En novelle
Hvad siger I til min novelle?
Den hvide ulv
Medernes skurren mod isen blandede sig med hundenes regelmæssige og rytmiske vejrtrækning. Deres varme ånde fortættedes i den klare, kolde luft, og dampen steg til vejrs som små fantasifigurer, der bølgede omkring de varme snuder og opløstes over deres hoveder. Førerhunden i den lille flok bestemte kursen og trak voldsomt i den lange, stærke midterline. Hvis nogle af de øvrige hunde viste tegn på svaghed, blottede den sine kraftige hvide tænder og snerrede ad dem. Der var endnu omtrent fyrre kilometer tilbage af den lange tur over Alaskas indlandsis, inden slædepatruljen kunne nå i sikkerhed på udposten…
Samme morgen havde vagtpersonalet i Anchorage modtaget radiomelding om en epidemi, der var brudt ud blandt folkene på den afsidesliggende vejrstation langt inde i det barske og øde område. I klart og vindstille vejr kunne man mageligt nå stationen med helikopter på under en time inklusive de fornødne forberedelser, men lige netop i dag havde udsigten lydt på tiltagende sne og blæst over området, så der var udstedt flyveforbud for de næste to døgn.
Da det var livsnødvendigt at få medicinen frem til de syge grænsevagter, havde man været tvunget til at sende en hundepatrulje ind til området.
Ralph, som var den mest erfarne mand på basen, blev sendt af sted tidligt samme morgen, kort efter at meddelelsen om sygdomsudbruddet var fakset ind på hovedstationen. Der var ingen tid at spilde, og han havde selv udvalgt sit spand til turen. Afstanden kunne kun tilbagelægges inden det blev mørkt med stærke og erfarne hunde, og de fleste af dem havde løbet strækningen flere gange før, så umiddelbart kunne det godt se ud som en nem rutineopgave.
Proviant til fire dage til såvel fører som dyr, medicintaske, mobiltelefon og kompas hørte til standardudrustningen. Varmt vindtæt tøj, skindhandsker og skindhue samt kraftige solbriller med mørkt glas var ligeledes en nødvendighed på turen.
Hundene havde været meget ivrige efter at komme af sted ovenpå en uges hvil i deres små løbegårde. De var begyndt at blive rastløse, og ved sidste fodring havde en af dem bidt dyrepasseren i benet. Man var godt klar over, at angrebet hang sammen med deres ufrivillige uvirksomhed, og ingen havde derfor foretaget sig noget på grund af uheldet.. “Et sikkert tegn på, at de trænger til en længere løbetur”, sagde han til vagtmesteren, medens man behandlede ham for bidsåret…
hen ad middag gjorde patruljen holdt, for at hunde og fører kunne få et velfortjent måltid mad og en times hvil. Ralph vidste, hvor vigtigt det var at behandle flokken korrekt med regelmæssige æde- og hvilepauser, hvis de skulle kunne yde det optimale. Han ville ikke presse dem, selvom man ventede utålmodigt på medikamentet. Han greb telefonen og ringede først til basen for at aflægge rapport og derefter til udposten for at meddele sit sandsynlige ankomsttidspunkt.
Mørkeblå skyer tegnede sig over det meste af horisonten, og det var begyndt at blæse op. Endnu var vinden ikke særlig kraftig, men Ralph besluttede sig alligevel for at afkorte middagshvilet med ti minutter af frygt for et tiltagende uvejr. “Nu skal du ikke tage nogen chancer”, sagde stationslederen i telefonen, da han hørte om forholdene på stedet, “hvis det bliver værre, er du nødt til at vende om”. Det var Ralph ikke indstillet på nu, hvor lidt over halvdelen af strækningen var tilbagelagt, og efter et par minutters overvejelse, genoptog han turen.
Iskrystallernes farvespil i det skiftende lys er for stærkt for det menneskelige øje. Naturens egne diamanter glimter som nattens stjernehimmel og sender sine små budbringere mod beskueren, der tolker fotonerne som et holistisk billede på nethinden. I eet nu opfattes hele sceneriet som en endeløs ismasse på jordoverfladen, der synes at strække sig langt ud over horisonten. Indtrykket overvælder den ydmyge beskuer, og selvom Ralph nu befandt sig i sit rette element, vidste han godt, hvor skånselsløs naturen kunne være overfor dyr og mennesker, der vovede sig ind i det ugæstfri område.
Pludselig blev vinden kraftigere, store snefnug blæste næsten vandret ind på den lille trop, og en isnende kulde afkølede den del af Ralph's ansigt, der stadig var ubeskyttet. Især gik det ud over næsen og kinderne. Da han mærkede efter, var huden omkring de sårbare områder blevet totalt følelsesløse. Han vidste, at frostskader kunne blive meget alvorlige, hvis de ikke blev behandlet i tide.
Efter en lille halv time blev han igen nødt til at gøre holdt for at konsultere sit kompas. Himmel og jord stod i eet, og han kunne kun se et par meter frem gennem det stadig tættere snevejr. Hvis han hele vejen holdt den udstukne kurs og rettede sig ind efter de kendingsmærker, der var i terrænet, ville han være fremme inden det blev mørkt. Men i øjeblikket havde han ingen mulighed for at tage bestik af omgivelserne.
Da han havde fisket kompasset op af tasken, så han til sin rædsel, at viseren havde sat sig fast. Efter et par kraftige slag på instrumentet gik glasset i stykker, og stumperne faldt ned i den løse sne. Han gravede febrilsk efter det nogle gange, men det var som sunket i jorden, og han måtte indstille sig på, at fortsætte turen uden sit uundværlige redskab. Panikken begyndte at brede sig i hans krop, maven snørede sig sammen, halsen blev tør og angsten lurede i hans øjne. Dyrene mærkede instinktivt, at der var noget galt og blev urolige. De gav sig til at trække i hver sin retning, og slæden rørte sig næsten ikke ud af stedet.
Ralph blev igen tvunget til at gøre holdt og vente på bedre vejr. Nu må skæbnen overtage styringen, tænkte han opgivende. Selvom hundene kendte ruten, turde han ikke forlade sig på dem. Koblet klumpede sig sammen for at holde varmen. Det var som om mennesket og dyrene følte naturens vældige kræfter rotte sig sammen imod dem, og stilheden og angsten sænkede sig over den lille flok.
Han greb igen telefonen og kontaktede skiftevis basen og udposten, men han fik blot den besked, som han havde regnet med. “Bliv hvor du er og vent til det klarer op”.
“Hvordan lyder vejrudsigten for de næste timer”, spurgte han desperat. Han vidste, at han og dyrene kunne se en langsom kuldedød i øjnene, hvis der ikke snart blev en smule opklaring i vejret. “Desværre dårlig, der er ikke udsigt til bedre vejr i de næste par dage. Jeg er ked af det, men vi kan ikke hjælpe dig i øjeblikket”, lød det ind i øret på ham, som om stemmen blot kom nogle få meter fra, hvor han sad.
Det er dødsdommen, tænkte Ralph. Termometeret viste minus 45 grader celcius, og han vidste, at den ville falde yderligere en halv snes grader i løbet af natten. Hvis han faldt i søvn nu, ville det helt sikkert betyde døden.
Pludselig fik han en ide. Der var, for ham at se, absolut ingen grund til at hans situation også skulle gå ud over hundene. Selvom det var en tung beslutning, måtte han lade dem løbe i sikkerhed. Det var sandsynligt, at de selv ville kunne finde frem til udposten, hvis han frigjorde dem fra slæden. De kendte ruten og løb på deres instinkt. Måske kunne der derfra komme assistance, men det var kun et spinkelt håb. Hundesporene ville forlængst være visket ud, og man ville ikke vide nøjagtigt i hvilken retning, man skulle lede efter ham.
Hurtigt snørede han en lille bylt omkring maven på førerhunden. Den indeholdt den nødvendige medicin, og efter nogle sekunders tøven løsnede han alle hundene fra deres liner. Af sted! råbte han, “skynd jer at løbe i sikkerhed”. Han klappede energisk i hænderne og jog dem bort. Befriet fra det tunge læs, fór de ud over sneen, og efter et par minutter var der kun ham selv, det enorme hvide landskab og den totale stilhed tilbage. Det summede lidt i hans ører, men det var bare efterklangen fra hundekoblet.
Han knugede telefonen i sine hænder, men han vidste med uhyggelig klarhed, at den absolut ingen værdi havde for ham i hans nuværende situation. Den sidste livline til civilisationen var ubrugelig, og fortvivlet kastede han den langt ud i den kolde sne. Det ville kun gøre situationen endnu mere uhyggelig at høre menneskestemmer og samtidig vide, at man absolut ikke kunne gøre mere for ham, tænkte han.
Hans eneste chance lå i, at vejret klarede op, og med den viden satte han sig til at blunde og imødeså det uundgåelige.
Han fór op med et sæt ved lyden af en skraben i sneen kun en meter fra hvor han sad. En stor hvid ulv havde sat sig indenfor synsvidde, og den stirrede på ham med sine klare, gråbrune øjne. Blikket virkede gennemborende, men alligevel anede han en vis varme fra dens udtryksfulde kropssprog, og han følte ligesom en overjordisk magt gribe fat i ham ved dens tilstedeværelse.
Med ét hylede ulven hjerteskærende, så gåsehuden bredte sig over hele hans krop. Han stirrede på rovdyret og ventede, at den hvert øjeblik ville kaste sig over ham med sit savlende, frådende gab. Dens kraftige tænder lyste i det begyndende tusmørke, tungen stak langt ud fra dens flab. Han blev helt stum af skræk, hans mund stod vidt åben, og øjnene veg ikke fra det skrækindjagende syn. Han turde ikke bevæge en eneste muskel, men sad stiv som en snemand og ventede på sin skæbne.
Ulven tog pludselig et par skridt i samme retning, som hundene var løbet i og udstødte et langtrukkent hyl, der lød som om de kom fra et menneske i nød. At den ville ham et eller andet, var Ralph ikke i tvivl om, men chokket over dens pludselige tilsynekomst havde naglet ham fast til stedet, og han var ude af stand til at rejse sig fra det kolde snetæppe. Den kom igen indenfor synsvidde, og denne gang gik den helt hen og snuste til ham. Han følte det som om, hans hjerte holdt op med at slå, og hans blik blev endnu mere stift. Dyret bed sig forsigtigt fast i hans jakke og hjalp ham på højkant.
Som i trance rejste han sig fra det kolde leje og lod sig føre af sted. Ulven løb ganske langsomt, idet den holdt sig under en meter fra ham. Den blev ved med at se sig tilbage, for at overbevise sig om, at han fulgte med, og efter nogle skridt øgede den farten, men den holdt sig hele tiden indenfor synsvidde.
I det tiltagende mørke måtte Ralph og ulven løbe side om side for at bevare kontakten. Af og til strejfede den hans ben, og han følte sig nu helt sikker på, at hans fører ikke havde ondt i sinde, og efter næsten to timers udmattende løbetur, fik han øje på nogle lave oplyste bygninger i det fjerne. Han genkendte straks stedet som den udpost, han var sendt hen til, og han skulle lige til at vende sig om for på en eller anden måde at vise sin taknemmelighed overfor den hvide ulv, da den forsvandt i lange spring hen over isen.
Han nåede lige at få et kort glimt af sin “redningsmand”, men det var blot som et udråbstegn i tusmørket. Til Ralph’s store glæde var alle hundene nået i sikkerhed, og de lå nu i en stor lade ovenpå et tykt lag halm og åd et velfortjent måltid varmt mad. Et par af hundene bjæffede lavt og fortroligt imod ham, da han kom nærmere.
Da mandskabet overrasket spurgte ham, hvordan han havde kunnet finde vej i uvejret, fortalte han dem alt om sit møde den hvide ulv.
“Den hvide ulv”, hviskede den ene af mændene fra sit sygeleje. “Min farfar fortalte mig en lignende historie for mere end tredive år siden, men dengang var jeg blot et barn, og jeg troede naturligvis kun, at det var et sagn”, sluttede han og gøs.
“Ja”, svarede Ralph, og tænkte med varme på sin firbenede ven, “der er nok mere mellem himmel og jord end det, vi umiddelbart kan opfatte”. Der blev stille et øjeblik, medens alle tænkte på den hvide ulv.
Den hvide ulv
Medernes skurren mod isen blandede sig med hundenes regelmæssige og rytmiske vejrtrækning. Deres varme ånde fortættedes i den klare, kolde luft, og dampen steg til vejrs som små fantasifigurer, der bølgede omkring de varme snuder og opløstes over deres hoveder. Førerhunden i den lille flok bestemte kursen og trak voldsomt i den lange, stærke midterline. Hvis nogle af de øvrige hunde viste tegn på svaghed, blottede den sine kraftige hvide tænder og snerrede ad dem. Der var endnu omtrent fyrre kilometer tilbage af den lange tur over Alaskas indlandsis, inden slædepatruljen kunne nå i sikkerhed på udposten…
Samme morgen havde vagtpersonalet i Anchorage modtaget radiomelding om en epidemi, der var brudt ud blandt folkene på den afsidesliggende vejrstation langt inde i det barske og øde område. I klart og vindstille vejr kunne man mageligt nå stationen med helikopter på under en time inklusive de fornødne forberedelser, men lige netop i dag havde udsigten lydt på tiltagende sne og blæst over området, så der var udstedt flyveforbud for de næste to døgn.
Da det var livsnødvendigt at få medicinen frem til de syge grænsevagter, havde man været tvunget til at sende en hundepatrulje ind til området.
Ralph, som var den mest erfarne mand på basen, blev sendt af sted tidligt samme morgen, kort efter at meddelelsen om sygdomsudbruddet var fakset ind på hovedstationen. Der var ingen tid at spilde, og han havde selv udvalgt sit spand til turen. Afstanden kunne kun tilbagelægges inden det blev mørkt med stærke og erfarne hunde, og de fleste af dem havde løbet strækningen flere gange før, så umiddelbart kunne det godt se ud som en nem rutineopgave.
Proviant til fire dage til såvel fører som dyr, medicintaske, mobiltelefon og kompas hørte til standardudrustningen. Varmt vindtæt tøj, skindhandsker og skindhue samt kraftige solbriller med mørkt glas var ligeledes en nødvendighed på turen.
Hundene havde været meget ivrige efter at komme af sted ovenpå en uges hvil i deres små løbegårde. De var begyndt at blive rastløse, og ved sidste fodring havde en af dem bidt dyrepasseren i benet. Man var godt klar over, at angrebet hang sammen med deres ufrivillige uvirksomhed, og ingen havde derfor foretaget sig noget på grund af uheldet.. “Et sikkert tegn på, at de trænger til en længere løbetur”, sagde han til vagtmesteren, medens man behandlede ham for bidsåret…
hen ad middag gjorde patruljen holdt, for at hunde og fører kunne få et velfortjent måltid mad og en times hvil. Ralph vidste, hvor vigtigt det var at behandle flokken korrekt med regelmæssige æde- og hvilepauser, hvis de skulle kunne yde det optimale. Han ville ikke presse dem, selvom man ventede utålmodigt på medikamentet. Han greb telefonen og ringede først til basen for at aflægge rapport og derefter til udposten for at meddele sit sandsynlige ankomsttidspunkt.
Mørkeblå skyer tegnede sig over det meste af horisonten, og det var begyndt at blæse op. Endnu var vinden ikke særlig kraftig, men Ralph besluttede sig alligevel for at afkorte middagshvilet med ti minutter af frygt for et tiltagende uvejr. “Nu skal du ikke tage nogen chancer”, sagde stationslederen i telefonen, da han hørte om forholdene på stedet, “hvis det bliver værre, er du nødt til at vende om”. Det var Ralph ikke indstillet på nu, hvor lidt over halvdelen af strækningen var tilbagelagt, og efter et par minutters overvejelse, genoptog han turen.
Iskrystallernes farvespil i det skiftende lys er for stærkt for det menneskelige øje. Naturens egne diamanter glimter som nattens stjernehimmel og sender sine små budbringere mod beskueren, der tolker fotonerne som et holistisk billede på nethinden. I eet nu opfattes hele sceneriet som en endeløs ismasse på jordoverfladen, der synes at strække sig langt ud over horisonten. Indtrykket overvælder den ydmyge beskuer, og selvom Ralph nu befandt sig i sit rette element, vidste han godt, hvor skånselsløs naturen kunne være overfor dyr og mennesker, der vovede sig ind i det ugæstfri område.
Pludselig blev vinden kraftigere, store snefnug blæste næsten vandret ind på den lille trop, og en isnende kulde afkølede den del af Ralph's ansigt, der stadig var ubeskyttet. Især gik det ud over næsen og kinderne. Da han mærkede efter, var huden omkring de sårbare områder blevet totalt følelsesløse. Han vidste, at frostskader kunne blive meget alvorlige, hvis de ikke blev behandlet i tide.
Efter en lille halv time blev han igen nødt til at gøre holdt for at konsultere sit kompas. Himmel og jord stod i eet, og han kunne kun se et par meter frem gennem det stadig tættere snevejr. Hvis han hele vejen holdt den udstukne kurs og rettede sig ind efter de kendingsmærker, der var i terrænet, ville han være fremme inden det blev mørkt. Men i øjeblikket havde han ingen mulighed for at tage bestik af omgivelserne.
Da han havde fisket kompasset op af tasken, så han til sin rædsel, at viseren havde sat sig fast. Efter et par kraftige slag på instrumentet gik glasset i stykker, og stumperne faldt ned i den løse sne. Han gravede febrilsk efter det nogle gange, men det var som sunket i jorden, og han måtte indstille sig på, at fortsætte turen uden sit uundværlige redskab. Panikken begyndte at brede sig i hans krop, maven snørede sig sammen, halsen blev tør og angsten lurede i hans øjne. Dyrene mærkede instinktivt, at der var noget galt og blev urolige. De gav sig til at trække i hver sin retning, og slæden rørte sig næsten ikke ud af stedet.
Ralph blev igen tvunget til at gøre holdt og vente på bedre vejr. Nu må skæbnen overtage styringen, tænkte han opgivende. Selvom hundene kendte ruten, turde han ikke forlade sig på dem. Koblet klumpede sig sammen for at holde varmen. Det var som om mennesket og dyrene følte naturens vældige kræfter rotte sig sammen imod dem, og stilheden og angsten sænkede sig over den lille flok.
Han greb igen telefonen og kontaktede skiftevis basen og udposten, men han fik blot den besked, som han havde regnet med. “Bliv hvor du er og vent til det klarer op”.
“Hvordan lyder vejrudsigten for de næste timer”, spurgte han desperat. Han vidste, at han og dyrene kunne se en langsom kuldedød i øjnene, hvis der ikke snart blev en smule opklaring i vejret. “Desværre dårlig, der er ikke udsigt til bedre vejr i de næste par dage. Jeg er ked af det, men vi kan ikke hjælpe dig i øjeblikket”, lød det ind i øret på ham, som om stemmen blot kom nogle få meter fra, hvor han sad.
Det er dødsdommen, tænkte Ralph. Termometeret viste minus 45 grader celcius, og han vidste, at den ville falde yderligere en halv snes grader i løbet af natten. Hvis han faldt i søvn nu, ville det helt sikkert betyde døden.
Pludselig fik han en ide. Der var, for ham at se, absolut ingen grund til at hans situation også skulle gå ud over hundene. Selvom det var en tung beslutning, måtte han lade dem løbe i sikkerhed. Det var sandsynligt, at de selv ville kunne finde frem til udposten, hvis han frigjorde dem fra slæden. De kendte ruten og løb på deres instinkt. Måske kunne der derfra komme assistance, men det var kun et spinkelt håb. Hundesporene ville forlængst være visket ud, og man ville ikke vide nøjagtigt i hvilken retning, man skulle lede efter ham.
Hurtigt snørede han en lille bylt omkring maven på førerhunden. Den indeholdt den nødvendige medicin, og efter nogle sekunders tøven løsnede han alle hundene fra deres liner. Af sted! råbte han, “skynd jer at løbe i sikkerhed”. Han klappede energisk i hænderne og jog dem bort. Befriet fra det tunge læs, fór de ud over sneen, og efter et par minutter var der kun ham selv, det enorme hvide landskab og den totale stilhed tilbage. Det summede lidt i hans ører, men det var bare efterklangen fra hundekoblet.
Han knugede telefonen i sine hænder, men han vidste med uhyggelig klarhed, at den absolut ingen værdi havde for ham i hans nuværende situation. Den sidste livline til civilisationen var ubrugelig, og fortvivlet kastede han den langt ud i den kolde sne. Det ville kun gøre situationen endnu mere uhyggelig at høre menneskestemmer og samtidig vide, at man absolut ikke kunne gøre mere for ham, tænkte han.
Hans eneste chance lå i, at vejret klarede op, og med den viden satte han sig til at blunde og imødeså det uundgåelige.
Han fór op med et sæt ved lyden af en skraben i sneen kun en meter fra hvor han sad. En stor hvid ulv havde sat sig indenfor synsvidde, og den stirrede på ham med sine klare, gråbrune øjne. Blikket virkede gennemborende, men alligevel anede han en vis varme fra dens udtryksfulde kropssprog, og han følte ligesom en overjordisk magt gribe fat i ham ved dens tilstedeværelse.
Med ét hylede ulven hjerteskærende, så gåsehuden bredte sig over hele hans krop. Han stirrede på rovdyret og ventede, at den hvert øjeblik ville kaste sig over ham med sit savlende, frådende gab. Dens kraftige tænder lyste i det begyndende tusmørke, tungen stak langt ud fra dens flab. Han blev helt stum af skræk, hans mund stod vidt åben, og øjnene veg ikke fra det skrækindjagende syn. Han turde ikke bevæge en eneste muskel, men sad stiv som en snemand og ventede på sin skæbne.
Ulven tog pludselig et par skridt i samme retning, som hundene var løbet i og udstødte et langtrukkent hyl, der lød som om de kom fra et menneske i nød. At den ville ham et eller andet, var Ralph ikke i tvivl om, men chokket over dens pludselige tilsynekomst havde naglet ham fast til stedet, og han var ude af stand til at rejse sig fra det kolde snetæppe. Den kom igen indenfor synsvidde, og denne gang gik den helt hen og snuste til ham. Han følte det som om, hans hjerte holdt op med at slå, og hans blik blev endnu mere stift. Dyret bed sig forsigtigt fast i hans jakke og hjalp ham på højkant.
Som i trance rejste han sig fra det kolde leje og lod sig føre af sted. Ulven løb ganske langsomt, idet den holdt sig under en meter fra ham. Den blev ved med at se sig tilbage, for at overbevise sig om, at han fulgte med, og efter nogle skridt øgede den farten, men den holdt sig hele tiden indenfor synsvidde.
I det tiltagende mørke måtte Ralph og ulven løbe side om side for at bevare kontakten. Af og til strejfede den hans ben, og han følte sig nu helt sikker på, at hans fører ikke havde ondt i sinde, og efter næsten to timers udmattende løbetur, fik han øje på nogle lave oplyste bygninger i det fjerne. Han genkendte straks stedet som den udpost, han var sendt hen til, og han skulle lige til at vende sig om for på en eller anden måde at vise sin taknemmelighed overfor den hvide ulv, da den forsvandt i lange spring hen over isen.
Han nåede lige at få et kort glimt af sin “redningsmand”, men det var blot som et udråbstegn i tusmørket. Til Ralph’s store glæde var alle hundene nået i sikkerhed, og de lå nu i en stor lade ovenpå et tykt lag halm og åd et velfortjent måltid varmt mad. Et par af hundene bjæffede lavt og fortroligt imod ham, da han kom nærmere.
Da mandskabet overrasket spurgte ham, hvordan han havde kunnet finde vej i uvejret, fortalte han dem alt om sit møde den hvide ulv.
“Den hvide ulv”, hviskede den ene af mændene fra sit sygeleje. “Min farfar fortalte mig en lignende historie for mere end tredive år siden, men dengang var jeg blot et barn, og jeg troede naturligvis kun, at det var et sagn”, sluttede han og gøs.
“Ja”, svarede Ralph, og tænkte med varme på sin firbenede ven, “der er nok mere mellem himmel og jord end det, vi umiddelbart kan opfatte”. Der blev stille et øjeblik, medens alle tænkte på den hvide ulv.