Metal

Hvorfor hører nogen mennesker metal? Er det foreneligt med pop? Hvad giver heavy rock/Death/Metal/Gothic som andre musikformer ikke giver?
Jeg tager et spørgsmål op, som en anden flittig debattør (Talant) har foreslået, men jeg er meget nysgerrig på det selv, og derfor hernter jeg det her op som overskrift.
Hvad mener folk om den kultur der er omkring det...sort tøj, hvide ansigter, nitter piercinger, tatoveringer...alt det der uniformhalløj der følger med, hæmmer det eller opbakker det musikken? Kan det undværes?
Er der alderesgrænser for hvem der ihvertfald ikke bør deltage? Eller andre udelukkelsesregler?
Jeg håber på en masse saftige og ligefremme meningstilkendelgivelser, for jeg mener det er et centralt punkt vi taler om.
Det kunne give en rigtig god debat hvis vi ind i mellem også nævnte noget af det musik, der giver os de fede oplevelser.
Jeg for min del var på Roskildefestival i år og hørte Meshuggah, Morbid Angel, Within Temptation og Slip Knot lige oven i hinanden...der var også nogle flere og Instinkt (dansk heavy-spillemandsmusik...det var fandme sejt!) Da jeg nåede til Kira and The Kindred Spirits...så kunne jeg ikke mere. Måtte tage hjem.
Fortæl lige ud fra leveren hvad i mener om heavy metal genren

De bands der tænder mig er Amorphis, Finland. Nightwish Finland, Poisonblack, Finland, Noxagt,Norge. Meshuggah Sverige, Morbid Angel Sverige, In Flames, Sverige
Det er kraftigt og saftigt og dybt. Man kan sætte det på og lade det køre en hel nat og de drømme man får blive dybe. De mørke stemmer, de dybe basser, De smukke kvindestemmer, der løfter alt det tunge rock. Mit følelsesliv er åbenbart sat sådan sammen, så der er meget larm derinde i forvejen. Store følelser mener jeg. Det er dejligt at have noget musik dels matcher og dels kan akkompagnere velvilligt til en bragende kærestesorg. Man føler igennem kan man sige, man bliver ved hjælp af ens egen indre struktur og hang til heavy, trukket i gennem meget møg, men jeg føler det er sundt, man er så afklaret bagefter. Ellers kan man ikke holde til det.
Jeg mener der ligger mange store følelser og de fortolkes og fremføres stærkt og dramatisk i den genre...det må da være en hang til det, der samler tilhængerne eller hvad? Det er anderledes svært lige at kigge indenfor en Meshuggah-session...trommer bass og guitar nærmest voldtager hinanden i et sanserytmisk udbrud....det er man enten dybt fascineret og hypnoticeret af...eller også føler man ren afsky, hvem har det at køre som baggrundsmusik når veninderne kommer forbi fredag eftermiddag og skal lave negle på hinanden....der er nogle sammenhænge der er mere velegnede end andre, men fortæl mig hvad forskellen er.
I min utopiske drømmeverden hører man Black Sabbath's Dehumanizer, når man køber brød hos bageren søndag morgen. Og i barnevogne er der installeret stereoanlæg til at spille rigtig musik i stedet for det der spilledåsepjat. Man behøver jo ikke som det første de oplever her i verden at blæse deres hjerne ud, meningen er bare fra starten at give dem mulighed for at høre rigtig musik.
Jeg placerede min datter under højtalerne, da hun var helt nyfødt. Hun gad fandme ikke høre Mozart....det skulle være Black Sabbath (mors tøs kys). Hun er i da hamrende drønende musikalsk og agter at videreføre den lidt bizarre musikintroduktion til hendes børn. For der er kun høstet gode erfaringer. Når der er ny musik i tiden, nye metoder til at afspille det, så må det give sig selv, at der opstår nye måde at bruge det på.
Men heavymetal hvad skal det bruges til?

..alt.
Der er så mange bands og sange inden for heavy metal alene, som kan bruges til enhver situation man måtte stå i. Næsten i hvert fald. Jeg kan i hvert fald ikke få nok, uanset hvilket humør jeg er i. Specielt ManOwaR er et af mine store favritter, når jeg for lyst til at blæse igennem til noget musik, som ikke har den dybeste mening. Når jeg er mere sentimental, hører jeg gerne Nightwish eller Within Temptation. Er jeg sur, eller bare føler at verden er pisse ond og uretfærdig, hører jeg gerne Cradle Of Filth. Nu er jeg så helt pjattet med Cradle Of FIlth, så dem kan jeg egentlig finde på at hører næsten når som helst.
Som jeg lige har skrevet et andet sted, så er et første metal jeg hørte, Metallica, som 6-7 årig. Nu mener jeg at det var alt for sent at starte på at elske metal, men dengang var det anderledes. Jeg kunne stadig godt lide pop, og det kunne jeg indtil 7 klasse, hvor det simpelthen blev for meget. Op gennem skolen, fulgte jeg nok mere poppen fordi alle andre i klassen gjorde det. I 7 klasse havde jeg så fået nok. Jeg lyttede mere og mere til Metallica.. så kom ManOwaR blæsende en dag, og dem har jeg holdt af lige siden jeg hørte en af deres tromme soloer. For hver ny CD jeg hørte, blev jeg bare mere og mere vild med dem.
For at nævne de bands, som betydder mest for mig (lige nu, eftersom de bliver skiftet tit)
NIghtwish (Finsk), Within Temptation (Hollandsk), Cradle Of Filth(Ved det faktisk ikke.. GB eller USA?), Sonata Arctica(Finsk), In Flames(Svensk), ManOwaR(USA)
HalfEvil333.. jeg tror at Morbid Angel kommer fra USA ;)
http://www.gatesofmetal.nu/artister.asp

(du har helt ret Morbid Angel er fra Florida 1984 www.allmusic.com ...så blev jeg klogere igen, hvad skal det ikke ende med? :o))
Men det er rigtigt at musikken bruges til alt muligt. Den går helt ind i marven. Jeg ved sgu ikke om pop-musik gør det, jeg har aldrig følt det ihvertfald, og man kan måske spørge meget provokerende: Hvad skal man bruge pop til? Bare for at høre om "pop-folket" bruger musikken på samme måde som "metal-folket"
På Roskildefestivalen, Campingscenen spillede et utroligt band. Noxagt fra Norge. Fuldstændig anarkistsisk tranceagtigt heavy-metal så det synger i neglerødderne...bas, trommer og violin....det var helt vildt. Ly´den måske en anelse Apocalyptica-agtig men slet ikke samme stil.
Jeg har købt det og det styrer for vildt, alle andre hader det og mine unger påstår det ikke er musik...hvordan kan man blive så fuldstændig grebet af noget, som virker så fremmed for andre?
Hvad er det, der gør, at man bliver helt opslugt i musikken? Og kan man blive helt "syg" på samme måde med pop?

ikke for mit vedkommende, i hvert fald. Er det ikke det samme som at spørge hvorfor nogle folk er racistiske.. det er vel bare smag og behag? Nope! Metal er, for de fleste metal fans, meget mere end "bare" smag og behag. Det er som en religion, en livsstil (har hørt det et eller adnet sted før). Men det er pop vel også for pop-fans? Jeg ved bare, at metal går helt ind i knoglerne, lige direkte i hjertet, og jeg bliver, som du skriver, helt hypnotiseret, når jeg hører nogle gode guitar soloer, eller mærker trommer og bas hamre løs i brystet. Vidunderligt!

Jamen jeg ved lige hvad du taler om! Jeg er nærmest afhængig af det sus der.(og jeg har virkelig været til ManOWar-koncert hvor vi alle sammen endte i ekstase og svævede henover fortovet på vej hjem).
Da jeg var ung, var det ikke et problem...alle jeg kendte havde det sådan. Tranceagtigt at blive opslugt og væltet omkuld på den fede måde...men hvor blev de af? Det der lidt kan være et problem nu er at de, der var der dengang, de helt har mistet touchet
Hvis ikke det er alderen der visker tingene ud med tiden, hvad fanden er det så der ødelægger det for folk? Jeg ville da aldrig undvære det....

..forudsige fremtiden, men sådan som jeg har det nu, vil jeg heller aldrig nogen sinde drømmer om at smide metal genren væk!
Var du til ManOwaR's koncert i KB Hallen for få år siden? De havde ugen forinden i Sverige lige lavet sangen I Belive, og spille den for os, som nogle af de første.. det er ikke noget man lige glemmer🙂Opvarmnings banded Bludgeon var en stor skuffelse, men ManOwaR.. DAMN! Man kunne stadig mærke ruset flere dage efter!

Nej desværre, det er flere år siden jeg var til koncert med ManOwar.
Der skete noget til den koncert jeg var til, som jeg ikke tror, KAN ske mere, desværre!
En fra publikum, blev meget begejstret for dem, lidt mere begejstret end os andre, så han fik svunget sig op på scenen og hen til bassisten, for at deltage. Forsangeren gik hen og tog om ham, tog ham med i sangen, og rytmede rundt med ham på scenen. Alle blandt publikum klappede og hujede. Det var helt fedt, godt gjort, alle smilede. Den unge mand blve stille og roligt gelejdet ud..der var ingen rå bodyguards, kun forståelse for en småberuset fans musikbegejstring.
Jeg har aldrig set det hverken før eller siden blive behandlet på den måde, desværre for det meste kun oplevet selvhævdende bodyguards.
Det er lidt flippet, for koncerten afsluttede med "Battlehymns" og alle skreg "Kill, Kill"...og det lyder jo i den grad som opfordring til vold...hvis man ikke lige kender sangen. ;en det var ikke liiiige det folk gik ud og gjorde. Det var ligesom at brøle MÅÅÅÅÅÅL til en fodboldkamp...tror jeg. Det er stemningen, ikke så meget de ord man står og siger.

Til deres koncert her for et par år siden, var der en der prøvede at kravle op på scenen. Eric (forsangeren) gik så hen, og hjalp ham op, hvorefter han lige fik lov til at nyde at stå på scenen lidt, og så ledte Eric ham ud til siden, så han kunne komme ned blandt publikum igen. Det er dejligt at se at banded er så gode mod deres fans!

Jeg synes, masser kunne lære noget af metal-kulturen i det hele taget. Det rummer mulighed for alting...alt er tilladt..der lægges op til folks individuelle ansvarlighed. Det er så ikke hos alle den er lige høj, men så hjælper de andre til i en snæver vending...for det meste er det sådan. Der er altid brodne kar.
Jeg var til Amorphis-koncert, og da jeg ikke er en af de allerhøjeste her i verden, udkæmpede jeg i starten min sædvanlige kamp med at komme til at se noget. Og Heavy-rockere er pissehøje og damned alting! Brok, brok!...Og hvad skete der...de der høje, hårde fyre, gik til side, gav mig plads og lod mig komme op foran! Hvor ser man sådan noget henne?
Men ved du hvad Talant...det interesserer tilsyneladende ikke andre debatører hvilke værdier heavy-kulturen indeholder, eller hvad musikken bibringer folk. Synd, for som sagt var der meget, der kunne læres og overføres til andre sammenhænge...feks. den "#¤% integrationsproblematik som alle går i stykker over, men som er helt skudt forbi. Alle steder handler det om den HOLDNING vi selv VÆLGER som UDGANGSPUNKT, i mødet med andre....! Alt hvad vi derefter foretager, er selvfølgelig præget af den valgte holdning.
Du nævnte det selv et andet sted om holdninger for og i mod pop/heavy som en slags racisme. Du har ret (det har du egentlig ofte). Jeg kalder det intolerance...det vi skulle gøre meget mere ud af at lære, og lære hinanden er tolerance...det er jo ikke det samme som at være enige med alle, eller flytte sammen med dem. Bare at rumme dem.
Men jeg er vist lidt ude over emnet tror jeg...;o)

Som du skriver, har metal fans stor respekt for hinanden, hjælper hinanden når det er muligt, og bakker hinanden op på mange ting. Jeg tror ikke at det er sådan som ikke-metal-fans oplever vores kultur, når de ser den udenfra. De har fået den opfattelse af at vi er nogle hjernedøde, deprimerede satanister, som slår hoved imod en væg hele dagen, og som sanselyst vader omkring i en beskidt undergrunds kultur, som helst bare skulle forsvinde fra deres "over-verden". Sådan som jeg ser pop-kulturen, så er den overfladisk, falsk, og alt andet en sund. Det handler om at være så populær som mulig. Det handler om at have så mange venner og veninder, at man ikke kender nogen af dem ind og ud. Og når man ikke kender dem ind og ud, så er det jo også så dejligt nemt, at bagtale dem sammen med de andre veninder. Pop kulturen er skadelig, eftersom den lære mere om had, 'back-stabbing', og at man skal ikke komme for tæt på folk, for de vil bare bruge alt hvad de ved om én, imod én.
Og nu syntes jeg godt der kunne komme nogle personer fra pop kulturen, og forsvare sig selv, så vi kan komme igang med en debat!

Okay, det er en påstand, men det er min oplevelse.
Popmusik er firskåren lyd organiseret efter en fast opskrift: 2 vers med omkvæd, 1 b-stykke, 1 vers 1 omkvæd 1 ½ tone op og så bare fade ud...Teksten skal helst handle om kærlighed...det sikrer kassen!
Hvordan kan man opnå de følelser du snakker om, eller få de indre billeder jeg taler om, når det bare er det samme shit hele tiden. Pop-folket Behøver bare at købe en enkelt CD!
Sidder lige og hører Mushroomhead, One more Day to regret. Bare titlen. Jeg synes generelt at i metal-genren skrives der fundamentale og eksistensielle tekster. Teksterne kan stå alene...og deres covers er hele kunststykker i tekst og billeder. Type O Negative og Am I Blood...hør teksterne!
Musikken kan stå alene as well. (Noxagt, Regions of May)Ofte varer numrene meget længe. Det er kunstnere. Dygtige mennesker der spiller musik, bygger det op, dyrker det, leverer det bedste de har i sig, og elsker det. Det er deres drivkraft og deres udtryk.
Tilsammen giver tekst og musik den følelse, der bærer en helt op.
Og det er da muligt jeg er totalt ensporet (hvilket jeg håber kan fremprovokere lidt reaktioner her) og ikke har øje for en skid...men jeg har ALDRIG fået den fede oplevelse af et popnummer...måske en krusning af "Øj, det lød sgu da meget godt."
Når jeg påstår at popmusik er skadeligt er det, fordi jeg mener at det fylder op i lydtapetet og folk glemmer at høre, og mærke efter i dem slev, hvad der er god musik. Popmusikken tager pladsen op. Det er nemmere at spille et nummer der varer 3 minutter i radioen, for så kan vi bedre tilrettelægge programmerne.
Egentlig kan jeg godt lide The Hives (svensk garage-punk) Deres erklærede mål er, at opføre sig "modsat". Når man ser det modsatte, ser man pludselig sig selv og hele ens tid og kultur på en helt anden måde.
Og meget apropos det, så er det min overbevisning at netop det er Marilyn Mansons hovedbudskab. Jeg kender ham ikke indgående, men har stor sympati og respekt for folk der så kompromisløst står inde for deres budskab og udtryk. Antichrist...hvem er det? Hyklerne eller ham? Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik.
Om ti år måske...ude i fremtiden vil han stå for at være en af dem, der markerede udviklingen i tiden. Han holder, om nogen, spejlet op foran os.
Og selvom det ikke er det eneste musik skal bibringe en, så er een ting sikkert: det formår popmusik slet ikke.

Det er jo derfor livet er så dejligt. Vi er alle forskellige. Vi lytter til forskellig musik og går i forskelligt tøj og sætter vores hår forskelligt og har forskellige politiske meninger.
I hentyder jo nærmest til dengang i USA hvor de ville forbyde Elvis, for... "det musik og de tekster er skadeligt for ungdommen" som de sagde.
Jeg synes bare I skal acceptere at vi alle er forskellige. Specielt når vi taler om smag og følelser !!

... tror jeg du er inde på noget af det rigtige - måske uden at vide det? ;-)
Vi ER alle forskellige, og netop dér kommer Pop-kulturen ind og prøver at ensrette os... POP er og bliver 'mainstream' ... dét der sælger ...
Jeg fandt denne definition på www.wordiq.com :
The subgenre of pop is perhaps the most widely crowd-pleasing form of all popular music. In general, pop music features simple, memorable melodies with catchy, sing-along choruses, and instrumentally features heavy use of synthesiser backing. It is instantly accessible to anyone who is culturally inclined to take part, even often the musical novice. Successful pop music--which is usually measured in terms of its commercial success, without any regard for broader artistic merit--is usually performed by charismatic performers who may or may not be musically talented but who look attractive, are fashionable, and usually are able to dance well. Songwriting and arranging may be performed by anonymous, but well-paid, producers.
At gå så vidt som til at 'forbyde' Popmusik, er nok lidt 'overkill' ;-)
Pop-genren har sin berettigelse, men i mine ører, kun som den (behagelige?) bagrundsstøj den nu engang er!
/DGH

Heavy metal is a form of rock music characterized by aggressive, driving rhythms, highly amplified/distorted guitars, and often dark thematic elements.
Som om det er meget bedre...

..og nu er vi inde på smag og behag igen.
Jeg vil ikke forbyde pop musikken.. tænk på alle de pop-tilhængere der pludselig ville komme og invadere vores herlige metal-kultur? :P
Nej, seriøst, jeg vil ikke forbyde pop musikken. Folk har jo hver deres smag, som du skriver. Og vi acceptere da også pop-folket. For mit vedkommende, så startede jeg at blive provokerende, for at få folk til at reagere og blive hyldet ind i debatten.
Vi (HalfEvil333 og mig) forklare hvad metal betydder for os, og hvad pop er for os.. og så spørger vi så, hvad det er, der er så godt ved poppen. Ingen svarede, og jeg blev mere og mere nysgerrig. I en blanding af kedsomhed og nysgerrighed, startede jeg så debatten med 'pop er skadeligt', og håbede folk ville reagere. Og det gjorde de!
Så vidt jeg kan komme i tanke om, er det ikke nævnt nogen steder, at vi ville forbyde pop.

Det var bare overskriften "pop er skadeligt", der jo godt kan skabe minder om den tid i USA jeg omtaler i et andet indlæg.
Men jeg vil da til hver en tid foretrække det positive pop-musik fremfor det rå, "mørke" og "satanistiske" heavy metal ( ved godt det ikke gælder for alle heavy metal bands fysiske optræden, men mener dog godt jeg kan tillade mig at generalisere omkring budskabet i musikken..)

..er det jeg søgte efter!
Hvad er det der gørm at du bedre kan lide den "positive" pop-musik, fremfor den dystre metal musik? Og hvad med pop-kulturen? Jeg har det med at skære alle pop-folk over en kam, og mene at de alle er nogle falske 'back-stabbere'. Jeg ved godt at det ikke er sandt, jeg kender for et eksempel nogle pop-folk, som ikke er sådan. Jeg har også læst en profil her på SOL som virklig væltede mig ned fra stolen, som hørte pop. Men når jeg kigger på min klasse op gennem tiden, og hvad jeg hører af andre omkring mig, vil jeg generalt sige, at pop-folk er falske helt ind til benene.

..der er nok elendighed i denne verden i forvejen. Hvorfor ligefrem opsøge det og frembringe de "elendigheds" tanker ved at lytte til noget mørk musik med et ( i mange tilfælde ) destruktivt budskab. Pop-musik er positiv musik med et positivt ( og nogen gange slet intet ) budskab. Så kan man ligesom koble lidt fra og få lidt "positivitet" ind i kroppen igen. Jeg ser ingen grund til at forstærke de negative vibrationer, som vi får så rigeligt af i hverdagen.

Det er jo nok det, at metal musikken er for dig.. ren og skær elendighed.
For mig er det alt andet end elendighed. Jeg elsker de rå mørke og dystre toner, men jeg finder dem bestemt ikke negative. Tværtimod. Dommedagsmusik, som Darkwell spiller meget af, er smukt, og taler meget til min fantasi. Det er dystert, men ikke negativt, ondt, eller giver dårlige vibrationer på nogen måde. For mig, vel og mærket. Jeg kan faktisk blive i godt humør, ved at hører Darkwell - Armageddon, og som titlen lyder, er det ren dommedags musik.
Pop derimod, kan gøre mig mere eller mindre deprimeret, når jeg hører om al den ullykkelige kærlighed, eller hører om "det perfekte liv". Ikke fordi jeg vil leve det liv, men fordi, så mange bliver fanget af det, og for en urealistisk syn på tingende. Det samme som normale kvinder som læser for mange ugeblade, med modeller, store huse, god karriere og børn o.s.v.     ..Ok, nu ved jeg så ikke om det helt passer, for jeg lytter aldrig rigtig til pop. Hvis det bliver spillet et offentligt sted, så ignorere jeg det som regl, og bare lader det være en baggrundsstøj.

Musikken FREMBRINGER ikke elendighed. Lyd og form kan genere nogen, men de behøver jo ikke at høre på det. Det blæser jo ikke ud i æteren i en konstanst strøm, sådan som popmusikken gør. Metal kan du vælge...eller vælge fra.
Og det er langt fra alle, der har et destruktivt budskab men de, der har, har ihvertfald også en ponte! Der er mørke menneskelige sider, som vi ved eksisterer i et eller andet omfang, men aldrig får afløb nogen steder. Og da ihverfald ikke i popmusikken. Det er der slet ikke plads til.
Metal-musikken har højt til loftet. Den stærke musik og det dybe beat, bærer dem allesammen ud. Man er som født på ny, efter en vellykket koncert. Til en Vines-koncert har man feks. stået og brølet sammen med et par tusind andre "I wanna feel free! I wanna feel free" Det er mere end bare fed musik, det er en fælles oplevelse. Kanon-fedt, det giver ny energi.
I metal-musikken er der plads til store stærke følelser. Ikke bare frustrationer, sorg, depression (jeg er sikker på, at meennesker har behov for at alle indestængte følelser får afløb), men også kærlighed, længsler, fantasi og eventyr får plads og rum. Mange metal-bands gør enormt meget ud af deres tekster. Der er mange kloge mennesker, der har udtrykt dybe budskaber i teksterne. Sand poesi. Ja, ja..satan og gud og alt det der, er der også...der er plads til det hele...
Det er helt sikkert at "måden altså at man gør det på" afhænger af ens temperament, men helt ærligt du, popmusikken bringer under ingen omstændigheder positivitet ind i min krop...jeg bliver sgu nærmest syg!

Jeg vil personligt sige at metal er lige sagen! Gotisk musik er godt! Pop er i mine øjne farligt som der er blevet sagt. Pop-mennesker er altid dem som bagtaler, det er altid dem der går sygligt højt op i deres udseende, de følger med moden i stedet for at udvikle en stil for dem selv. Der er ikke noget specielt over dem fordi de alle køber det samme for at se ens ud så de kan blive populære. Musikken er noget lort, ja undskyld hvis nogen popfans læser det her, men det er altså min mening. De er ikke andet en en bunke sminkede dukker der kan danse og synge. Det betyder måske meget for dem at stå på en scene og synge for det er det de altid har drømt op, men hvor meget betyder selve musikken egentlig for dem? i de fleste tilfælde har de ikke engang selv skrevet det. Når de optræder går de faktisk kun på scenen for at danse, for de synger jo ikke engang selv.
Når jeg sætter musik på jeg synes er godt (metal - Marilyn Manson, Avenged Sevenfold, Killswitch Engage, Cradle of Filth ..og så også Punk) kan jeg få et kæmpe smil på læben og faldde fuldstændig i trance, så sidder jeg i min egen lille verden. Hvis jeg har en dårlig dag, sidder ovre i skolen og ser sur ud, gider ikke rigtig smile, det hele er bare noget lort, så skal man bare sætte metal musik på og så kommer smilet med det samme, straks er det hele godt igen, musikken gør mig glad. Melodierne i det, teksterne, det de har at sige gennem deres musik - Marilyn Manson har de fedeste tekster!

Jeg kan enormt godt lide det du siger, om hvad musikken gør ved dig og hvad du bruger den til. Der sker noget med dig, du vokser indvendig...en følelse jeg bare genkender SÅ godt. (Gothic = Super-musik)
Det er ikke et "men", for der er ikke noget der trækker det ned, du siger, jeg tænker bare...du siger "ovre i skolen". Det kunne jo sige noget om din alder, at du er ung under uddannelse eller lignende (måske i 7.x? Avenged 7X). Det er rigtig mange år siden jeg var dér, men min metal-glæde er fandme intakt fra dengang! Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om metal-musikken er et "ungdomsfænomen" eller om mange af mine jævnaldrende har mistet et eller drønende værdifuldt undervejs, for det er bestemt ikke folk i 40'erne, der dominerer billedet til koncerterne. Det er primært unge mennesker. Jeg kan bare ikke få øje på, hvad det er, der skulle være så aldersbetinget...jeg er vild med det musikken gør ved mig...tror aldig jeg holder op med det. Men hvad er det mon som mange mennesker mister, når de når op i alderen? Det er jo ikke glæden ved livet...der er sgu mange med både saft og kraft...men den der evne til helt at kaste sig ud og give sig hen...ja, jeg ved heller ikke helt, om det er det...det er jo lidt derfor jeg spørger...
Tror I (Talant, Avenged 7x, RedHack, DanGaleHund, MARIA og I andre som har svaret positivt på det med "metal-smagen") at der var noget, der kunne ske i jeres liv, som efterhånden stillede metal-musikken og de vidunderlige følelser, der er forbundet med det, i baggrunden? Eller måske viskede det helt ud til sidst?
(Jeg vil gerne have en masse svar, og hvis ikke der kommer så mange her, så tager jeg dette indlæg op som nyt, ude i debatforummet. Håber I er med)
Og lige en ting om pop-folket...deres musik vorherrepålokum mand! Og deres klæd-ud-lege..nå ja, hvis det er det, der samler dem, så handler deres aktiviteter om noget helt andet end musik, og derfor kan det være lidt svært for os andre at se hvorfor fanden musikken skal være deres alibi for at mødes i en slags gruppeterapi, hvor de gensidigt støtter hinanden i udseende og smag. Den gensidige anerkendelse tjener som optagelse i et fællesseskab. DET ER EN SEKT! Arh okay...lidt langt ude påstand, men det fungerer altså på samme måde. Vi søger fællesskab og identitet i forhold til en gruppe...men det gør heavy-rockerne jo også, sort tøj, piercinger, rasta-hår ihvertfald langt hår (det er bare smukt, hvorfor ser man aldrig en pop-fyr med langt hår!) osv....det er nok møg-menneskeligt...nok helt uundgåeligt, men heavyrockernes primære interesse ligger i musikken...og jeg kan jo påstå, at det gør pop-folkets ikke...men det er og bliver en påstand som udenforstående...

Kære Talant
Nu er diagnosen klar...har lige prøvet at se/høre noget pop-musik i fjernsynet...fik et ildebefindende. Blev møg sur! Fandt flux noget nyt metal. Mastodon, "Aqua Dementia", "March of the fire ants", "Mother puncher"...meget, meget spændende musik...gjorde mig straks bedre tilpas.
Jeg kan simpelthen ikke forklare dig hvad det er. Det er ikke en gang noget, jeg gør med vilje, det ER bare mere interessant musik, fuld af liv...ja, også død...men det er to sider af samme sag. Måske er det det. Det virker mere helstøbt..pop-musik er simpelthen kun husholdningsfilm.
Så, nu blev jeg lige så ensporet at høre på som alle andre racister...øv...tænk at det skulle overgå mig! Nå, men pop-folket kan sgu altid komme forbi og få en kop kaffe...jeg er ikke intolerant overfor menneskerne, men musikken du! Den gør mig altså elendig.
Og så kan jeg ikke en gang tage til Nightwishkoncert i Sverige, fordi jeg skal arbejde den dag, og desuden er der er vel også nok udsolgt nu. Jeg må sgu bare anskaffe mig en "metaldetektor" og se om jeg kan finde noget her i nærheden ;o)
Og måske er snakken ikke længere...vi kan SKRIGE ud i verdensrummet: Hvorfor er det sådan?!? og svaret: Sådan er det bare!
Jeg kan ikke lægge det fra mig, mangler stadig svar på et eller andet...

..mere eller mindre.
Jeg har jo lige været 3 dage i Sverige. Totalt afslapnings tur, enormt lækkert! Men jeg fik ikke hørt noget musik overhoved😕 Jeg købte 2 metal-magasiner, da de sælger dem i Sverige overalt (det kunne Danmark godt lære noget af..) og i begge magasiner, fulgte der en CD med. Jeg fik dog ikke rigtig mulighed for at hører dem før jeg kom hjem. 13 timers tur med tog/bus (den ene vej, kun!) uden musik.. det er tortur! Det kunne være at jeg skulle skaffe mig en ny DiscMan som virker? :P

Jeg kan godt tåle at hører pop-musik.. men heller ikke længere en ca. 20 min. Så bliver det alt for irriterende at hører på. Og alt for ensformig. Og det kan jeg simpelthen bare ikke klare. Det er også alt for sukkersødt på en eller anden måde. Jeg vil ikke sige for blødt, for der er nogle stille og rolig sange som jeg godt kan li' (ManOwaR - Today Is A Good Day To Die, næsten 10 min. instrumental stille sang, med SÅ meget følelse i!)

Nej, der er ikke udsolgt til Nightwish i Malmö, men der er udsolgt til alle de andre steder de spiller i Sverige, og har faktisk været det i lang tid. Bare lige hvis du ville vide det, nu når du alligevel ikke kan komme afsted :/

Vi skal ikke lægge den her debat fra os, hvis det er det du mener med at 'lægge det fra mig'! Jeg er stadig træt af, at halvdelen af nye indlæg som kommer hver dag, er noget om invandringspolitik, racisme og religion som går hen og bliver racistisk. Den anden halvdel, er 7 ud af 10, noget crap som ikke giver mening. SPAM! 2 ud af de 10, er noget jeg ikke kan snakke med om, fordi det handler om problemer i ægteskab/forhold.. og dér har jeg meget lidt erfaring, som kan bruges til noget😕 Den sidste 1'ne, af de 10, interresere mig som regl ikke :(
Så lad os så vidt mulig holde den her i live, selvom den måske bliver lidt ensporet.. Vi må jo bare bringe den frem til forsiden igen, og prikke lidt til folk, så de også kan få lidt variation i debatten.
~~Talant

Enig!!! på nær lige eeen ting, som kun har noget med smag og behag at gøre. Jeg syntes at Cradle Of Filth's tekster er bedre end de flestes😉 men det er jo som sagt bare smag og behag.
Vidunderligt at der kommer flere til af 'vores slags'!

"Tror I (Talant, Avenged 7x, RedHack, DanGaleHund, MARIA og I andre som har svaret positivt på det med "metal-smagen") at der var noget, der kunne ske i jeres liv, som efterhånden stillede metal-musikken og de vidunderlige følelser, der er forbundet med det, i baggrunden? Eller måske viskede det helt ud til sidst?"
Nej! Jeg tror ikke der er noget der kunne ske, som ville resultere i at jeg opgav metal musikken og dens mange glæder. Den eneste grund, jeg lige kan komme i tanke om her og nu, til hvorfor man skulle stoppe med det, er at man bliver for træt af det, at det bliver for kedeligt.. hvorfor ellers stoppe? Og jeg tror ALDRIG at den grund vil komme min vej. Jeg er simpelthen for glad for musikken, de følelser der kommer, minder, og bare det at håret på armene rejser sig, når guitaristen fyrer sin solo af med brag som går lige igennem knoglerne. Nope.. tror aldrig jeg bliver træt af det sus :)
For andre, kunne jeg godt forestille mig, at de bliver trætte af det i længden. Specielt, hvis det ikke opnår den samme nydelse af musikken. Det kunne jo også være, som der er sket for et par af mine venner, at det er omgivelserne, der trækker dem ud. Et par af mine venner, som startede emd at hører Metallica og ManOwaR samtidig med mig, hører du nu sjældent eller aldrig. De blev lokket ind i den her pop-kult, sikkert i håb om at finde nogle flere 'venner' og blive accepteret af alle (alle = pop-folket, som jo præger det meste af Danmark).
Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige 100% hvad der gjorde at forlod metal, til fordel for hvad det nu end er, de hører nu. Men jeg kunne forstille mig at det var på grund af at de ikke fik samme rus af musikken, og at de var bange for at skille sig for meget ud fra andre i deres klasse og omgangskreds.
Jeg syntes bestem du skal fremhæve det her frem til forsiden igen.. måske under overskriften 'popkultur = satan's kult?' det skal nok få folk til at brokke sig :D

Yeps! Vi tager den ud i forummet.

man kan blive træt af det?
Ja, jo...hvis man kan "lokkes" over i "pop-kulten", så er der jo også et eller andet galt. "Er du heavy-hoved eller poppedreng?" Det bør jo ikke være noget med at vælge side, men det er virkelig en svær sag at holde tingene adskilt fordi der er en hel kultur omkring begge dele (og techno-kulturen...er det også pop, eller har det sin "egen plads"?).
Den ånd, der hersker i metal-kulturen kender andre slet ikke til. De tror jo, som du selv er inde på et andet sted, at det er en samling deprimerede satanister, der mødes til sorte dunkle negative koncerter og primært banker deres hoveder ind i væggen...eller hinanden, hvis de skal opnå lidt fysisk kontakt. (Okay, sådan nogle er der...rummelighed er en god ting...sådan for det meste)
Når man ikke kender til den ånd der hersker indenfor en bestemt kultur, så er den både svær at forstå og forholde sig til, men måske hersker der en lige så venlig, hjælpsom og følsom ånd indenfor popverdenen, som den både du og jeg har mødt indenfor metalkulturen?
Der kan ske en drejning med tiden, som gør, at man ses og under omstændigheder, hvor pop udgør underlægningsmusikken og så forbinder man måske de gode minder med den slags musik. Det er fordi der er for meget pop at det har lov at ske!
Mange har da haft fede oplevelser og mærket suset ved deres ungdoms rock-koncerter. Blev de mon trætte af suset eller glemte de det?
Jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan opleve det samme sus i pop-kulturen eller at det er lige så fedt, som det i metal-kulturen. Men behovet ændrer sig måske bare...så må det være mig, der er extremt langsomt udviklet...eller også har jeg bare aldrig været bange for at skille mig ud fra mængden. Eller måske har jeg bare ikke fået nok endnu...
Tænk hvis det en dag skete? uhhhh (gyser)
Jeg tror det ikke, men pop ud over mit anlæg? Højtalerne ville omgående brænde af...pop er de altså ikke vant til!
(Jeg tog flux dit forslag til overskrift til mig og kastede det ud på forsiden...glemte bare at sige, at den var fra dig...håber jeg er ok, men det var et skide godt forslag. Den har fået mange hits!)

"...du siger "ovre i skolen". Det kunne jo sige noget om din alder, at du er ung under uddannelse eller lignende (måske i 7.x? Avenged 7X)"
For lige at gøre det helt klart, jeg er ikke i 7. klasse hvis der måske er blevet tænkt det ud fra mit navn, jeg går på handelsskole (18år) "Avenged-7X" står for "Avenged Sevenfold" - et rigtig fedt band!
Jeg har absolut ingen forklaring på hvorfor man holder op med at høre musikken når man bliver ældre. Jeg håber ikke at det sker for mig ..jeg tror ikke at det sker for mig.. Når man tænker på hvilken følelse musikken giver en, kan jeg ikke forestille mig at jeg kunne blive træt af det, eller begynde at synes at det ligefrem lyder dårligt i mine ører.
Jeg har i noget af folkeskolen været en del af pop-folket, hørt musikken, klædt mig ligesom de andre for ikke at skille sig ud, derefter skiftede det over til Hip-Hop, jeg var sygelig hip-hop freak, og dernæst til almindelig kedelig Rock og en slags pop-punk, og så til metal og punk. Jeg har prøvet lidt af hvert, men jeg tror ikke noget af det andet musik har givet mig den følelse som metal gør, hvis man kan sige det sådan. Jeg bliver glad, jeg falder ind i min helt egen lille verden, tænker ikke over andres meninger osv. Og det føles godt ligesom at skille sig ud, føle at der er noget specielt over en fordi man ikke følger alle de andre.

om navnet...ja, det var jo også bare et gæt ;o) Og bandet Avenged Sevenfold...har jeg heldigvis aldrig hørt om, så der er jo lidt nyt at udforske! Fedt nok tak for det.
Du må da helt klart være til Within Temptation og Arch Enemy er du ikke? Ellers prøv at tjekke dem ud. Og Type O Negative...det er helt sort altså, hvis man ellers kan have forsangerens lidt specielle måde at synge på.
Og om det andet du skriver med din søgen rundt i de forskellige genrer, ja, man leder jo lidt, indtil man føler sig hjemme. Det er lidt sjovt, for i metal-verdenen, der skiller ingen sig ud, for det gør alle...eller også er det omvendt (øhh fik du den?)
Det er dejligt at du føler dig hjemme blandt folk, der værdsætter personlighed i stedet for det der mainstreampis, som man kaster op af. Men vi skal jo alle starte et sted.
Jeg kom helt "galt" fra start helt i min spæde barndom, for min mor sang opera og min far hørte spillemandsmusik. Ikke fordi jeg elsker noget af det, specielt højt idag (selvom noget af det er helt ok), men poppen har kun været på besøg hos mig som gæst og aldrig haft en reel chance. Og jeg har sgu fortrængt hvad det var, til fordel for alle de store og dybe følelser metal-musikken frigør og lader leve i mig....
Sidder lige nu og hører Apocalyptica...dem skal jeg have med ind i natten.
Godnat

Som HalfEvil333 skriver, må du da næsten hører Within Twmptation? Hvis ikke, har du bare at komme igang! ;)
Angående tøjet, som du skriver i din profil, så er der jo også den mulighed, at bestille tøjet. Specielt når du allerede er 18, og har mulighed for at købe det fra udlandet. Det er selvfølgelig ikke det samme som at sy det selv, som jeg syntes er vildt fedt gjort!
Med de andre musik-kulturer, har jeg også været lidt inde i popkulturen. Men som dig, kun for ikke at skille mig ud. Jeg blev endda konfirmeret i en kristen kirke, for ikke at skille mig for meget ud (det fortrydder jeg bitterligt). Det må have været i 7. klasse, at jeg havde fået nok, og ikke gad alt det back-stabbing og falskhed der forgik blandt mine klasse kammerater. Det var også i 7 klasse at jeg begyndte at hører metal. Jeg havde været mere eller mindre asocial i nogle år før, men at jeg nu gjorde meget ud af IKKE at være som alle andre, blev jeg mere asocial. Tilgengæld blev jeg også mere kold overfor, hvad andre tænkte om mig. Det gjorde så at jeg blev mere åben, mere mig selv, fordi jeg ikke bekymrer mig om folk kan lide mig eller ej. Så her har vi jo endnu et bevis på, at pop-kult(ur)en er skadelig, da den hæmmer personlig udvikling.
"Stay Metal, Stay True!" (Olof Wikström, og ikke ManOwaR som jeg tidligere har skrevet :S)

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=10&conference=127&posting=113
Jeg gik ind og forurenede denne debat...kunne ikke lade være, men jeg tro de unge mennesker var gået, så de hører nok ikke al mit brok. Så tænkte jeg på at linke til det herinde fra....så må vi se om der er nogen, der reagerer på det....
Ellers gør vi det bare igen (",)...sætter det op under en ny overskrift.

Jeg har også altid været meget asocial, som jeg også har skrevet i min profil har jeg altiid været genert, men metal-musikken har faktisk hjulpet mig til ikke at være helt ligeså asocial, for man tænker ikke så meget over længere hvad andre egentlig mener om en, jeg kan da være røv-ligeglad med hvad de egentlig har at sige om mig, især når jeg ikke har noget bedre at sige om dem.....
Jeg vil prøve at høre Within Temptation og se om det er noget for mig ...hvilket det sikkert er...

Jeg kan godt li' din holdning til det med at være asocial, og hvordan musikken har ændret på det hos dig.. det kunne værre at jeg sklle få taget mig sammen og komme mere ud.
Med hensyn til Within Temptation, er jeg ret sikker på at du vil kunne lide det. For at hjælpe dig lidt på vej kan du på http://www.within-temptation.com læse og se mere om bandet, se en af deres musik-videoer, og hører nogle små samples af nogle af deres numre. De er bestemt værd at undersøge lidt nemmere :)

beklager min uerfarne ven...morbid angel er ikke svenskere ,men amrikanere...selvom svenskerne absolut ikke er talentløse hvad angår døds scenen...og hvad ideen er bag metal??...-vildskaben og energien midti brutaliteten kan nævnes...og jeg tror ik der en alder for metal..jeg er næsten 30 men "dyrker " det da stadig ,dog uden alt det pis med maling og piercinger har aldrig brugt det
mvh vincent W

belæringen...Talant har også venligst rettet mig...jeg vil gerne være din ven, men dumen jeg er nu ikke uerfaren, har været med...ja altid...det var s'mænd uno bøf..
Jeg kan godt lide det du siger med vildskaben og energien, det tænder også mig fuldstændig, føler mig så levende når det brænder indeni...
Når du siger du er næsten 30, er du så en oldboy? (boy~ Vincent?) Men dyrker stadig....det lyder altså som noget, der holde op på et tidspunkt, når man bliver gammel nok....og hvornår bliver man det? Jeg er 45 (river mig i håret) Hvornår bliver JEG gammel nok? Har ikke lyst til at lægge metallet væk...aldrig
Har lidt pierc...har en lille tattoo...lidt er sødt...men det er jo op til en selv