Er der noget galt med min søn?

Jeg har en søn, som er 7 år og ca. 115 cm høj. Hans højde er under gennemsnitten og han går til børnelægen for at følge hans højde med henblik på evt. hormonbehandling senere, hvis væksten går for langsomt.
Jeg synes ikke, at han viser initiativ til at tage legekammerater fra hans klasse med hjem og der er desværre hellere ingen som ringer og laver en lege aftale.
Vi har et kommunikationshandicap, hvor vi bruger tegnsprog, men min søn er helt normalhørende og er to-sproget (tegnsprog og tale). Det fungerer helt fint uden problemer.
Jeg tænkte på at måske er det fordi hans klassekammerater ikke er så meget for at besøge ham, fordi vi er anderledes i forhold til andre forældre? Eller det er fordi han har kort lunte og kan blive sur over småting?
Hans største aktivitet er at læse jumbobøger og leger ikke særligt meget med hans legetøj. Han læser ca. 1-2 bøger om dagen. Jeg tænkte om det er fordi han er anderledes pga. højden, intelligens og så vores handicap som forældre?
Jeg spørger også nogle gange ham, om det går godt socialt set på skolen og det nikker han til.
Han går til FDF-spejder og det er han glad for. Gik til fodbold, men synes ikke at han får noget ud af det.
Er det noget vi gør galt?

Måske I skal tage en officiel runde i klassen med snak om hvordan i "taler sammen" i jeres hjem, så det ikke er noget mystisk for de andre børn?

At sige om der er noget galt med din søn når man ikke kender ham.
Men kunne det tænkes at han godt kan lide at være stille, eller er bagud i hans udvikling...?
Jeg har en søn på 3 år, han snakker heller ikke meget, han kan da snakke lidt. Han bruger også tegnsprog da han er bagud i udviklingen, men han bruger det ikke meget.
Han kan godt lide at være stille, leger meget inde på hans værelse.
Jeg tror at i som forældre skal tage en snak med jeres søns læge om hvad i kan gøre.
Det gjorde vi med vores søn, og tingene er begyndt at forandre sig meget da vi fik gode råd og vejledning.
Hvad angår klasse kammerater, kan der være flere grunde til.
Det kan være som du beskriver at det måske er fordi han har en kort lunte, men det kan også skyldes at han ikke rigtig ønsker at være sammen med dem. Børn kan godt få de perioder.
Hvad angår jer som forældre, jeg tror ikke på at hans klasse kammerater ikke vil lege med ham fordi i er anderledes, sådan en tanke gang har børn på 7 år ikke. Problemet ligger et sted ved jeres søn, men hvorfor kan være svært at finde ud af.
Du spørger om det er noget i gør galt, det tror jeg ikke. Børn er meget forskellige og nogen gange er de så forskellige at vi er sikre på at der er noget galt med vores børn, men det er ikke altid tilfældet.
Hvis i er meget nervøse synes jeg at i skal snakke med en læge, for alle de spekulationer man hører, kan gøre jeres hverdag svær.
Jeg tror ikke at der er noget galt med jeres søn, men at det måske bare er en fase. Prøv at snakke med ham om hvorfor han ikke er sammen med hans klasse kammerater, og ikke rigtig leger med hans legetøj. Fortæl ham at i er der for ham, og han altid kan komme til jer hvis der er noget der gør ham ked.
I kan ikke gøre andet end at søge hjælp og snakke med jeres søn samt give ham kærlighed.
Jeg ønsker jer alt held og lykke.

Eller mail til klasselæreren
Og bed om at få en smatale med vedkommende, og få afmystificeret din søn. Denne vil helt sikkert kunne give jer et billed af drengens sociale status i klassen, og havde forhåbentlig taget kontakt til jer for længst hvis han fungerede dårligt i skolen og blandt kammerater..
Det er da så for øvrigt en sund interesse han har sig, har han ikke haft børnefødselsdage med kammeraterne derhjemme? For så har alle fra klassen vel været hos jeg og set i ikke er farlige!!
Op med hovedet, han er kun 7 år... Har selv en på den størelse, og jeg kunne da godt ønske han havde lidt af jeres søns hjemme gén. Han er nemmelig det stik modsatte, en byhøne...
Men jeg bebrejder ikke os selv for at være dårlige forældre af den grund. Altså tænker at han ikke kan lide at være hjemme fordi her er træls... Men simpelthen fordi sådan er han bare....

Lyder som min papsøn. Han er idag 9½ og har massive sociale problemer.
Hellere en psykologundersøgelse for meget, end en for lidt.

Tak for jeres svar.
Jeg vil bare lige sige, at det er IKKE så galt, som mit indlæg kunne tyde på.
Vi har talt med læreren i skole hjem samtalen og det går fagligt set fint med ham, mens socialt set kan han have som sagt kort lunte. Men læreren mente, at der ikke var noget, som kunne give anledning til bekrymringer.
Han er klassens bedste til at læse, mens det er på et normalt niveau med det skriftlige og matematik.
Vi har forsøgt at spørge ham, hvorfor han ikke har legeaftaler og ikke rigtigt leger med sit legetøj. Han sagde, at det vidste han ikke rigtigt, men sagde også at han vil have nogen til at lege sammen med hans legetøj.
Vi har også spurgt nogle forældre til dem, som han har leget med. De siger, at de leger meget godt sammen. Men en rigtig ven har han ikke endnu.
Er det bare os som er overbekymret??

Jeg tror denne dreng, er helt ok, men måske bare har andre interesser end flertallet.
Psykologer er ikke altid svaret, dette vil bare skabe mere afstand til andre børn og forældre på skolen, og være til ulempe for han socialt, når disse bliver klar over behandlingen.
Desuden mener jeg, at psykologer er en farlig race, og er lidt lige som nikotin. Når folk først har fået lidt, bliver de ved med at ønske det. Derfor går folk til psykolog gennem flere år, hvorefter de stadig ikke er "raske".

At i bekymrer jer lidt for meget. Han lyder til at være en ganske normal dreng, med normale reaktioner. Skolen siger jo også at det går fint, så jeg tror ikke at i skal bekymre jer så meget om det, men nøjes med at koncentrere jer om at være en familie.
Held og lykke på livets vej.

... til at være ham selv....
Ikke alle børn har et stort behov for hele tiden at lege med andre! Efter en lang dag i skolen, kan de (ligesom os andre) have brug for noget ro, og for at være sig selv!
Jeg har oplevet det meget med mit eget barn (pige på nu 8 år), og med venners børn! Det der er fælles for dem er at de er enebørn, d.v.s. de har lært at skulle "underholde" sig selv, og lært at det at være alene ikke nødvendigvis er en dårlig ting, og at man ikke behøver at kede sig bare fordi man ikke blive underholdt! Dette mener jeg er en fantastisk egenskab at have:-)

Jeg er mor til en pige der i næste måned bliver ti år...... Hun lyder meget til at være som din søn....meget inaktiv og vil helst være alene..... men for ca et halvt år siden var det som om hun vågnede op og idag er hun aldrig hjemme og der kommer børn og spørger efter hende hele tiden... Så rolig nu, det skal nok komme når tid er og hvis ikke, så er der vist ingen der har taget skade af det