Er det her kærlighed - nej vel?!

Jeg tror faktisk min kæreste er ved at køre mig ned psykisk....! Vi har sammen et barn på halvandet år.
Nævner måden han er på:
- Sur og tvær hele dagen! Hver dag. (Han har en depression, men det er IKKE kun det der spiller ind)
- Ignorerer mig ofte, dvs. svarer mig ikke når jeg spørger om noget, går altid forbi mig uden at ænse mig et blik. (Han kan også finde på dette overfor vores barn)
- Taler dårligt om min familie, er sur og tvær når vi er sammen med dem. Vil ikke lave noget med dem.(samme gælder mine venner)
- Er sådan set kun glad/spiller glad når han er sammen med sin side af familien.
Sådan er vores forhold:
_ INTET der nærmer sig sex - ingen af os har lyst.
- Meget sjældent at vi giver hinanden et kram eller kys.
- skændes dagligt/diskuterer hvertfald over de mindste ting.
Sådan er jeg:
- er den "glade" der tager sig af vores søn, leger med ham og er glad sammen med ham.
- prøver at få glæde ind i hverdagen (men svært når manden er sur fra det øjeblik han slår øjnene op om morgenen)
- Ja jeg er afvisende den sjældne gang manden ligger op til noget intimt, jeg synes ikke han "fortjener" det når han er så led overfor mig/min familie!
DERFOR er jeg stadig sammen med ham:
- Vi har et barn sammen - de kloge siger skilsmissebørn "Bliver dumme" og får et "dårligt liv" min samvittighed er ikke til det - jeg elsker mit barn overalt på jorden!
- Jeg går og overvejer oom jeg skal blive hos ham bare for at få en ægte søskende til vores barn! (ved det er langt ude! Men gør jo alt for sine børn!)
- Rent praktisk er det meget nemmere at være to - selvom jeg laver mest hjælper manden også til med bringning af barn i daginstitution, vasker op efter maden olign.
- Jeg duer IKKE til at være alene, er total tryghedsnarkoman og overvejer/håber at jeg kan finde en ny mand inden jeg går fra ham jeg har nu....😖
Læste jeg selv dette udefra var mit råd : GÅ FRA HAM MENS DU STADIG SELV ER NOGENLUNDE PÅ TOPPEN! Men det er SKIDE svært,...??!!! Skyldfølelsen overfor vores barn - der ikke får en kernefamilie er simpelthen så stor at jeg sætter alle mine egne behov tilside.
Helt ærligt: Jeg elsker ikke min kæreste mere. Jeg ved jeg burde gå fra ham, men jeg kan ikke??!! HVORFOR!!![:*(]

Jamen det skriver du jo selv. Du vil ikke fordi, du tror, det går ud over dit barn. Det gør det her også og her er der ingen bedring at håbe på, det er der trods alt, hvis I flytter.
En anden ting kan jo så være at det er en "undskyldning" du bruger, fordi du ikke er færdig med manden og i din naivitet tror han forandre sig. Det gør han ikke. Som det er nu sådan bliver resten af dit liv. Er det trygt nok?

de få gange han lægger op til noget intimt, så synes jeg ikke at han "fortjener det.
nej naturligvis ikke, du er en kvinde, og skal have alting serveret på et søvfad.
det er min ret, det er MIT barn, og vi bor udelukkende sammen, fordi jeg er trygheds narkoman.
hvor herre på lokum, hvor har den hjerne svage fyr fundet dig, lå du i rendestenen, eller er du blevet parret med fyren af ypperste præsten.
du tror helt bevist, at en fremmed fyr vil overtage dig og dit barn, og lege far for hele din familie, men den tid er forbi, for ingen fyre ønsker et forhold til en enlig mor, der sikkert ikke har ret meget inteligens til at bygge et forhold på.
mange kvinder er så udspekulerede, at hvis de bliver trætte af den nye fyr, når han har betalt din klatgæld, ja så bliver han pludselig angrebet for pædofili, eller fordi han har prøvet på at opdrage DIT barn.
børn er ikke født dumme, men du har glemt at lære noget, inden du fik sexuelle fornemmelser.

Citat: - Jeg duer IKKE til at være alene, er total tryghedsnarkoman og overvejer/håber at jeg kan finde en ny mand inden jeg går fra ham jeg har nu....
Svar: Du siger bagefter du sætter dine egne behov til side, af skyldfølelse overfor dit barn ??
BULLSHIT! Du bliver hos din kæreste, fordi du er pissebange for at være ALENE! Og intet andet, så det ER da af egoistiske årsager ik ?
Du burde give dig selv OG din barn en chance for at få et lykkeligt liv, og dit postulat med at skilsmissebørn bliver dumme er det værste fis jeg længe har hørt.
Hvordan tror du så børn bliver som er sammen med en mor og far, som ikke kan klare synet af hinanden❓Så lærer de at DET er normalt og glæde, samt fysisk kontakt (kys og kram) IKKE er normalt..
Så hvis du skal redde dit barn fra en kikset opvækst, og dig selv fra at miste dit selvværd fuldstændigt! Så skal du se at komme ud af det forhold i en fart!
Se det hele som en PERFEKT mulighed for lærer dig selv at kende.. Den der med "jeg duer ikke til at være alene" er sgu en dårlig undskyldning!

Vil du lære dit barn at mænd (mennesker) behandler kvinder som din kæreste behandler dig? Det forhold er du beskriver kører dig psykisk ned, så skynd dig væk og snak med en psykolog. Din kæreste lyder som en rigtig rigtig skidt fyr!

hvis du tror det er bedre for dit barn at blive sammen med barnets far. Det med skilsmissebørn er dummere - hvor har du den fra? Sikke noget at bruge som undskyldning for at blive i en dårlig atsmosfære, som dit barn om nogen da mærker. Hvad med at lære dit barn hvad lykke er - sådan som man oplever det i et kærighedsforhold. Det vil nemlig være det bedste du kan give videre til dit barn, og stor sandsynlighed for barnet senere i livet vil opleve/søge det samme. Du får et trist barn på længere sigt, ved at byde det en trist atmosfære at opvokse i.
Når det er sagt, så har det jo ikke altid været sådan. Kunne det ikke tænkes I ligger under for den meget alm. tilstand, som opstår når et par får børn. Moderen giver al sin opmærksomhed til barnet og forsømmer sin mand. Han føler sig udenfor tror jeg, og han får ikke sex nok. det gør ham sur og tvær. Han føler ikke du elsker ham som før, og hermed er I kommet ind i en ond cirkel.
Prøv først at bryde den. Prøv at nå ind til ham via sex - det er som regel den vej man når en mand og får ham blødgjort 😉
Opgi det ikke førend i HAR prøvet at løse op for den bitterhed, som hviler over jeres ægteskab lige nu.
Pusser

Det er skide svært at gå, men hvis jeg nu gør dig opmærksom på at du også vælger ved at blive, at vise vejen for dit eget barn hvordan et ægteskab skal være. Viser du så et ægteskab til dit barn som du ønsker dit barn skal være i, når det engang bliver voksent.
Du skriver at skilsmissebørn er dumme børn øhhh hvor har du det fra? Den har jeg aldrig hørt før for så vidt jeg ved er der intet belæg for det. At skilsmissebørn ofte har et kæmpe ønske om en mor og far sammen er rigtigt, men vi er også en del derude i landet som ønskede at vores forældre var blevet skilt for mange år siden. Skilsmissebørn er ikke dummere end andre børn. De er ofte børn, hvor forældre giver sig bedre tid, når så er sammen med dem. Forældre prioriterer at være sammen med sine børn, når de er sammen med dem, fordi de ved i morgen eller om en uge skal de over til deres mor eller far, så har de friheden til at gøre hvad de vil i de dage eller den uge, hvor de ikke sammen med deres elskede barn.
Dit forhold lyder kærlighedsløst. Se og find din vej ud, hvor du prioritere en opvækst for din barn, hvor kærligheden og det at være sammen er en prioritet. Hvad gør du bruger dit barn som undskyldning for ikke at handle er nok det spørgsmål du skal stille dig selv? Du elsker ikke din kæreste mere, så hvad holder dig tilbage? Du skal lære at elske dig selv og at dit selskab er værd at være sammen med, så du kan være alene med dig selv og ikke være afhængig af andre og dermed som i dette tilfælde nøjes med mindre en et halvfyldt bæger. Bægeret skal altid være fyldt med muligheder, og jeg ser ikke umiddelbart andre mulighede nu end du skal gøre det bedste for dig og dit barn, og du skal lære at være dig selv og nyde dit eget selskab.
Held og lykke med dine prioriteringer, som kun du kan tage hvor vi andre kun kan give dig en vinkel på din sag ud fra de få ord du skriver.
Pas på dig selv, ingen andre gør det for dig [f]

Du lyder ikke som den skarpeste kniv i skuffen. Får et barn med en mand du ikke elsker og gør det fordi du er bange for at være alene.
Du er simpelthen for dum til denne verden.

Det lyder fuldstændig som min hverdag...
Gad vide om vores mænd er i familie...?
Jeg har et barn på 10 år og har i de sidste 5-6 år levet på den måde nøjagtig som du beskriver, med en sur mand der lider af humørsvingninger, er ligeglad med mig er sur overfor min familie osv.
Det hjælper selvfølgelig ingen af os, men til alle de andre med dumme svar vil jeg sige at det er altså nemmere sagt end gjort, bare at skride fra det hele.
Og jo det ER skadeligt for børn at være skilsmissebarn. Næsten uanset hvor dårligt det går i hjemmet er det bedre end skilsmisse. Det blev der lavet en række undersøgelser på for ikke længe siden. Så du har ganske ret.
Held og lykke til dig

I må være sammen og have fået et barn sammen af en grund. Det er nogle skide hårde år for parforholdet at have små børn. Vælg at gøre noget ved dit forhold aktivt. Glem tankegangen hvad din mand 'fortjener', lev dit ægteskab som DU ønsker det. Hvis han har en depression har han brug for hjælp til at komme ud af den. Og du er den nærmeste til det.
I må genfinde noget af det I havde sammen en gang, og vide at lige nu er det nogle hårde år, men at det nok skal blive bedre. Hvornår og hvorfor gled Ii fra hinanden?
Jeg har selv stået i nogenlunde din situation, men jeg var nok mere afvisende end dig, fordi jeg bare virkelig ikke havde overskud til min stakkels mand, der i den grad savnede sex. Jeg har virkelig lært betydningen af sex for en mand. Det er for min mand næsten vigtigere end alt andet. Så gør noget for at finde din egen sexlyst frem igen, og hav sex med din mand, som I begge får noget ud af. Det gør ham garanteret til en gladere mand. Og gør nok risikoen for at han (eller du) en dag er utro, og gør arbejdet for forholdet SÅ meget sværere.
Det lyder måske ikke som kærlighed at beslutte sig for at elske ham, men det er det jo faktisk, hvis projektet lykkes.
Hvis du har svært ved at finde motivationen og kræfterne til det, så gør det om ikke andet for dit barns skyld, ihvertfald til at komme i gang på.
Livet bliver ikke nemmere af at blive skilt, og finder du en ny mand kan du meget vel havne i nøjagtig samme situation, så hvorfor ikke tage action nu. Tal også med din mand om dette, så han kender alvoren, måske har han slet ikke opfattet det. Og nej det er bestemt ikke nemt, eller en rar samtale, men der skal ske noget drastisk. Nu.
Kæmp i det mindste og mindst et år, før du tager den store beslutning om at gå fra hinanden.
Pøjpøj fra
Unna

Det er SÅ svært at tage den endelig beslutning! For jeg beslutter jo tingene for både mig selv men også mit barn! Jeg skal hele tiden tænke i "vi" i stedet for kun hvad "JEG" føler....
Dejligt at høre fra en der ved hvor svært det er.. (selvom det ikke er dejligt for nogen at være i sådan et forhold!)
Tak for svar!

Der ikke engang kan læse et indlæg ordentligt..... Har jeg skrevet noget om at jeg fik et barn fordi jeg ikke kan li at være alene??! Hmm nej vel....
Bland du dig bare udenom dette indlæg....

Et langt og brugbart svar - dejligt!
Jeg har også tænkt på at det er pga livet med små børn ER hårdt - men for pokker, min mand gør det sværere end det er pga hans humør!

der skal opvokse i sådan et usundt klima. Hvad hjælper det dit barn måske vil klare sig bedre karrieremæssigt, hvis dit barn får varige psykiske mèn af at opvokse i et hjem med konflikter og surhed fremfor kærlighed. Tydeligt du ikke tænker på dit barns vel, men mere hvad du selv tør eller rettere IKKE tør! 😕.

Du skriver " Næsten uanset hvor dårligt det går i hjemmet er det bedre end skilsmisse."
Du er helt helt galt afmarcheret.
Det at bruge børnenes ve og vel som dække for at blive i et dårligt forhold, er at misbruge børnene, og kun en undskyldning for ens eget frygt for at skulle stå alene. "Jeg har det skidt i mit forhold, men bliver pga børnene".... helt ærligt. Sikke et pres og ansvar, at lægge på børnenes skuldre.
Tænk at du har levet i 5-6 år i den dårlige stemning, som din mand giver. Og ikke mindst, at dine børn skal leve med det også 😮
Ja - det er nemmere sagt end gjort at skride fra det hele, men det starter med at samle eget mod og selvværd sammen, og tage det første skridt, og det er skridtet væk fra din mand. Derigennem kan du skabe et harmonisk hjem for børnene, og ikke mindst for dig selv.
At blive i de former for forhold I beskriver, er der ingen børn der er tjent med. Og heller ikke jer.

Du skrev jo, at du overvejede at få endnu et barn med den mand, som du ikke elsker. Og du er bange for at være alene, er tryghedsnarkoman, og derfor vil du ikke forlade ham.
Så - jo, på sin vis så skrev du det altså.

Grunden til at jeg havde tænkt tanken om et barn nummer to er udelukkende for at det barn jeg har nu kunne få en ægte søskende - ved hvor meget det har betydet for mig at have min søster! Men som jeg skrev er det total langt ude.... Det ved jeg godt.

tager du fejl.
Men jeg kan sagtens følge jer i at det ikke er sundt for et barn at vokse op i et hus hvor stemningen er præget af så meget "Ligegyldighed" Ingen kærlighed forældrene imellem osv. MEn det er jo ikke fordi vi hver dag står og skændes over hovedet på vores barn - det er sket ja. Og vi kan nemt diskutere over de mindste ting - men igen det er ikke hver dag.! Problemet er bare at der intet kæresteagtigt er mellem min mand og jeg, INTET! Vi kan en sjælden gang imellem ligge i ske - men jeg har egentlig ikke lyst. Al hans tristhed (muligvis pga depression) og al hans vrede, jalouxi og irriterende familie har bragt mig derud hvor jeg simpelthen ikke elsker ham - han irriterer mig nærmere, han er KEDSOMHEDEN selv! Hvis du spørger mig.....
Vores barn lider ikke nød - føler jeg hvertfald ikke. H.n er glad og tilfreds - og er det ikke ethvert barns ønske at mor og far bor sammen??
Jeg ser det egentlig lidt som et valg mellem pest el. kolera. Jeg har allermest lyst til at flirte helt vildt, kysse med en fyr som giver mig sus i maven - og skide hul i det her kedelige døde parforhold. MEN sådan er verden bare ikke når man har et lille barn at tage hensyn til i ALLE situationer fremover.... Har mange tanker:
Vil mit barn "hade mig for" at JEG forlod hans far? SKal jeg virkelig sætte mit eget behov først?

sætte dit eget behov først. Fordi en lykkelig mor er den mor, der giver det bedste af det bedste et barn kan få. En sund kærlighed der kommer af overskud og ikke af et følelsesmæssigt underskud. Er du utilfreds i dit ægteskab, mærker dit barn det inderst inde. Børn har flere antenner ude end voksne, især når det gælder følelser. Du er ikke en god mor, hvis du bliver i det skod af et ægteskab. Synd for dit barn. 😖

hvem fuck har tisset på hele din madpakke.. undskyld mit franske men bliver forarget over at dan måde du skriver det på som om at det er HANS RET bare fordi de er sammen, og du taler om kvindelig magtmisbrug.. vågn lige op og kom ud af din dobbelmoral.. kan godt være det ikke er ment sådan men sådan læser jeg det.. kan dit indlæg dryppe mere af foragt.. jeg vil ikke sidde og retfærdiggøre alt hun skriver slet ikke men du kan da vitterligt ikke forvente at hun skal ligge sig på ryggen for en der har været sur hele dagen og som man har diskuteret med uden at han lige selv skal arbejde lidt for det..
alt skal man gøre sig fortjent til idag.. om det er på arbejde eller i privaten.. man får da heller en lønforhøjelse fordi du smiler til chefen.. man skal arbejde for sin sag det kan vel ikke komme bag på dig.. vil du selv ofre noget for en kvinde hvis hun ikke selv bringer noget til bordet.. hvis du skal være helt ærlig så er svaret nej..
Til indlæg skriver:
det er noget værre bavl at skilsmissebørn er dumme og ikke klare sig godt.. og i mine øre en dårlig undskyldning.. hvis du ellers kan stille dig op og være der 110% for dit barn tror jeg ikke på der vil være problemer.. og det kan jo være at far til barnet vil have noget mere at byde på også når jeres problemer så ikke er der mere.. og hvis du vælger at blive uden at du eller i forbedre jeres situation hvad er det så for noget lære/give videre til jeres barn..
personligt er jeg selv skilsmisse barn og jeg kan godt huske hvordan det var at have to forældre der ikke kunne sammen og hvordan det blev da de gik fra hinanden jeg personligt foretræk hellere to glade forældre hver for sig end 2 der ikke kunne sammen og mange skænderier og dårlige stemning.. uanset så lad være bare at sætte dig tilbage og sige sådan er det for det er ingen tjent med.. på med handskerne og arbejd enten for det ene eller det andet og vis at i er jeres ansvar voksen.. held og lykke med det hele😉