Ensomheden - individets problem eller en samfundstrussel?

kender du det, du har ingen mand/fyr/kæreste (eller stik modsat kvinde/dame/kæreste), du har ikke haft en i et stykke tid, og det ser lidt ud sm om at alle dem du tiltrækker er nogle håbløse tilfælde( i dine egene øjne. dine venner/veninder får kæreste på, og du sidder og glæder dig på deres vegne.... er glad for at de er lykkelige.. ihvertfald for et stykke tid, for så kommer de med deres problemer og du lytter gerne, fortæller din mening efter deres opfordring.. og bliver egentlig ret træt af at det er dig som altid skal sidde og høre på dem, for du har jo ikke selv en kæreste..
du bestemmer dig så for at du er svag og skal tage dig sammen - man kan godt leve uden en kæreste!
det går så fint nok i et stykke tid og så lige pludselig så holder den bare ikke stik mere.. begynder at føle sig lidt som Nynne typen... altid uheldig - og i princippet desperat og ensom...
så sætter man sig så og tænker... er det ens egen skyld fordi man sætter for høje krav eller er det virkelig fordi (som nynne siger), at en eller anden har klistret mogens glistrup under øjnene på en og at man pludselig er gået fra fedt/moderne/stilet tøj over til kirsten hyttemeier stilen " man ka' jo aldrig vide hvornår lysten melder sig"... og så finder man ud af at eks'en har fået kæreste på...
eller kunne man give samfundet skylden... er det den som stræber efter at vi skal finde en "mage" og formere os, og er den den som diktere at uden kærlighed dør man?
jeg er selv efter min mening lidt den Nynne stil.. jeg føler mig lige så uheldig som hende, dog ikke helt så desperat... nok mest desperat efter viden om det kun er mig som føler sådan..
hey what do you say?