Er der nogle som har det lige som mig

Jeg er altid sur og tvær, selv om jeg ikke har lyst til det. Egentligt er jeg en glad og positiv pige, som har let ved at få gode venner.
Jeg har en dejlig mand og børn, som konstant skal finde sig i, at jeg er sur og brokker mig, men uanset hvor meget jeg tager mig sammen hjælper det ikke. Om aften når de alle sover, får jeg det utroligt dårligt over den måde jeg er på.
Jeg har haft en del dårlige oplevelser i mit liv, både med død og dårlige forhold. Måske har jeg ikke fået bearbejdet det rigtigt. Jeg ved det ikke.
Hvad fanden skal jeg gøre for at finde den rigtige mig igen?
Knus

hej jeg har selv haft det på samme måde...
For mig var det fordi jeg inderst inde ikke var tilfreds med det liv jeg havde, så jeg tog en beslutning at ændringen skulle komme fram ig, så jeg begyndte at smile og være lidt mere glad på overfladen selvom jeg ik var det...
DEt hjalp, smil smitter og tilsidst fik jeg den glade pige fram som ikke blev sur over de mindste ting, jeg tro bare det var en dårlig vaner og en måde at gemme mig på...
Prøv at tag dig selv i det og smil lidt istedet
Hilsen cece

Du ringer og booker en tid hos mig, så skal jeg nok hjælpe dig med at finde din glade positive side igen.
www.123hjemmeside.dk/silvana_hypnose

Hej.
Jeg kender det godt jeg har det selv, er mange gange sur og tvær og bliver ked af det når jeg er alene. Det du kan prøve at gøre er at finde en person, som du snakker med tingene om, en udeforstående. Jeg har valgt at skrive med en pige, som havde samme problem. og vi kan/kunne altid få et smil frem ved den anden, og så gik vi og smilede over det.
Foreksempel, fortalte hun mig en dag at hun havde været inde i byen (aner ikke hvor hun bor henne) og hun havde mødt så mange hun kendte lige den dag, hvor hun var ude med sin nye kæreste, så hun legede gemmeleg, hele vejen ned til bussen og i bussen mødte hun sin mor, som heller ikke vidste noget om kæresten. Så hun var rigtig uheldig den dag.

Dr. Phils bøger, "Livsstrategier" eller "Find dit Autentiske jeg", Knuz fra Birgit.

Det kunne være så dejligt, både for mig, men især også for mine omgivelser, men jeg kan se på din hjemmeside, at du bor i Allerød og jeg kommer fra Lolland desværre, så afstanden er jo lidt lang.

Lyder meget bekendt det du du siger der...
Dog ikke fra mig selv..
Min søster har det vist på samme måde..Hun er konstant sur og der skal ingenting til bæret flyder over..
Hun har 3 børn og en sød kæreste..
Min nevø har Asberger og ja,ved ik om du kender til den sygdom men man får sin sag for..Det er hårdt,hun magter det ikke samtidig med os at skulle ha overskud til de andre 2..Min søster og jeg har ikke haft en nem barndom,og har stadig et lidt akavet forhold til vores forældre..En masse vrede og følelsen af svigt ligger så dybt i hende (tror jeg)..Hun har aldrig fået snakket ud om den sorg og vrede hun bære på..
Mit råd til dig ville være snak med nogen,måske din vrede stikker dybere end du aner..
Få nogen psykolog timer,det kunne være en hjælp..
Det er ikke altid det dutter at snakke med nogen tæt på..En der er passiv og ikke har skulle forholde sig til dig og dit liv...En der kan kommer med råd/metoder til hvordan du kan komme over den onde cirkel du befinder dig i..
Håber det går for dig og selvom det nok tager tid,at du igen kan finde dit glade sind frem...Det er jo det dejligeste for alle og ikke mindst dig selv :o)
Tanker fra ''me-undercover''

Din adfærd skyldes at hjernen altid vil vende tilbage til hvad den kender. Fordi det er det nemmeste, det ligger så at sige i rygraden. Jo flere gange du reagerer med at være sur og tvær jo mere vil du reagere sådan. Det er en ånd cirkel, men det er noget du kan arbejde bevist på. Det kræver meget hårdt arbejde, fordi du skal lære din hjerne at reagere anderledes. Det er lige som med dårlige vaner, har du prøvet at stoppe med bide, ryge eller noget andet?
Det næste jeg vil skrive kan være et meget ømt punkt. Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på at adfærden kan du give videre til dine børn. Især hvis du har piger, da børn vil efterligne den forælder der har det samme køn som dem selv.

Jeg har læst de andre svar og jeg kan kun give dem ret i at det er noget du skal arbejde med, men du er allerede nået langt. Det et indse at der er noget som ikke er som det burde være er et stort skridt i den rigtige retning. Jeg mener du bør tale med nogen om det, nogen du ikke har for tæt på. Måske kunne du starte med psykiatrifondens telefonlinie, eller en præst hvis det ligger til dig, men bare en der kan lægge øre til din beretning, og stille de rigtige spørgsmål. Det er mange præster faktisk ret gode til, også selvom du måske ikke er religiøs.
Til slut vil jeg give dig en gammelt ordsprog som hang i min farmors hjem.
"husk at smile før du sover, så går dagens sorger over"
Og det er faktisk ikke helt løgn. Jeg bruger det selv hvis jeg er i rigtig dårligt humør. Inden jeg går iseng sender jeg spejlet et stort krampagtigt smil, og hvis man bliver ved med det i et lille stykke tid, kan man faktisk ikke undgå at de grå skyer letter lidt, og det ender med at smilet ikke er så krampagtigt længere.
Jeg håber du finder støtte til at komme ud af mørket.
Hilsen Jane

TUSIND tak for alle jeres svar og gode råd. Dejligt men positiv respons. Må indrømme, at jeg havde regnet med svar som: Sure kælling, kan godt forstå hvis din mand skrider og tag dig dog sammen. Du er ikke til at holde ud.
Men nej, allerede jeres svar, fik mig til at smile og indse, at jeg ikke er helt alene.
Endnu en gang TAK.
Knus Betina