtil den ene finder en anden. Eller indtil en af dem finder ud af, at kødmarkedet dating.dk og scor er noget lort? Eller indtil en af dem finde ud af han/hun ikke havde den fjerneste idé om, hvor rædselsfuldt det er, altid at komme hjem til et tomt hus? At alle højtider, ferie og weekends er "par-ting" man er udelukket fra.
Eller indtil det går op for den ene eller begge, at man er fattig, når man er alene i forhold til at være sammen? Det betyder også, at der ikke kan blive det samme til de børn, som der kan til de børn, der bliver i familierne.

Ved du hvor dyrt det er, det I har gang i? Det er den dyreste økonomiske disposition man kan foretage nu om dage. Vidste du det? Der kommer ovenikøbet to tabere og én winner ud af det. Vinderen er advokaten. Gæt hvem taberne er - og det er ikke din børn jeg taler om, de er under alle omstændigheder tabte.

og tænker kun på sig selv, og ikke de følger barnet for ved at de blive sammen eller have en dårlig skilsmisse som ikke er af hensynet til barnet, men kun dem selv.
Det er det forældre ofte glemmer det er at selvom voksne bor sammen er det ikke det samme som de er glade go tilfreds sammen, så vel opmærke at børnene selvfølgelig ikke er både blinde og døve, så fornemmer de godt hvad der sker hos deres forældre.
Børnene er gamle nok til at forstå i den alder at de voksne ikke elsker hinanden mere som de burde, og så stå ved at det er deres beslutning som de ingen indflydelse har på.
At leve i pest, som du skriver ved jeg af egen erfaring er rædselsfuld, og da jeg var barn ønskede jeg kun at min forældre leve hver for sig, men det er selvfølgelig ikke noget jeg sagde højt, men noget min mor og far godt ved i dag. De havde de bedste intentioner ved at blive sammen, men de fik et barn som ikke troede på ægteskabet og havde lyst til det, hvis det var sådan at være gift.
Hellere 2 glade forældre en 2 forældre der egentlig hellere vil noget andet med deres liv end at være sammen. For mig er det superegoistisk at blive sammen for børnenens skyld, hvis forældre ikke magter at vise kærlighed, tryghed og harmoni i hjemmet.
Lykkelig skilsmisse er meget store ord, men jeg har set flere par hvor det er gået rigtig godt, og de har valgt det ikke måtte gå ud over børnene yderligere. Børnene fungerer i bedste velgående, men forældrende har også valgt at bo forholdsvis tæt på hinanden og deles om børnene. Hvad der er optimalt og rigtigt for andre ved jeg jo ikke, men for disse par var det den optimale løsning.

at bo sammen med to forældre som ikke har det godt sammen.

Nu vil jeg mene, dette ikke er en brevkasse . Man har lov til at belyse forskellige vinkler i en debat.

Min , den ældste, var ved at gå ned på grund af skilsmissen. Han blev direkte syg en overgang. Tabte mange kilo og måtte undersøges på hospitalet, hvor der blev sagt, det var på grund af stress. Han var 20 år.

-men kun i amerikanske serier og b-film

blive enige om, at alle må sige og mene hvad de vil.
Jeg mener så nogle kommentarer er upassende i nogle debatter.
For eksempel kommentarer der ikke holder sig til emnet. Der er vel en grund til at debatsiderne er inddelt i kategorier?
Så hvis man dybt inderst inde er imod skilsmisse, så har man ikke noget at bidrage med i den pågældende debat, hvis spørgeren spørger om, hvordan en skilsmisse nemmest forløber, eller om den kan forløbe godt.
Men man er selvfølgelig, til enhver tid berettiget til at starte sin egen debat om, at skilsmisse skal være forbudt.
venlig hilsen
Grøn

Det er ikke en brevkasse, men en debat, hvor mange vinkler kan belyses. Ellers ville det sørme også blive meget kedeligt.
Hvis jeg begyndte at skrive om min bil eller sko, her i en debat om skilsmisse, så var det noget andet.

Men i en debat må man vende og dreje de ting, sagen omhandler. Ellers får man ikke alle perspektiver med. Der kan jo sagtens være noget, man ikke lige har tænkt over, som eventuelt kommer frem.
Tro nu ikke, jeg er imod skilsmisse for det er jeg ikke. I de tilfælde, hvor der er daglige skænderier på tapetet er det en god løsning.
Hvis jeg stod for at skulle skilles og jeg spurgte om råd, ville jeg bestemt være glad for at høre om alle vinkler. Også selv om jeg havde bestemt mig for skilsmisse.
I mit tilfælde, med min første mand var der ikke andet at gøre end blive skilt.
Med min nuværende mand tror jeg bedre det kunne gå med at fortsætte ægteskabet på venskabs basis. Alene fordi vores økonomi ville blive dårligere og huset skulle sælges, det ville ingen af os bryde os om.

Jeg tillader mig nu at mene, vi er meget enige.
Vi har så lidt forskellig opfattelse af hvornår indlægget handler om bil og sko frem for emnet.
Det der med skilsmisse var et eksempel. Det skal ikke tages som udtryk for, at jeg putter dig ord i munden.
Men hvis vi tager dit sidste afsnit som eksempel, så kunne et spørgsmål fra dig lyde:
Hvordan finder min mand og jeg nemmest ud af at bo sammen, selv om vi ikke længere elsker hinanden? (du ønsker altså at bo sammen med ham).
I sådant et tilfælde vil svar der råder jer til skilsmisse være uduelige båthorn svar, som intet har med dit spørgsmål at gøre.
venlig hilsen
Grøn

Hvad er det for en omgang møj at skrive at børn bliver taberne fordi forældrende bliver skilt. Dem der er taberne er forældrende og børnene hvis de ikke kan skabe de rammer om deres børn, som de har fortjent.
Børnene er ikke tabte og det findes der da heldigvis mange eksempler på derude i det virkelig liv. Det er heldigvis de færreste der ender som du beskriver, men mon så ikke det handler om forældrendes takling af skilsmissen, som nok ikke har været optimal.
Advokaten det er hans job, forældrende det er deres job at give børnene et hjem som de udfolde sig i uanset om forældrende er sammen eller ej, børnene lever i skilsmissen og har det fint, hvis og så fremt de voksne kan opføre sig som voksne når de bliver skilt.
Hvad er dyrest, at miste nogen penge eller at leve ulykkeligt det er vel forhåbentlig det du taler om, og ikke en posion penge som aldrig kan gøre livet lykkeligt for nogen mennesker, hvis de ikke lever sammen med et menneske de elsker og selv bliver elsket af. Prisen for at leve i et dårligt ægteskab er høj, og du taler om nogen mønter og sedler. Interessant som vi ser verden forskelligt. Du vil hellere leve med en mand som ikke elsker dig bare fordi det økonomisk er dyrt, jeg vil hellere leve lykkeligt og så have lidt færre penge i min pung. Mon ikke jeg kan undvære mit daglige chokolade eller de nye lange busker det er jo sjældent der er behov for nogen af delene, men den føles så ganske ret at købe dem nu når man lever i et halvdårligt ægteskab.

Tænk jeg kender ikke en der har fortrudt sin skilsmisse, men jeg kender en del der har synes det var svært at blive alene fordi de aldrig havde prøvet det før, men det jo noget helt andet.
Jeg tror denne kvinde skal gøre det der er rigtigt for hende, for det er hende der skal leve i ægteskabet eller selvfølgelig ikke mere. Du kan ikke føle for hende, men du kan vise empati, ikke det samme som du er enig nødvendigvis.
Hvorfor synes du børnene skal leve et liv med forældrer som ikke er lykkelige. Synes du ikke de har fortjent bedre eller er det din egen oplevelse som barn der her kommer henover debatten. Kan forældre takle en skilsmisse modent, så tror jeg såment det vil gå dem alle sammen rigtig godt.
Selvom du ikke tror på det, så tro på andre godt vil leve et liv, hvor de prioriterer både dem selv og børnene. Det kan lade sig gøre hvis man vil det, tør det og kan det.

du lyder jo meget flink.
Jeg mener altså stadig i en debat kan man vende og dreje tingene. Også selv om det ikke er et direkte svar på spørgsmålet. Det er så min mening. Og ingen af os bestemmer, hvordan det skal fungere her. Gudskelov, for ellers gik det da galt. 😉

ja😉😃

Lykkelig skilsmisse...ja, hvad er det egentlig?
Jeg blev skilt for et par år siden, da mine døtre var 12 og 15. Min ex og jeg var ikke enige om noget som helst. Ønskede ikke det samme med og for livet. Efter utallige mislykkede forsøg på at redde ægteskabet, valgte jeg skilsmisse. Jeg ved, at vi var enige om, at vi ikke havde det godt sammen, men beslutningen var min alene. Den korte version 🙂
Det var på ingen måder en lykkelig beslutning. Jeg var ikke det mindste i tvivl om min beslutning, men det var ekstremt hårdt alligevel. At hive tæppet væk under sine børn - og den mand man har kendt i 100 år. Det gjorde ondt! På os alle.
Der var selvfølgelig alle de praktiske udfordringer med økonomi og jura, som ikke kunne udskydes. Samtidig med at navlestrengen til ex'en, svigerfamilien og dele af vennekredsen skulle kappes og bearbejdes. Det var der dog ikke overskud til i det første lange stykke tid - al tid og ressourcer brugte jeg på børnene.
Børn ved meget og opfatter det meste! Selvom vi hverken kastede med servicet eller råbte ad hinanden var de helt klar over, at vi ikke var glade sammen. Men børn er - selvfølgelig ikke - rationelle i sådan en situation. De mister troen på alt, når de ikke kan have tillid til de to mennesker, der er grundstenen i deres liv. Og for teenage børn tror jeg det rammer endnu hårdere, fordi de selv står midt i en identitetskrise.
Men med masser af omsorg, kærlighed, forståelse og tid er jeg ikke i tvivl om, at sårene kan heles igen. Mine børn er idag helt almindelige teenagere - på godt og ondt🙂 Selvfølgelig har de fået ar på sjælen af skilsmissen, men de fleste er helet fuldstændig. Og så har de faktisk også lært en hel masse. Jeg kunne selvfølgelig godt have ønsket, at de havde lært det på en mindre hård måde, men de er blevet stærkere, mere bevidste om sig selv - og blevet rigtig gode til at tage ansvar for deres egne liv, når der er ting, de vil eller er utilfredse med.
Mine piger er meget forskellige, og har bearbejdet skilsmissen meget forskelligt. De har også brugt forskellig tid til at komme videre - men idag er de begge glade og stortrives både i skolen og socialt.
Det er 3 år siden vi flyttede fra hinanden. Børnene har lært - og oplevet- at de stadig har begge deres forældre. Ikke sammen - til gengæld er de glade og har fået meget større overskud. Børnene er taberne i enhver skilsmisse - fordi de ikke samtidig kan være sammen med de to mennesker, der betyder mest for dem. Men når man nu ikke kan give dem det man allerheslt vil - en lykkelig familie - synes jeg ikke man skal have dårlig samvittighed over at give dem det næstebedste: To glade forældre. For mig var det ikke en egoistisk beslutning - det var en beslutning om at give os alle 4 muligheden for et bedre liv.
Jeg er ikke i tvivl om, at grunden til, at vi er kommet så langt i dag, skyldes et godt forældresamarbejde og en masse diplomati. Og evnen til at tilsidesætte vores egne følelser og tænke på børnene. I det første år kunne vi slet ikke kommunikere. Der var for mange sårede følelser til at vi kunne være rationelle. Men det oplevede børnene aldrig. Børnenes far og jeg har fra starten vist fælles front overfor dem. De har tit sagt, at de synes det er dejligt, at vi taler fint sammen.
Vi har sat rammerne - fx serveret et fælles oplæg til dem om hvor de skulle bo. Inden for disse rammer har de selv fået lov at bestemme.
Der var intet lykkeligt over beslutningen, men jeg tør godt sige, at i dag er vi alle 4 lykkelige.
Et uddrag af mine erfaringer - jeg håbder du kan bruge lidt af det.
I går en hård tid imøde, men jeg håber jeres familie kommer godt igennem. Jeg ved det kan lade sig gøre!
[s][l]

Vi stod i samme situation som jer for 5 år siden.
Vi blev enige om at det ikke holdt, og fortalte først børnene det da den ene havde fået et andet sted at bo.
Vi er stadig hinandens bedste venner og vil nok altid være det. Hun har fundet en kæreste som vi begge kendte i forvejen. Ham og jeg har det total grineren.
Børnene er teens hele bundtet nu og den ene har ADHD, den anden er skoletræt, men det løser vi i fællesskab. Vi tager til skoleting sammen og holder en uges ferie, samt jul og nytår sammen så længe børnene gider os 😉 .
Nej vi dyrker IKKE vennesex, jeg har ikke lyst til hende og tror heller ikke hun har lyst til mig. Vi har aldrig været specielt sexuelt samlinelige🙂.
Jeg håber i gør hvad i føler er rigtigt, men for guds, og især børnenes, snak sammen om evt problemer så børnene ikke skal høre negative ting om den anden. INGEN vinder ved det, børn kan ikke tvinges til at vælge side mod den ene eller anden.
VH

prøv at se her, og se hvad andre har oplevet, og tænk så på at vi som voksne måske ser det som den lykkelige skilsmisse, men er vi på en måde ikke forpligtede til at se det gennem vores børns øjne?
http://www.skilsmissen.net/

Sorry - de forblommede floskler kan i passende gemme til jeres aftenbøn eller lutre jeres dårlige samvittighed i hvis i mener det hjælper.
Har set og hørt egoistiske idioter påberåbe sig denne undskyldning samt adskillige andre mere eller mindre fantasifulde påfund så mange gange at det end ikke er sjovt mere.
Det er sgu da for hulen JER der er de voksne. Jer, der har VALGT at gå op i kirken og love hinanden alt muligt, Jer der har VALGT at sætte børn i verden sammen.
Så vokser i fra hinaden ?? WTF (what.the.fuck) ?! Hvad betyder det egentlig❓LYKKEN ER VÆK !! Så led da for fanden efter den, eller lev med at det sgu ikke altid er lyserødt alt sammen - i skulle virkelig prøve det. At gøre noget for andre (sin mand/kone/børn), sætte sig selv lidt i baggrunden - tage en voksen dialog om hvad der kan gøres bedre.
Ved hele tiden at spille det fordømte skilsmissekort sammen med de fortyggede floskler ødelægger i jeres motivation for at finde andre løsninger...

Jeg er helt enig med dig - sålænge vi taler skilsmisser uden forudgående kamp!
Selvfølgelig skal man ikke opfatte skilsmisse som den nemme løsning på lidt "småproblemer" eller kedsomhed.
Men hvad hvis man nu HAR kæmpet, HAR forsøgt alverdens løsninger - men stadig får det dårligere og dårligere fordi forholdet er så usundt, at man ikke kan spille skuespil end ikke overfor sig selv?
En sådan situation vil påvirke børnene. Det er ikke en floskel eller en påstand. Det er desværre situationen for mange børn. Syns du så stadig man skal "leve med det" og fastholde, at "vi lovede engang hinanden"?
Det er en ulykkelig situation og i mine øjne skal skilsmisse til hver en tid kun anvendes når der bare ikke er andre løsninger. Når det ikke længere handler om at tage sig sammen og være voksen.
Ingen forældre bliver skilt for sjovt. Vi ved godt hvordan det påvirker vores børn. Men nå vi nu ikke kan få livet til at fungere - heller ikke for børnene - er det så ikke bedre at give alle i familien en mulighed for at glade?
Hvis det kan berolige dig, har de fleste skilte forældre dårlig samvittighed - til deres dages ende. Ikke fordi beslutningen er truffet, men fordi man ikke 20 år tidligere forudså at ægteskabet ikke kunne holde.
Sæt pris på, at du aldrig har været tvunget ud i den modbydelige situation at splitte din familie - men lad være med at dømme os andre. Du aner ikke hvad du taler om.

er en gang bavl og kvindeføleri, det drejer sig kun om at psykologer får flået flest mulig penge ud af folk.
Børnene kan ikke sige hvad de føler, kors for en omgang bræk, der fokuseres hele tiden på små børn.
I det hele taget er det link noget skod, den som har skrevet der kan end ikke stave rigtigt, det giver ikke troværdighed.
Jeg blev skilt fra min ex, en lykkelig skilsmisse hvor vore voksne børn fortalte os at det var den bedste beslutning vi nogensinde har taget sammen.
I dag er min ex og jeg bedste venner, vi hjælper hinanden og ses jævnligt uden problemer, der er heller ingen problemer når vi mødes med hver vores kæreste på, så rend mig i traditionerne med det bavl de psykologer fyrer af, de er hjernedøde og pengegriske

Lykkelige skilsmisser findes. Min mand og jeg blev skilt og er faktisk blevet bedre til at snakke sammen efter.
Men uanset hvor lykkelig skilsmissen kan være/ ikke være for de voksne, så er det altid børnene som er tabere i en skilsmisse

Lykken er ikke at 2 forældre bor sammen, men det er heller ikke den endeliggyldige sandhed, men det er sandheden for mig, som har levet sammen i ægteskabet for deres børns skyld. Nej det er ikke lykken for børnene, når der ikke ses en snært af kærlighed men der bare ses 2 voksner bor sammen. Voksne viser vejen til børnenes eventuelle fremtidige ægteskab, og er det du vil sige KÆMP for kærligheden, go du skal bare plukke den modne frugt, så er jeg helt sikker på at du lige pludselig, hvis du bare arbejder hårdt nok med det lære at elske din partner igen. Hvor har du læst det eventyr henne? For jeg kender ikke nogen der kan arbejde hårdt på at finde noget der ikke eksistere mere. Tror du folk bliver skilt fordi det huer dem, kunne det tænkes at også deres drøm slutter når de bliver skilt. har du nogensinde hørt om nogen der efter en skilsmisse kunne springe jublende ud af deres ægteskab og skrige jeg er FRI. Nej vel, fordi det er den hårdeste beslutning man overhovedet kan tage også selvom man godt ved man ikke elsker mere.
Jeg forstår til gengæld godt den floskel som personen her over skriver, men fordi jeg selv er en person der bliver glad, hvis andre. Jeg bliver smittet af folk humør og måske ikke alle bliver det og så er det måske derfor det for dig er en floskel, men for er det en sandhed, som jeg personlig ikke kan lade være med at lade mig smitte af.
De par der går op af kirkegulvet sammen tror jo på det den dag, men vi bliver jo alle mere modne, mere erfarende og ved lidt mere om hvad vi vil have er i livet med alderen, så for mig af se går vi ikke igennem et liv uden der på en eller anden måde kommer smerte på vejen om det så er via forældrenes skilsmisse eller bliven sammen, da det også kan være noget skidt eller hvad der nu præger ens liv på vejen er jo forskelligt, men at fodre vores børn med at leve på en løgn og skuespil har ingen fortjent efter min mening. Det er selvcentreret tankegang ud over alle grænser.

En lykkelig skilsmisse er opreklameret - men den kan sagtens foregå i en god tone og kan også efterlade parterne som gode venner efterfølgende. Hvis I er gode venner nu, er jeg sikker på, at i kan få en skilsmisse til at glide på en måde, så I begge kommer gennem det på en god måde. Jeg blev selv skilt for 8 år siden og det gik faktisk godt fordi vi lovede hinanden nogle ting i forløbet og har holdt vores løfter lige siden. I dag og igennem alle årene er vi hinandens gode støtter, når det gælder vores børn. Vi har dem en uge af gangen og det har fungeret helt fint. Børnene er store i dag - den ældste er voksen (19), men de kører alle stadig turnusordningen og har aldrig kunne forestille sig det anderledes, da de så er lige meget sammen med os begge to. Vi har så lovet hinanden aldrig at flytte fra byen, hvor vi begge bor, før børnene er helt uafhængige af os. Vi har begge nye partnere, og de er også indforstået og er flyttet til vores by. I dag lever vi i vores nye forhold og har det rigtig fint med vores respektive tidligere partnere. Ja, det lyder som en rosenrød historie, men jeg mener alligevel stadig ikke man kan kalde det lykkeligt. Det er ikke lykkeligt uanset hvordan det foregår, når 2 mennesker skal gå fra hinanden - og det kan jo være meget forskelligt, hvordan børnene tager det. Vores tog det heldigvis fint. Det som var allerhårdest var for os voksne at undvære dem i de uger man ikke var sammen med dem - det to MEGET lang tid at vænne os til hver især, der var et enormt savn!! men til sidst lykkedes det da at finde noget at udfylde tiden med og man kunne begynde at slappe af. Der er også udfordringen, når man møder en ny partner - vedkommende har måske også børn, og det er vigtigt, at man klinger sammen alle sammen. Jeg har måtte droppe ud af et forhold af hensyn til mine børn, men nu bor jeg på 3. år sammen med jordens dejligste mand, som har samme drømme i livet som jeg selv og indeholder samme menneskelige værdier. Så det kan lykkes at komme gennem det hele. Det handler om at tro på det, og fremfor alt vise børnene, at vi vil det her begge to - det er en fælles beslutning. Når de er så store som dine skal i være helt ærlige omkring årsagen til skilsmissen. Tror dog også I skal have et klart forslag til dem, omkring, hvordan de kan bo. Selvom de er store, mener jeg ikke I kan tillade jer at lade det være op til dem selv. Så hav en løsning klar, som er god for jer og som I vurderer vil være god for jeres børn. På den måde er der et udgangspunkt og det vil jeg tro gør dem mere trygge.
Held og lykke med processen - du lyder til at ville det her og vil gøre det mest optimalt for dine børn, og det er efter min overbevisning det bedste udgangspunkt.

Og opleve en kedsommelig opvækst med en far og mor, der ikke forstår hinanden. Eller opleve far og mir skændes p.g.a. forskellgt livssyn. Det er da synd for de børn :(

en ny debat om ingenting. Hvorfor kan du ikke oprette egen tråd om din utilfredshed med tingenes tilstand på soldebat. Fremfor at belemre diverse debatter med dine personlige henvendelser. Kunne være det også var irriterende for debatten. 🙂

Jeg har selv, for en del år siden, været igennem en skilsmisse....
Vi har en søn sammen, min eksmand og jeg.. Da vi blev skilt var vores søn et par år.
Jeg synes at vi har gennemgået en ok skilsmisse... En skilsmisse er jo ikke hvad vi ønsker vores barn/børn skal opleve... De fleste børns største ønske er jo, at far og mor er sammen... Men når det nu ikke kan lade sig gøre, vil jeg sige, at det meget handler om at "blive på sin egen banehalvdel"....
At kunne se igennem fingre med småting... At lade være med at blande sig i alt...
Jeg har stor respekt for min søns far, både som person og som far til vores søn.. Og jeg ved han har det ligeså med mig...
Vores fælles søn, som nu er stor, sagde forleden at han at hans liv som skilsmissebarn, har været godt.. Han sagde også at det var dejligt at vi aldrig havde talt grimt om hinanden....
Så jeg vil sige at det ikke behøver at være så forfærdeligt....

- det lyder meget som din situation, og det kan være, at du kan trække nogle gode erfaringer.
Skægt at læse artiklen - det er fuldkommen som flere i denne debat reagerer!
http://www.fri.dk/livstil/tillykke-med-skilsmissen
Tillykke med skilsmissen, og god vind fremover,
Mia[s]

kan sætte sig ind i, tror jeg.
Da jeg læste i tidernes morgen den omtalte artikel du henviser til, så tænkte jeg hold da op er folk virkelig ikke mere virkelighedsnære, at de kun tænker på dem selv og glemmer mennesket bag, som sikkert har taget en velovervejet svær beslutning i sit.
Hvor bliver vennerne og familien af til at støtte en person i sin sandsynligvis sværeste beslutning i si liv, for de det til at lyde som om personen bare lige pludselig uden at have tænkt sig om valgt at blive skilt, så jo jeg siger stort tillykke til de personer som vælger ikke at lade sig styre af andres normaler og regler, men vælger at lade sig styre af det man føler er det rigtige for alle parter i den sidste ende.
God artiklen med fokus på individet og dens følelser og tanker igennem en skilsmisse, som i forevejen er svær, så så stop alt det hykleri fra andres side med har du nu tænkt dig om JA DA, hvad tror du selv, jeg har kæmpet imellem min samvittighed og det jeg gerne vil have ud af mit liv, når jeg nu kun har et liv. Jeg vil ikke stå som et uærligt menneske og lade som om alt er lykkeligt, når det nu ikke er. Jeg vil være lykkelig og tilfreds med min tilværelse, jeg vil føle at det er her jer hører til ikke af pligt men af ren og skær lyst.
Man behøver jo bestemt ikke være enig med folks beslutning, men må have respekt for den og forvente at beslutningen er velovervejet, så giv et kram istedet for at komme med egen meninger og holdninger. Det er jo ikke en selv der lever i det forhold og kan føle vel, så det må vel være vores udgangspunkt. Tro på at folk har taget den beslutning der er rigtig for dem og derfor i den sidste ende også er rigtig for andre .

Nej der er ingen lykkelige skilsmisser. Og dem der siger det , de lyver .
Her selv været det igenmem , og er lykkelig gift igen på 3 år , Men nej , min
skilsmisse fra mine to drenges fra var forfærdelig. Bare vendt til dine børn
finder ud af det , eller til at i skal dele indbo , eller til en af jer finder en
anden , TRO mig , det er en hæslig tid.

Det tror jeg ikke selv om mand er enig der altid ens familie og venner som Synnes noget anet og tager partig for den en og så går det galt.

Det er nok et af problemstillingerne det er at venner og bekendte ikke bagger op omkring en moden og voksen beslutning, som typisk ikke er taget over en nat, men har været lang tid undervejs før man har kastet håndklædet i ringen. Personlig mener jeg at andre skal blande sig uden om og ellers bare være der for det pågældende par uanset årsagen til skilsmissen om det så er utroskab eller bare 2 mennesker der ikke elsker hinanden nok mere til at ville fortsætte kampen sammen. I stedet for at gå i sorg med parret, så vær sammen med parret og lyt og forstå, men ikke det samme som at være enig, men det sidste behøver man jo ikke ytrer noget om da man ikke selv har været i det ægteskab og ikke ved hvordan ægteskabet har været. Vi derude får nok hver sin historie og årsag til skilsmissen, da det er 2 individer med forskellige oplevelser og leveevne.
Man skal ikke tage parti, og gad vide hvornår alle andre lærer at blande sig uden om, og hvis de endelig skal tage stilling så hør begge parter for deres historie matcher nok ikke helt.

De børn der er tabere er dem der opvokser i et ustabilt ægteskab. Hvor far og mor holder facaden udadtil. De børn lærer ikke at finde ægthed i deres eget liv senere hen, og bliver ulýkkelige materialister.
Ja det er dyrt at blive skilt, og forstår godt mange bliver sammen p.g.a. økonomien. Men så meld dog klart ud, også overfor jeres børn, at det er derfor I bliver sammen. Få en ordning, hvor begge parter alligevel kan finde lykken hos en anden partner. Det vil være langt mere trygt for børnene at vide at komediespil ER komediespil. De ved det jo godt inderst inde, men er usikre på egen dømmekraft. Det er jo kun børn.

Helt rigtig de børn der er taberne er de børn, som vokser op sammen med forældre som kun har en facade kørende.
Jeg kender et par hvor manden var sin kone utro. Efterfølgende var mange og store, men det værste som der skete var at de valgte at misbruge deres søn for at kunne leve i ægteskabet, så det endte med et hadebrev som blev sendt via deres søns facebookprofil, hvor der f.eks. stod at elskerinden ikke fortjente at leve. Dette bare en af mange ting, så forældrer burde skamme sig når de på påstår de er sammen for børnenes skyld, de burde skamme sig over at inddrage deres børn i deres ulykkelige ægteskab, de burde skamme sig når de påstår de elsker deres børn, de burde skammer over at de ikke tager konsekvensen er deres liv, når de vælger at inddrage børnene i deres fars og mors ulykkelige ægteskab. Det er forældrenes problem og udfordring og ingen andres og især ikke børnenes. Dekan blive inddraget så langt at mor og far kæmper i øjeblikket, men så er det ikke deres involvering mere der bør foretrækkes for forældrer.
Jeg er et af de børn som kan kast op over forældrer som kun er sig selv nærmest og alligevel påstår de er til og sammen for børnenes skyld. Vel er de ej, når først de misbruger deres børn eller involverer deres børn i deres dårlige ægteskab. At far er mor utro er ægteskabet udfordring og ikke børnenes i har pligt til at holde dem ude fordi I elsker dem og fordi i ved det ikke er godt for dem, fordi i ved at de ikke kan tage stilling, fordi i ved at børn elsker begge forældrer og skal holde op med det fordi i denne situation at far har været utro, derfor kan han jo godt være den perfekte far, selvom han ikke er den perfekte ægtemand.

Det var også det jeg skrev fordi jeg selv er blevet skilt og er udsat for at alle ikke kan forstå dt årsagen til at valde at blive skilt var at jeg blev syg og skulle ha hjælp til mange ting og ikke kunne deltage i de ting som det kræver i et hjem min kone gik på arbejde og jeg var hjem og fik førtidspension så jeg gik med en dårlig som vidih hele tiden så jeg valte at flytte i en beskyttet bolig der kan jeg få den hjælp som jeg har brug for nu har jeg ikke selv en stor familie kun en søn på 21 år men min kone har en stor familie som gør alt for at skade mig så nå jeg taler med min kone så må de ikke vide det

Din kone burde sætte sin familie på plads og fortælle dem at det er hendes liv, og hendes valg hvad hun vil med det. Ingen kan føle hvad der er rigtigt for hende og derfor kan ingen eller beslutte for hende hvad der er rigtigt.
Familie og venner er nogen gange for stor en mundfuld, især når de ikke prøver at forstå folks beslutninger i deres eget liv, hvordan kan de være moralprædikere for hvordan vi andre skal leve, så længe de ikke er i min krop ved de ikke hvad min krop vil have, så længe de ikke kan føle for mig, ved de ikke hvad der føles rigtig for mig. Hvordan kan det være, at folk ikke under andre at være tilfredse på deres bekostning og beslutninger i deres liv, men de mener at deres beslutning og de følelser de har omkring den enkelte situation er bedre. Mærkelig verden vi lever i, at andre tror de ved hvad der er godt for en selv.

Jeg har skrevet følgende indlæg (med få rettelser) i en anden tråd: Man skal passe meget på med at lade sig skille hvis man har børn. Grundlæggende er jeg af den opfattelse, at en samlet familie er bedst for alle. De kunne i gamle dage, hvorfor pokker kan man så ikke i vore dage? Mine forældre blev skilt og fandt sammen igen to gange. Uanset hvordan og hvorledes, så vil jeg aldrig tilgive deres endelige skilsmisse. Jeg har faktisk valgt børn fra på den baggrund.
Skilsmisser er som regel altid egoisme. At børnene skulle få det bedre af en splittet familie, det kan jeg ikke indse.
Selvfølgelig skal man tage højde for børnenes reaktion i forbindelse med en skilsmisse. Visse børn lever med det, lukker måske lidt af for omverdenen og stjæler lidt her og der. Måske drikker de. Jeg har, som nu voksen, valgt en helt anden vej, nemlig at nægte mine forældre børnebørn. Måske derfor de aldrig taler om fremtiden og familie?
Man skal ikke finde sig i vold fra manden eller konen. Man skal i det hele taget ikke finde sig i ekstreme partnere. Men det der med at man bare skal skide på familien på grund af små detaljer i forholdet, eller fordi man søger noget mere "spændende", det er altså hamrende egoistisk og grænser sig til det sygelige.
Forhåbentlig vil fremtidens generationer tænke mere på børnene i skilsmissesager.