Er der mere at komme efter??
For 7 måneder siden er jeg kommet ind i et hedt kærligheds forhold, til en mand jeg før har kendt som min rigtig gode ven i MANGE MANGE år... Vi har altid haft et crush på hinanden, på en eller anden måde....
Det ender så med vi er sammen, og det bliver et meget hedt og intenst forhold, sex, kærlighed, og romantik, det hele fungerer bare fuldkommen perfekt, altså de første par måneder...Han giver mig alt det som jeg kun ku drømme hos om en mand. Får mig til at føle mig som den dejligste og smukkeste person i hele verden...
Men... For der er et men, han ryger dagligt hash, og endda ret så meget, så jeg begynder at føle at alt det jeg giver af mig selv, får jeg kun kvart tilbage, da manden jo ikke helt er nærværende. Jeg har ikke noget imod at folk ryger en joint, drikker et glas vin osv, engang imellem, men et dagligt misbrug har jeg svært ved at få til at harmonerer i mit og min lille søns liv. Han var ærlig fra start og sagde han røg og det ville han blive ved med indtil han starter sin nye uddannelse op i (Her i August) og jeg var fra start ærlig og sagde jeg ikke kunne se mig selv i et forhold med en misbruger( har jeg prøvet før og det er langt fra optimalt) men vi ville se på det derfra.
Det har så har medført at jeg har stoppet forholdet nogle gange efterhånden, men været for forelsket, og ville tilbage.. Det er selvfølgelig en torn i øjet sådan at skulle stoppe i tide og utide, men jeg har været så frustreret, og har egentlig ikke ville stoppe inde i hjertet, men min sunde fornuft har sagt mig at her har jeg altså min søn og mig selv at værne om, og ikke en der dagligt er misbruger, og ikke giver sig selv helt ind i forholdet. Men jeg har jo naivt nok troet, håbet og ikke mindst bedt ( til en eller anden gud hvis hun/han findes)
Nu her har jeg så stoppet det igen da jeg føler at alt andet end lige netop hans hobbies, misbrug, kammerater osv osv er langt vigtigere end lige netop mig, jeg har ingen intensioner om at sidde og holde i hånden hver aften, dertil har jeg selv rigeligt at se til....Men når vi så endelig er sammen, er det en konstant kimen og snakken i mobiltelefon, kan ikke bare sidde roligt og snakke og bare at være sammen. Jo hvis det er sex, og det er super fantastisk sex vi har sammen.
Han er så startet op på en ny uddannele, Og i forbindelse med den ville han som før nævnt så stoppe sit misbrug, det er selvfølgelig så ikke sket, måske reduceret en anelse, men ellers ikke.. Hans studium er et typisk kvindefag og 99% af hans medstuderende er kvinder, og hans venner ringer i et inferno for at hører om de gode sild fra hans skole, og der sidder jeg så og skumler i skæget, for der har jeg så en mand der render rundt og skal skjule telefonsamtaler for at snakke om piger. Når jeg i den grad har brug for han viser nærvær, en at spare med, og bare til ganske normale samtaler, uden at flyve og fare rundt som en teenager der vel og mærke snart er 40.
Jeg har så prøvet at ligge ud hvad jeg føler, og prøvet at spørge ham om hvordan situationen ville se ud hvis det var omvendt, og jeg ved AT HAN VILLE BESTEMT IKKE SYNTES DET VAR SÆRLIG RART. Men jeg får tilbage at sådan er mænd bare de kigger og snakker om piger/kvinder, ja ja godt så, det er så også fint nok hvis det var at jeg så havde en mand der viste mig nærvær, var der mentalt når vi var sammen og ikke konstant påvirket. Og jeg ved jo godt at der er en grund til at folk ryger, drikker mm, og jeg ved jo godt jeg selv har valgt ham.
Nå men så i forbindelse med alt den pige snak, som jeg følte lusket ( ikke at har været sammen med en anden ) får mig til at føle mig utilstrækkelig, selvfølgelig kombineret med en masse andre ting, stopper jeg det så for en lille uge siden, og vil så have ham tilbage, og bliver nærmest ynkelig i mit forsøg på at få ham tilbage, men han er iskold, hverken kontakter mig, og kontakter jeg ham, spiser han mig lynhurtigt af, eller fuldkommen ignorerer mine opkald. Og jeg sender ham så en sms igår om at jeg ikke vil ligge og prøve at jagte ham mere, så hvis der fremover skal være en kontakt må han så kontakte mig..
Jeg når næsten, men også kun næsten dertil hvor jeg kan være i smerten over vi ikke er sammen mere. Og holder så som lovet for mig selv ikke at kontakte ham mere.
Han har så nu lige her i skrivende stund ringet, og bare talt om lidt og ingenting, jeg kunne holde en helt nøgtern, venlig ikke rar, ikke Urar, samtale men som man taler med en bekendt.
Kære SOL folket hvad fanden skal jeg gøre her, giv mig et kærligt spark, ikke et af de hårde, syntes jeg ligger rigeligt ned i forvejen.
Det ender så med vi er sammen, og det bliver et meget hedt og intenst forhold, sex, kærlighed, og romantik, det hele fungerer bare fuldkommen perfekt, altså de første par måneder...Han giver mig alt det som jeg kun ku drømme hos om en mand. Får mig til at føle mig som den dejligste og smukkeste person i hele verden...
Men... For der er et men, han ryger dagligt hash, og endda ret så meget, så jeg begynder at føle at alt det jeg giver af mig selv, får jeg kun kvart tilbage, da manden jo ikke helt er nærværende. Jeg har ikke noget imod at folk ryger en joint, drikker et glas vin osv, engang imellem, men et dagligt misbrug har jeg svært ved at få til at harmonerer i mit og min lille søns liv. Han var ærlig fra start og sagde han røg og det ville han blive ved med indtil han starter sin nye uddannelse op i (Her i August) og jeg var fra start ærlig og sagde jeg ikke kunne se mig selv i et forhold med en misbruger( har jeg prøvet før og det er langt fra optimalt) men vi ville se på det derfra.
Det har så har medført at jeg har stoppet forholdet nogle gange efterhånden, men været for forelsket, og ville tilbage.. Det er selvfølgelig en torn i øjet sådan at skulle stoppe i tide og utide, men jeg har været så frustreret, og har egentlig ikke ville stoppe inde i hjertet, men min sunde fornuft har sagt mig at her har jeg altså min søn og mig selv at værne om, og ikke en der dagligt er misbruger, og ikke giver sig selv helt ind i forholdet. Men jeg har jo naivt nok troet, håbet og ikke mindst bedt ( til en eller anden gud hvis hun/han findes)
Nu her har jeg så stoppet det igen da jeg føler at alt andet end lige netop hans hobbies, misbrug, kammerater osv osv er langt vigtigere end lige netop mig, jeg har ingen intensioner om at sidde og holde i hånden hver aften, dertil har jeg selv rigeligt at se til....Men når vi så endelig er sammen, er det en konstant kimen og snakken i mobiltelefon, kan ikke bare sidde roligt og snakke og bare at være sammen. Jo hvis det er sex, og det er super fantastisk sex vi har sammen.
Han er så startet op på en ny uddannele, Og i forbindelse med den ville han som før nævnt så stoppe sit misbrug, det er selvfølgelig så ikke sket, måske reduceret en anelse, men ellers ikke.. Hans studium er et typisk kvindefag og 99% af hans medstuderende er kvinder, og hans venner ringer i et inferno for at hører om de gode sild fra hans skole, og der sidder jeg så og skumler i skæget, for der har jeg så en mand der render rundt og skal skjule telefonsamtaler for at snakke om piger. Når jeg i den grad har brug for han viser nærvær, en at spare med, og bare til ganske normale samtaler, uden at flyve og fare rundt som en teenager der vel og mærke snart er 40.
Jeg har så prøvet at ligge ud hvad jeg føler, og prøvet at spørge ham om hvordan situationen ville se ud hvis det var omvendt, og jeg ved AT HAN VILLE BESTEMT IKKE SYNTES DET VAR SÆRLIG RART. Men jeg får tilbage at sådan er mænd bare de kigger og snakker om piger/kvinder, ja ja godt så, det er så også fint nok hvis det var at jeg så havde en mand der viste mig nærvær, var der mentalt når vi var sammen og ikke konstant påvirket. Og jeg ved jo godt at der er en grund til at folk ryger, drikker mm, og jeg ved jo godt jeg selv har valgt ham.
Nå men så i forbindelse med alt den pige snak, som jeg følte lusket ( ikke at har været sammen med en anden ) får mig til at føle mig utilstrækkelig, selvfølgelig kombineret med en masse andre ting, stopper jeg det så for en lille uge siden, og vil så have ham tilbage, og bliver nærmest ynkelig i mit forsøg på at få ham tilbage, men han er iskold, hverken kontakter mig, og kontakter jeg ham, spiser han mig lynhurtigt af, eller fuldkommen ignorerer mine opkald. Og jeg sender ham så en sms igår om at jeg ikke vil ligge og prøve at jagte ham mere, så hvis der fremover skal være en kontakt må han så kontakte mig..
Jeg når næsten, men også kun næsten dertil hvor jeg kan være i smerten over vi ikke er sammen mere. Og holder så som lovet for mig selv ikke at kontakte ham mere.
Han har så nu lige her i skrivende stund ringet, og bare talt om lidt og ingenting, jeg kunne holde en helt nøgtern, venlig ikke rar, ikke Urar, samtale men som man taler med en bekendt.
Kære SOL folket hvad fanden skal jeg gøre her, giv mig et kærligt spark, ikke et af de hårde, syntes jeg ligger rigeligt ned i forvejen.