Er blod virkelig altid tykkere end vand?

Hej.
Jeg er en fyr på 27. Jeg er i den situation at jeg har 1 eneste familiemedlem: Min mor, som jeg er raget uklar med. Det er svært at beskrive det præcist, men jeg føler mig helt forladt - lidt som et (forkælet?) barn der er blevet forladt på en rasteplads;) Jeg har brokket mig over situationen til hende, jeg har sagt min mening... og jeg får ikke budskabet igennem. Devisen har på det sidste været: "Vi har hvert vores liv". Javel ja. Jeg må ikke mene noget som helst, ytre mig om noget...
Jeg har altid været tæt knyttet til mine bedsteforældre og min mor. Mine bedsteforældre er døde for længst. Jeg har nok altid været en mors dreng, måske fordi jeg ville passe på hende. Dog har jeg de seneste 3 år boet langt fra min hjemby, og det tidligere tætte forhold til min mor har langsomt ændret sig. Det er jo meget naturligt, og sikkert også sundt - men altså sagen er:
1.) Jeg synes hun har forandret sig siden hun gik på førtidspension for 1½ år siden. Nu skulle gækken åbenbart slås løs = masser af øl. Jeg synes hun er blevet bitter på tilværelsen, og måske mener hun endda at hun har ofret sig for meget. Hun har længe sagt at hun fremover vil gøre lige hvad der passer hende. Normalt et positivt tegn, men jeg synes hun gør det på en selvdestruktiv måde. Hun har nok altid haft en tendens til at leve på overdrevet, men dæmpede sig måske for min skyld i mange år (??). Så NU skal der åbenbart tages revanche.
2. Samtidig med at hun gik på pension, døde min mormor. Det har været hårdt for mig, men ligeledes for min mor. Hun er dog meget bitter på min mormor over ting der er sket i fortiden, og beskylder hende for ikke at have elsket hende nok.. Min morfar havde et massivt alkoholproblem.
2. Hun har INGEN omgangskreds, foruden den kæreste hun har haft det seneste års tid. Normalt er en kæreste en god ting, men dette eksemplar er alkoholiker (og ja, ligeledes førtidspensionist). Han er samtidig jalous på mig - det siger hun selv. Han kommer ligeledes med gode idéer til hvordan hun skal reagere på de utallige opgør jeg har haft med hende. Hans egne 3 børn gider ikke en gang at se ham... sikke et "pragteksemplar" hun har fundet..

Men altså, det sidste halve år har der været opgør på opgør. Jeg har ikke kunnet nå ind til hende, og jeg har bare fået at vide at det er mig (ikke hende..) der har forandret sig. Jeg er åbenbart snoppet fordi at jeg er ved at videreuddanne mig, jeg er dominerende, manipulerende, forkælet OSV. - ja, jeg er det ene og det andet.

Hun virker så bitter!! Min mormors død, kombineret med en sygdom der førte til tab af job mv. - det hele er tilsyneladnede brændt sammen for hende..
Jeg har meldt ud at jeg ikke kan acceptere den alkoholiske kæreste hun har fået, og ikke ønsker at træffe ham. Alt dette har resulteret i at jeg er blevet forment adgang til mit barndomshjem. Så det er situationen pt.: Mit eneste familiemedlem lever som om der ikke er en dag i morgen, og tænker åbenbart KUN på sig selv.
Jeg er simpelthen træt... psykisk. Jeg har kæmpet for at få min tilværelse i en fremmed by op at stå, og lige når det lykkes - så bliver man skrottet af en person man altid troede man kunne regne med: Ens mor! Kan man ikke regne med nogen som helst i dag - er familiebåndene passé og gælder det KUN om at realisere sig selv?! Det synes jeg er trist.
Men kan jeg gøre noget? Skal jeg lade hende være i fred, og lade hende holde kontakten (det synes jeg dybest set er en forælders rolle!) ... og hvis hun ikke ønsker kontakt, ja så respektere dette. Jeg håber at hun en dag bliver sig selv igen, hvis det er en krise hun er i pt.
Måske kan man kun regne med sig selv, men det piner mig virkelig hvis "det var det" mht. min familie. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle blive en søn med et dårligt forhold til min eneste forælder, det var noget andre havde/fik.
Nogle råd? Skal jeg bide i tudekiksen og komme videre - er det livets vilkår at familiebåndene nogle gange brister?

Ser frem til nogle vise ord fra dig;)

- hvor i alverden har du alle dine fordomme fra?
"Jeg har meldt ud at jeg ikke kan acceptere den alkoholiske kæreste hun har fået, og ikke ønsker at træffe ham."
Jamen så glem dine "familiebånd" - hvis du ikke engang har truffet ham....... du er da en bette torsk. 😃

Hva' Dulkis, har du læst hele indlægget, eller bare en enkelt linje?
Til trådstarteren: Det virker som om du er rigtig bange for at miste din mor i dit liv, og det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, men på mig virker det også som om du er temmelig kritisk overfor hende. Konstruktiv kritik kan være nødvendigt, men kan det tænkes, at du stort set hele tiden er kritisk? (I hvertfald i hendes øjne) Kan det tænkes at din kritik, sender hende direkte i forsvarsposition? Hvis jeg var dig, ville jeg æde min stolthed, og se hende og kæresten alligevel, og nedtone kritikken. Hun betyder jo tydeligvis rigtig meget for dig.

Det er meget trist når en familie slår knuder på den måde.Du spørger hvad du skal gøre,ja hvad vil du gøre er så mit spørgsmål til dig.
Du har skrevet at du har haft utallige opgør med din mor,men ikke præcis hvad det er der gør at du føler det er nødvendigt for dig at gå i rette med din mor.At du så melder ud at du ikke ønsker kontakt med hendes kæreste er jo lig med at du så heller ikke ønsker kontakt med hende i mine øjne,det kan da godt være han er alkoholiker og en skvatmikkel i dine øjne,men hvis din mor er glad for ham er det vel det vigtigste.
Du kan jo i en periode holde en slags neutral kontakt med din mor,ringe engang imellem og så høre hvordan hun har det og ikke være dømmende,så kan det jo være det løsner op på sigt på jeres forhold,livet er for kort til sådanne tvister i din lille familie.
Håber det løser sig for jer.

Kære Scanian
Jeg måtte lige trække vejret dybt et par gange, mens jeg læste dit indlæg. Der er rigtig meget vrede tilstede her. Vrede som i virkeligheden dækker over et såret hjerte.
Jeg synes, at du skal tage en time-out lige nu. Jeg tror du har allermest brug for at kigge ind i dig selv. Før du har kigget der, mener jeg ikke, at du skal træffe nogen endegyldig beslutning. For det vil ikke være en beslutning draget på det rette grundlag.
Når vi føler os svigtede og tilsidesat i vores relationer, så handler det oftest om, at vi ikke ser virkeligheden som den er, men som vi ville ønske den var. Du vil have noget fra din mor, som hun ikke kan give dig - rimeligt eller ej er ikke essensen her. Og så længe du ikke ser hende klart, så vil du have forventninger til hende og gang på gang opleve at illusionen brister. Det tærer hårdt på jeres relation i længden og på din livskvalitet.
Nu er jeg ikke selv en del af relationen og derfor kan jeg godt se forbi dine forsvarsmekanismer og projektioner, men det er jeg ikke så sikker på er muligt, når man står midt i det hele, som din mor gør. Du tror hun er ligeglad med dig, men det tror jeg ikke, at du skal være så sikker på. Hendes forsvarsmekanismer træder også i kraft, når I møder hinanden på den måde. Jeg tror hun føler sig presset og har valgt at trække sig, fordi hun ikke kan efterkomme dine ønsker og krav til jeres forhold, og det er for smertefuldt for hende at stå midt i det.
Du får lavet flere projektioner, som viser sig her som dømmende udsagn omkring din mors valg af livsstil. De projektioner handler i virkeligheden om 2 ting. De handler om dit sårede hjerte og de handler om sider i dig selv du ikke vil vedkende dig. Hvis du har lyst til at gå dybere i det vil jeg anbefale dig at læse bøgerne "Kast lys over skyggen" og "why good people do bad things" (sidste bog er helt ny og derfor ikke udkommet på dansk, men er letlæselig) begge af Debbie Ford. Hvis du oplever, at du jævnligt dømmer andre mennesker, som har valgt en anden vej i livet end dig, så er det ihvertfald bøger, som vil sætte dig fri:-)
Jeg tror som sagt, at det vil være godt for dig, at få vendt blikket ind i dig selv. Ikke fordi du er forkert, men fordi det slider så meget på dig, at du jævnligt føler dig tilsidesat.
Skriv dine forventninger til din mor ned på et stykke papir, så de bliver synlige. Tag derefter hver enkelt af dem og se realistisk på situationen. Er det en forventning hun så KAN indfri eller er den udelukkende baseret på dine forventninger, ønsker og håb og dermed ikke realistisk. Hvis en forventning er, at livet skal fortsætte som hidtil, så er det en forventning som ikke er realitisk, fordi 1)dine bedsteforældre er her ikke mere 2) din mors nye mand er trådt ind på scenen 3)din mors livsbetingelser har ændret sig 4)Du har dit eget liv i en anden by.
Er en af dine forventninger derimod, at I skal have et tæt forhold, så kig efter muligheder for at det kan praktiseres under de betingelser der nu er: Den nye mand i hendes liv - det du oplever som bitterhed - hendes nye at leve på.
Hvad kan reelt lade sig gøre med de nye udfordringer i livet. Det hjælper ikke, at du bare vil have manden ud af hendes liv, for virkeligheden er, at han er der, så hvordan kan du skabe et godt forhold til din mor og samtidig være i dit liv uden smerte.
Måske skal du sende en mail/brev til din mor, hvor du fortæller hende, at du er ked af tingenes tilstand, men at du det næste stykke tid vil have brug for at kigge ind i dig selv, og dermed bidrage til, at jeres relation igen kan blive noget I begge glædes over🙂
De bedste ønsker om en god og kærlig relation mellem jer
Solveig Ellingsen

Hej begge 2.
Ville lige sige tak for svaret til jer begge 2! I er jo inde på noget centralt, jeg har det med at stille store forventninger.. og dét med at dømme andre (og mig selv!) hårdt er desværre også en del af problematikken. Det lader ikke til at der er nogen hurtig løsning på problemet, men Solveig, jeg giver de 2 bøger du foreslår en chance.
Det med at kigge ind i mig selv synes jeg pt. at jeg er i gang med, jeg ved jo også godt at det at dømme folk på forhånd ikke er holdbart i længden. Jeg må finde en måde at komme videre på, med en mor der lever anderledes end hidtil OG et "3. familiemedlem" hvis alkoholiske tendenser jeg... ja lad mig sige det ligeud: virkelig foragter!
Hvad løsningen i sidste ende bliver mht. familierelationen er svært at vide, men foreløbigt er jeg sikker på én ting: Jeg holder min mund! Jeg har fået sagt det jeg mener om situationen til mit kære familiemedlem:), jeg har skældt ud, jeg har været fornærmet... ja, jeg har virkelig skabt mig, kan jeg (desværre) konstatere i bagklogskabens lys. For at situationen ikke bliver værre må jeg virkelig forsøge at holde en god tone, og ikke kaste mere "benzin på bålet". Dét er i hvert fald min intention... det er formentlig første skridt på vejen:)
//Scanian.

Hej Scanian
Tak for din tilbagemelding🙂
Jeg synes du rammer noget ganske godt med ordene om ,at du også dømmer dig selv hårdt. For det er hele tanken bag mit svar til dig. Jeg er helt sikker på, at du er langt hårdede ved dig selv end ved nogen anden. For som ofte så er det vi beskylder andre for at være vand ved siden af de ord vi fortæller os selv. Den indre dialog, den lille abekat der sidder på skulderen - er som oftest langt hårdere ved os selv end den er mod andre.
Jeg mener ikke, at vi for hver en pris skal bevare kontakten til familien. Nogle gange så er noget så dysfunktionelt, at det må handle om at redde os selv. Også selvom det betyder, at vi må skære kontakter fra.
Men jeg håber du nu får mulighed for at få et bredere grundlag at træffe dit valg ud fra:-)Ihvertfald håber jeg, at du vil komme til at se virkelgheden som den er og at du vil være mindre hård ved dig selv😉
De kærligste hilsner
Solveig